Angel. {Færdig}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 2 okt. 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor hjælper du mig overhovedet?" Råbte jeg af fyren. Jeg blev overfaldet af nogle mennesker, og jeg bløder lidt over alt. Der var smerter overalt. "Hold her!" Kommanderet fyren. Fyren tog sin mobil frem. Han havde fået dem der overfaldte mig væk, efter de havde stukket en kniv i min arm. Det gjorde af helvedes ondt, hvorfor kunne fyren ikke bare lade mig ligge og bløde ihjel her. "Ja, parken ved damsvej, ca. Ved nummer 139. Ja. Skynd jer! Hun er blevet stukket med en kniv i armen!" Råber fyren i telefonen. //Der ville ca. Komme 5-6 kapitler om ugen, så håber det er okay. Der ville være et måske stødende ord/sprog brug. Håber at I ville bruge lidt tid på at læse det her. Tak på forhånd! Den ville være mega urealisk nogle steder, og den ville være lidt ligesom fantasy også. xx

20Likes
74Kommentarer
1385Visninger
AA

4. 4

På skolen var jeg ikke rigtig nogen helt. Jeg var middel i næsten alt, også venner. Jeg fik dog nogle blikke, da jeg kom i kørestolen. Alle havde jo set i nyhederne og aviserne om at jeg var blevet overfaldet. Alle's blik hvilede på mig, imens jeg langsomt trillede ind på skolen. Mine venner kom løbende hen imod mig, og prøvede at omfavnede mig. De snakkede om hvor bekymret og chokeret de havde været. Jeg kan godt lide mine venner, de er også meget middel. Men jeg tror ikke på vores venskab være forevigt, men jeg er stadig taknemlig over mine venner, også selvom jeg ikke har mange. Jeg hadede mit liv. Jeg var jo bare middel. Jeg hang ud med de samme 4 venner hver dag. Jeg havde ikke noget særligt talent. Jeg var bare mig. Olivia, min ene veninde, hjalp med at få mig til time hver gang.

Lærerne satte ikke nogen krav til om jeg fulgte rigtigt med, de kiggede en gang imellem hen på mig. Når jeg kiggede tilbage på dem, sendte de mig et smil. Et smil fuldt med medlidenhed. Det værste ved hele denne her del med mit overfald, var at alle sendte "medlidenheds blikke" til mig. Alle havde ondt af mig. I timerne kørte tankerne rundt i hovedet på mig, Ashton tænkte jeg meget på. Hvorfor han altid gik det samme tidspunkt, uden at fortælle hvad han skulle. Med Ashton følte jeg mig tilpas, han var god mod mig uden noget grundlag. Han havde ikke overdrevet medlidenhed med mig. Han var så dejlig at lægge sig op ad, og bare sige hvad man tænkte. Han fik på en måde smerten i hele min krop til at gå væk.

"Hej Kat, er du ikke i skole?" Spurgte Ashton, da jeg ringede til ham.

"Jo, men jeg tænkte på om du måske kunne hente mig?"

"Giv lige dine forældre besked, og så er jeg der om ti minuter."

"Tusind tak Ashton!" Sagde jeg, og lagde på. Jeg sendte en besked til min mor og far, og pakkede mine ting sammen. Jeg manglede stadig to moduler, eftersom klokken kun er 13, vi havde frikvarter. Men de to moduler bliver ikke til noget, jeg kan ikke klare mere. Jeg så Ashton's BMW dreje ind på parkingspladsen, og jeg sad sammen med mine 4 venner. Jeg så Ashton gå ind på skolen, og jeg bedte Olivia om at kører mig ud på gangen.

"Hvor ville du hen?" Spurgte Olivia, da vi var ude på gangen.

"Bare gå hen mod kontoret." Smilte jeg til hende. Jeg så Ashton på kontoret, stå sammen med inspektøren. Jeg fik Olivia til at banke på, og inspektøren lukkede mig ind.

"Det var hyggeligt at møde dem, mr. Irwin! Du virker til at være en god mand!" Sagde inspektøren, da vi fik lov til at gå.

"I lige måde, mr. Froome!" Svarede Ashton høfligt. Alle kiggede på Ashton, da han kørte mig ud af skolen.

"Hvor ville du hen?" Spurgte Ashton mig, da han startede bilen.

"Alt andet end skolen og hjem." Smilte jeg til ham, og han nikkede.

"Ville du se min lejlighed?" Spurgte Ashton, og jeg nikkede hurtigt.

Efter 10 min. Var vi inde hos Ashton. Han havde en super moderne lejlighed, som var lys og åben.

"Hvorfor ville du egenlig ikke hjem?" Spurgte Ashton, og gik ud i hans køkken.

"Det ved jeg ikke rigtigt.. Jeg savner lidt at være ude af huset."

"Hvad med skolen?"

"Alle siger at de har ondt af mig, de sender mig de der blikke fuldt med medlidenhed. Jeg orker det ikke. Jeg ville ønske at de bare behandlede mig som før." Svarede jeg, og Ashton kom ind med varm kakao med flødeskum, og brownies.

"Hvor kommer du egenlig fra?" Spurgte jeg med lidt brownie i munden.

"Øhm.. En lille by, du har sikkert ikke hørt om den.." Sagde Ashton efter lidt tid. Det var som om han ikke selv vidste det.

"Okay.." Sagde jeg, og drak lidt af min kakao.

Jeg havde været hos Ashton i mange timer indtil klokken var 21/22 ca. Der kom min mor og hentede mig. Hun nærmest roste Ashton for at passe på mig, mine forældre elsker næsten Ashton.

"Vi ses en anden gang Kat!" Vinkede Ashton da jeg kom ud. Jeg hadede at sidde i den her forbandede kørestol, den er bare en 1.000.000 gang mere besværlig end alt andet.

Den nat fik jeg mareridt. Jeg så for mig, hvordan at jeg blev slået, og skubbet ned jorden. Hvordan jeg skreg af smerte, og tårerne og mine skrig forsætte i lange baner. Hvordan jeg blev sparket overalt, især mine ribben. Hvordan at alt sortende for mig hver tredje sekund. Hvordan at de bare grinede, og morede sig. Hvordan at en kniv blev stukket et par gange i min arm. Hvordan en fyr med gyldne øjne, dukkede op ud af det blå. Hvordan at jeg skreg af smerte, imens han prøvede at hjælpe mig. Hvordan at folk stod et par meter væk og kiggede, nogle af dem gispede og var ude af dem selv. Nogle andre ringede efter ambulance, selvom fyren havde gjort det i forvejen. Nogle mennesker stivnede da de så mig. Jeg mærkede hvordan ambulance mændene fik båret mig op, og hvordan alt ellers bare var smerte. Alt blev mørkt.

"Kat?! Det var bare en drøm! Vågn op!" Sagde en stemme, og der blev rusket i mig.

"Er du okay?" Spurgte min mor stille. Mit hjerte hamrede mod mit bryst, og sveden dryppede næsten af mig.

"Mo-mor.." Græd jeg, og knyttede mig helt ind til min mor.

"Det okay. Det hele skal nok gå. Alt bliver godt." Beroligede min mor mig, imens at jeg græd på hendes skulder. Hun holdte godt fast i mig, og jeg holdte bedre fast i hende.

"Hvad var det der skete?" Spurgte min mor mig forsigtigt.

"O-over- overfal.." Hulkede jeg, og min mor fik tårer i øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...