Satans dukke

Er du bange for dukker? Det bliver Catrine i den grad efter hun som 14 årig bliver vidne til en forfærdelig ulykke, der ændre hendes liv totalt.

1Likes
4Kommentarer
248Visninger
AA

2. "JEG VIL HAVE MIN DUKKE!"

2. ”JEG VIL HAVE MIN DUKKE!”

 

Helenes skrig kunne garanteret høres flere kilometer væk. Catrine og Helene havde lige været på stranden, og de var kommet hjem uden dukken. De havde glemt den på bænken oppe på skrænten, hvor de havde siddet og fået varm kakao. De havde været nødt til at gå hjem tideligere end de havde planlagt, da det på det tidspunkt begyndte at blæse op. Da de var kommet hjem, var stormen rullet ind over land, og vinden fik hele huset til at knage.

- ’’JEG VIL HAVE MIN DUKKE!’’ råbte Helene for 6. gang. De var alene hjemme. Deres mor og far var, to dage før, taget til Århus for at besøge nogle venner.

- ’’Jamen, Helene. Prøv lige at kigge ud af vinduet. Vi kan da ikke gå derud i det her vejr. Det er for farligt’’, prøvede Catrine at forklare hende. Helene begyndte at skrige og græde, og samtidig råbte hun alle de bandeord hun havde lært. Catrine var ulykkelig og holdt sig for ørene. Hvor hun dog hadede det skrig.. Hun sukkede opgivende.

- ’’Tag dine gummistøvler og din jakke på igen’’, sagde Catrine og kiggede nervøst ud i mørket.

- ’’Men så skal du altså heller ikke sige noget til mor eller far!’’, sagde Catrine bestemt. Helene tørrede tårerne væk og hoppede glad ud i deres baggang igen..

 

**

 

Catrine er gået ned på stranden. Hun stopper for at tage sine sandaler af, så hun kan gå langs vandkanten med dem i hånden. Bølgerne glider blidt over hendes fødder. Hun stopper op og kigger ind mod land, opad den tornhøje skrænt. Hun borer fødderne ned i sandet. Det var utrolig dumt det hun gjorde den aften, og det ved hun også godt. Hun var 14 år og hun burde have vidst bedre..

 

**

 

Der var blevet rigtig koldt udenfor. Regnen piskede mod deres røde kinder, imens de to søskende kæmpede sig frem mod blæsten. Catrine holdt godt fast i Helenes lille hånd, så hun ikke væltede omkuld. De var nået ud til skrænten og begyndte at lede efter dukken. De kæmpede sig over til den bænk, hvor de efterlod dukken.

 

Selvom stormens tuden og bølgernes brusen overdøvede næsten alle lyde, kunne Catrine lige ane Helenes jubel, da hun fik øje på sin dukke. Helene løb straks over til sin dukke, der var blæst ned fra bænken og ned på jorden bagved den. Dukken lå nu kun ½ meter fra kanten.

- ’’Nu skal du passe på Helene! Du må ikke gå for tæt på kanten, ikke?’’, råbte Catrine efter hende. Catrine begyndte at kæmpe sig over mod sin lillesøster. Helene så ikke ud til at have hørt Catrines råben. Hun løftede sin elskede dukke op i sin favn, og gav den et stort, varmt knus. Hendes øjne lyste af glæde.

 

Catrine var nået over til Helene, bag bænken og kiggede nervøst ned på stranden. Den var forsvundet. Ganske enkelt væk. Stranden var blevet oversvømmet, og bølgerne nåede helt op til skræntens fod. Det gav nogle høje brag hver gang bølgerne slog mod skrænten. Catrine gispede og skyndte sig væk fra kanten, af frygt for at falde ned. Helene klamrede sig til kanten af bænkens ryglæn og kiggede også nysgerrigt ned på bølgerne. Hun havde dukken i hånden. Catrine følte sig overhovedet ikke tryg ved, at hun stod så tæt på kanten. Catrine rakte sin hånd frem mod Helene.

- ’’Kom her Helene!’’ hendes stemme knækkede over.

- ’’Vi skal hjem nu!’’ råbte Catrine, imens regnen pludselig tog til i styrke. Helene vendte sig om og skulle lige til at tage hendes hånd, da et kraftigt vindstød fik hende til at miste balancen og falde bagover. Hendes skrig var forfærdeligt, men det blev overdøvet af stormen. Catrine kunne intet andet end at se på, mens hendes lillesøster og dukken forsvandt..

**

Solen giver sandet et orange skær. Catrine er begyndt at græde. Hvorfor skulle de også tilbage efter den dukke? Hun sætter sig ned i sandet og begraver sit hoved i sine hænder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...