Forrådt af eget kød og blod.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2014
  • Status: Igang
En historie om hvordan en familie kan falde fra hinanden. Forræderi, sorg, glæde m.m. Gennem historien vil der blive skiftet lidt mellem nutid, datid, forfatter og personernes synsvinkel. For at gøre det lettere for jer, så vil der ikke stå noget i toppen, hvis det bliver set fra forfatterens synsvinkel. Hvis det bliver set fra en persons synsvinkel, så vil der stå et navn. Nutid og datid må I som sådan selv regne ud. Ris og ros!

0Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

5. Morgen-plagen.

Forfatterens vinkel / Min vinkel.

 

Traskende i gummistøvler over det våde græs, gik jeg min daglige morgentur. Mens min krop rystede, forsøgte min lunkne ånde at støde den iskolde oktober-blæst væk, men forgæves. Den kom hele tiden igen og bed fat i min hud, borede sig ind i den. Jeg mindedes sommeren og den varme, lune luft og de lange gåture.  Da strejfede mine tanker, da Camilla var på besøg hos mig, en uge inden vi skulle ned til hende igen. Klart og tydeligt stod det på min lystavle... Vores fælles tur på havnen en aften. Alene. For at fange krabber.
Vi sad på broen og snakkede løst og fast, indtil hun kom på emnet: Byfest.
Hun så ned i ned havets blide bølger.

- Maja, jeg er nervøs. For byfesten altså.. DE kommer. DE vil forfølge mig hele aftenen.. Jeg kommer altså nok til at skjule mig i nærheden af min mor og Anders...
Da tog jeg om hende og holdte hende tæt, men hun skubbede mig drillende væk.
- Stop Maja, du får mig bare til at græde...
Hun smilede skævt til mig og kiggede mig kort i øjnene, inden blikket blev flyttet ned på vandet igen. Blot nussede jeg hende på ryggen i stedet. Hun fortalte videre.
- Camilla, tror du ikke, at jeg forstår dig? Men alt i alt er jeg jo med, jeg vil gerne lægge et par stykker ned, hvis det skulle være! Du kender mig! Jeg vil ta' patroner for dig!
- Maja, de kommer efter mig uanset hvad. Det ved jeg bare. Jeg ved det...

Kan klart huske den følelse af, at jeg ikke var til nogen nytte. Ligesom den dag hun skrev de ting til mig.
Flashbacket forsvandt, og jeg fantaserede i stedet. Jeg så os igen, på broen. I stedet for at trøste hende, så placerede jeg mine hænder på hendes ryg. Og skubbede til. Da følte jeg ikke, at hun fortjente andet, efter at hun havde stukket mig sådan i ryggen. Hun druknede. Det gik hurtigt op for mig, og jeg rejste mig op og løb væk. Jeg skubbede det hele til siden og gik til. At tro, at jeg kunne løbe fra både tankerne og kulden på en gang, men ikke kunne hærgede mig...
Min lærerinde vinkede godmorgen til mig.
- Værelse 21. Mumlede jeg og hun nikkede til mig. Videre hen ad græsset og op ad den lille skråning. Snart var jeg inde. Inde i varmen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...