Angel. {Færdig}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 2 okt. 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor hjælper du mig overhovedet?" Råbte jeg af fyren. Jeg blev overfaldet af nogle mennesker, og jeg bløder lidt over alt. Der var smerter overalt. "Hold her!" Kommanderet fyren. Fyren tog sin mobil frem. Han havde fået dem der overfaldte mig væk, efter de havde stukket en kniv i min arm. Det gjorde af helvedes ondt, hvorfor kunne fyren ikke bare lade mig ligge og bløde ihjel her. "Ja, parken ved damsvej, ca. Ved nummer 139. Ja. Skynd jer! Hun er blevet stukket med en kniv i armen!" Råber fyren i telefonen. //Der ville ca. Komme 5-6 kapitler om ugen, så håber det er okay. Der ville være et måske stødende ord/sprog brug. Håber at I ville bruge lidt tid på at læse det her. Tak på forhånd! Den ville være mega urealisk nogle steder, og den ville være lidt ligesom fantasy også. xx

20Likes
74Kommentarer
1380Visninger
AA

30. 29

You gave it all into the call

You took a chance and

You took the fall for us

You came thoughtfully

Loved me faithfully

You taught me honor

You did it for me

Sia - My Love

Jeg var bange for at det hele ville mislykkes, hvis vi ikke bestod vores prøve, så ville alle forsvinde. Det hele ville gå tabt, hvis vi lavede en enkelt fejl. Men I det mindste ville vi forsvinde sammen, mig og dem jeg elsker. Det hele lyder lidt som et dårligt eventyr, og det er det måske også et sted. Men lige nu er det mit liv, og jeg er tror at det er et smukt mareridt.

"Husk sandhed og ærlighed frem for alt!" Sagde Ashton, imens vi var på vej indtil overenglen.

"Ashton, hvad hvis vi ikke klarer det?" Spurgte jeg nervøst, og han tog min hånd.

"Så ville vi være faldende engler. Vi ville på en måde blive smidt ud af himlen, og vi ville leve nede på jorden som mennesker. Vi ville bare være udødelige mennesker." Sagde Ashton, og jeg fik dårlig samvittighed. De risikerede deres liv som engel, bare fordi jeg gerne ville se min ven igen. Jeg var et selvoptaget fjols! Jeg havde fået to personer til at risikere alt, bare fordi jeg godt ville se min ven igen.

"I behøver ikke at gøre det her!" Sagde jeg højt.

"Jo, nu har vi sagt ja." Sagde Ash.

"Du ville vel også gøre det samme for os.." Indskød Michael, og jeg nikkede stille.

"Tak fordi I gør det her, jeg er virkelig taknemlig!" Kom det fra Calum, og han så virkelig taknemlig ud.

"Alt for venner, ikke?" Spurgte Michael og grinte hurtigt. Vi mumlede alle sammen jo, inden vi gik ind af en kæmpe dør.

"Michael Gordon Clifford?" Sagde overenglen, da vi alle var samlet inde på han s kontor. Michael lavede en lille grimasse da hans mellemnavn Gordon blev sagt, men han nikkede hurtigt bagefter.

"Ashton Fletcher Irwin?" Læste overenglen op, og Ashton nikkede hurtigt. Han læste også mit navn op, efterfulgt Calum's navn.

"I ville alle fire blive sendt ind i et andet universe, og I kommer ud om et par dage." Sagde overenglen, og vi nikkede kort allesammen.

"En fejl, og I har tabt." Sagde han, og åbnede en dør. Vi gik igennem døren, og pludselig stod vi midt i ingenting. Jeg fandt hurtigt Ashton's hånd, og vi gik lidt fremad. Lige pludselig blev alt mørkt, og jeg kunne ikke huske noget som helst.

"Kat, det er overstået." Hørte jeg en stemme sige, og jeg kæmpe med at åbne mine øjne.

"Ash..?" Sagde jeg, og prøvede at finde ham. Alt kørte rundt i mit hoved, og mit blik var sløret.

"Ashton!" Skreg jeg hæst, og fik sat mig op. Jeg kunne ikke finde ham overhovedet.

"Ashton!" Skreg jeg højt, men der kom ikke nogen. Jeg begyndte at kunne se okay normalt igen, men der var ingen mennesker. Ingen Ashton, ingen Calum, ingen Michael.

Hvad var der sket siden at pludselig var alene? Vi gik jo ind sammen, jeg holdte Ashton's hånd. Hvordan kan han bare være forsvundet?

"Ashtoon!" Skreg jeg af min fulde lungers kraft, men jeg kunne stadig ikke finde ham. Jeg gik rundt på det sted jeg var, men han var her ikke. Jeg lagde mig ned, jeg gad og kunne ikke uden Ashton. Alt gjorde ondt i min krop, mit hoved, mit hjerte, mit bryst. Det gjorde bare ondt.

"Ashton." Hviskede jeg stille, og alt blev igen mørkt.

•••••

Da jeg åbnede mine øjne, var vi på overenglens kontor.

"Ashton?" Sagde jeg stille, og satte mig op.

"Jeg er lige her!" Sagde en stemme, og nogen tog min hånd.

"Ashton! Hvad skete der?" Spurgte jeg forvirret, og han tog mig ind i et kram.

"Vi tabte, allesammen. Vi klarede det ikke."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...