Shades of Styles ➳ h.s

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
Hvor i en pige betragter Harry Styles i takt med, at hans nuancer ændrer sig for hver dag, der går [a.u]

25Likes
16Kommentarer
912Visninger
AA

3. 2 ➳ #717171

#717171

"Du smiler. Hvad tænker du på?" spurgte Zola og tog et zip af den nybryggede kaffe, der var en smule for stærk i forhold til, hvad jeg normalt foretrak. Det var næsten som om, man kunne smage de knuste kaffebønner, hvilket jeg fandt utiltrækkende. Den lille kop, der endnu var fyldt, stod foran mig, og jeg ventede på, at en god grund til at hælde den ud i vasken poppede op i mit hovedet. Det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide Zola's kaffe; jeg ville bare ikke have lavet den på samme måde som hende. Mindre kaffe, mere mælk. Og sukker.

"Jeg smiler da ikke," fastlog jeg, selvom jeg godt vidste, det var løgn. Jeg var glad, meget glad. Gladere end jeg havde været længe. Hvorfor var jeg endnu ikke klar over, men det faktum, at jeg skulle starte på min uddannelse, spillede nok en større rolle end man lige skulle tro. Mere skole, hurra! Og det var ikke engang ironisk. Jeg glædede mig som et lille barn; så længe jeg ikke skulle være i caféen hele dagen. 

Og desuden havde jeg valgt en uddannelse, jeg var sikker på, ville underholde mig. Jeg ville ikke blive træt af den som mit job her, for jeg elskede billeder og farver, og jeg elskede min computer; mediegrafiker var perfekt til mig! 

"Jo, du smiler. Meget endda." Samtalen blev afbrudt, da den lille klokke i døren ringede for første gang i dag. Et ungt par trådte ind, begge klædt i det nyeste tøj fra et af de dyre mærker, jeg efterhånden ikke havde styr på længere. Da de satte sig ved et af Zola's borde, så jeg mit snit til at hælde den stærke kaffe ud. Som en lang stråle rendte den ned i vasken som resten af al den kaffe, der var til overs fra kunder, der ikk drak ud. Det var der mange, der ikke gjorde. Om det var fordi, de ikke brød sig om kaffen eller om de simpelthen bare ikke kunne drikke den, vidste jeg ikke. Jeg var egentlig også ligeglad, så længe de betalte. 

Ude fra baglokalet hørtes det, at klokken endnu engang ringede. Jeg placerede min kop der, hvor opvasken plejede at hobe sig op og gik derefter ud for at se, hvem der nu havde brug for lidt morgenkaffe. Og dér var han; drengen fra i går. Eller manden. Jeg var stadig forvirret, og det faktum, at hans skæg nu var endnu længere, hjalp ikke ligefrem på det. Hans tøj var heller ikke anderledes fra i går. Han var stadig klædt i en hvid T-shirt, der ikke længere var hvid, et par sorte jeans og en rød-ternet skjorte, der dækkedes hans spinkle arme. 

Uden at ofre mig et eneste blik, slentrede han igen hen mod bord nr. 69. Det samme som i går. Præcis. 

Jeg tog en dyb indånding og gjorde mig mentalt klar på at tage imod hans bestilling. Det var det her, jeg hadede mest ved mit job: jeg hadede den del, hvor jeg skulle være social og venlig. Det lå ikke til mig som person. 

"Kan jeg tage i mod din bestilling?" Jeg fandt blokken frem fra mit forklæde og kiggede afventende på ham. Ikke i hans øjne, men på hans mund. Hans rosenrøde mund, der stille begyndte at bevæge sig, idet han fortalte mig, hvad han ønskede.

"Unskyld, hvad?" sagde jeg og kneb øjnene sammen. Jeg havde ikke lyttet til noget af det, han lige havde sagt. Min opmærksomhed var på landet på hans mund, og jeg var ikke god til at multitaske. En opgave af gangen var nok; jeg kunne jo ikke både kigge på hans mund og lytte til, hvad han sagde på én gang.

"En kaffe, tak." Hans fugtede sine læber med sin tunge, der var mindst lige så rød som læberne selv, hvori små sprækker havde sat sig fast. Det var tørre, sikkert på grund af kulden udenfor, der ikke passede til årstiden. Snart ville det blive køligt, men nu burde solen skinne. Den burde stadig have lidt at give af, selvom sommeren var ved sit sidse. 

"Mælk?" 

"Nej, og heller intet sukker."

Jeg bed mærke i det; at han ikke ville have mælk i dag. Det var jeg ellers sikker på, han havde bestilt med i går. Måske kunne han ikke lide det. Måske havde jeg varmet det for meget. Måske var det blevet alt for tykt. Uden at tænke nærmere over fandt jeg vej til baglokalet, hvor kaffemaskinen stod på den samme, gamle plads, den altid havde stået. En befriende duft bredte sig i det trængte lokale og fik mig til at tænke tilbage på min første sommer her; dengang hvor jeg både havde en kæreste, en familie og venner. Jeg havde selvfølgelig stadig min familie, bare ikke i byen længere. Og venner havde jeg da ligeledes et par stykker af. Men han var væk; Sebastian, min tidligere kæreste, hvilket jeg egentlig var glad for. Nu havde jeg tid til at fokusere på min uddannelse, og det havde jeg sørme også tænkt mig at gøre. 

Underkoppen var varmere end den plejede, da jeg bragte kaffen til drengen fra i går. Hans hår var stadig filtret og fedtet, og jeg følte, min teori blev bekræftet; han havde intet sted at være. Intet hjem. Eller også havde han simpelthen bare ikke adgang til en bruser. 

"Pas på," mumlede jeg og placerede den varme kaffe foran ham på bordet, "den er meget varm."

Han nikkede og tog et zip; smagte på kvalitetskaffebønnerne, der burde være tydelige i smagen. Intet mælk, intet sukker; blot rent kaffe. Nøjagtigt som jeg ikke kunne lide det.

"Du kom tilbage, fordi jeg laver god kaffe, ikke?" spurgte jeg uden selv at vide, hvad fanden jeg egentlig havde gang i. Jeg havde ikke brug for at starte en samtale med ham, alligevel gjorde jeg det. Nysgerrighed. Jeg kunne da ikke alde ham sidde i det tøj og lade som ingen ting. Hvad ni hvis der var noget seriøst galt med ham? Jeg kunne da ikke lade være, kunne jeg? 

"Nej," mumlede han og placerede koppen på den varme underkop. Jeg slog mit blik ned i jorden og følte i et kort sekund et stik af ydmygelse. Hvad tænkte jeg dog på? Min kaffe var ikke specielt god, det havde min mor fortalt mig mange gange. 

"Jeg kom faktisk igen, fordi jeg var positivt overrasket over personalet." Han kiggede over mod Zola, det samme gjorde jeg. Jeg forstod ham dog godt: Hun var så køn. Selvfølgelig var han faldet for hende ved første øjekast. Hvem ville ikke det? Hun var sådan en, der kunne få homoseksuelle til at blive heteroseksuelle, og heteroseksuelle til at blive homoseksuelle. 

"Ja, Zola er også.. interressant," nikkede jeg, hvilket fik ham til at kigge underligt på mig. Var der noget galt med mit ordvalg? Måske. Nej, hun var da interessant. Det var faktisk et ord, der beskrivede hende meget godt.

"Er Zola hende der ovre?" Jeg fulgte hans øjne over mod Zola og nikkede så. Han kiggede på den rigtige, ja. Et fnys forlod derefter hans næse.

"Jeg mente jo ikke hende," mumlede han og smagte igen en smule på den varme kaffe foran ham. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle svare. Faktisk vidste jeg ikke rigtig, hvad han mente eller hvor denne samtale var på vej hen, og det brød jeg mig ikke rigtigt om.

"Jeg mente dig." Han tog kaffen op til munden og holdt den der i stykke tid; gav mig lov til at reagere på, hvad han lige havde meddelt. Jeg kunne ikke forhindre det smil, der langsomt viste sig på mine læber; smigret var jeg selvfølgelig blevet.

"Sid ned," mumlede han med koppen op til munden og pegede med den ene finger på stolen overfor ham ved bord 69. I et kort sekund overvejede jeg, om det nu også var en god idé; jeg var jo egentlig på arbejde, men eftersom der endnu ikke var andre ved mine borde, kunne jeg vel godt tillade mig det. Og i takt med at jeg nedslog mig på stolen, brød jeg den gyldne regel nummer 1 mere og mere; jeg gjorde forskel på gæsterne, men hvad min chef ikke vidste, havde hun ikke ondt af. 

Og så sad jeg der; trippede akavet med fødderne og ventede på, han ville sarte en samtale. Han kiggede dog blot på mig med øjnene kørende hen over mit ansigt, overvågede hver eneste modermærke på min kind. 

"Er du en dreng eller en mand?" spurgte jeg og satte derefter en hånd foran min mund. Det var ikke meningen, jeg skulle spørge om det. Det røg bare ud i et dårligt forsøg på at starte en samtale, eftersom han ikke så ud til at prøve på det. Jeg havde egentlig bare brug for at vide, hvordan jeg skulle se på ham.

"Det er et underligt spørgsmål," konstaterede han, hvilket jeg hurtigt nikkede mig enig i. 

"Hvis man ser bort fra mit udseende er jeg vel en lille, latterlig dreng." Han så ikke just glad ud længere. Ærligtalt kunne jeg ikke længere tyde hans ansigtsudtryk, der var en blanding af både at være sur og være glad. Han forvirrede mig. 

"Hvorfor det?" Jeg rykkede mig en smule i den ubekvemme stol, der sikkert var omkring ti år gammel og aldrig blevet skiftet ud.

"Fordi jeg har det med at være rimelig latterlig," mumlede han og samlede sin ske op og drejede et par gange rundt i den varme kaffe; "og det kostede mig min forlovelse."

Vent, hvad! Var han forlovet? Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle reagere. 

"Hun smed mig ud af vores lejlighed," mumlede han og med ét var hans ansigtsudtryk pludselig tomt og intetsigende. Og så var min teori bekræftet; han havde intet sted at bo.

Jeg ville egentlig have spurgt mere ind til ham og hans liv, men da den lille klokke igen ringede, indså jeg, at der ikke var mere tid. 

"Åh nej," mumlede jeg, da jeg opdagede, at det ikke var en tilfældig gæst, der var ankommet til caféen; det var ingen ringere end min chef. Jeg for op fra stolen ved bord 69, og til mit held havde hun endnu ikke set mig. Det var først, da jeg tog et par skidt længere hen mod kassen, et smil poppede op på hendes læber. 

"Estelle!" udbrød hun begejstret og smed sine arme om mig. I realiteten havde vi aldrig haft et perfekt forhold. Hun havde bare ingen venner udover mig, Zola og resten af de ansatte, og der var derfor ingen af os, der turde sige fra, når det kom til hendes kram. Faktisk var hun også en god krammer; man blev altid så glad, når hun omfavnede en. Det var som om hun pressede alle problemerne ud af ens sind.

"Jeg har altså lige en kunde, jeg skal have lavet noget kaffe til," sagde jeg undskyldende, hvilket fik hende til at ryste lystigt på hovedet.

"Selvfølgelig," sagde hun og klappede begejstret i hænderne, "altid kunder over alt."

Jeg nikkede med et smil og skyndte mig ud i baglokalet, hvor Zola var i færd med at lave et eller andet med vanilje til det unge par, der stadig nød deres kaffe ude foran. Egentlig havde jeg ingen kunde, der skulle have mere kaffe. Jeg var bare ikke vild for at chit chatte med min chef, hvis navn var Elizabeth. En pæn kvinde i starten af halvtredserne, hvis hår endnu ikke var begyndt at gråne. 

"Elizabeth er her," hviskede jeg til Zola, der stadig kæmpede med at få en vaniljestang til at samarbejde. Jeg ville gerne hjælpe hende, men Zola tog normalt ikke imod nogen form for hjælp, især ikke fra mig. 

"Åh nej," sukkede hun og dryssede sukkerkrystaller ud over vaniljen og vaskede derefter sine fingre, hvis spidser nærmest var helt sorte og ildelugtende. Jeg brød mig ikke om duften af ren vanilje fra stængerne, der lige var blevet åbnet. Hvad det var, der gjorde det, havde jeg ingen idé om, men bare tanken om frisk vanilje gav mig kvalme.

"Ham der," sagde jeg og kastede mig ned i den lille sofa, der stod i det lille rum, der duftede stærkt af Afrika; Kenya, eller hvor end vores kaffe var fra. Etiopien, måske.

"Ja, ham der fra i går, hvad med ham?" Zola opgav vaniljen og smed sig i stedet ved siden af mig på sofaen. Jeg kunne se fra min plads, at Elizabeth stod og kiggede på sit ur hver 10. sekund; blev sikkert irriteret over, hvad vi lavede, og hvad der tog så lang tid. 

"Han har ikke noget sted at bo."

"Okay?" Zola lød ærligttalt ligeglad. Det var da ellers hende, der savlede over ham i går, hvilket var forståeligt nok. Han havde nogle virkelig flotte øjne. Og han var høj. Og hans hår var sødt. Og så var an ikke ligesom alle andre drenge, der normalt kom her. 

"Nu siger jeg noget underligt," advarede jeg, "men hvad nu hvis han kunne have lyst til at besætte den frie plads i min lejlighed?"

Faktisk havde jeg ikke selv tænkt over det faktum, at han kunne flytte ind hos mig, før det forlod min mund. Det var jo egentlig en god idé, ville jeg selv mene: Han ville få et sted at bo, jeg ville ikke skulle betale det hele selv. 

Zola skar et grin i vejret: "Du er vel ikke seriøs, vel?" Jeg trak kort på skuldrene. Han kunne umuligt være mere end et par år ældre end mig. Godt nok ville jeg finde det en smule underligt at være forlovet som 18 årig, men det kunne jo være, han var et helt andet sted i livet end mig. 

Og så nikkede jeg til Zola; for jeg troede faktisk, jeg var seriøs.

Men han var mørkere end i går.

 

hi guys, det er et rimeligt dårligt kapitel, men jeg har mine grunde, for jeg har været syg de sidste par dage og ude af stand til at koncentrere mig i længere tid af gangen. på den anden side gider jeg ikke at lave det om nu, hvor jeg er ovenpå igen. well, jeg håber, I bare får en lille smule ud af det x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...