What You Wanted |

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Jeg, Marzia, levede et helt almindeligt liv, indtil jeg døde i en trafikulykke. Der gik lang tid, før jeg blev begravet. En læge lagde et lagen om min krop. Jeg kunne mærke blomster blive kastet på mig, men det gjorde ikke ondt, for min krop var følelsesløs. En dag fik jeg vinger. Jeg kan ikke forklare hvordan, men de voksede bare ud af min ryg. Det gik hurtigt op for mig, at jeg var usynlig for menneskeøjne. Det gjorde mig ked af det. Jeg havde lyst til at flyve væk og aldrig komme tilbage. Men en dag kom jeg forbi en lille dreng, der sad og græd. Han gjorde noget særligt ved mig. Han fik mig til at blive.

0Likes
3Kommentarer
340Visninger
AA

2. 1

Det var småt ved at gå op for mig,  at mine omgivelser ikke længere havde mulighed for at komme i kontakt mig. Jeg var jo også død for længst, men det var noget andet. Der er sikkert mange af jer derude, der har tårnhøje forventninger til, hvad der sker, når man dør. Det havde jeg aldrig haft. Og dét med god grund. For der skete virkelig ikke noget særligt, da jeg døde. Jeg ved ikke hvorfor. Måske var det den måde, jeg havde levet på, der ikke havde været farverig nok. 

 

Jeg tænkte højt. Det havde jeg gjort hver eneste dag, lige siden jeg var vågnet fra mørket. Jeg gik  på motorvejen med mine vinger foldet langs ryggen bag min hvide undertrøje, som havde to huller, hvor vingernes spidser havde flænset igennem. Hver gang, jeg nåede en kilometerpæl, standsede jeg et øjeblik og betragtede bilerne, der kørte forbi i lige rækker uden at sanse andet. Himlen var grå og tung af regn. Jeg fandt en smal stribe asfalt ved siden af motorvejen. Jeg lukkede øjnene og gav besked til musklerne i ryggen. Mine vingemuskler begyndte at prikke, da de vågnede op. Jeg rakte hænderne op i luften og foldede dem. Mens jeg bad en stille bøn, begyndte vingerne at strække sig ud. Det strammede i min ryg, da vingerne foldede sig ud i deres fulde størrelse. Det tog et par sekunder, inden de var foldet ud. Jeg kastede et blik over skulderen og rystede dem, så de døde fjer kunne drysse af, inden jeg lettede.

Fjerene var så tynde og lette, at de ikke var synlige for mennesker. Jeg betragtede tavst fjerene dale ned mod vejen, inden jeg vendte mig opad og tænkte koncentreret på opdrift. Langsomt følte jeg en mild vind purre op i mine vinger. Jeg tog en dyb indånding og stillede mig i startsposition, inden vinden tog til og blæste mig halvt bagover, så jeg var lige ved at vælte, inden mine vinger med et ryk begyndte at arbejde opad. Jeg gispede efter luft. Jeg havde stadig ikke fået helt styr på flyvningen, men jeg gik ud fra, at jeg havde meget tid endnu til at lære det.

 

Vinden tog endnu mere til. Jeg blev blæst to meter op i luften, inden den forsvandt. Mine vinger begyndte at gøre ondt, så snart vinden var væk. Jeg bed tænderne sammen og fik vingerne vendt i den rigtige vinkel, så jeg kunne fange den næste vind. Den kom et par sekunder senere. 

 

Jeg sukkede og lod vinden bære mig. Den bar mig ligeud et par meter, inden den pludselig gik ned. Jeg fik et chok, da jeg opdagede, at jeg hang i luften over åbent hav. Vinden havde åbenbart båret mig hen til en bro og bagefter ud over den. 

Min englehjerne begyndte straks at udtænke mulige løsninger. Jeg kunne begynde at flyve i stedet for at ride på vinde, hvilket jeg ganske vist ikke var meget for. Jeg kunne vente, til en sydgående vind blæste mig hen til broen, og så klatre op af broens stivere, eller  jeg kunne blive hængende, til vinden tog af og jeg så faldt ned i vandet, hvor mine vinger ville holde mig flydende, indtil jeg drev ind til land. Jeg tænkte mig om et stykke tid, inden jeg valgte den sidste mulighed og lukkede øjnene. Vinden begyndte at stilne af, hvorefter jeg begyndte at falde. Mit lange, lyse hår stod lige op i luften. I det samme brød solen ud fra skydækket. Mit hår begyndte at lyse som en gylden pil, mens det grønblå vand under mig kom nærmere og nærmere. Jeg trak armene ind til mig for at mindske luftmodstanden og tømte hovedet for tanker. Vinden larmede for mine ører. Jeg trak mundvigene op i et lille smil, inden jeg ramte vandet med et stort plask.

Jeg sank i til brystet, og halvdelen af mit hår nåede at blive vådt, inden de luftfyldte ribber i mine vinger udvidede sig og trak mig halvt af vandet. Min hvide undertrøje var gennemblødt. Jeg pressede vandet ud af mit hår og bandt det op i en hurtig knold, inden jeg så mig omkring for at se, hvor langt der var til land. Det var svært at bedømme, selv for min hyperintelligente englehjerne.

Jeg bevægede arme og ben i et par klodsede svømmetag, inden jeg opdagede, at jeg bare kunne bevæge vingerne gennem vandet i stedet for at bruge mine arme og ben. Det var ikke nemmere, men det gav mere fremdrift. Jeg svømmede lidt tættere på, inden jeg stoppede for at tørre sveden af panden med  bagsiden af hånden. En tør fornemmelse var begyndt at brede sig i min hals. Tørst. Jeg lod mine vinger arbejde videre, mens jeg rakte ud efter en håndfuld saltvand. Jeg studerede den et øjeblik, mens jeg vuderede, om det nu også var klogt. 

En tanke slog ned i mig. Jeg var en engel, hvad kunne der ske mig ved at drikke en enkelt håndfuld saltvand?

Jeg tog hånden op til munden og tog en slurk af det. Det smagte afskyeligt af olie og salt. Det kunne godt være, at jeg var engel, men mine sanser havde ikke forladt mig endnu. Jeg hostede og spyttede, indtil smagen var væk. 

 

Jeg rettede igen blikket mod land. Der var højst sandsynligt et par  kilometer. Jeg strakte mine vinger og prøvede at gøre en sidste kraftanstrengelse for at komme ind til land. Mine vinger var slatne af det kolde vand, og mine arme og ben var følelsesløse. Jeg kom ingen vegne, selvom jeg kanalyserede al min kraft på at komme fremad. Jeg ved ved at få hovedet under vand, da en beroligende stemme begyndte at tale i mit hoved. Jeg holdt op med at kæmpe mod vandet og lyttede i stedet efter. Du skal ikke kæmpe imod, for det er spild af kræfter. Slap i stedet af i alle dine muskler og lad dig drive afsted som en vandmand. Vend dig om på ryggen, læg dine vinger langs din ryg. Luk øjnene og tænk på ingenting. Strømmen vil drive dig ind til land. Uanset hvad, må du ikke kæmpe mod vandet, for vandet er langt mægtigere end dig. 

 

Jeg klarede tankerne og vendte mig om på ryggen med vingerne langs ryggen, som stemmen havde sagt. Pludselig blev vandet roligere. Jeg flød op til overfladen. Min krop føltes vægtløs. Jeg lukkede øjnene og forestillede mig, hvordan havnen langsomt kom nærmere. Efter et tidsrum, der føltes som evigheder, stødte jeg ryggen mod noget hårdt. Jeg satte mig op, rettede mine vinger ud for at få balance og kikkede op.

Det var sten. Jeg var stødt ind i havnen. Jeg var fremme. Jeg famlede efter noget at gribe fast i. En halv meter oppe sad der en rusten jernkrog til at binde skibe med. Jeg satte en vaklende fod på en sten i murværket, så jeg kunne nå op og gribe fast om den. Det lykkedes efter et klodset første forsøg. Jeg var halvt oppe. Jeg trak mig højere op, så kun mine fødder var under vand. Da jeg havde et solidt greb om krogen, rystede jeg mine vinger fri for vand. Små dråber fløj om hovedet på mig. Mit hår var blevet gennemblødt igen, men jeg lod være med at fokusere på det og forsøgte i stedet at hive mig helt op på havnen.

Det lykkedes mig i ét enkelt forsøg, hvorefter jeg rejste mig op med vandet dryppende fra mig. Jeg vred håret igen og begyndte at gå ned af havnen, som om intet var hændt. Folk ville alligevel ikke kunne se mig, så jeg kunne lige så godt benytte lejligheden til at undersøge alle hjørner af byen. Jeg gik ind på fortovet med et smil og nikkede som hilsen til alle dem, jeg gik forbi, mens jeg passede på ikke at røre dem. Menneskene gik forbi mig uden at se mig i øjnene. Deres øjne var enten rettet mod deres mobiltelefoner eller asfalten. Det gik op for mig, hvilken verden, jeg havde forladt, og jeg følte en svien i hjertet.

 

Jeg drejede ned af en bred gade, der så hyggelig ud. Der var spændt farvestrålende vasketøj ud på snore mellem husene, som havde store buketter og kurve med blomster i vinduerne. Her så ud, som om alle folk kendte hinanden, og alle hyggede sig med hinanden. Jeg fortsatte ned af gaden, indtil jeg nåede til en bygning, der skilte sig ud fra de andre. Den var, i modsætning til de andre huse, kontant og kold i formen, og dens grå farve sugede blikket til sig, som den stod dér mellem alle de farvestrålende huse.

 

Bygningen var meget høj og udstyret med to store glasdøre og små bitte firkantede vinduer, som blev mindre og mindre og til sidst forsvandt oppe i en sky. Jeg mærkede et sug i maven. Det så ikke særlig rart ud at være der. Et lille, nasset hvidt skilt ved indgangen understregede min teori

Opholdssted for børn med udviklings- og adfærdsproblemer stod der med blå bogstaver. Skiltet sad skævt.  Jeg nikkede for mig selv og åbnede langsomt glasdørene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...