Angel. {Færdig}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 2 okt. 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor hjælper du mig overhovedet?" Råbte jeg af fyren. Jeg blev overfaldet af nogle mennesker, og jeg bløder lidt over alt. Der var smerter overalt. "Hold her!" Kommanderet fyren. Fyren tog sin mobil frem. Han havde fået dem der overfaldte mig væk, efter de havde stukket en kniv i min arm. Det gjorde af helvedes ondt, hvorfor kunne fyren ikke bare lade mig ligge og bløde ihjel her. "Ja, parken ved damsvej, ca. Ved nummer 139. Ja. Skynd jer! Hun er blevet stukket med en kniv i armen!" Råber fyren i telefonen. //Der ville ca. Komme 5-6 kapitler om ugen, så håber det er okay. Der ville være et måske stødende ord/sprog brug. Håber at I ville bruge lidt tid på at læse det her. Tak på forhånd! Den ville være mega urealisk nogle steder, og den ville være lidt ligesom fantasy også. xx

20Likes
74Kommentarer
1383Visninger
AA

24. 23

Shut the door, turn the lights off

I wanna be with you

I wanna feel your love

I wanna lay beside you

I cannot hide this even though I try

~~~

If we could only have this life for one more day

If we could only turn back time

One Direction - Moments

Det var min første dag som Calum's skytsengel. Jeg vidste ærligt talt ikke om jeg kunne klare det. Altså klare at se ham ulykkelig. Jeg fløj ned til jorden, og lod mig langsomt svæge hen over vejen. Jeg så et par andre engler, som alle var på 'arbejde'. Ashton var i Cananda, om et par timer ville der måske komme en skyd episode. Nogle engler kan se ind i fremtiden, og så giver de også andre besked. Jeg har stadig ingen anelse om hvad mit talent skulle være, hvis jeg overhovedet havde et. Jeg kom hen til ungdomshjemmet, og gik igennem muren op til Calum's værelse. Han stod og pakkede hans ting, og jeg havde ingen anelse om hvad han lavede. En bil dyttede ude fra vejen af, og Calum tog sine ting og gik ned til bilen.

"Skatter!" Udbrød en dame glad.

"Mor." Sagde Calum anstrengt, og kiggede kort på sin mor. Margit og nogle af de andre fra hjemmet, stod og græd højlydt. Men Calum vinkede blot til dem. Min død havde ødelagt. Calum helt, jeg havde så dårlig samvittighed. Bilen skulle til at starte, og jeg fik hurtigt sat mig ind på bagsædet, ved at gå igennem døren.

"Vi er meget glade for at du endelig kommer hjem igen!" Sagde Calum's mor glad.

"Det er ikke for jeres skyld."

"Vi er også meget kede af det over at din veninde døde."

"I er ikke en skid kede af det."

"Lille Calum dog, selvfølig er vi det!"

"I ved ikke engang hvad hun hed. I vidste ikke engang hun fandtes. I ved ikke hvor meget jeg elskede hende. I ved INTET!"

En tåre røg ned af min kind, efter han havde sagt det. Hvorfor skulle jeg også dø fra ham? Han havde brug for mig, jeg havde brug for ham. Jeg ønskede han kunne se mig. Se at jeg var lige her i samme bil som ham. Bilen stoppede efter en times tid, og Calum tog sine ting.

"Lille Calum! Hvor er du blevet stor!" Råbte en pige i døren. Hans verdens berømte søster.

"Jeg har savnet min Calum!" Sagde hun og prøvede at kramme ham. Han skubbede hende blot væk, og gik ind i det store hus. Han gik op ad nogle trapper og smed sin taske der, jeg fulgte selvfølig med ham. Han lagde sig i sengen, og en tårer røg ned af hans kind. Der kom flere og flere, og jeg kunne ikke lade være med selv at give mine tårer løs. Jeg lagde mig ved siden af ham, og beundrede ham. Hvor jeg ønskede han kunne se mig. Se hvor meget jeg elskede og savnede ham. Hans telefon ringede, og der stod Lucas på skærmen. Han tog den, og jeg hørte hvert et ord ham og Lucas sagde.

"Cal jeg savner Kat! Hun er stadig ikke kommet hjem!" Græd Lucas.

"Jeg savner hende også Luke! Det hele skal nok blive okay, det lover jeg."

"Men hvorfor kommer hun ikke hjem? Jeg savner hende Caaal!" Hulkede Lucas.

"J-jeg kommer hjem til dig, okay. Jeg er der om en halv time!"

"Jeg savner Kat så meget! Jeg ville bare gerne have at hun snart kommer hjem igen. Så vi kan spille fodbold, og se film sammen igen!"

"Jeg er der om 30 min, Luke, okay. Jeg kører nu. Skal jeg købe noget med til dig?"

"Jeg ville kun have min Kat.."

Calum var kørt imens at jeg blev tilbage på hans værelse. Det var cirka 25 minuter siden at han kørte, så jeg valgte at flyve hjem, til mit hjem. Hjem til Lucas, Mor, Far, og der hvor Calum snart ville være. Da jeg fløj igennem væggen, var Calum der allerede.

"Hvor er det godt at se dig!" Sagde min far til Cal, min far så sønderknust ud.

"Caaaal!" Råbte Lucas, og kastede sig i Calum's arme.

"Jeg savner Kat! En dame har sagt at Kat aldrig kommer tilbage..." Græd Lucas.

"Er det sandt? Kommer hun aldrig tilbage?"

"Jeg ved det ikke Lucas.. Jeg ved det ikke."

"Hun skal komme tilbage! Hun skal! Jeg savner hende så meget! Hun må ikke bare gå fra os, det må hun ikke!"

"Nogle gange, tager Gud de bedste mennesker på jorden, så de kan blive de smukkeste engler." Sagde Calum, og Lucas græd ind mod hans bryst.

"Calum!" Udbrød min mor da hun så ham. Hun løb håbløst hen til ham, og omfavnede ham. Min mor så hjælpeløs, håbløs, fruseret ud.

"Går det bedre?" Spurgte Calum forsigtigt, da min mor trak sig fra krammet.

"Hun-hun er væk.. Jeg har nogle gange svært ved at forstille mig hende for mig.." Hulkede min mor, og min far skyndte sig over til hende.

"Hvordan går det med dig Calum?" Spurgte min far.

J-jeg.." Calum faldt ned på sine knæ, og tårerne strømmede ud.

"Jeg kan snart ikke mere.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...