Satans dukke

Er du bange for dukker? Det bliver Catrine i den grad efter hun som 14 årig bliver vidne til en forfærdelig ulykke, der ændre hendes liv totalt.

1Likes
4Kommentarer
249Visninger
AA

3. "Det kan ikke passe"

3. ”Det kan ikke passe.”

 

Efter ulykken var hun blevet sendt til psykolog, og nu skulle man pludselig tale om tingene. Ingen forstod hende, følte hun. Det var hendes skyld at Helene døde. Hun havde mistet sin lillesøster, og hun kunne kun bebrejde sig selv. Catrine kan huske at hun i noget tid efter ulykken gik rundt og bildte sig selv ind, at det var dukken der i virkeligheden havde slået hendes lillesøster ihjel. - At dukken var ond. Catrine smiler næsten ved tanken, men bliver hurtig trist igen.

 

Hendes mor og far blev skilt en måned efter hændelsen. Det var som om den ene ulykke kom efter den anden..

 

**

 

Catrine spænede ned mod stranden med tårer i øjnene. Hendes mor og far havde lige fortalt hende, at de skulle skilles. Hun havde råbt af dem og havde smækket med døren, da hun løb ud af huset. Solen skinnede, vandet glitrede og mågerne skreg. Catrine stoppede med at løbe, da hun kom ned til stranden. Hun var blevet forpustet. Efter noget tid begyndt hun at gå stille langs vandkanten.

 

Catrine var fordybet i sine tanker, da noget længere henne ad stranden fangede hendes øje. Da hun kom tættere på, kunne hun se, at det var en bylt der lå på en stor sten i vandkanten. Catrine gik derhen og begyndte at se nærmere på bylten. Da hun indså hvad det var, spærrede hun øjnene op, bandede og faldt bagover. Det stive smil, de døde øjne og det skinnende, falske hår var ikke til at tage fejl af. Det var dukken. Det var Helenes dukke!

 

Catrine rejste sig op og gik hen til stenen igen. Dukken lå på den samme røde pude, som Helene altid plejede at lægge dukken på.

- ’’Det kan ikke passe. Det kan simpelthen, bare ikke passe..’’ mumlede Catrine stille for sig selv. Hun kiggede rundt på stranden, men der var ingen. Ingen som måske kunne have lagt den der. Hun tog dukken op, og kiggede nærmere på den. Hun fik gåsehud.. Det samme alt for fine tøj og det samme grimme fjæs. Catrine kneb øjnene sammen og kiggede hadsk på dukken.

- ’’Du.. Du slog hende ihjel!?’’ råbte Catrine og begyndte at græde hysterisk af raseri.

- ’’Hvis det ikke havde været for dig, så var vi aldrig taget ud på skrænten den aften!’’ hun skreg og råbte af dukken, der bare blev ved med at smile og stirre blankt tilbage. Til sidst kastede hun den langt ud i vandet, hun tog puden og kastede den ned i sandet. Hun trampede på den, så den blev helt ødelagt og snavset..

 

**

 

Catrine ryster på hovedet ved mindet. Hun rejser sig op og begynder at gå langs stranden. Solen bager, og hun betragter kort en familie der bader i vandet. De to børn skriger, da faren sprøjter vand på dem. Catrine tørrer tårende væk fra kinden og kigger ned i sandet.

 

Hun går i lang tid og tænker på sin lillesøster. Hun havde elsket sin lillesøster så forbandet meget. Hun havde elsket hendes brune hår, hendes nysgerrige brune øjne og hendes smil der kunne gøre Catrine lykkelig. Det eneste hun havde hadet ved sin lillesøster, var hendes skrig. Skriget der hjemsøger hendes drømme. Helenes skrig da hun falder ned fra skrænten.. 52 meter faldt hun.

 

Catrine er lige ved at begynde at græde igen. Hun kigger op, og får øje på en stor sten der ligger længere henne ad stranden. Hun løber derhen så hun kan sætte sig på den, men da hun kommer derhen opdager hun at den er optaget. Satans dukke ligger på stenen med sit falske smil og sine kolde øjne, der bare bliver ved med at stirre, og stirre, og stirre.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...