So Cold

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Hvad gør man når man på sin 16 års fødselsdag finder ud af at man er en engel? Og hvad sker der når man så bliver nød til at forlade sine forældre eller hvem man troede var ens forældre og skal hen til andre engle? Bree Winter ved ikke hvad hun skal gøre! Og når hun finder ud af at hele hendes liv har hun kontrolleret vinteren og kulden med sine tanker og bare hænder. Bree Winter er vinterens engel og har fuld kontrol over den og kan bruge isen og kulden til sit forsvar, men for hun brug for det? Og hvad sker der med Austin Stroud som hun forelsker sig i? Og det værste er at han er menneske!

0Likes
0Kommentarer
80Visninger

1. Childhood

''Kom nu Bree! Vi skal bygge en snemand'' råbte Sandra. Jeg gik med tunge skridt, igennem sneen, hen mod Sandra og de andre piger. Der var faldet så meget sne i år. Det var næsten som om min drøm var gået i opfyldelse. Det var snart jul og jeg var lige fyldt 10 år. Julen 2008 kunne bare ikke blive bedre. Jeg gik hen til dem og fik hurtigt samlet en stor snemand. De andre kiggede bare sjovt på mig og jeg så ned i sneen.''Hvordan i al verden gjorde du dog det?'' spurgte Sandra med åben mund.'' Gjorde hvad?'' sagde jeg og kiggede forvirret på dem. De pegede på snemanden og det gik ligesom lidt op for mig hvad de mente. ''Jeg er bare god til at bygge snemænd, ikke andet'' forsikrede jeg dem for ikke at gøre dem mistænksomme. Jeg vidste jo godt at der var mere i det end det. Der var et eller andet bånd mellem mig og vinteren, som faktisk skræmte mig lidt. Jeg ville ikke fortælle dem det efter som de nok bare troede at jeg havde superkræfter eller sådan noget. Det var nok bare fordi jeg hed Winter til efternavn. De kiggede lidt på mig og gik så i gang med at klæde snemanden på. De kaldte ham hr. Sørensen og gav ham en stor gulerod som tud. Da det begyndte at blive lidt mørkt spurgte jeg pigerne om vi ikke skulle gå hjem nu. Mig og Daphne fulgtes hjem da vi boede 3 huse fra hinanden. ''Hvad skete der virkeligt med den snemand?'' spurgte Daphne da vi var halvvejs hjemme. '' Jeg har jo sagt at jeg bare er god til at bygge snemænd'' svarede jeg i håb om at hun bare ville lade det ligge og komme videre. Jeg vidste jo godt at jeg havde lavet en fejl, men hvad så? Kunne de ikke bare glemme det, det er jo ikke noget specielt at jeg kan bygge snemænd. '' Er du sikker?'' spurgte hun. '' Ja Daphne 100% sikker ok?'' sagde jeg og gik videre. Vi sagde ikke mere før vi var hjemme gav hinanden kram og sagde farvel. Efter vi havde sagt farvel gik jeg ind i huset, smed mine støvler og våde vintertøj i gangen. Jeg gik ovenpå børstede hår og tænder. Jeg vidste godt at jeg ikke lignede et normalt barn. Jeg havde godt nok brunt hår, men jeg havde isblå øjne. Du tænker sikkert hvordan kan man have isblå øjne? Jo ser du mine øjne er lyseblå og klare som det reneste is, selv nærmest gennemsigtige øjne. Alle synes det var henrivende at et par med lysthår og brune øjne kunne få mig. Ingen i min familie havde brunt hår. De havde rødt, blondt, sort og jeg havde kusiner der havde farvet deres hår pink, men ingen brunetter. Kun mig. Jeg gik ind og lagde mig til at sove.

Bree min skat? Du er en engel! En dejlig engel. Vinterens engel uden dig var der kun efterår, sommer og forår. Du er unik og dine øjne fortæller historier. ''Hvis jeg er en engel hvor er mine vinger så?'' spurgte jeg ud i ingenting. De vil komme med tiden min smukke engel, bare stol på dig selv og vær dit reneste jeg så vil de komme. '' Er i min engle familie eller sådan noget?'' spurgte jeg igen ud i ingenting. Ja, det er vi. Vi vil hente dig en dag og du vil se hvordan vores verden er. Dejlige Bree hvis du er usikker på hvor vidt dine kræfter vil bære dig skal du tage til ud til kløften og bruge dine kræfter til at komme over på den anden side, hvis du klare det vil vi ikke tage dig endnu, men give dig nogle flere år på jorden og du vil få muligheden for at komme tilbage på jorden hvis det er det du vælger, men hvis ikke vil vi tage dig med og ikke lade dig gå nogensinde. Stol på dit reneste jeg og tag til kløften.

Jeg vågnede med et sæt og jeg kampsvedte. Det var den mærkeligste drøm jeg nogensinde har haft. Kløften. Jeg skulle hen til kløften i dag og vise dem at jeg godt kan stole på mig selv og klare mine kræfter, men hvis jeg fejler. Slet de negative tanker Bree og gør dig klar til at vise at du godt kan. Jeg gik i skole og da jeg kom til skolen, gik jeg hen mod mit klasseværelse og satte mig på min plads.

Efter skole gik jeg ned til den kløft som englene i min drøm havde talt om. Jeg vidste ikke om jeg skulle stole på mine drømme, men de andre gange jeg har gjort det er det gået godt og de har belønnet mig. Jeg så på mine hænder før jeg tømte hovedet for tanker og gjorde mig klar. Jeg foldede mine hænder ud og pegede dem hen mod kløften og en bro kom til syne. Den så ikke særligt stabil ud, men det var det eneste jeg kunne gøre. Jeg tog det første trin ud på broen og den knækkede ikke. Jeg tog et skridt mere så jeg stod med al min vægt på broen. Den knagede ikke engang. Jeg gik med forsigtige skridt ud mod midten af min bro. Da jeg havde nået midten stoppede jeg for at tænke. Var det her virkeligt? Var det endnu en af mine drømme? Jeg gik videre over på den anden side af kløften og så på min bro. Den var faktisk rigtigt smuk og unik selvfølgelig. '' Så gjorde du det virkelig'' sagde en stemme bag mig og jeg kiggede tilbage. Jeg så den smukkeste engel jeg nogensinde har set, det var selvfølgelig også den eneste jeg havde set i mit liv.

Efter den dag lovede jeg mig selv aldrig at bruge mine kræfter mere!

 

Resten af bogen vil komme lidt efter lidt når jeg har tid selvfølgelig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...