Joie Kader

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 21 aug. 2014
  • Status: Igang
Joie vågner op i en gyde med hukommelsestab. Uden det mindste spor på hvordan hun er havnet der eller hvem hun selv er, begiver hun sig ud i venskaber, missioner, kampe med kloner og robotter, men farligst af alt; kærlighed. For, hvordan ved man hvem der er til at stole på og hvem der ikke er, når man ikke engang kan stole på sig selv?

1Likes
1Kommentarer
264Visninger
AA

2. Modstandsgruppen

Først, var hun svimmel, fortvirret. De grå øjne pilede svagligt hen over gydens skraldespande og lugten pirrede hende. Hendes syn var stadig tåget, og skyggerne der smidigt bevægede sig gennem mørket gjorde hende kun mere forvirret. Hendes mund var tør, og den klamme stank af kloak og død hang i luften. Hendes syn blev langsomt skarpere og hun kunne begynde at se tingene ordenligt. Nervebanerne og tankerne begyndte at virke ordenligt igen, og hun begyndte at mærke den stærke sviden fra hendes højre arm. Det seks-ciftede nummer, der var brændt ind i  hendes arm, var betændt. ”009612” Hviskede hun for sig selv og hun lod en finger strejfe numrene, men da smerten blev forværret stoppede hun hurtigt. Hun tænkte længe over hvor hun var, og hvordan hun var kommet der, indtil det store spørgsmål ramte hende som en sten i hovedet; Hvem var hun? Hun havde selv, ingen anelse og hun kunne intet huske. Hendes hovede dunkede af smerte, og efter et par ynkelige forsøg på at rejse sig, kom hun endelig på benene. Det mørke hår hang løst omkring hendes skuldre, men det var ikke svært at se at hun trængte til et bad. Astfalten var kold, og det hjalp ikke at hun hverken havde sko, eller sokker. Det var halskæden, der slog mod hendes bryst, som fangede hendes opmærksomhed. De to små vedhæng glimtede i lyset af den blinkende lygtepæl over hende. Hun betraktede længe det første vedhæng; en lille sølvplade hvor navnet ’Joie Kader’ var indgraveret. Det andet var en blæksprutte, hvis arme omfavnede et sværd.


Hun stavrede langsomt ud af gyden. De tynde blege ben var stadig usikre og hun havde knapt nok kræfter til at bevæge sig. Joie så sig omkring i de forladte gader på fortorvet, der var ingen at se. Hun lukkede kort øjnene og forsøgte at huske, selv det mindste, omkring stedet, men intet hjalp. Joie havde knapt åbnet sine øjne, før hun faldte til jorden igen, men denne gang, var det ikke mangel på muskler. Denne gang var det en anden persons skyld. Hun tog sig til hovedet og bed sig i underlæben for at holde endnu en smerte inde. ”Se dig dog for din gadegnasker!” Råbte pigen arrigt efter Joie mens hun hurtigt kom på benene igen. ”Undskyld” Mumlede Joie og kløede sig igen på sin arm. Smerten var uudholdelig. Den ukendte piges blik faldt på Joies arm, og Joie forsøgte diskret at gemmen den lange talrække, der stadig ikke gav nogen mening. Det var tydeligt at se at pigen flygtede fra nogen, eller noget, for hun så sig konstant over skulderen. Pigen gav et hårdt suk fra sig, og rakte Joie hendes hånd. Joie vidste ikke hvad hun skulle gøre, men da den ukendte pige skyndte på hende, tog hun den. Pigen begyndte at løbe, og Joie fulgte hende i hælene. Joies svage muskler og krop var ikke klar til at løbe og der gik ikke længe før hun ikke kunne mere. Joie slap pigens hånd og stoppede langsomt på vejen. Pigen så på Joie og frygten lyste tydeligt ud af de nøddebrune øjne. ”Hvad er det.. vi løber fra..” Spurgte Joie forpustet og havde svært ved at kontrollere sine lunger. ”blækdåser” svarede hun kunstigt, som var det det mest almindelige og åbenlyse svar i verden. Pludselig kunne Joie høre dem. De skingre sirener og de grønne blink i byens mørke. Joie vidste ikke hvorfor, men hun måtte flygte. Hendes indre instinkt fortalte hende, at hun skulle se at komme væk derfra. Joie tog pigens hånd og de begyndte at løbe igen, men denne gang for livet. Flyvende metalbokse kom til syne bag pigerne. Metalboksene begyndte at skyde efter dem, og Joie var stadig ikke kommet over chokket omkring de såomtalte blækdåser, der tilsyneladende ville se dem døde.

Pludselig faldt pigen til jorden. Hendes lange blonde hår faldt ned over hendes kønne ansigt, og det brændte sår fyldte halvdelen af hendes ankel. Den ukendte pige var blevet skudt. Joie hjalp hende op, og lod pigen støtte sig til hende. Pigen skar ansigt da de haltede afsted så hurtigt hun kunne. Frem fra hendes lange knæstøvler trak hun en lille pistol frem. ”Her, se om du kan skyde dem, så koncentrere jeg mig om at løbe” Sagde pigen med besværret stemme. Det var nemt at se at det gjorde ondt, men hun beklagede sig ikke. Joie så skræmt på hende, men følelsen om en pistol i hånden føltes så velkendt. Hun kiggede bagud, sigtede, men ramte forbi. Hun gav en irriteret lyd fra sig, men da Joie så på pigen, smilte pigen til hende. Hun var blevet skudt og brændt i benet, men havde alligevel overskud til at smile. Joie opdagede et særligt glimt i pigens øjne, og hun forsøgte igen. Denne gang ramte hun plet, så der kun var 2 blækdåser tilbage. Hun skød igen, og en sidste gang, og ramte plet begge gange. ”Herind!” Råbte pigen og brød Joie ud af hendes hoverende tankegang. Pigen trak Joie gennem en stor forladt bygning, der lignede et gammelt hospital. De skulle op af en masse trapper, og pigen måtte koncentrere sig for at holde sig på benene. Da de endelig kom op til toppen, bankede pigen på en dør; den sidste for enden af gangen. Hun bankede først en gang, så holdte hun en pause og bankede 6 gange. Låse der blev låst op kunne høres, mange af dem endda, og døren åbnede sig endelig. Et totalt isoleret og mørklagt rum mødte Joie. Luften var lummer, også selvom luftventilerne i loftet stadig kørte. En dreng løb hen til pigen og tog imod hende. Joie blev stående ved døren, genert og forsøgte ikke at vække opsyn. Drengen fik lagt pigen på et bord, og bandede over blækdåserne. Hans valg af ord fik pigen til at grine, men i det hun rykkede sig, måtte hun bøje sig for smerten.

Drengen decinfiserede hendes sår, og bandt det ind. Han løftede hende ind i et andet rum, hvor han lagde hende i en seng. I mellemtiden havde Joie sat sig op af væggen. Hun begravede hovedet i hænderne, og kunne ikke lade være med at føle sig skyldig for pigens skade. Drengen kom tilbage til rummet hvor Joie sad. ”Hey.” sagde han i et roligt toneleje. Joie så chokeret op fra mørket i sine hænder. ”Hej.” Hendes stemme var ikke just imponeret. Han satte sig ved hendes side og spurgte roligt ”Hvad er dit nummer?” Joie så langsomt op og løftede et øjnbryn. Hun anede ikke hvad han snakkede om. ”Hvilket nummer?” Spurgte hun forvirret. Han så fornærmet på hende, ”Flab.” Mumlede han, og gik surt ind på værelset hvor pigen lå. Joie sad forvirret og alene på gulvet, uden at vide hvordan hun havde fornærmet ham. Hun sukkede og rejste sig, hun fulgte ham ind i rummet og prikkede ham på skuldren. Han stod med fronten mod sengen hvor pigen lå og sov i. ”Undskyld, men jeg ved ikke hvilket nummer du snakker om?” Han rullede øjne og trak sit ærme op. Et brændemærke lignene hendes var mærket på hans arm, men istedet for 009612 stod der 000008. Joie bed sig svagt i læben og trak sit ærme op. Drengen tog fat i hendes arm og trak hende med ud fra værelset. Han lukkede lydløst døren efter dem, og holdte blikket på hendes nummer. ”Er det falskt?” Spurgte han med en irriteret stemme. Joie løftede et øjnbryn og trak ærmet ned igen. ”Hør, jeg ved ikke hvad det her nummer er, jeg ved ikke hvor jeg er. Fuck it, jeg ved ikke engang hvem jeg selv er!” Udbrød Joie. Drengen begyndte at kredse omkring hende, som en løve om en gazellle der er blevet trukket op i en krog. ”Er du virkelig.. Blevet genskabt så mange gange? Er du en kixer?” Joie rullede irriteret med øjnene. ”Kan du forklare lidt nærmere?” Drengen fremtrak et smil, men hans blik var sørgmodigt.

”En gang, levede mennesket i harmoni med robotterne. Alle havde det godt, alle hjalp alle. Men tingene ændrede sig da en gruppe, besluttede sig for at ville lege gud. Deres geniale leder af gruppen, Haraz, havde bygget robotter der kun var skabt for at destruere alle der kom i vejen for ham. Haraz blev langsomt mere og mere snæversynet, og begyndte at sende hans hære ud i verden. De destruerede alt: Huse, dyr, der er intet tilbage.. De begyndte at tage de der kunne arbejde på robotfabrikkerne, til fange, og de der ikke kunne bruges, så som syge, gamle eller børn; blev dræbt.” Smerten kunne tydeligt høres i hans stemme over den sidste del. - ”Haraz fandt på idéen med genskabelse. Ved at sprøjte en gift ud i luften, har han gjort så vi ikke kan dø permanent. Vi kan dø, men så genopstår vi, og nummeret på vores arm bliver højere” Han pegede på hans arm. ”Jeg er død 8 gange.” Hans smil var fjoget men det ændrede sig markant. ”Man mister sin hukommelse lidt efter lidt, jo flere gange du dør, så hvis man laver en modstandsgruppe, glemmer man måske hvordan man håndtere en pistol, hvilket kun bliver en fordel for dem.” Joie så ned på sin arm. ”9612” Hviskede hun og en tåre løb ned af hendes kind. ”Vil det sige at jeg kan have en familie, uden at jeg ved det?” hun hævede stemmen en anelse, udelukkende af fustration. ”Måske.” Svarede han blot, og trak på skuldrene. ”Der er også dem uden familie.” Han begyndte at gå lidt rundt, mens hans blik var faldet til gulvet. ”Men jeg har aldrig set et nummer så højt som dit. – Vi har en i gruppen her, med nummeret 1673. Det var det højeste, indtil nu” Han smilede lidt til hende og hun sukkede. ”Så hvad skal jeg gøre? Hvor skal jeg gå hen?” Joie satte sig igen op af væggen og lod en hånd glide igennem de beskidte hår. Hun gav en lyd fra sig og drengen grinte. ”Kom, vil du ikke i bad.. Eh, hvad var det du hed?” Sagde han tøvende og kløede sig i nakken. Joie smilte til ham, og rejste sig. ”Jeg hedder Joie.” – ”Fedt! Jeg hedder Marshall Lock, men alle kalder mig Lock” Han rakte hende hånden og hun grinte lidt. Det virkede så formelt, men hun tog den alligevel.

Det varme vand føltes fantalstisk på Joies nøgne krop. Da hun trak forhænget fra, mødte en pludselig kulde hendes hud, og hun gøs. Hun havde fået lov til at låne et par stramme jeans og en løs t-shirt med en blæksprutte på. Hun gemte halskæderne under t-shirten og gik ud fra badeværelset. Da hun kom ind i rummet stod Lock næsten lige foran hende. Hun havde sat håret op i en høj hestehale så det ikke irriterede hende. Lock trådte overrasket men langsomt, tættere på hende. ”Det her er noget lort.” Hviskede han, da han stod helt tæt på hende. Hun trak sig lidt væk, men han tog hendes hånd. ”Ocano får et føl på tværs hvis hun ser dig.” Joie smilte undrende og lagde hovedet lidt på skrå. ”Ford..” Lock nåede ikke at sige mere før en pige og en dreng braste ind af døren. ”Mama is home!” Råbte pigen, men hun var hurtig på reflekserne, og havde nået at tage en pistol frem og stilt sig, beskyttende, foran drengen. Pigen sigtede direkte på Joie og sagde med en høj stemme. ”Tal!” – Joie kunne ikke få et ord ud af munden, og det var der Lock trådte imellem dem. Han lagde en hånd på pigens pistol og sagde med en rolig stemme ”Det her er Joie.” Pigen kneb øjnene sammen men sænkede sin pistol. Hun begyndte at råbe ”Hvad fanden tænker du på Lock! At tage en fremmed, med hertil! Hun kan ligeså godt være en af deres spioner!” Pigen gjorde intet for at holde hendes mistanker om Joie diskret. En dør smækkede hårdt op og pigen fra tideligere trådte ind i rummet. Hendes hår var uglet, og hendes blik var hårdt og fast. Hun gik haltende hen mod Joie og tog hårdt fat om hendes arm. Joie fik et chok og trak lidt tilbage, men pigen greb var hårdt og urokkeligt. Hun rullede Joies ærme op, så  nummeret kom til syne. ”Har nogle af jer, set er nummer så højt?!” Tonelejet i hendes stemme var vredt og koldt. ”Næste gang du beslutter dig for at råbe op og betvivle en person som jeg har taget med, så for det første, dæmp dig. For det andet, lad der ikke blive en næste gang” Hun slap Joies arm, og Joie trak den til sig igen.  ”Jeg hedder Lassie, den arrige pige med pistolen er Ocano, og tøsedrengen bag hende er Harcrow.” Hun smilede varmt til Joie og tilføjede – ”Og jeg regner med at du har mødt Lock.” Lock rødmede og kløede sig i nakken mens han så ned.

Det var ikke svært for Joie at høre Lock’s og Harcrow’s samtale. Harcrow var tilsyneladende elendig til at hviske. ”Jeg sværger jeg har set hende før! Der er noget bekendt ved hende!” Joie så diskret derover; ”Du tror altid at du har set alle” Sagde Lock med et opgivende suk. ”Jamen der er altså noget bekendt ved hende!” udbrød Harcrow pludselig, hvilket fik Joie til at se hen på dem. Lock rystede blot på hovedet og rejste sig.
”Hey, hvordan har du det?” Spurgte Lock pludselig Joie, og hun så op på ham med et lille smil. ”Det går vel okay” Joie vidste ikke hvad hun ellers skulle svare. Det hele virkede så uvirkeligt. I hendes version af en verden, selvom hun intet kunne huske om den tideligere, var der ikke dødbringende robotter. Det hele virkede så fremtidsagtigt, i forhold til hendes forstilling af tingene.
Lock satte sig på en af stolene ved hendes side. ”Det kan godt være at jeg ligner en spade, men jeg kan altså godt se når der er noget der går en person på.” Hans ord var forsigtige, og han lod et lille smil spille sig på hans læber. ”Det hele er bare så.. Trist..” Mumlede Joie efterfølgende, mens hun fremtvang et blegnet smil.

”Hey venner! Skynd jer lige!” Råbte Harcrow pludselig inde fra et af værelserne Joie endnu ikke havde været i. Lock, Ocano, Lassie og Joie, stod alle inde i rummet. – Det var mørkt, kun en masse grønne og blå små lys var til at se. Resten var computere, ledninger og andet elektronik. Våben og råbotdele lå overalt på borde og i ledninger. ”Hvad har du fundet ud af Harcrow?” Mumlede Ocano, som mest af alt længdes efter at komme ud af det varme og klaustrofobiske rum. ”Det er Joie” sagde Lock måbende, og så på et af billederne på computerens skærm.
En kvinde der lignede Joie på en prik, men i kampuiform. Kvinden stod sammen med en masse andre og holdte om en anden kvinde. ’Joie Kader, general af modstandsgruppen Octo, med hendes næstkommanderende Lecia Ocano’ stod der i bunden af billedet. Pludselig stirrede alle på Joie og Ocano. ”Hvad er der?” Mumlede Joie og løftede et øjnbryn. ”Joie, jeg tror ikke du forstår. Ocano, hedder Lecia Ocano. Octo betydder blæksprutte på latin! - I styrrede modstandsgruppen før i tiden! ” Udbrød Harcrow med et stort smil. Joie kiggede forsigtigt på Ocano som kun så hadefuldt tilbage. ”Men.. Jeg kan umuligt være general? Jeg har ingen kendskab til det her? Nej det kan ikke væ..” Sagde Joie forvittet men Lassie afbrød hendes  ord. ”Joie, det var jo derfor du ramte blækdåserne på første forsøg! Det er i dit blod!” Lassie smilede til hende, men Ocano stormede ud af døren i vrede. Joie bed sig i læben, og fandt halskæden frem under blusen. Halskæden med vedhænget der var formet som en blæksprutte der holdte et sværd. Lock så på hende med et bekymret blik og sukkede så. Der var ingen vej tilbage.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...