Angel. {Færdig}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 2 okt. 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor hjælper du mig overhovedet?" Råbte jeg af fyren. Jeg blev overfaldet af nogle mennesker, og jeg bløder lidt over alt. Der var smerter overalt. "Hold her!" Kommanderet fyren. Fyren tog sin mobil frem. Han havde fået dem der overfaldte mig væk, efter de havde stukket en kniv i min arm. Det gjorde af helvedes ondt, hvorfor kunne fyren ikke bare lade mig ligge og bløde ihjel her. "Ja, parken ved damsvej, ca. Ved nummer 139. Ja. Skynd jer! Hun er blevet stukket med en kniv i armen!" Råber fyren i telefonen. //Der ville ca. Komme 5-6 kapitler om ugen, så håber det er okay. Der ville være et måske stødende ord/sprog brug. Håber at I ville bruge lidt tid på at læse det her. Tak på forhånd! Den ville være mega urealisk nogle steder, og den ville være lidt ligesom fantasy også. xx

20Likes
74Kommentarer
1386Visninger
AA

18. 17

Det var 5 uger siden, at jeg havde set Ashton, da han skrev i sin dagbog. Jeg havde ikke set ham siden, og det knuste mig langsomt. Maria, hende der havde forsøgt selvmord, tog så igen selvmord et par dage efter hun blev udskrevet. Jeg snakkede ikke særlig meget med Calum mere, jeg snakkede ikke med nogen mere. De var alle sammen ligegyldige for mig, de betød ikke noget for mig. Margit prøvede hele tiden at skaffe mig venner, men jeg gad dem ikke. De var ikke Ashton. Tay kom aldrig og besøgte mig, og hun ringede aldrig. Det var endda hendes skyld, og jeg skulle være på det her lorte sted. Det hele var hendes skyld. Margit mente jeg var ved at få anoreksi, men det kunne vel være ligegyldig. Jeg havde bare ingen appetit, og det måtte hun respektere. Den nye skole er præcis som den gamle, et mega lorte sted. Folk kom dog over og snakkede med mig, men de fattede heller ikke at jeg ikke gad at snakke med dem. Den eneste jeg vil snakke med er min engel, Ashton Fletcher Irwin. Jeg savner ham forbandet meget, det gør næsten ondt at savne en så meget. Jeg ville jo forhelved bare gerne have ham tilbage hos mig!

Jeg kørte med en der hed Rebecca i skole, hun var vist er par år ældre end mig. Hun virkede til at være et middel menneske, ligesom jeg engang var. Nu var jeg ikke engang et middel menneske, nu var jeg under det.

"Er du egenlig okay?" Spurgte Rebecca i bilen, og kiggede hen mod mig. Jeg rystede på hovedet, for jeg orkede ikke at snakke om det.

"Hvorfor ikke?" Forsatte hun.

"Fordi."

"Ej, hvorfor?" Spurgte hun igen, fatte hun ikke at jeg ikke gad at snakke om det.

"Jeg gider ikke at snakke om det!"

"Ej, kom nu!"

"Jeg gider fucking ikke at snakke om det!" Sagde jeg højt og irriteret, og hun var igang med at parkere bilen.

"Kom nu! Jeg har hørt du engang sagde noget om en Ashton til Calum, hvem er han?!" Sagde hun igen.

"NEJ! FAT DET NU! JEG GIDER IKKE AT SNAKKE OM DET! JEG HADER DET HELE! HJEMMET, DIG, CALUM, ALLE FUGLENE! DET HELE!" Råbte jeg og åbnede bildøren, jeg gik ud imens hun sad tilbage og lignede en der lige var blevet slået. Jeg krydsede i vrede vejen, og gik hen på skolen. Folk var travlt optaget af alt muligt, og lagde ikke rigtigt mærke til mig. Jeg gik hen til mit skab, og tog mine biologi bøger ud.

"Kat." Hørte jeg en stemme bag mig sige, og jeg vendte mig om.

"Calum." Sagde jeg, og prøvede at komme forbi ham.

"Hvad er der med Rebecca? Hun sidder og græder ude i sin bil?" Spurgte Calum bestemt.

"Hun fattede ikke hun ikke skulle blive ved med dumme spørgsmål." Svarede jeg irriteret, og skubbe Calum i brystet så jeg kunne komme forbi.

"Kat! Hvorfor kan vi ikke snakke sammen som før hen?" Spurgte Calum, men jeg ignorede ham, og gik videre. Jeg vidste at han stod tilbage og kiggede efter mig, men han kunne rende mig. Han er ligegyldig.

Jeg valgte at gå hjem, for enten skulle jeg køre med Rebecca eller Calum. Jeg kom dog hjem et kvarter senere end alle de andre. Jeg åbnede døren stille, og hørte straks nogle råbende stemmer.

"Men Margit hun gider ikke engang at snakke med os!" Råbte Calum, og jeg blev stående ude i gangen.

"Hun er den der er kommet her, med de sværste problemer! Det skal I andre lige være forstående overfor!" Råbte Margit.

"Hun råbte at hun hadet os allesammen. Hvorfor kan hun ikke bare flytte?" Spurgte Rebecca med en lille pigestemme.

"Fordi hun har det svært, skal vi vel ikke smide hende ud!" Råbte Margit.

"Men derfor kan det vel umuligt være min skyld, at hun ikke gider at snakke med mig?!" Råbte Calum.

"Du kan vel prøve at hjælpe hende! Hun er jo også ved at for en spiseforstyrrelse! I kan godt ta.." Jeg afbrød Margit ved at gå igennem køkkenet, som de stod i, og løbe ind på mit værelse. De stivnede allesammen da de så mig, men jeg løb videre. Jeg begyndte at pakke mine ting ned i de kufferter jeg havde med.

"Kat? Må jeg ikke komme ind?" Spurgte Calum, og bankede på døren. Han tog ned i håndtaget, og opdagede at jeg havde låst.

"Kat! Du skulle ikke have hørt noget af det! Luk mig nu ind!" Plagede Calum, imens at jeg stadig pakkede mine ting. Jeg hørte han gik nedenunder, og jeg pakkede hurtigt videre.

"Kat! Nu har du været der i en lille time! Luk mig nu ind!" Plagede Calum efter et stykke tid. Jeg ringede i stedet efter en taxa, og fik afvide at den ville være her om et kvarter. Efter 10 min. Låste jeg døren op, og tog mine kufferter med nedenunder.

"Hvad skal du?" Spurgte Calum bekymret, og forvirret.

"Væk." Svarede jeg koldt, og gik udenfor med mine to kufferter, min rygsæk, og min sportstaske.

"Kat?" Spurgte Margit og kom hen til mig.

"Hvad skal du med alle dine ting?" Spurgte hun, og kiggede forvirret på Calum.

"Væk." Svarede jeg igen, og taxa'en kom kørende ind.

"Du kan ikke bare rejse?" Sagde Rebecca, som stod sammen med alle de andre fra hjemmet og kiggede på.

"Jeg mente ikke hvad jeg sagde!" Sagde Rebecca nervøst, men vi vidste begge at hun mente det. Taxa chaufføren hjalp mig ind med mine ting. Og jeg sætte mig ind på bagsædet.

"Kat!" Råbte Calum panisk, og de stod allesammen og ikke anede hvad de skulle gøre. Chaufføren startede bilen og jeg sagde hurtigt adressen. Han begyndte at kører, og jeg så hvordan de andre stod måbende tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...