Angel. {Færdig}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 2 okt. 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor hjælper du mig overhovedet?" Råbte jeg af fyren. Jeg blev overfaldet af nogle mennesker, og jeg bløder lidt over alt. Der var smerter overalt. "Hold her!" Kommanderet fyren. Fyren tog sin mobil frem. Han havde fået dem der overfaldte mig væk, efter de havde stukket en kniv i min arm. Det gjorde af helvedes ondt, hvorfor kunne fyren ikke bare lade mig ligge og bløde ihjel her. "Ja, parken ved damsvej, ca. Ved nummer 139. Ja. Skynd jer! Hun er blevet stukket med en kniv i armen!" Råber fyren i telefonen. //Der ville ca. Komme 5-6 kapitler om ugen, så håber det er okay. Der ville være et måske stødende ord/sprog brug. Håber at I ville bruge lidt tid på at læse det her. Tak på forhånd! Den ville være mega urealisk nogle steder, og den ville være lidt ligesom fantasy også. xx

20Likes
74Kommentarer
1372Visninger
AA

10. 9

En uge uden ham, var en uge uden glæde og kærlighed. Bare en uge fyldt med sorg, og savn. Jeg kom direkte hjem efter skole, og så at mine forældre ikke var hjemme. Jeg gik op mod mit værelse, for at se billeder af ham. Af Ashton. Tårerne trillede langsomt, og et par hulk forlod frusteret mine læber. Jeg åbnede den ene af flyttekasserne. Jeg så et par enormt gamle fotoalbums, og et par helt nye billeder af ham. Jeg lagde mig hjælpeløst på gulvet, imens at tårerne strømmede ned mod gulvet. Jeg ville have ham her, hos mig. Jeg tog en af hans puder, han havde pakket med ned og holdt den tæt ind til mig. Jeg elskede duften af ham, og tanken om at hans hoved har ligget på den. Jeg lagde mig i fosterstilling, og holdte puden tæt ind til mig. Han var væk. Jeg forstillede mig hans gyldne øjne, og hans fantastiske smil foran mig. Han var så skøn! Jeg elskede ham. Nej, jeg elsker ham. Han var noget af det eneste jeg levede for, nu er det kun mine forældre jeg har tilbage.

•••••

Jeg kom igen ind af døren, efter endnu en dødsyg dag fuldt med savn, og uden håb. Jeg tog Ashton's dagbog frem, og lod min hånd glide hen over forsiden. Den var smuk, og utrolig stilfuld, men så også virkelig gammel ud. Jeg åbnede den forsigtigt og læste.

26/7 -1923

Endnu en dreng er reddet for mordforsøg, men denne gang var det hårdere end før. Drengen lignede præcis Lucas, min lillebror. Det var næsten også det samme mord, som Lucas'. Denne gang reddet jeg bare drengen. Mændene gjorde det hele for sjov, og vreden boblede i mig, da de grinede, imens drengen skreg af smerte. Jeg savner Lucas, Freya, mor og far. Men jeg er glad for den opgave Gud han gav mig. At jeg får lov til at hjælpe dem, som bliver udsat for det samme, som min egen familie blev. Lucas dræbt af mord, Freya blev voldtaget også dræbt. Mor og Far blev overfaldet og slået ihjel. Jeg ved ikke...

Jeg lukkede hurtigt bogen inden jeg læste mere. Nu forstod jeg alt lidt bedre. Hvorfor havde han ikke sagt det? Jeg troede vi vidste alt om hinanden, men måske betød jeg ikke det samme for ham.

•••••

Jeg vågnede, og opdagede at jeg lå og krammede Ashton's pude. 3 uger siden at jeg sagde farvel, og jeg er alt andet end okay.

"Kat!" Du skal afsted om en halv time!" Råbte min mor, nede fra stuen af. Mine forældre har fået denne sindssyge idé om at jeg skal til at gå til psykolog, da de håber det ville hjælpe. Jeg blev liggende lidt, inden jeg skifte tøj, og tog min mobil med nedenunder.

"Vi kører om 10 minuter." Sagde min far, og læste videre i avisen.

"Vi kører nu!" Sagde min far efter et stykke tid, og jeg tog mine sko, og en jakke. Vi kørte i små 20 min. Inden vi var der. Det var et privat hjem, på en villa vej. Der var kæmpe vinduer i det meste af det. Det så nyt ud, og lignede det i bladene.

"Heeej! Du må være Kat!" Sagde en dame, som åbnede døren. Jeg nikkede svagt, og trådte ind. Damen så ud til at være omkring 35-38 år gammel. Hun havde skulderlangt brunt hår, uden at det var en page frisurer. Hun gik i et par slidte denim jeans og en sweatshirt. Hun havde kastanjebrune øjne, og hendes øjne så store ud. Hun så meget sød, flink, og imødekommende ud.

"Kat, hvis du bare sætter du ind bag den hvide dør, kommer jeg om lidt." Sagde damen, og sagde noget til min far. Jeg gik ind ved den hvide dør. Der var mange vinduer, så jeg så lige ud i haven. Her var så lyst, og dejligt, og ingen andre kunne se os. Der stod et par lænestole, og nogle sofaer, i midten var der et sofabord. Jeg satte mig i en sort sofa, og tog min mobil frem. Jeg gik ind på billeder, og gik ind på et af dem af Ash. Det var mit yndlignsbilled. Han grinte stort på billedet, og sad i sin elskede Kurt Cobian t-shirt. Et par tårer trillede ned af mine kinder, og et smil kom frem på mine læber. Tårerne fordi jeg havde mistet ham, og smilet på grund af hans smil, og jeg elskede ham så meget. Han var min verden.

"Så Kat!" Kom damen ind, og jeg tørret hurtigt mine tårer væk.

"Jeg hedder Taylor, men mine veninder kalder mig Tay, så du må gerne kalde mig Tay." Sagde damen, og sætte sig overfor mig.

"Super!" Sagde jeg, dog uden at lyde til at det var super.

"Jeg siger intet til dine forældre. Det var din far lidt utilfreds med, men sådan er det." Smilte hun til mig.

"Tak.." Sagde jeg taknemligt.

"Ville du fortælle lidt om dig selv? Fortæl hvad du føler for." Sagde Tay, og gik hen for enden af stuen vi sad i.

"Cola, iste, te, sprite, fanta? Hvad ville du have?" Spurgte Tay hurtigt.

"Cola, tak." Svarede jeg hurtigt, og hun kom over med en cola, og en fanta. Hun rakte mig colaen, og satte sig ned med fantaen.

"Fortæl fra hjertet!" Sagde hun da hun kom over igen.

"Jeg har lige mistet min redningsmand, eneste ven, kæreste, elskede, min engel."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...