What You Wanted |

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Jeg, Marzia, levede et helt almindeligt liv, indtil jeg døde i en trafikulykke. Der gik lang tid, før jeg blev begravet. En læge lagde et lagen om min krop. Jeg kunne mærke blomster blive kastet på mig, men det gjorde ikke ondt, for min krop var følelsesløs. En dag fik jeg vinger. Jeg kan ikke forklare hvordan, men de voksede bare ud af min ryg. Det gik hurtigt op for mig, at jeg var usynlig for menneskeøjne. Det gjorde mig ked af det. Jeg havde lyst til at flyve væk og aldrig komme tilbage. Men en dag kom jeg forbi en lille dreng, der sad og græd. Han gjorde noget særligt ved mig. Han fik mig til at blive.

0Likes
3Kommentarer
342Visninger
AA

3. 2

Jeg slap døren, så snart jeg var kommet ind, og udforskede det store område foran mig. Først og fremmest var alting hvidt. Så hvidt, at det blev uudholdeligt at fokusere, når en lysstråle passerede ind gennem vinduerne. Der var også stille. Ikke en lyd bortset fra en fjern klapren fra et tastatur. Min hørelse stillede skarpt, så jeg kunne finde ud af, hvor lyden kom fra. Jeg gik rundt i det hvide rum, indtil jeg kom til en lyseblå dør. SEKRETÆR stod der med hvid tusch hen over døren. Jeg tog i dørhåndtaget. Døren var låst, men det var uden tvivl derfra, lyden kom fra. Jeg gik et par meter væk uden at trække vejret, mens jeg lyttede koncentreret. Nu var lyden forsvundet. Der var fuldkommen stille igen. Jeg fik øje på en anden dør ved siden af glasdørene. Jeg gik hen til den for at undersøge den. A2 stod der på den. Kun A2, ingen yderligere information. Jeg trykkede dørhåndtaget ned. Døren gik op med en let ryk. Foran mig udfoldede der sig et landskab med en klar blå himmel, store elmetræer og højt græs. Jeg kikkede ned. Der var jord under mine tæer. Jeg kunne svagt dufte overmodne frugter. Det føltes så virkeligt. Og dog.

 

Da jeg gik tæt forbi et stort blommetræ, kom min højre vinge til at strejfe det, og pludselig forvandt magien. Jeg rakte forsigtigt en hånd ud og rørte ved væggen. Den føltes kold og ru. Jeg trak hånden til mig og gik lidt væk fra væggen. En illusion, bare en illusion, sang en stemme inde i mig. Jeg sukkede og fór sammen, da jeg mærkede en anden persons tilstedeværelse. Det var en høj, kraftig mand i malertøj. Han var rød i hovedet, og han vrissede højlydt, så den dåse maling, han bar, plaskede klatter op på vægmaleriets blå himmel. Jeg følte en dyb, skikkende smerte, da han standsede op og begyndte at male rød maling ovenpå væggen. Jeg havde lyst til at stoppe ham, men jeg vidste, at han ikke ville kunne høre eller se mig. Jeg stod lidt og betragtede ham, mens han svang den brede pensel op og ned. Han prustede og dyppede penslen gang på gang, og den blå himmel forvandt strøg for strøg. 

Pludselig blev døren åbnet. En lille dreng gik ind. Han havde lyst, pjusket hår og de mest uskyldige, store lyseblå øjne. Han standsede op, da han så maleren. Maleren bemærkede ham, men ignorerede ham. Dyp, strøg op, strøg ned. Dyp. Drengen satte en forbavset mine op. 

Han spurgte ham, hvad han dog havde gang i? Maleren svarede ikke, men sendte  drengen et gennemborende blik med penslen knuget i sin senede hånd. 

Drengen pegede på væggen, hvor malerens værk stirrede anklagende på  ham. Malerens mundvige trak nedad, så hans skægstubbe blev delvist synlige. Drengen ventede tålmodigt, til maleren langt om længe lagde penslen fra sig. 

"Hvorfor gør du det?" Hans krystalklare stemme skar gennem luften. Jeg gik lidt længere væk. Maleren gryntede. "Vær nu ikke et fjols. Det er mit job." Han trak på skuldrene, inden han bøjede sig ned og tog fat i sin pensel for at begynde at male igen.

Den lille drengs mundvige begyndte at dirre. "Jeg vil ikke have, at du maler på væggen. Det her er mit yndlingssted, og du ødelægger det." Malerens svar rystede mig. "Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad du synes. Jeg får penge for det her."

Efter at have talt færdig, kikkede han ind i væggen, som om han fortrød, hvad han havde sagt. Drengen snøftede. "Hvor mange?"

 

Maleren hævede penslen med en rystende hånd og begyndte at male, inden han sænkede den igen og så drengen dybt ind i øjnene. "Det kommer ikke dig ved. Smut så, knægt." 

 

Drengen så trist ud. Jeg kunne ikke afkode, om det var skuespil eller oprigtigt, men maleren reagerede på det. Hans pande rynkedes så meget, at hans buskede øjenbryn næsten mødtes.

 

Jeg så målløs på, mens maleren smed penslen på gulvet og trængte drengen op af væggen. Drengen klynkede svagt, mens maleren langsomt førte hænderne op til drengens hals og klemte. Først let, så hårdere. 

 

Nu kunne jeg ikke klare at se på det længere. Jeg så mig omkring efter en en genstand, som jeg kunne aflede malerens opmærksomhed med. Den lille dreng begyndte at græde højlydt.

Mit blik faldt over en spand hvid maling. Jeg så langsomt fra maleren til drengen og så ned i spanden. Hvis jeg skulle redde drengen, måtte jeg ofre min usynlighed.

 

Jeg mærkede usikkerheden gnave dybt inde i min krop, da jeg langsomt hævede spanden over mit hoved og tømte den, inden jeg smed den mod væggen. Lyden fik maleren til at fare op og slippe drengens hals.

 

Jeg betragtede dem med et tomt blik, mens jeg rystede malingen af mine vinger. Drengen gispede og spærrede øjnene op. "En engel!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...