Angel. {Færdig}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 2 okt. 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor hjælper du mig overhovedet?" Råbte jeg af fyren. Jeg blev overfaldet af nogle mennesker, og jeg bløder lidt over alt. Der var smerter overalt. "Hold her!" Kommanderet fyren. Fyren tog sin mobil frem. Han havde fået dem der overfaldte mig væk, efter de havde stukket en kniv i min arm. Det gjorde af helvedes ondt, hvorfor kunne fyren ikke bare lade mig ligge og bløde ihjel her. "Ja, parken ved damsvej, ca. Ved nummer 139. Ja. Skynd jer! Hun er blevet stukket med en kniv i armen!" Råber fyren i telefonen. //Der ville ca. Komme 5-6 kapitler om ugen, så håber det er okay. Der ville være et måske stødende ord/sprog brug. Håber at I ville bruge lidt tid på at læse det her. Tak på forhånd! Den ville være mega urealisk nogle steder, og den ville være lidt ligesom fantasy også. xx

20Likes
74Kommentarer
1375Visninger
AA

12. 11

Tay fik sin vilje, og jeg skulle bo på et ungdomshjem. Ikke det hun fandt i første omgang, men et andet. Jeg havde pakket alt, og havde mine sidste timer med mor og far. Om 2 måneder må de komme forbi igen. Min mor var også bekymret for at jeg har fået spiseforstyrrelse, eftersom jeg højst spiste en skive brød om dagen. Men jeg drak stadig masser af vand.

"Skal vi spille kort sammen?" Spurgte min mor, og jeg nikkede for at gøre mine forældre glade. Min far havde købt cookies og brownies, og kakao. Vi sad og grinte og havde det virkelig sjovt. Det var næsten som før overfaldet. Før Ash, før smerten.

"Vi bliver nok nød til snart at skulle kører.." Sagde min far, og min mor begyndte at rydde op.

"Kat, kan du ikke spise de sidste brownies? Så kan du spise de sidste pakker cookies under bilturen." Sagde min mor, og jeg tog en brownie. Hun ville bare blive ked af det, og bekymret hvis jeg sagde nej.

"Må jeg ikke også få pakket den sidste pakke brownie ned? Jeg kan ikke spise mere lige nu." Spurgte jeg sødt, og min mor sendte mig et stort smil.

Det tog 2 timer at kører der ud. Der var fuldkommen tavshed imellem mig og mine forældre. Jeg følte mig igen alene. Alene mod resten af verden. Jeg fandt et billed af Ashton frem, tårerne pressede på, men jeg tvang dem væk. Jeg savnede ham så forbandet meget.

"Mor, far! Kan vi ikke lige kører tilbage til den sidste rundkørrlse, også ud af den vej til højre?" Spurgte jeg, og min far gjorde det.

"Hvad skal du skat?" Spurgte min mor nervøst.

"Jeg ville bare se mit yndlignssted, bare for en sidste gang, inden jeg skal være væk." Sagde jeg, og min mor nikkede, uden at vide hvad jeg snakkede om.

"Ville I ikke blive her?" Spurgte jeg, og min far nikkede kort. Jeg gik ud på blomsterengen. Ud ved de kæmpe egetræer, og de tusindvis blomster.

"Ashton, hvis du kan hører mig, så kom tilbage! Jeg kan ikke uden dig! Jeg elsker dig Ash, jeg håber ikke du har glemt mig." Hviskede jeg langsomt. En solstråle begyndte langsomt at lyse på et træ, jeg gik langsomt hen til træet. Jeg så ridserne i træet. Me and You forever, Baby. I will always love you, don't forget that. Jeg huskede tydeligt da Ash ridse det ind i træet. Jeg lagde blidt mi hand hen over det.

"Jeg ville bare gerne have dig tilbage.." Hviskede jeg, og gik hen i mod bilen igen.

"Skal vi begynde at kører igen?" Spurgte jeg, da jeg fik sat mig ind.

"Ja, lad os det." Svarede min mor blidt.

•••••

Min far stopper bilen, og en mand, og kvinde, kommer ud. De ser ud til at være omkring 45 år begge to.

"Heej med jer! Du må være Kathrine?" Spurgte kvinden, og jeg nikkede kort.

"Kom, så kan du se dit nye værelse."

Der boede cirka. 12-13 andre på stedet, der var ikke nogen af dem, jeg kunne se mig selv være venner med, overhovedet. Vi fik båret mine ting op på mit nye værelse, og jeg sagde farvel til mine forældre. Jeg skulle ned og hilse på de andre, inden aftensmaden. Jeg hadede allerede det her sted, de andre så ikke ud til at have nogen problemer. De var allesammen så glade, og hyggede sig.

"Kat, kommer du?" Spurgte kvinden, der kom ud til mig før. Jeg gik ud fra mit værelse, og kvinden smilede til mig. Jeg gengældte ikke smiltet, jeg gik bare nedenunder. Jeg rystede hånd med dem alle, og de præsenteret sig. Jeg gjorde ikke noget for at huske deres navne. De var ikke Ashton.

Maden blev sat på bordet, og vi havde åbenbart faste pladser. Ved siden af der hvor jeg skulle sidde, manglede der en. Jeg kiggede lidt forvirret rundt, men manden sagde at han var hos sin ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...