Hi ..Again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2014
  • Opdateret: 6 nov. 2014
  • Status: Igang
Ellie Williams. Er navnet på Harry Styles tidligere kæreste. Meget tidligere. 3 år siden. De 2 kunne ikke have et forhold hvor de næsten aldrig var sammen. Ellie får nyt arbejde, som journalist. Ellie skal jagte kendisser, samme med hendes makker Max. En dag SKAL Max og Ellie på jagt efter One Direction. Finder de dem? Finder de Harry? Møder Ellie Harry? Hvordan reagere de? Begynder forholdet igen? Eller har Harry andre planer?

1Likes
0Kommentarer
279Visninger
AA

9. Ouch

Jeg vågnede op med konstant hovedpine. Nok efter den mindre hjernerystelse. Min mave var også helt væk. Mine Riben gjorde virkelig ondt. Jeg følte jeg lå på noget hårdt. Jeg fik mht besvær åbnet øjnene. Og opdagede at jeg lå på gulvet, ved siden af min seng. Skønt.

jeg fik rejst mig op. Jeg tog et hurtigt bad. Krøllede mit hår. Og fik tøj på. Idag var det fredag. Jeg skulle dog ikke på arbejde, pågrund af ulykken skulle jeg slappe af. Jeg gik ind i min stue. Og så et brev ligge på gulvet. Uhhhh jeg får breve. To: Ellie. Stod der. Jeg brugte alle mine kræfter på at åbne det. Uden på var der en kirke, og blomster. 

Kære Ellie. Vi vil med glæde invitere dig til vores bryllup. Onsdag d 6/11. Vi håber du/i kan komme. Og får em god dag. Kærlig hilsen May og Harry.

wait? What? Altså Harry sagde så meget at May slog op. Han græd.jeg forstår intet. *pliiiing* *pliiing* min telefon. "Harry😄" stod der.

"Hallo, det Ellie"

"Ellie?"

"Jaahh?"

"du bliver nød til at hjælpe mig" sagde han, og det lød som om han græd.

"Harry hvad er der sket?"

"Det hele er noget rod Ellie"

"Forklar mig det" 

"Elliiiiie" græd han. Han hulkede. Hvad skulle jeg gøre?. Hvad var der sket.omg. Altså jeg kunne jo ikke sådan rigtig gå nogle steder. Med mine riben osv. Gosh. Hvorfor tænker jeg altid på mig selv. Ellie idag tænker du på alle andre. Vær lige glad med dine skide riben. Jeg åbnede døren, og det første jeg så var Harry sidde op ad muren. Grædende. 

"Hey" sagde jeg, og satte mig ved siden af ham. Han græd bare videre.

"May?" Sagde han og kiggede op på mig.

"May er det dig?" Sagde han igen. Hvad sker der?

"Nej, nej det Ellie"

"Hej" sagde han. 

Han rejste sig, og gik ind i lejligheden. Han gik direkte ind på mit værelse. HaN åbnede den nederste skuffe på min kommode. Han tog en bog ud. Og slog op på 3 side. Han vidste det hele. Den bog var min dagbog. Og 3 side var den side, hvor jeg havde skrevet om ham. Jeg skrev det sidste år. D.5december. 

'Idag er det snart to år siden han forlod mig. Hvordan kunne jeg lade det ske. Han vat alt hvad jeg ønskede.Han var der alt for mig. Altid. Alle de små ting han gjorde, gjorde mig glad. Hans ansigt minder mig om alle de gode ting. Alle de gange vi grinte. Alle de gange vi snakkede til midt på natten. De gange vi gemte os for vores forældre. De gange vi ikke kom i skole, for bare at sidde oppe i træet hele dagen. Det får jeg aldrig tilbage. Hvorfor lod jeg ham gå. Vær dag ser jeg ham på tv'et. Internet. Overalt. Han virker så glad, lykkelig. Han har sikkert glemt mig. Han har sikkert glemt vores lange natte. Vores gåture ned ad åen. Hammer sniger sig ind i mit hus. Vores mad. Vores lange telefonsamtaler. Det deler han sikkert med en anden. En anden lykkelig pige. En pige det griner meget mere. Snakker meget længere. Og er meget smækkede. Jeg elsker ham'

han hvislende det nærmest. Mens en tåre trillede ned ad min kind. Normalt ville jeg havde stoppet ham. Men denne gang kunne jeg ikke. Jeg lod ham læse alle mine følelser. Om ham. Om os. Om mig. Ham græd også.

"Ellie?" Spurgte han, og lagde dagbogen tilbage. jeg nikkede stille. Mens endnu flere tårer faldt.

"Jeg vil aldrig glemme de ting" sagde han. Og jeg vidste præcis hvad han mente. jeg rystede bare på hovedet. Jeg ved ikke lige hvorfor. Hvad skulle jeg ellers gøre?.

"Mig og May har aldrig snakket i telefon sammen, hun har aldrig sagt noget sjovt, og vi har ikke noget træ" sagde han og gik tættere på mig. Træet var noget helt særligt, mig og Harry havde. Træet stod i cheshire, imellem vores huse. 

Egenlig ville jeg gerne spørge indtil bryllupet. Men lige nu var nok ikke det rigtige tidspunkt. 

"Kom" sagde Harry, og tog min hånd. Han førte mig ned af trappen, og ind i hans bil. 

Endelig fik jeg sagt noget. "Hvor tager vi hen?". Hans smilede bare, og startede bilen.

vi kørte længe, i stilhed. 

"Harry?" Sagde jeg svagt. Og kiggede på ham. Den måde han koncentrede sig om vejen. Den måde hans hænder kørte omkring rattet. Han nikkede svagt.

"Kan du huske dengang, vi uhm. Vi snakkede om hvordan det ville være, at leve uden hinanden?" Spurgte jeg usikkert. Han kiggede kort over på mig.

"Ja" sagde han og kiggede væk igen.

"Du sagde at du ville græde, vær aften. Og få mareridt. Du sagde også at, det nok ville være det hårdeste i dit liv" sagde jeg svagt igen. "Er det sådan?" Spurgte jeg igen.

Han kørte ind til siden. Og stoppede. 

"Vær nat har jeg grædt mig i søvn. Mareridtene har været der, vær aften. Mareridtedene om dig med en anden. Om mig uden dig. Jeg har vær dag tjekket vores beskeder sammen, fra dengang." Sagde han, og kiggede mig dybt ind i øjnene. Hvordan?. Jeg kiggede ind i hans grønne skindene øjne. Den måde han havde et underligt skær af brunt. Men den grønne farve var den mest tydelige. Den mørke grønne efterårs farve fyldte hele vejen rundt om propilen. Mens en lys grøn fadede ud. Og inden jeg nåede at tænke længere, var hans læber mod mine. Jeg smagte smagen af mint.

"Stop" skreg jeg. Selvom jeg aldrig nogensinde ville stoppe det. Blev jeg nød til det. Han skulle giftes på onsdag. Jeg kiggede ud ad vinduet. Og genkende hurtigt stedet. Cheshire. Havde vi virkelig kørt så lang tid. Jeg steg hurtigt ud ad bilen, og indåndede den dejlige duft af mark. 

"Ellie?" Hørte jeg Harry sige. Men uden af kigge tilbage, løb jeg. Jeg ville hen til mit gamle hus. Jeg havde ikke set mine forældre i årevis. Jeg mistede kontakten da jeg var omkring 12. De rejste for meget. Så jeg havde to plejeforældre. Som desværre døde sidste år. Begge to af kræft. Mine forældre var inde i huset. Det vidste jeg. Jeg glædet mig på en måde til at se dem. Bare for at hilse. Måske kunne jeg begynde at snakke med dem igen. Jeg kan tydeligt huske den dag, min far og mor fortalte, at jeg skulle have nye forældre.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...