Under vingerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 14 aug. 2014
  • Status: Igang
Da han startede i hendes klasse ændrede alt sig. Hun troede ikke hendes liv kunne blive værre, og hun reagerede ikke hurtigt nok - det får hun lov til at bøde for. Hendes liv kan forblive hårdt, men hvis hun kæmper, kan hun redde sig selv og den verden, der havde været ond mod hende. Men man kan ikke gøre noget alene. Man må have hjælp. Hjælp af en der allerede har hjulpet hende, og har lagt hende under sine vinger, når ingen andre kan. Hun må træffe valg, hun kunne have undgået. *konkurrencebidrag - valgmulighed 3*

18Likes
35Kommentarer
896Visninger
AA

2. 1. "Ude hvor man ikke kan bunde."

”Eliza,” kvækker en livlig stemme bag hende, og hun snurrer nysgerrig rundt, for at se en drengs brede skulder og det krøllede hår, der får hende til at ligne en katten lige har slæbt ind. I forhold til hende, er han høj og robust, og selvom hans muskler er faldet sammen i årets løb, ligner han sig selv. I stedet for at være høj og har pjusket brunt hår som ham, er hun lille og spinkel med langt, lyst hår. Hendes smalle ansigt med de bløde burer omkring kæben, gjorde hende mere feminin end hendes brors skarpe hjørner.

”Hmm,” mumler Eliza og vender sig væk fra puderet, der skjuler hendes skadede øje. Hun samler sit hår i nakken, før hun møder Austins beroligende blik, men hun ignorerer den falske følelse af tryghed. ”Hvad vil du?”

”Vi skal spise,” smiler Austin og sender en hånd igennem sit hår, så krøllerne folder sig sammen, mens han scanner Elizas ansigt for eventuelle skader, men da han ikke finder noget an rent hud, forsvinder han ud ad af døren. Eliza, der har holder vejret, tømmer lungerne for luft, før hun følger sin brors eksempel.

Hun hopper tøvende ned ad trappen og vandrer ind i spisestuen, hvor et maleri hænger skævt og det lyse træbord er fyldt med hendes livret, at hun næsten for ondt i maven ved synet. Austin måtte arbejde flere timer i skræk og været oppe næsten hele natten, for at få råd til retten og ilden i komfuret. Eliza får det helt dårligt, da hun sætter sig foran sin bror, der øser en portion ned i hendes dybe tallerken.

Eliza prikker følsomt til skruerne i gryderetten, der dukker op hver gang, hun drukner den under det røde væske. Appetitten forsvinder, og hun tvinger sig til at skubbe en skrue op på skeen, men hver gang hun kigger på den, mister hun lysten til at spise den.

”Spis,” opfordrer Austin, før han skyller munden med vand og tager endnu en spaghettiskrue i munden. Eliza skuler acceptabelt til sin bror og propper maden i munden og smagen af paprika fylder hendes smagsløg. ”Jeg har lavet det så specielt til dig.”

”Hvorfor er du så uselvisk,” brummer Eliza og kører skeen rundt i suppen, efter at have sunket skruen. Hun kigger op, for at opdage Austins flakkende smil, og hun fortryder hurtigt, hun havde åbnet sin mund. I stedet for at glo på hans smil, kigger hun ud af vinduet, der former den matte mørke, mens månen genspejler sig i søens mærke dyb.

”Jeg tænker bare på min søster, hvis det ikke gør noget,” grynter han til svar og fanger opfordrende Elizas blik. ”Spis din mad, Eliza, det går ikke du har noget energi til i morgen.”

”Jeg er ikke sulten,” mukker hun, før hun skærer en skrue over med sin ske. Irritationerne over livet går ud over pastaskruerne, der en efter en bliver skæret over af skeen.

”Du skal spise din mad, ikke halshugge dem,” skænder Austin og banker hånden ned i bordet, før han stikker skeen ned i tallerken. Han knytter hænderne og kigger skrapt ind i hendes øjne, for at indse hun ikke havde lyst til at diskuter. ”Jeg har arbejdet så hårdt, for du kunne få din livret.”

”Undskyld,” sukker Eliza, der opdager hendes opførsel, og hun roder rundt i suppen, før hun skubber en halv skrue op på skeen, der hurtigt bliver efterfulgt af en makker. Håret falder ned i ansigtet på hende, så hun knap kan se ud ad øjnene og hun skubber håret om bag øret igen.

”Det’ okay,” beroliger Austin, mens han bøjer sig over bordet og stryger hende over håret. Eliza tager de rolige ord til sig, men ubrugeligheden rammer hårdt i hendes hjerte, at det næsten gør ondt. Hun blinker hurtigt et par gange, før hun spiser op og skubber tallerken til side. De sidder lidt i tavshed til Austin beslutter sig for at bryde tavsheden.

”Hvordan går det med skolen?” spørger han og triller tommelfinger, mens han betager Elizas blide hudfarve, der fremhæver hendes blå øjne. ”Altså karakter, undervisningen, de andre for klassen også videre,” tilføjer han, da han ser Elizas uforstående blik, der gennemsøger bordet for rednings muligheder.

”Åh …” tænker Eliza og klør sig nervøst i håret, før hun skuler ned i tallerken. ”Altså … åh … jeg.”

”Hvad er der?” kvækker Austin, og Eliza tager blikket fra tallerken, for at stirrer ud i mørket i stedet.

”Fint,” lyver Eliza og vender blikket mod Austin, der kigger interesseret på hende, og hun knækker nervøst finger, før hun flytter opmærksomheden tilbage på mørket. Hun trækker hænderne til sig, så Austin ikke får mistanke om nervøsiteten i hendes krop, men han fokuser mere på hendes øje, der var blevet mørbanket tidligere i dag.

”Lektierne bliver lavet, og de andre elever er søde mod mig,” fortæller Eliza uden at tage koncentrationen fra skålen eller skeen.

”Okay,” sukker Austin træt og rykker væk fra bordet med en skrabende lyd, der får Eliza til at tage sig for ørerne. ”Jeg tager opvasken.”

Austin rejser sig, før han tager de to tallerkener og forsvinder ud mod køkkenet, mens Eliza forbliver på sin plads og leger med sin gamle telefon. Hun slæber rundt for flere års gamle model, mens Jennifer og hendes slæng blærer sig med deres Iphone’.

Eliza rejser sig efter nogle minutter, før hun lister forbi køkkenet og videre ind i hallen, der ligger i mørke, men hun finder alligevel sin jakke og sniger sig ud ad døren. Eliza er ikke spor nervøs, da hun træder udenfor og fylder lungerne med frisk luft. Hun lukker øjnene et øjeblik for at nyde stilheden og den friske luft mod hendes hoved.

Da hun har stået i et par minutter, går hun ud af huset betryggende rammer, og i stedet ud i villakvarteret, der er badet i et hæsligt mærke, for at skræmme personerne, der våger sig der ud.

Eliza slår armene om sig selv for at skærme sig mod mørkets frygteløse tilstand. Hun vandrer forsigtigt forbi kvarters villaer, der får hende til at føle sig sårbar. Måske var det ikke så god ide af lige vel. Men nu hvor hun står der ude, fortryder hun ikke sit valg.

”Jeg skal bare lidt væk for velkendtheden,” fortæller Eliza sig selv og drejer ud mod hovedvejen, der er skrumpet ind i tidernes løb, og ingen biler er på vejen, da hun når der ud. Hun kigger sig forsigtigt for, før hun sætter den ene fod foran den anden, mens vinden roder rundt i hendes hår, som om der stod leg med mit hår på ryggen på hende.

”Bare tag det roligt, Austin opdager det sikkert ikke,” forsætter Eliza med at beroliger sig selv, mens hun drejer ind ad et skjult fortov, der fører hende ind i den nærliggende skov. ”Men han flipper ud, hvis han finder ud af det.”

Hun forsætter ind på en plads, der er omringet af træer, og søen i midten genspejler månens skin. Eliza sætter sig tæt på bredden, før hun lukker øjnene og lytter til stilheden omkring hende og fuglenes lavmælte syngen, der får oprigtigheden væk for Elizas sjæl.

Hun åbner hurtigt øjnene igen, før hun bøjer sig ud over søvandet og betager sit ansigt, der ikke andet er en tom kerne. De blå øjne er slukket for det lys, der bliver tvunget frem i dem, for at holde facaden oprigtig og øge chancen for at snyde Austin.

Huden på hendes ansigt er rå og uklar i vandet, og Eliza er ikke i tvivl om, hvem hendes sande jeg er.

                                                                        ***

”Se hvem vi har,” griner Jennifer og skubber Eliza i brystkassen, at hun ryger bag ud, og hun vakler usikkert rundt på benene for at forhindre at falde i søens mørke dyb. Hvis der er noget hun ikke vil fortælle er det, hun ikke kan svømme.

”Det er jo, luderen,” grynter Jodie med og strækker sine stankelben ud, før Eliza vælter bag ud. Hun gisper, da hun mærker det kolde vand mod sin bluse, der klammer sig ind til hendes krop, som om den er lige så bange får vand som hende. Hun plasker hjælpeløst rundt og prøver at holde hovedet over vande.

”Nå, kan man ikke svømme,” håner Jennifer og trækker telefonen op, for at tage et billede og sende det til alle på skolen. Blitzen skærer i øjnene, og Eliza kniber øjnene sammen, mens Jodie, Jennifer og Mary betager hendes ynkelige skikkelse kæmpe for at overleve.

”Se lige det ansigt,” siger Mary og efterligner hendes skræmte ansigt, før de bryder ud i latter. Tårerne, der triller ned ad Elizas kinder, falder sammen med vandet for søen.

”Jeg vil væde med hun ikke holder to minutter mere,” grynter Jodie og slår sit brune hår bag øret, før hun kigger opfordrende over på sine kumpaner.

”Det er ikke nok,” ruller Jennifer med øjnene og tjekker sine seneste beskeder. Eliza gisper, da hun bliver trukket ned undervandet, at hun knap hører, hvad Jennifor siger. ”Jeg tror mest på tredive sekunder.”

”Hvorfor er i sådan ude efter mig,” hoster Eliza, der kæmper sig op over overfladen igen, men søens greb er stærk, og hun får flere dukkerter, før hun atter kæmper sig op.

”Fordi du fortjener det,” smiler Jennifer og sætter sig ned på badebroen, før hun ligger en hånd på Elizas hoved og holder hendes hoved under vandet. ”Lad os se, hvor langtid, du kan holde vejret.”

Eliza griber fast om Jennifers håndled og prøver at trække sig op, men hendes kræfter slider langsomt om, mens luften hurtigt forsvinder for lungerne. Tænk at en sølle gåtur, skal blive hendes død.

Hun slår med begge hænder, da der ikke er mere ilt tilbage, og hun synker langsomt ned mod bunden. Hun blinker træt med øjnene og pigernes stemmer forsvinder for hendes hoved. Mørket klamrer sig til hende, som om det er lige så bange for hende, som hun er for det. Hvorfor tog hun ikke svømmeundervisning, da hun havde chancen?

Eliza lukker øjnene og mærker bevidstheden slippe hendes krop, mens en svag skikkelse glider sammen med vandet. Hun når ikke at reager, før skikkelsen vikler sig om hende, og trækker hende overvande. Eliza klynger sig til skikkelsen og lader den slæbe hende mod land. Hun tørrer ikke åbne øjne i frygt for, hvad hun ser.

Eliza åbner først øjnene, da hun mærker græsset mod hendes ryg, og en guddommelig stemme siger:

”Er du okay.”

”Hvad tror du,” hoster Eliza og sætter sig op. Eliza, der er rystet efter oplevelsen, klynger armene om sig selv for at få varmen. ”Jeg var ved at blive druknet.”

”Rolig nu,” beroliger stemmen, og Eliza kigger første gang over på skikkelsen, der sidder overfor hende. Det overrasker hende, at det er en dreng. Hans sorte hår klæber sig fast til hans dråbeformede ansigt, og former hans runde hjørner, mens hans gyldne øjne virker rolige men alligevel hemmelighedsfulde. Eliza tillader sig selv at kigge på hans overkrop. Musklerne er tydelige under hans gennemblødte T-shirt og det gør det ikke bedre, at den er gennemsigtig.

”Jeg er bare en smule rystet,” mumler Eliza og trækker benene op til sig, for at opvarme sin kolde krop.

”Det er første gang og sidste gang, det sker,” smiler drengen og fjerner håret fra hans øjne. Eliza bider et suk i sig, og ønsker det var sådan.

”Det håber jeg.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...