Angel. {Færdig}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 2 okt. 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor hjælper du mig overhovedet?" Råbte jeg af fyren. Jeg blev overfaldet af nogle mennesker, og jeg bløder lidt over alt. Der var smerter overalt. "Hold her!" Kommanderet fyren. Fyren tog sin mobil frem. Han havde fået dem der overfaldte mig væk, efter de havde stukket en kniv i min arm. Det gjorde af helvedes ondt, hvorfor kunne fyren ikke bare lade mig ligge og bløde ihjel her. "Ja, parken ved damsvej, ca. Ved nummer 139. Ja. Skynd jer! Hun er blevet stukket med en kniv i armen!" Råber fyren i telefonen. //Der ville ca. Komme 5-6 kapitler om ugen, så håber det er okay. Der ville være et måske stødende ord/sprog brug. Håber at I ville bruge lidt tid på at læse det her. Tak på forhånd! Den ville være mega urealisk nogle steder, og den ville være lidt ligesom fantasy også. xx

20Likes
74Kommentarer
1370Visninger
AA

27. 26

Oh little ghost, you see the pain

But together we can make something beautiful,

So take my hand and perfectly,

We fill the gaps, you and me make three,

I was meant for you, and you for me.

-Birdy, Strange Birds

"Ashton?!" Kaldte jeg for mig selv, men jeg hørte intet svar. Jeg faldt over min egen fod, og jeg blev liggende på gulvet. Jeg græd, og fruseret hulk forlod engang imellem mine læber. Skulle livet som en engel ikke være perfekt? Engler er da altid i bøger så glade, gode, perfekte, fantastiske i bøger. Hvorfor skal livet som en engel være så barsk? Jeg kan snart ikke det her mere. Min familie er knust, min bedsteven er død, hvad har jeg gjort siden at Gud straffer mig? Hvad har jeg gjort galt? Endnu et fruseret hulk forlog mine læber.

"Kat?!" Råbte en velkendt stemme, og jeg åbnede mine øjne. Der var halvmørkt udenfor, og jeg rejste mig fra gulvet. Min ansigt var halv vådt af tårer, og noget af mit hår klisterede til mig ansigt.

"Ashton.." Sagde jeg i et hulk, og omfavnede ham.

"Calum overlevede ikke.." Hulkede jeg, og mine tårer røg ned på hans t-shirt.

"Jeg ved det.. Jeg har lige snakket med nogle overengler, og jeg skal snakke med dem igen imorgen."

"Hvorfor har du snakket med dem?"

"Jeg ville prøve at få Calum til at blive en engel, for din skyld."

"Vi-vil du det for mig?"

"Alt for dig, jeg elsker dig af hele mit hjerte.."

"Du fantastisk!"

"Men det kraver dog at en anden engel, medler sig ud."

"Hv-hvad mener d-du?"

"Hvis han skal blive en engel, så bliver jeg nok nød til at medle mig ud.."

Et stød gik igennem min krop, da jeg forstod ordene. Ashton må ikke forsvinde fra mig igen, det må han ikke. Jeg har brug for ham, ligesom jeg har brug for Calum. Jeg kan ikke leve uden dem begge to, det kan jeg ikke.

"Kat.. Er du okay?" Spurgte Ashton, og nussede min arm. Jeg rystede på mit hoved, og satte mig langsomt ned. Jeg satte mig på det kolde gulv, og tænkte det hele igennem. Jeg medler mig istedet for Ashton. Så kan Ashton og Calum være engler, og jeg skaber ikke nogle problemer for dem. Indtil videre har jeg kun skabt problemer for dem begge to.

Jeg fløj ud til blomsterengen. Der havde jeg både været med Calum, og Ashton. Jeg kunne ikke engang huske Cal's latter, lyden af hans grin var forsvundet. Jeg vidste at Ashton ikke ville lade Calum tage min plads, ligesom jeg ikke ville lade Ashton ofrer hans plads for Calum. Jeg prøvede at overskue det hele, og tænke det igennem et par gange, men det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke overskue noget som helst lige nu, intet. Jeg var træt, ked af det, ødlagt, ensom, knust, og bange. Bange for at miste Ashton igen. Jeg kunne ikke holde til at miste ham endnu engang. Jeg er ikke stærk nok til det.

Jeg kiggede udover engen, men jeg følte at blomsterne var ved at miste deres farve. Det var som om at solen ikke skinnede mere, men at de tunge skyer tog overhånd. Verden var grå, ligesom himlen. Alt var gråt. Alt var ikke det værd, det var bare ligegyldigt. Ligemeget. Jeg havde aldrig nogensinde bedt om livet som en engel. Jeg havde aldrig nogensinde sagt ja til det. Jeg har aldrig nogensinde bedt om noget af det her.

"Er du okay?" Spurgte en stemme, og jeg kiggede op. En dreng der så ud til at være et år ældre end mig, stod og kiggede på mig. Hans hår var hvidt, men farvet sort i toppen. Det så faktisk ret godt ud.

"Sådan da.." Sagde jeg, og han satte sig ned ved siden af mig.

"Hvad er der galt?" Spurgte han, og kiggede udover blomsterne.

"Alt." Svarede jeg kort, men det var ikke fordi jeg ville være uhøflig, jeg havde bare ikke et andet svar overhovedet.

"Forklar, jeg har massere af tid." Sagde han, og jeg forklarede ham det meste, næsten det hele.

"Uhh.. Det lyder ikke godt. Men forresten, jeg er Michael."

"Jeg er Kathrine, bare kald mig Kat. Hvor lang tid har du været en engel?"

"I snart 2.050 år."

"Shit! Bliver du aldrig træt af livet?"

"Jeg har snart i 300 år tænkt på at lade mig dø, lade mig forsvinde og få fred. Jeg ved bare ikke hvordan."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...