Shades of Styles ➳ h.s

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
Hvor i en pige betragter Harry Styles i takt med, at hans nuancer ændrer sig for hver dag, der går [a.u]

25Likes
16Kommentarer
908Visninger
AA

2. 1 ➳ #585858

#585858

Ding, ding, ding

Den lille klokke, der var blevet placeret i døren, ringede, da en ung herre kom slentrende ind i den lille café, hvor i jeg arbejdede hver evig eneste dag. Hver eneste time, hver eneste dag. Jeg havde aldrig set ham før, og hvis det var tilfældet, var jeg sikker på, jeg ville have opdaget det. Flade krøller filtredede sig ind i hinanden rundt om hans blege ansigt, og de lignede noget, der ikke var blevet vasket i flere dage. Det samme gjaldt hans tøj, hvor alt hvidt var blevet brunt, og alt brunt nu faldt i med resten af tøjet. Der var huller hist og her, men  dem kunne man kun se, hvis man kiggede rigtig godt efter. Jeg så ikke hans ansigt, da hans skridt var hastige, og han søgte straks væk fra alle andre mennesker i den lille, hyggelige café, der egentlig ikke havde et navn. 'Caféen' kaldte vi den blot, og folk der kom her tit, vidste hvad man snakkede om, når man omtalte den som caféen - for det var det, den var. Den gode, gamle café.

Jeg tog min kollega (og bedste veninde, men kun når vi ikke var på arbejde i caféen), Zola i at stirre på ham i lidt for lang tid, men da jeg opdagede, at hans blik også var landet på hende, lod jeg være med at gøre noget. Jeg forstod ham dog godt; hendes latte farvede hud passede utrolig godt til hendes ansigt, og jeg overraskede ikke mig selv ved at ønske, jeg lignede hende. Hendes fyldige læber og hendes mørke, sofistikerede øjne kunne let forføre hvilken som helst dreng, hun ønskede med sig hjem.  Jeg, derimod, var bare en bleg, mørkhåret pige, hvis ansigt ikke gav nogen mening. Store øjne, lille mund. Jeg var kedelig; Zola var spændende og eksotisk. Jeg var bare som alle andre englændere.

"Han har sat sig ved dit bord." Zola havde et smørret smil siddende på sine læber og løftede kort sine øjenbryn op i panden, inden hun vendte tilbage til at lave kaffe til sin del af caféen. Hun havde dog ret; han sad ved mit bord. Nummer 69. Der plejede ellers aldrig at sidde nogen der. Det var dér folk satte sig, hvis de ikke ønskede at være en del af fællesskabet; og alle plejede som regel at ville være en del af det hyggelige fællesskab på caféen. Det var derfor, folk kom her; for at være sammen med andre. 

Jeg burde gå hen og tage i mod hans bestilling, men noget i mig sagde, han havde brug for at være alene. Dog havde min chef altid lært mig, at den gyldne regel nummer 1 var, at jeg under ingen omstændigheder måtte gøre forskel på gæster. De var alle ens, lige fra en gammel, sur dame til en lille, uskyldig dreng; alle var ens! Og hvis jeg gjorde den mindste forskel, skulle jeg ikke regne med at være i løbet til en stilling som overhoved af personalet, der snart ville være til rådighed. Og den skulle jeg bare have. 

Jeg satte det ene ben foran det andet, og få sekunder senere fandt jeg mig ved bord 69, klar til at tage imod en bestilling. 

"Kan jeg hjælpe dig med noget?" spurgte jeg og holdt mit blik på notesblokken, jeg havde medbragt, så jeg ikke behøvede at huske, hvad end drengen med det beskidte tøj ville bestille. Jeg kunne bare skrive det ned.

"Jeg har bare brug for noget kaffe," mumlede han. Ud over blokken kunne jeg fornemme hans øjne stirre på mig, men lige siden jeg var helt lille, havde jeg altid haft et problem med øjenkontakt, så jeg lod blot mit blik hvile på blokken; den var vigtig og.. der var ting, der skulle skrives ned... 

"Vil du have mælk i?" spurgte jeg og lod som om jeg skrev alle mulige informationer ned. Han nikkede.

"Ja, en lille smule, tak." 

"Og hvad med sukker?"

"Nej tak."

Jeg nikkede. Og nu blev der rent faktisk skrevet noget ned på den lille notesblok; en kaffe med en lille smule mælk. Intet sukker. Det kunne jeg sagtens klare. 

Jeg holdt mit blik væk fra ham, smilede og bevægede mig derefter hen imod baglokalet, hvori vores profesionelle kaffemaskine stod. Derefter tjekkede jeg, om der stadig var nok kaffebønder i, og da jeg fik det bekræftet, gik jeg igang med at brygge kaffen. Og så hældte jeg en smule mælk i. Intet sukker. Lavede en smule mønster i mælken, men jeg var ærligtalt ikke så god til det som Zola, så det blev ikke mere end et par skæve streger hist og her.

Koppen blev placeret på en lille undertallerken, og så var den klar til servering. Jeg tog den i hånden og prøvede ihærdigt at undgå at tabe den eller lade kaffen skvulpe over. Måske havde jeg fyldt en lille smule for meget i, men det var for sent at ændre nu. 

"Værsgo," mumlede jeg og placerede koppen på bord nummer 69, hvor drengen med de filtrede krøller sad. Jeg vidste ikke, om jeg kunne tillade kalde ham en dreng. Han lignede lidt en mand. Men også en dreng. Skægstubbe tittede frem hist og her - han havde nok heller ikke barberet sig i flere dage, men trods det, lignede han stadig en dreng. På en måde.

"Tak.. Estelle." Han havde fået øje på det navneskilt, der sad på mit bryst, og jeg kunne tydeligt mærke, at han prøvede at fange mine øjne, men det ville jeg ikke lade ham gøre. Jeg kunne ikke lide det, og derfor passede et job som tjener måske ikke til mig, men det var alt, jeg kunne få - og så tog jeg det. Jeg havde brug for pengene, eftersom jeg lige for tiden ingen bofælle havde, og derfor måtte betale alle mine regninger i forhold til lejligheden selv. For Zola kunne ikke flytte ind, nej. Hendes bofællesskab var åbenbart vigtigere end min økonomi; men det var jo også hendes tab.

Timerne gik. Drengen/manden sad stadig med sin kaffe i hånden og var endnu ikke færdig, selvom vi var ved at nå lukketid. 

"Hvad vil du have, jeg skal sige til ham?" hviskede jeg til Zola, der skyndte på mig; han blev nødt til at forlade caféen, så vi kunne få fri. Zola skulle nå noget med sit dumme bofællesksab, og havde åbenbart ikke tid til at vente på, at en stakkels dreng/mand færdigjorde sin kaffe - som han endda havde betalt for.

"At vi lukker nu," sagde hun som om det var det mest indlysende i hele verden. Jeg sukkede, nikkede, og bevægede mig derefter igen over til bord 69. Det ældste bord i hele caféen. Der blev ikke engang købt nye stole til lige præcis det bord, for normalt sad der ingen.

"Jeg er ked af det," sagde jeg og kiggede ned i jorden, "men vi lukker altså nu." Den unge mand, hvis kaffe med sikkerhed var blevet kold for længe siden, fangede endelig mine øjne; han fangede dem og holdt dem med sine grønne. Kiggede dybt ind i mine blå og nikkede så. 

"Selvfølgelig," mumlede han og rejste sig fra sin plads ved bord nummer 69. 

"Hvad skal jeg gøre med den her?" Han hentydede til koppen.

"Bare giv den til mig." Jeg fik koppen i hånden. "Og tag bare den tid, du har brug for," mumlede jeg inden jeg igen forlod bordet og ham. I realiteten var der en halv time til vi lukkede, men da skulle alle kopper og kander også skinne, som de aldrig havde skinnet før. Alt skulle være klar til i morgen! Ellers skulle vi bare møde tidligt. Meget tidligt.

Jeg trak ud bag ved, hvor Zola var i færd med at renggørre kaffemaskinen. Der så jeg mit snit til at snuppe en opvaskebørste og starte rengøringen af en bunke kaffekopper, der efterhånden havde hobet sig ordenligt meget op. 

"Ham der," sagde Zola og tjekkede om kaffemaskinen stadig virkede - bare for en sikkerheds skyld.

"Hvem ham?" 

"Ham der, der har været her de sidste fire timer." Zola begyndte at tørre diverse kopper af, jeg allerede havde rengjort.

"Ja, hvad med ham?" spurgte jeg. 

"Han var da lidt af en hotti, synes du ikke?"

"Shhh," tyssede jeg, "han er vist stadig derude."

Zola's øjne fordoblede sig, og hun smed alt hvad hun havde i hænderne, så det var tæt på, at et par kopper var splinteredes i tusindvis af stykker. Flirtende havde hun altid været. I hvert fald de tre år, jeg havde kendt hende. Men hun kunne også tillade sig at være det; med det ansigt og den formidable krop hun bar rundt på, var hun et catch for alle drenge. Hun kom dog hurtigt tilbage; bedrøvet og skuffet. 

"Han er væk," mumlede hun og genoptog tørringen. 

"Han lignede en hjemløs," konstaterede jeg, for det var sandheden: Hans hår var fedtet, hans tøj var hullet og hans øjne var kede eller noget i den stil. Jeg kunne ikke gennemskue, hvad problemet med ham var; men der var et, det var sikkert. 

"Jeg synes, han var en hotti." Zola's grin skar i luften. Sendte et smil på afveje på mine læber og efterlod mig med en trang til at deltage i hendes grineri, og jeg kunne ikke sige den imod. Før jeg havde set mig om, stod vi begge og grinede lige op i luften, hvilket gjorde opvasken en smule mere underholdende - for nu i hvert fald.

Han var ikke lys. Men heller ikke helt mørk.


spørgsmål number 1 bliver nok, hvad tallene betyder. men ja, folk, der interesserer sig bare en smule for billederedigering kan åbne hvad end program de bruger, og finde ud af, hvilken nuance harry er i kapitel 1 

er meget taknemmelig for, at der er nogen, der gider at følge med. er dog også meget nervøs, hvordan dette vil blive taget imod, ehh..

men ok, cya!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...