My new life in London

June er lige flyttet fra Danmark til London med hendes forældre. Og skal til at leve et helt nyt storby´s liv. Kan hun klare dette? Og hvad med alle drengene? Og hvad sker der når hun møder kendis fyren fra One Direction, Kan hun finde ud af, at date en kendis? Eller forsvinder alt. OBS: Læsning på eget ansvar. (Kan forkomme seksuelle scener og anstødeligt sprog)

14Likes
8Kommentarer
6056Visninger
AA

9. Kapitel 8.

Kapitel 8.

 

Da jeg kom hjem ringede jeg til Amanda og fortalte hende alt, det havde jeg virkelig brug for, jeg fortalte hende dog ikke om drengen det samlede min læbepomade op, for det var der jo ikke noget interessant i. Vi snakkede sammen i en halv time. Det var virkelig rart, at komme ud med alt det der var sket på så kort tid. "Det galde bare om, at holde hovedet højt og glemme det hele" sagde hun og jeg kunne ikke lade være med, at give hende ret. 

Der var gået 2 uger og tingene var ved at være normale, eller sådan noget. Den sidste uge, når jeg havde været ude fx og shoppe eller bare gå en tur, har jeg haft på fornemmelsen, at nogle har fulgt efter mig. Men hver gang jeg har kigget mig tilbage, har der bare været øde. 

 

Det var fredag aften og jeg var på vej over til Amanda, til hendes filmaften. Jeg gad det faktisk ikke, men nu havde jeg jo lovet hende det. Jeg gik i gaderne, i en by der hedder Camberwell hvor Amanda boede. Det var nogle store flotte huse der lå på den store villavej. Hvad var det? Igen fik jeg følelsen af der var nogle bag mig. Jeg kiggede mig tilbage, tomt som altid. Det gik mig virkelig på nerverne. Der kom en lyd af en lille fløjten, og jeg kiggede mig igen tilbage. Denne gang kunne jeg se en dreng i et sort hættetrøje, han stod henne ved en mur. Jeg kunne ikke rigtigt se hans ansigt, jeg kiggede mærkeligt på ham. Han gjorde tegn til jeg skulle komme hen til ham. Skulle jeg gøre det? tænk hvis han slog mig ned eller noget. Okay June slap af, tag en dyb indånding. Mine ben begynde at gå stille hen i mod ham. Han forsvandt om bag muren, da han så jeg var på vej i mod ham. Mit hjerte slog stærkere og jeg forsatte. Jeg kom hen bag muren, han stod op af muren og kiggede på mig. Men det var stadig svært at se ham. Jeg stoppede 3 meter fra ham. 

 

"Kender du One Direction?" spurgte han lige pludselig og kiggede ned i jorden. "Øhh ja det gør" Svarede jeg og så spørgene på ham. "Kan du lide dem?" spurgte han. "Ja meget" svarede jeg og kiggede på ham. "Jeg er virkelig ked af, hvis du har fulgt dig overvåget eller noget de sidste par uger. Kan du huske for 2 uger siden, hvor du var ved London Eye og du så tabte din læbepomade og en dreng så gav den til dig?" spurgte han, han kiggede stadig ned. "Ja det kan jeg godt?" svarede jeg og tænkte det her var for mærkeligt. "Den dreng var mig" sagde han og sukkede. "Øhh okay" svarede jeg og rynkende med mine øjnebryn. Han tog en dyb indånding og sagde "Okay hør her. Jeg vil rigtig gerne vise dig hvem jeg er. For jeg har bare ikke kunne få dig ud af mit hoved, siden vores møde ved London Eye. Men så må du love, at ikke fortælle nogen om du har mødt mig eller noget som helst og ikke flippe ud og begynde, at skrige, okay?" Okay var han psykisk syg eller bare sindsyg? "Jaja" svarede jeg.  Han rejste sig op fra muren og gik et par skridt hen i mod mig. Han kiggede på mig, han trak hætten væk fra hans ansigt, så hans ansigt kom til syne. Mit hjerte hoppede et slag over. Kunne dette være rigtigt eller var det bare en drøm. Foran stod selveste Louis Tomlinson fra One direction. Jeg stod helt stivnet. Min mobil ringnede, der gik nogle sekunder før jeg opfangede det, han stod og kiggede mærkeligt på mig. Da jeg opfattede, at min mobil rent faktisk ringede, skynde jeg mig at tage den. 

"Hvor bliver du af pigebarn" spurgte Amanda i den anden ende

"Øhh, jeg kommer lige lidt forsent, men vi ses bare ikke?" svarede jeg og prøvede at virke normal.

"Jojo, skynd dig. Hej!" sagde hun og lagde på.

Jeg lagde min mobil tilbage i tasken. 

"Øhh jeg må..." Fik jeg frem, nej hvor var det pinligt. "Det helt i orden. Her har du mit nummer. Og husk ikke sig noget til nogen om noget!" sagde han og smilede, jeg tog i mod hans nummer og svarede "Nej nej" "Godt så, skriv når du kan!" sagde han og gav mig et hurtigt kram. Inden længe var han væk ude i det blå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...