Angel. {Færdig}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 2 okt. 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor hjælper du mig overhovedet?" Råbte jeg af fyren. Jeg blev overfaldet af nogle mennesker, og jeg bløder lidt over alt. Der var smerter overalt. "Hold her!" Kommanderet fyren. Fyren tog sin mobil frem. Han havde fået dem der overfaldte mig væk, efter de havde stukket en kniv i min arm. Det gjorde af helvedes ondt, hvorfor kunne fyren ikke bare lade mig ligge og bløde ihjel her. "Ja, parken ved damsvej, ca. Ved nummer 139. Ja. Skynd jer! Hun er blevet stukket med en kniv i armen!" Råber fyren i telefonen. //Der ville ca. Komme 5-6 kapitler om ugen, så håber det er okay. Der ville være et måske stødende ord/sprog brug. Håber at I ville bruge lidt tid på at læse det her. Tak på forhånd! Den ville være mega urealisk nogle steder, og den ville være lidt ligesom fantasy også. xx

20Likes
74Kommentarer
1397Visninger
AA

7. 6

"Er du?"

Ashton nikkede stille, og kiggede derefter op på mig. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg stod med en krykke, og lændte mig op ad væggen. Min redningsmand, fyren jeg har fået et crush på, ham der altid hjælper mig, han er en engel. En rigtig engel.

"Hvordan?" Spurgte jeg stille, og humpede over i sofaen. Ashton grinte kærligt.

"Men kan jo ikke rigtig forklarer hvorfor man er en engel. Det ville være det samme som at jeg spurgte dig om hvorfor du er et menneske."

"Ha-har du m-mødt G-Guud?" Fremstammede jeg, og kiggede ned på mine sko. Ash nikkede, og smilte til mig.

"Mange gange."

"Jeg tager hjem om 2 uger." Sagde han, stadig med et smil.

"Hjem?"

"Hvor tror du? Det er rigtigt det der står i bøger."

"H-him-himlen?"

"Jep." Svarede Ashton, og vi sad tavse i sofaen.

"Så du forlader mig om 2 uger?" Spurgte jeg nervøst, og kiggede hen på ham.

"Jep." Jeg sank en klump, om 2 uger var han væk.

"Men rolig, I ville ikke kunne huske andet end ulykken om et par år." Smilte han, og drak noget vand.

"Je-jeg ville ik-ikk-e glem-glemme dig. Jeg ha-ar ikke lyst ti-til a-at mi-miste dig n-nu." Fremstammede jeg, og var tæt på at få tårer i øjnene. Han har betydet alt for mig, på så kort tid.

"Det skal nok gå, Kat. Det lover jeg." Sagde Ashton roligt, og han tog min hånd. Jeg rystede langsomt på hovedet. Det kommer ikke til at gå.

"Kan jeg ikke blive hos dig?" Spurgte jeg nervøst.

"Det tror jeg desværre ikke.. Men hey! Det hele kommer til at blive okay!"

En tårer trillede ned af min kind, imens at Ashton nussede min hånd.

"Ashton, jeg har ikke lyst til at du går. Jeg har i næsten et halvt år overvejet selvmord, jeg gider ikke mere. Jeg har mine forældre, og 4 venner, og mine venner, har jeg ikke engang lyst til at dele hemmeligheder med. Jeg er bare middel, jeg er som alle andre. Jeg gider det ikke. Jeg ønskede også inderligt at det overfald havde taget mit liv. Jeg har snart ikke lyst til at trække vejret mere." Tårerne trillede ned af mine kinder, og jeg fjernede dem hurtigt med mit ærme.

"Det hele vidste jeg faktisk godt, jeg kan læse din sjæl, og dit sind. Det er grunden til at jeg er blevet her de sidste par måneder." Sagde Ashton stille.

"Men hvorfor går du så?"

"Det bliver jeg nød til. Jeg kan ikke blive her forevigt."

Jeg humpede ud i køkkenet, og satte mig på en stol der. Min drøm var lige blevet til mareridt. Han ville gå og ikke komme tilbage. Det kan han ikke, han betyder for meget for mig. Jeg var ikke typen der græd, men tårerne var der.

"Kat, det skal nok gå." Ashton kom ud i køkkenet, og lagde sin arm om mig. Jeg vendte mig rundt så vi stod ansigt til ansigt. Han holdte om mig, så vi stod ret tæt. Hans gyldne øjne, hans fantastiske læber, hans duft, det hele var så tæt på mig. Han lukkede sine øjne, og tog langsomt sit hoved tættere på mit. Han lagde forsigtigt sine læber på mine, og vi kyssede intimt. Det var som om et fyrværkeri eksoplederet i min mave, det var så fantastisk. Han havde de dejligste læber, og han er den bedste kysser i verden.

"Undskyld." Sagde han, da han trak sig.

"Hvorfor undskylder du?"

"Det var så forkert! Det var min skyld.. Undskyld Kat."

"Nej! Ash det var min egen skyld, og jeg fortryder intet! M-men hvi-hvis du for-fortryder d-d-det..."

"Nej, jeg fortryder det heller ikke.. Det var bare forkert..."

"Hvorfor?"

"Nu kommer jeg bare til at savne dig mere.."

"Vi har stadig to uger sammen!" Jeg sank en klump, efter jeg havde sagt det. Kun 2 uger.. Ashton nikkede, og satte sig ind i stuen.

"Er du tvunget til at gå?" Spurgte jeg forsigtigt, og han nikkede langsomt.

"Kan du ikke gøre noget?"

"Nej.." Jeg bed mig hårdt i læben, efter Ashton havde svaret nej. Kun 2 uger tilbage med ham.

"Det skal nok gå.. Det hele bliver okay!" Sagde Ashton stille, jeg kunne se han løj.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...