Satans dukke

Er du bange for dukker? Det bliver Catrine i den grad efter hun som 14 årig bliver vidne til en forfærdelig ulykke, der ændre hendes liv totalt.

1Likes
4Kommentarer
251Visninger
AA

1. "Den er til dig fra mig."

1. ”Den er til dig fra mig.”

 

52 meter. Det var hvad politiet fortalte hendes mor og far. Catrine står på kanten af skrænten og kigger ned på et kærestepar, der går hånd i hånd langs stranden. Bølgerne slår roligt ind mod land, og vinden løfter stille hendes lyse hår over hendes skuldre. Catrine husker det tydeligt. Hun husker den dag det hele gik galt.

 

Hende og hendes lillesøster plejede at tage herud hver dag. Catrine smiler bare ved tanken. De nøddebrune lange krøller, der hoppede op og ned på lillesøsterens skuldre, hver gang hun tog et skridt. De mørke, drømmende øjne som Catrine altid havde missundet. Den lille næse der altid blev rød, efter en hel dag på stranden. Alle de gamle mennesker der gloede underligt på dem, når de prøvede at efterligne mågernes skrig, og så selvfølgelig den dukke lillesøsteren altid gik med..

 

**

 

Catrine sad og tegnede, da en spinkel finger prikkede hende på skulderen.

 - ’’Hvad er der Helene?’’ spurgte Catrine. Hun kiggede op fra sin tegning og ned på sin lillesøster, der som altid havde sin dukke i hånden. Helene så med store øjne op på Catrine.

- ’’Er du snart færdig?’’ spurgte hun stille og strakte sig for at se over bordkanten. Catrine skrev sin lillesøsters navn på tegningen, hvorefter hun gav den til hende. Helene tog den med sine små hænder og kiggede på den.

- ’’Den er til dig fra mig’’, erklærede Catrine og klappede sin søster på hovedet. Helene smilede over hele hovedet. Hun var glad.

Catrine rejste sig fra sit skrivebord, tog hendes lillesøster underarmene og løftede hende. Man kunne høre Helenes latter i hele huset, da Catrine begyndte at dreje hende rundt.

- ’’Hent din jakke, så går vi ned til stranden’’, sagde Catrine og satte Helene ned igen. Helene løb straks ud og tog sine blå gummistøvler og sin røde regnjakke på. Dukken skulle selvfølgelig også med..

 

**

 

Catrine sukker og kigger ud mod horisonten. Hun lukker øjnene et kort øjeblik og lytter til mågerne, der skriger og bølgerne der hvæser, mens de ruller ind med land. Hun åbner øjnene igen. Kæresteparret der, for et øjeblik siden, gik nede på stranden, er nu nået længere hen ad stranden, og ligner bare to sorte prikker. Catrine kigger igen ned på stranden. 52 meter, så langt er der fra Catrine og ned til det bløde hvide sand.

 

Catrine griner da hun kommer i tanke om, at man altid kunne finde sand i Helenes gummistøvler efter en gåtur langs vandet. Dukken skulle også altid i bad, når de var kommet hjem. - Der dryssede nemlig altid sand fra dens hår og ned på stengulvet. Mor skældte altid Helene ud når det skete. Helene ville derefter begynde at græde og få røde øjne. Derfor endte det altid med, at dukken måtte i bad. Helene kunne bruge timer inde på badeværelset, hvor hun badede og klædte dukken fint på. Helene sang også altid for dukken, inden hun skulle sove. Hun puttede den og lagde den ned på den røde pude, som dukken altid lå på om natten.

 

Catrine blev nogle gange vred - næsten jaloux - når Helene hellere ville lege med hendes dukke, end hendes storesøster. Engang kastede Catrine dukken ud af vinduet, fordi Helene ikke ville med ned på stranden. Catrine husker tilbage på hvor åndssvagt det hele var, og hvor vred og ked af det Helene blev. Det endte dog også med at Catrine måtte ud og hente dukken.

 

Catrine smiler trist ved tanken. Den satans dukke.. - Satans dukke med plastik hår og klamme små læber, der altid ville blive ved med at smile det samme stive smil. Åh og øjnene! - Kolde, blå øjne der bare ville blive ved med at stirre, og stirre..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...