Angel. {Færdig}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 2 okt. 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor hjælper du mig overhovedet?" Råbte jeg af fyren. Jeg blev overfaldet af nogle mennesker, og jeg bløder lidt over alt. Der var smerter overalt. "Hold her!" Kommanderet fyren. Fyren tog sin mobil frem. Han havde fået dem der overfaldte mig væk, efter de havde stukket en kniv i min arm. Det gjorde af helvedes ondt, hvorfor kunne fyren ikke bare lade mig ligge og bløde ihjel her. "Ja, parken ved damsvej, ca. Ved nummer 139. Ja. Skynd jer! Hun er blevet stukket med en kniv i armen!" Råber fyren i telefonen. //Der ville ca. Komme 5-6 kapitler om ugen, så håber det er okay. Der ville være et måske stødende ord/sprog brug. Håber at I ville bruge lidt tid på at læse det her. Tak på forhånd! Den ville være mega urealisk nogle steder, og den ville være lidt ligesom fantasy også. xx

20Likes
74Kommentarer
1381Visninger
AA

16. 15

"Because when I lost you, I lost myself."

Jeg var ude på blomsterengen, og Calum stod lidt længere bag mig, og betragtede stedet. Jeg satte mig på knæ ned i midten af det hele. Jeg lod bare tankerne komme væk, imens at tårerne forsætte. Jeg kiggede op mod himlen, og forstillede mig Ashton sidde deroppe. Men det var svært, det var som om at jeg ikke kunne huske ham præcist. Det var som om at jeg ikke kunne se hans ansigt for mig mere, og det pinte mig. Det pinte mig forfærdelig at jeg dårligt nok kunne huske min engel, min verden. Jeg rejste mig, og gik hen mod vores træ. Jeg rørte forsigtigt træet, hvor Ashton havde snittet. Men det var som om at jeg ikke kunne forstille mig Ashton ridse det ind i træet. Jeg prøvede at huske Ashtons grin, men jeg kunne ikke. Jeg prøvede at huske noget han havde sagt, men det var som om at hver en samtale var ude af min hjerne. Jeg gik langsomt væk fra træet og hen mod blomsterne. Tårerne løb hurtigere og hurtigere ned af mine kinder, jeg kunne ikke mere. Jeg faldt sammen mit på blomsterengen, og Calum løb hurtigt hen til mig.

"Det okay, alt bliver okay.." Sagde han, imens han holdte mig tæt ind til ham.

"Jeg kan ikke huske ham.. Jeg kan ikke huske hans grin.." Hulkede jeg ned mod Calum's skulder.

"Kat, jeg lover at alt bliver okay! Selvfølig kan du huske ham, bare slap lidt af, så kommer det hele tilbage."

"Jeg er ved at glemme ham.." Hulkede jeg endnu engang, imens Calum holdte mig tæt indtil ham.

"Jeg ville bare godt se ham igen.. Jeg ville gøre alt for at se ham bare i 10 min igen!" Hulkede jeg. -"Bare 10 minuter mere med ham! Bare 10 minuter, hvor jeg kan få lov til at mærke ham igen. Jeg ville gøre alt for de 10 minuter!" Jeg sad på knæ, imens at mit hoved var på Calums skulder. Han holdte om mig, og beroligede mig lidt. Efter et stykke tid, gik vi i tavshed over mod bilen. Han kørte tilbage mod ungdomshjemmet, og jeg sad og kiggede ud i luften. I radioen kom en kvindelig sangers stemme på, og Calum slukkede hurtigt radioen.

"Va-var det d-din søster?" Spurgte jeg stille, og kiggede hen mod ham.

"Ja." Svarede han, han så både sur og sorget ud.

"Undskyld.. Me-men hvad skete der?" Spurgte jeg stille, og kiggede ud af forruden.

"Hun blev populær, og mine forældre syntes pludseligt at det var perfekt. De glemte mere eller mindre mig, og jeg var ved at stikke af. Min lærer fandt ud af det hele, og fik mig ned på hjemmet. Og mine forældre opdagede det først næsten et måned efter at jeg var flyttet." Sagde Calum, og halv irriteret.

"Oh.. Men snakker du nogensinde med dine forældre?"

"Nej. Heller ikke min søster." Sagde han koldt. Han stoppede bilen, og vi gik indenfor i ungdomshuset. Der hang en seddel, på spejlet man så når man kom ind. Der stod at de allesammen var på hospitalet, eftersom at Maria, en af pigerne på hjemmet, havde forsøgt selvmord.

"Jeg kører ud på hospitalet, hvis du ville med?" Sagde Calum, efter han havde snuppet et æble. Jeg rystede på hovedet, og Calum gik. Da jeg hørte bilen starte, gik jeg op mod mit værelse. Døren stod på klem, hvilket jeg ikke mente den gjorde da jeg tog af sted. Jeg gik langsomt der ind, og så straks en person sidde med Ashton's dagbog.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...