Under vingerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 14 aug. 2014
  • Status: Igang
Da han startede i hendes klasse ændrede alt sig. Hun troede ikke hendes liv kunne blive værre, og hun reagerede ikke hurtigt nok - det får hun lov til at bøde for. Hendes liv kan forblive hårdt, men hvis hun kæmper, kan hun redde sig selv og den verden, der havde været ond mod hende. Men man kan ikke gøre noget alene. Man må have hjælp. Hjælp af en der allerede har hjulpet hende, og har lagt hende under sine vinger, når ingen andre kan. Hun må træffe valg, hun kunne have undgået. *konkurrencebidrag - valgmulighed 3*

18Likes
35Kommentarer
895Visninger
AA

3. 2. ”Kan jeg få jeres opmærksomhed,”

 

”Hvad tænkte du på,” brøler Austin og hammer hånden i bordet, før han kigger hårdt over på Eliza, der krymper sig sammen i stolen. Hun nusser flovt sine hænder og hun løfter stille blikket. Austins ellers så venlige ansigt er forsvundet og af støttet med en vrede, Eliza aldrig har set før. ”Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal rende efter dig, hvor end du går hen, for at sikre mig, at du ikke gør noget dumt.”

”Undskyld,” piber Eliza og ser sorgmodigt ind i sin brors øjne i håb om, han vil bløde lidt op, men da der ikke sker noget, kigger hun væk og lader ham forsætte.

”Undskyld,” vrisser han. ”Er det det bedste du kan komme med. Ved du overhovedet, hvor bekymret jeg har været for dig. Du var nær druknet, hvis han ikke havde reddet dig, og jeg har heller ikke lyst til at miste dig også. Forstår du det!”

Tårer gled ned ad hans kinder, og Eliza sænker atter blikket, før det går op for hende, hvilken situation, hun havde sat sin bror i. Hun tager en dyb indånding, men hver gang hun åbner munden er hun stump. Hvordan kan det være, hun er så uansvarlig overfor sig selv? Hvad tænker hun dog på?

Eliza rykker stolen tætter ind til bordet, selvom hun ikke vil eller kan sige noget, der kan få afrettet skylden uden at afslører for meget, men kan hun lade sin bror flyve i uvidenhed? Hun bider sig i læben af spørgsmålet og hun ved, hvad konsekvenser kan blive. Flytning. Selvfølgelig vil hun gerne flytte, men huset vækker minder i hende, hun ikke vil af med.

”Ja, jeg skal nok lade vær med at gøre det i fremtiden,” mumler Eliza, der er lige så berørt over situationen som ham.

”Og du vil fortælle mig, hvordan du havnede i den sø,” siger Austin, der ignorerer Eliza og afventer i stedet et svar. Han rykker tålmodigt rundt på stolen, og Eliza opgiver at vente længe nok til han opgiver.

”Jeg sad ude ved badebroen og faldt uheldig i vandet, da jeg blev forskrækket af en fugl,” lyver Eliza og kigger ham direkte ind i øjnene. Hun er nervøs for at løgnen ikke godkendes, men da Austin læner sig tilbage i stolen og nikker anerkendende, ånder hun lettet op.

”Du går aldrig ud om natten igen,” mumler han kort for hovedet, som om han glemmer alt om Eliza. Han rynker en gang i mellem brynene og bekymrede rynker fjerner sig ikke fra hans pande, da han igen vender tilbage til verden. ”Informer mig, hvis der sker noget.”

Med de ord rejser han sig og forsvinder op ad trapperne. Eliza sidder forvirret tilbage med hovedet fuldt af tanker, der kører rundt i hendes hoved. Hun rejser sig forsigtigt op og hopper op på sit værelse, for at sætte sig foran computeren og logge på Facebook, der allerede pynter sig med Elizas skræmte ansigtsudtryk, og hun læser de onde kommentarer.

Sikke en kylling. Jeg ved, hvad jeg skal synge til hendes bryllup … vent, hun bliver aldrig gift.

Gid hun drukner – hun fortjener det.

WTF … sikke et ansigt. Hun er god til halloween, hun skræmmer alle børn væk, ha ha.

Hun genlæser tyve beskeder igen og igen, før trætheden trækker i hende, og hun lader sig glide ind under dynen og krammer sig selv, da hun opdager tårerne, der glider ned ad hendes kinder, for at gøre hendes dag endnu værre. Først søen og nu har hun ingen chance for at blive gift – en af de ting hun altid har drømt om. Kan hun nogensinde blive lykkelig?   

                                                                             ***

”Hav en god dag,” smiler Austin anstrengende og parker bilen ved siden af en Mercedes Benz med halvtag, der er rullet op. Eliza, der ellers kendte de fleste af sine mobbers biler, havde aldrig set den før, og det skulle ikke undrer hende, at Jennifer har fået en ny bil.

Eliza skuler misundeligt til bilen, før hun åbner døren og hopper ud uden at give den dyre bil en ridse, selvom lysten til det står skrevet i hendes pande.

”Det skal jeg nok,” lyver Eliza og river sin taske ud for bagsædet og svinger den om ryggen. ”Henter du mig igen, eller skal jeg gå hjem?”

”Det ved jeg ikke, men jeg ringer senere, okay,” svarer Austin og ruller ud for parkeringsbåsen og videre ud af parkeringspladsen. Eliza ser skuffet efter ham, for at indse at han sikkert har for travlt til at hente hende igen. Hun skubber tasken længere op på ryggen, vender om og sætter kursen mod indgangen til skolen.

Hun holder blikket nede og bøjet nakke, hver gang én placerer hende, og hun spekulerer ikke hvor hun går, før en massiv genstand for hovedet til at dunke, og kulden for fliserne glider ind under hendes bluse.

Latteren bryder løs omkring hende og et par stykker tager et billede, og Eliza er parat som endnu et ”Facebook hit”.

Eliza tager sig til hovedet, da hovedpinen melder sin ankomst, og hun kniber øjnene sammen for at holde tårerne tilbage. Smerten er uudholdelig, men alligevel rejser hun sig og smutter ind ad døren, for slippe for de hårde blikke, der hurtigt bliver af støttet af nogle nye.  

Den lange gang virker hård for Eliza, men hun tvinger fødderne i gang og spejder efter sit klasseværelse. Da hun endelig når til sit klasseværelse, er hendes skulder helt ømme, efter at blevet skubbet ind i vægge.

Eliza tager sig til skulderen, før hun svinger skoletasken om stolen og lader sig dumpe ned. Hun fjerner et tot hår fra ansigtet og finder en bog frem, der viser en ulykkelig pige, hun forstår ganske godt. At være hende er ikke lige nemt, hvis det overhovedet er nemt. Hun er blevet mobbet siden tredje klasse, og hun ser intet lys i den nærliggende fremtid.

Hun bladrer over på første side, før en høj stemme ødelægger hendes forsøg på at smutte fra omverden og lever sig ind i et nyt liv, der er bedre end hendes selvs. Eliza klapper irriteret bogen sammen, skubber den til siden og kigger op, for at møde hendes lærers strenge blik, der gennemborer hende.

”Kan jeg få jeres opmærksomhed,” kvækker fru. Jones og spejder ud over klassen, der kigger op på den brede kvinde og de hårde øjne. Det røde hår sidder som selvvanelig i den stramme knold, og Eliza lader blikket glide hen over tavlen for at finde grunden til forstyrrelsen, men i stedet for at se en lap papir, står en velkendt dreng, hun håbede på hun ikke skulle se igen.

Det sorte hår, der havde siddet klæbet fast om hans dråbeformede ansigt, sidder i en moderne frisure, der får de andre drenge til at virke plat. De gyldne øjne glider ud over klasseværelset, og Eliza krymper sig sammen bag sin bog, for at undgå at føle sig mere flov, end hun er i forvejen.

”Det gælder også dig, Eliza,” retter fru. Jones tvært og kigger hårdt over på Elizas krympende skikkelse. Hun kigger først væk, da Eliza skubber bogen væk og retter sig langsomt op, før hun møder drengens øjne, men kigger hurtigt væk igen.

”Det her er Samuel,” forklarer Jones nu hvor hun opdager Jennifers interesserede blik, der scanner hans muskuløse krop, han gemmer inde under den sorte T-shirt. Samuel smiler venligt til klassen og virker rolig over de nye omgivelser, at Eliza bliver helt jaloux. Hvordan kan han tage det med ro, når han ikke ved, hvor i hierarkiet, han står, men nu hvor Eliza tænker over det, er hans chancer store for at havne ved siden af Jennifer.

”Han kommer for en lille by, hvor alle kender alle, jeg vil derfor bede jer om at tage godt i mod ham, og vise ham rundt på skolen,” informerer Jones og ligger en venlig hånd om Samuels brede skulder. ”Du kan sætte dig ned ved siden af Eliza, dernede.”

Hvis Eliza havde haft kræfter nok til det, havde hun revet sit hår ud, men nu hvor alle blikke brænder hende i nakken, tørrer hun ikke gøre et forsøg. Det må vente til, hun kommer hjem.

Samuel, der har stået helt stille og kigget ud over klassen, trækker sin taske op på skulderne og baner sig i mellem de sultende piger, der ikke kan få blikket fra ham, og selv Eliza kan ikke lade vær med at betage hans blide bevægelser, da han sætter sig ned ved siden af hende.

Eliza lader det lyse hår glide ned over hendes skulder, så hun er sikker på, at han ikke kan se hendes ansigt.

                                                                        ***

Eliza sætter sig ned ved et rundt bord og trækker sin madpakke op, da hun ikke har råd til den lækker mad i kantinen. Hun sender skjulte blikke rundt i kantinen, før hun åbner sin madpakke og nyder at være alene, selvom det flere gange kunne være dejligt med en at snakke med, men Eliza havde vent sig til at være skolens outsider.

”Må jeg sidde her,” afbryder en stemme, Eliza kender alt for godt. Hun kigger tøvende op på Samuel, der roligt står overfor hende. Inden hun når at tænke over det, nikker hun, og hun er i tvivl om, det er af høflighed, eller om hun inderst inde, ville tale med nogen. ”Tak.”

Eliza sender ham et skjult blik, før hun mærker Jennifers hårde blik mod hendes nakke, og hun bøjer hovedet, for at undgå at føle sig mere truget, end hun gør. Hun trækker benene op til sig, som om hun beskytter hendes krop for flere slag.

”Er alt i orden,” spørger Samuel, der kigger hende over skulderne, for at flytte Jennifers blik, før han kigger over mod Eliza, der undgår hans blik. Hun vil ikke have flere slag på grund af ham.

”Jeg har det fint,” bider Eliza ham af og tvinger sig selv til at se ham i øjnene, og hun får svært ved at tage sit blik væk igen. ”Alt er som det plejer.” undtagen at jeg ikke har fået tæsk endnu, eller at der faktisk er nogen, der gider tale med mig, tænker Eliza uden at ødelægge hendes indadvendte mine.

”Hvad er der så i mellem dig og pigen derover,” påpeger Samuel, der læner sig over bordet. ”Og du skal ikke sige, at du ikke ved det, for jeg så godt, hvad hun gjorde mod dig i går.”

”Hvorfor snakker du overhovedet med mig,” vrisser Eliza, der bliver irriteret over hans spørgsmål. ”Kan du ikke bare hænge ud med den som din slags i stedet for outsideren.”

”Det kan jeg også godt, hvis det passer frøken.” med de ord rejser han sig, tager sin taske og forsvinder for Elizas bord, for i stedet at slå sig ned ved siden af Jennifer, mens Eliza tvinger sig tilbage over sin mad.

”Du kan ikke andet, end at ødelægge det hæle for dig selv, luder,” håner Jodie idet hun går forbi og hælder resten af sit vand i håret på Eliza. Eliza gyser ved kontakten med vand, og hårene rejser sig, for at vise gåsehuden på hendes arme. ”Er tøsepigen bange for en kop vand.”

Jennifer, der har lyttet med ved bordet bag hende, bryder ud i latter, og Eliza skuler over mod bordet, hvor Samuel har bøjet sig over bordet. Eliza tager blikket til sig, for at minde sig om, han er blevet som dem. Ond og kold. Hun glæder sig ikke til kristendomstimen efter frikvarteret.

Eliza beslutter sig for at få noget frisk luft, og hun ignorerer de hårde blikke mod hendes nakke, da hun forsvinder ud bag glasdøren og videre forbi den anden. Selvom hendes liv er et helvede, skinner solen, og det gør det ikke bedre, at hun ikke kan se, hvor hun går, men hun undgår alligevel en flok elever, der skubber hende til side til side, at hun føler sig i en ustabil båd.

Men hun forventede ikke andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...