Angel. {Færdig}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 2 okt. 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor hjælper du mig overhovedet?" Råbte jeg af fyren. Jeg blev overfaldet af nogle mennesker, og jeg bløder lidt over alt. Der var smerter overalt. "Hold her!" Kommanderet fyren. Fyren tog sin mobil frem. Han havde fået dem der overfaldte mig væk, efter de havde stukket en kniv i min arm. Det gjorde af helvedes ondt, hvorfor kunne fyren ikke bare lade mig ligge og bløde ihjel her. "Ja, parken ved damsvej, ca. Ved nummer 139. Ja. Skynd jer! Hun er blevet stukket med en kniv i armen!" Råber fyren i telefonen. //Der ville ca. Komme 5-6 kapitler om ugen, så håber det er okay. Der ville være et måske stødende ord/sprog brug. Håber at I ville bruge lidt tid på at læse det her. Tak på forhånd! Den ville være mega urealisk nogle steder, og den ville være lidt ligesom fantasy også. xx

20Likes
74Kommentarer
1404Visninger
AA

19. 18

I wish that I could wake up with amnesia

And forget about the stupid little things

Like the way it felt to fall asleep next to you

And the memories I never can escape

'Cause I'm not fine at all

-5 Seconds of Summer, -Amnesia.

Jeg betalte taxa manden, og havde fået mine ting ud. Jeg tog mine ting, og gik op mod mit hjem. Jeg kunne ikke se mine forældre's biler, så jeg fandt istedet ekstranøglen frem. Jeg låste mig ind, og tog mine ting med ind. Jeg fik slæbt den op på mit værelse, og jeg satte mig ned i sofaen. Jeg havde 30 ubesvaret opkald, 21 fra Calum, og 9 fra Margit. Men nu boede jeg ikke på ungdomshjemmet mere, så de var heller ikke en del af mit liv mere. Jeg gik over mod køleskabet, og åbnede det. Der så jeg min mors hjemmelavet tærte, min livret. Der var ikke engang taget et stykke af tærten. Jeg valgte at tage den ud af køleskabet, og tage den med hen i sofaen. Imens jeg sad og spiste, hørte jeg pludselig døren åbnede sig.

"Kat?!" Udbrød min mor glad, og løb hen for at omfavne mig.

"Hvad laver du her?" Spurgte min mor stille, og vi satte os i sofaen. Jeg forklarede hende det meste, og ellers så spiste jeg mere af tærten.

"Vi har ellers fået beskeder fra Margit, om at du aldrig spiste?" Sagde min mor, og hentydede til tærten.

"Det er da noget om, men hvem kan stå for din tærte?" Grinede jeg, og min mor grinte med.

"Vi, mig og far, har tænkt os at få et plejebarn.. Hvad siger du til det?" Spurgte min mor nervøst, og kiggede ned i bordet.

"Ej, det er da godt! Har i fundet en?" Spurgte jeg glad, og min mor smilede igen.

"Ikke endnu, vi tænkte du skulle være med!"

•••••

"Skat? Der er en i døren der gerne ville snakke med dig!" Råbte min mor, og jeg gik nedenunder fra mit værelse. Der stod han. Calum.

"Hvad vil du?!" Spurgte jeg surt, da min mor gik væk fra os.

"Jeg ville bare snakke med dig Kat! Alle på hjemmet er nervøse for dig!" Sagde Calum alvorligt.

"Og? I ville ellers ikke have mig hos jer."

"Jo! Du.. Du..."

"Jeg hvad? Jeg var måske ikke god nok? Jeg var for irriterne? I synes jeg bare var i vejen?!"

"Nej, Kat! Det var du ikke!" Sagde Calum.

"Skrid med dig Calum! Jeg er åbenbart for klam til dig."

"Se Kat! Du bliver ved med at skubbe alle omkring dig væk! Kan du huske hvor sjovt vi havde det? Hvordan vi kunne grine i flere timer uden at stoppe? Og nu, nu bliver du ved med at skubbe mig væk, selvom du ved at jeg bare ville hjælpe dig."

Tårerne pressede på, men jeg lod som ingenting. Det der gjorde for ondt. Hans ord ramte perfekt.

"Ca-Cal tag nu bare tilbage.." Sagde jeg med en lille stemme, og jeg var ved at bryde sammen.

"Kat, lad mig nu blive din ven igen. Du behøver ikke bo på hjemmet, vi kan bare hænge ud sammen." Sagde Calum, og jeg nikkede. Han trak mig ind i et kram, og vi stod der i et stykke tid.

"Tak.." Hviskede jeg ned mod hans skulder, men jeg vidste han kunne hører det.

"Jeg må smutte tilbage til de andre, men lad os skrive sammen!" Sagde Cal, efter et stykke tid. Jeg nikkede, og han satte sig ind i bilen. Jeg vinkede da han kørte, og blev stående i døren i et stykke tid.

"Mor?!" Råbte jeg, da jeg havee lukket døren.

"Ja?" Sagde min mor, og kom hen til mig.

"Er det rigtigt at jeg har skubbet alle omkring mig væk?" Spurgte jeg stille, med en tårer ned af min kind. Min mor nikkede stille, og hun trak mig hurtigt ind i et kram. Hun holdte mig tæt ind til sig, men hun ramte desværre mine ribben.

"Mor?" Peb jeg, og hun løsnede sit greb lidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...