My Guardian Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
Shane er en engel, som blev send til jorden sammen med hans far, på en vigtig mission. Men da noget går galt og Shanes far mister livet, må Shane tage over missionen. Men efter syv år, på jagt efter en djævel som ikke kan spores. Møder Shane pigen Luna som han hurtigt bliver tiltrukket af. Hvilket er en stor fejl, eftersom det kan betyde stor farer, for både ham og Luna. For får djævlen først fat i nogen som en engel bekymrer sig om, bliver de til et let ofre for døden. Dette er mit bidrag til Halo-konkurrencen :)

5Likes
1Kommentarer
318Visninger
AA

3. Kapitel 3

7 år senere

Shane sad på en bænk, med udsigt til havet. Det blæste voldsomt, så der var godt gang i bølgerne. Men selvom det blæste, skinnede solen stadig varmt over himlen.

Havet havde sådan en smuk farve i solskinnet. Især når der var gang i bølgerne. Det skiftede hele tiden fra mørkeblå, til den almindelige himmelblå, til en lyseblå også helt ude i spidsen af bølgen, var den helt hvid af skum.

"Jeg kommer snart hjem igen." lovede han stille ud i luften.

Han vidste godt, at han ikke ville komme hjem, før han havde klaret sin fars mission. Det var grunden til at han var her. Eller nej, det var grunden til hans far var her.

Hans far havde været en beskytter. En beskytter i englenes verden, var en som blev send til jorden, for at dræbe de djævle, som blev send til jorden for at få menneskerne til at gøre forfærdelige ting.

For eksempel selvmord, at dræbe, hævn og/eller bare generelt dødsynder.

Det var hans fars mission at dræbe en bestemt djævel, før den gjorde nogen skade mod nogle uskyldige mennesker.

I de sidste par år, havde den eller rettere han været meget stille og roligt nok. Men det var kun et spørgsmål om tid, før der ville ske noget. Kun et spørgsmål om tid, før Shane ville komme hjem igen.

En lidt stille men dog varm vind blæste forbi ham. Et kærligt svar på hans løfte. Han var savnet, det kunne han mærke i vinden. Hans familie savnede ham.

Det var sjældent han hørte fra dem. Og når han gjorde, var det mest som trøst eller som en kærlig hilsen.

Shanes tanker blev afbrudt af en summen af fnisende og leende piger. Det var ikke nogen positiv latter. Den var mere ondskabsfuld.

Shane rettede blikket hen mod kanten af havnen, længere nede. En gruppe (på fire) af blonde piger var i færd med at skubbe en pige med langt mørkebrunt hår, ned mod havnen. De ville skubbe hende i vandet, så snart de var noget derned.

Pigen med det brune hår råbte og skreg, men ingen ville kunne høre, ikke når vinden var så kraftig som den var i dag. Tårerne løb ned af pigens kinder.

"Giv slip på mig!" råbte pige hjælpeløst "Lad mig være! Hjælp!"

Hjælp. Ordet gentog sig flere gange i Shanes hoved. Han fik lysten til vende sig om, for at gå sin vej. Lade som om at han ikke havde været til stede. Undgå at få nogen form for kontakt til nogen.

For fik han kontakt til nogen, som han begyndte at se som venner, som familie eller det værste, at blive forelsket, kunne det både koste ham og de uskyldige livet.

Det var allerede slemt nok for Helene og Henrik. Godt nok var det end til videre var der meget stille og fredeligt. Men den fredelige tid, kunne hurtigt vende.

Shane rejste sig op, men hans blik var fanget til hjælpeløse pige. Han mærkede en indre smerte, som gnavende sig igennem hans krop og han begyndte, at få det meget dårligt med sig selv. Skyldfølelsen, det var hvad det var.

Hvorfor skulle man også få sådanne følelser? Hvorfor? De gav ikke andet end problemer. Tænkte Shane.

Du må ikke hjælpe hende. Det ville ødelægge alt. Du pålægger dig et kæmpe ansvar. Du kan risikere ikke at komme hjem igen. Du må ikke. Du. Må. Ikke!

Men ... han kunne ikke. Lige meget, hvor meget han havde lyst til at vende sig om, gå sin vej og lade som om det aldrig var sket. Så ... så kunne han ikke.

Shane sukkede opgivende og skyldte sig at en anden vej derned. Så det ikke ville se ud som om han havde set dem, men bare var en tilfældig person der gik forbi.

 

En blondine med håret sat op i en høj hestehale skubbede hård til pigen, så hun faldt ned på den hårde asfalt.

Blondine gik hen mod pigen og det skulle til at sparke hende i maven, da ...

"Undskyld mig?" sagde Shane høfligt.

Blondine stod med det ene ben oppe i luften, men satte det hurtigt ned ved synet af Shane. Alle de fire blondine så på ham med store øjne. Ingen af dem havde hverken hørt eller set ham komme.

"Er alt som det skal være?" spurgte han da ingen rigtig sagde noget.

Hans stemme var både høflig, formel og også overraskende rolig. Selvom blodet poppede voldsomt hurtigt rundt i hans krop.

Det her er en kæmpe fejl. Få det nu overstået, og så snart de piger er væk, går du. Lad hende klare sig selv, du går din vej!

En anden blondine med håret sat op i en knol åbnede munden for at sige noget, da blondinen med hestehalen afbrød hende.

"Ja, øh vi var bare ved at Luna her," sagde hun med en lidt for fin stemme, som om hun prøvede at virke fin og rig "Vi så hende falde, så vi tænkte at vi hellere måtte hjælpe hende."

En tredje pige med håret der havde ladt håret hænge, gik hen til Sophie og hjalp hende op.

"Kom piger," sagde pigen med hestehalen "vi må heller gå nu."

Der var ikke så meget tvivl om, hvem der var bidronningen. Det forklarede også, hvorfor de andre havde farvet deres hår blondt.

Pigerne vende sig om og gik. De vidste godt at ingen brød sig rigtig om mobning, men de gjorde det alligevel. Gjorde det, fordi de selv havde det dårligt. Fordi de ikke kunne klare at pigen med det brune hår, også kaldet Luna, havde det bedre end dem. 

Shane i et kort øjeblik, han skulle lige være sikker på, at de ikke ville komme tilbage. Men da hen vende sig om og var lige ved at gå, hørte han den svage lyd af et par klappende tænder.

Hun frøs. Hun havde brug for hjælp. Nej, du hjælper hende ikke! Du har allerede hjulpet hende nok. Gå nu, gå! Du skal bare lade som ingen ting, også skal det hele nok gå.

Men lige meget hvor meget Shane havde lyst til, at vende sig om og gå sin vej, så ... kunne han ikke.

Han sukkede opgivende og vende sig mod pige. Det var først nu, han rent faktisk lagde mærke til, at hun ingen jakke havde på. Ikke underligt at hun frøs.

Måske havde en af de andre pige stjålet den, eller smidt den ud.

"Er du okay?" spurgte han forsigtigt.

Det her, er den dummeste idé du nogensinde har fået. Du skulle bare have blandet dig udenom fra starten.

Hun så forsigtig op på Shane. Hun så ham ikke i øjnene, men det gjorde Shane. Eller nej, han studerede hende nok mere.

Hendes øjne var helt himmelblå, som var dækket af lange mørkebrune øjenvipper. Hendes øjenbryn  var også mørkebrune og havde fylde. De var ikke ligeså tynde som nogle af de andre pigers øjenbryn havde været.

Hendes hår var mørkebrunt med et varm skær. Hun havde en normal hudfarve, som var helt ren og blank. Hun havde en lidt lyserød farve ved kinderne og over næsen. Hendes læber passede næsten huden, men de havde lidt lyserød over sig.

Hun var jo enlig meget smuk.

"N-ne-nej." sagde hun svagt.

Hendes tænder klapperede så meget, at hun næsten ikke kunne tale. 

Hvad skal jeg før at varme hende? Lagde armene... nej glem det, det ville kun gøre det værre. Måske dele min jakke eller... jeg giver hende jakken, det er hvad jeg gør. Undgå så meget nærkontakt så muligt.

Shane tog jakke af og rakte den til Luna. Hun kiggede forvirret på den, som vidste hun ikke, hvad hun skulle stille op med den. Men efter lidt tid og en iskold vind blæste forbi, tog hun jakke og tog den på.

Jakken var alt for stor til hende. Hun var meget spinkel, ja i hverfald i forhold til Shane. Ellers var hun faktisk høj. Høj og tynd. Men alligevel ikke for tynd, for hun havde former.

"T-tak." sagde hun svagt.

Shane smilede venligt til hende. Han vidste ikke rigtig, om det var fordi han havde hjulpet en, eller fordi personen var en meget smuk pige.

"Det manglede bare." sagde han høfligt.

Tavshed. Ingen af dem vidste rigtig, hvad de skulle sige. Shane bed sig selv i underlæben.

Sig noget til hende. Det her er pinligt. Det er ligesom om du bare venter på at få din jakke tilbage, når hun har fået varmen. Sig noget, hvad som helst!

"Øhm..."

Mere kom der ikke ud af hans mund. Luna så forsigtig op på ham. 

Sig nu noget. Kom nu. Hvad er der galt med dig? Du plejer ikke blive nervøs overfor en pige.

"Kan jeg byde dig på en kop kakao, eller noget?" spurgte han usikkert.

Det var måske ikke den bedste idé, men pigebarnet frøs og hvad ellers kan give en god varme, som en kop kakao.

Luna så overrasket på ham. Det kom helt bag på hende. Shane fremtvang et lille smil på læber, i håb om at det ville hjælpe lidt.

"Så du får varmen." forklarede han så det ikke ville blive misforstået.

Luna tænkte længe over det. Hun var ikke helt sikker. Men da Shane lagde armene om sig, for at varme sig selv. Nikkede hun. Hun ville ikke have at han kom til at fryse, på grund af hende.

 

Luna kendte en café eller nok mere en kaffebar i Salling, som hed Starbucks, hvor man både kunne købe kakao og kaffe.

Shane havde ikke været så meget rundt i Aalborg, også selvom han havde boet ved Helene og Henrik i næsten otte år nu. Så havde han stadig ikke lige fået taget sig tid til at se byen.

Tøj, købte han for det meste i Storcenteret, når Helene var ude at handle. Og når han var i byen med Helene eller Henrik, lagde han aldrig mærke til sine omgivelser.

Det bedste han faktisk kunne gøre, både for at beskytte ham selv og alle andre, var ved at have så lidt kontakt til omverden så muligt.

Det var ikke fordi han selv ønskede det. Faktisk hade han det lidt. Det at gå alene, se en gruppe venner sammen, se et kærestepar sammen. Bare generalt at se mennesker sammen med mennesker.

Hjemme i himlen havde han mange venner. Men det var også i himlen. Han var på jorden, alene.

"Mange tak for kakaoen." sagde Luna stille.

Shane så hen på hende, hun havde afbrudt hans tankegang. Men hun så ikke på ham, hun så ned på kakaoen som lige nu varmede hendes kolde hænder.

"Det var så lidt." sagde han.

Tavshed. Hun var ikke den mest snaksalige. Shane afbrød tavsheden.

"Det var Luna du hed, ik´?" spurgte Shane usikkert.

Luna så op på ham. De så hinanden i øjnene for første gang. De sad begge to som limet til hinandens blik. Og det blev Shane som løsrev sig først, ved at se ned på hans.

Du har lige begået den største fejl i dit liv. Du skulle bare have holdt dig væk!

"Jo." sagde hun stille.

Igen tavshed. Hey, måske var det enlig meget godt. For talte de ikke så meget sammen, ville han aldrig lære hende godt at kende. Og han ville helt sikkert ikke få et venskab til hende.

Det her skulle nok gå den rigtige vej, bare bevar tavsheden, ligemeget hvor pinlig den var.

"Du må..." begyndte hun.

Shane så op på hende, af ren høflighed selvfølgelig. For ellers havde han mere lyst til bare at gå sin vej.

"Du må undskylde, hvis... at jeg ikke siger så ... så meget." forklarede hun stille.

"Det helt okay." sagde Shane mild "Jeg mener efter hvad du har været igennem, så forstår jeg godt at du er stille."

Et svag smil kom frem på hendes læber, et meget respektfuldt men også taknemlig smil.

"Altså det er ikke fordi ... fordi øh jeg ikke vil takke dig, for ... for det du gjorde." undskyldte hun.

Shane rystede på hoved og svarede "Det... havde jeg heller ikke troet."

Smilet blev lidt bedre. Hun fik en lidt lyserød farve hen over næseryggen og kinderne, det fik hendes ansigt til at lyse lidt op.

Rødmede hun? Eller fik hendes ansigt den farve, når hun var glad? Tænkte Shane.

Han kunne ikke lade være med at betrække hende, især ikke når hendes ansigt skiftede farve. Han havde aldrig set det ske før. Hverken her på jorden, eller hjemme i himlen.

Hun så ned på kakaoen igen, mens hendes kinder fik endnu mere farve.

Shane kunne høre at hendes hjerteslag blev hurtigere. Hun tog en tår af kakao og kiggede så derefter ud af vinduet.

Det var begyndte at regne. Man kunne høre regndråberne som bankede på vinduet.

"Det lyder måske som et dumt spørgsmål," begyndte Luna stille "men kan jeg låne din mobil?"

Shane så forvirret hen på hende.

"Jeg har glemt min derhjemme." forklarede hun.

Shane tog sin HTC op af lommen og rakte Luna den. Luna tog meget forsigtig imod den.

Hun må virkelig have nogle grimme ar, siden hun hele tiden er så forsigtig. Ar som helt sikkert var kommet på grund af mobning.

Stakkels pige. Det var ikke nemt for hende at leve, når andre ødelagde livet for hende. Hun ville miste lysten til at forsøge. Miste lysten til at være. Lysten ... til at leve.

Hun ville før eller siden blive et let ofre for djævelen. Enden, ville hun tage hævn eller et eget liv. Det afhang af, hvor meget styrke... der var tilbage i hende. Om det var taget væk fra hende, eller det stadig gemte sig derinde.

Sådan en pige som hende, havde brug for et lys. Dette lys, kunne for eksempel godt være en ven... eller noget der mindede om. Som passede på hende.

En skam jeg er en engel. Hun virker ... som en meget sød pige. Men, måske... nej. Det ville både koste hende og ikke mindst mig problemer.

Luna tastende et nummer ind på telefonen og ringede.

"Mor?" sagde hun med lidt mere ro i stemmen "Øh ja hej, kan du øh hente mig. Jeg har øh mistet min jakke øh og..."

Moderen afbrød hende. Luna var meget den usikre og generte pige. Men hun var høflig og venlig.

Og Shane havde meget svært ved at tro, at sådan en smuk og sød pige, kunne blive behandlet på den måde.

"Okay tak." sagde hun "Øhm Salling."

Af en eller anden grund, fik Shane mere og mere lyst til at trække tiden ud. Han nød faktisk at være social. At sidde sammen med en person og have en stille og rolig samtale.

Eller også var det bare fordi han syntes Luna var pæn. Han var jo ikke gjort af sten. Han havde tanker og følelser ligesom menneskerne. Og ligesom menneskerne, kunne han ikke styre dem.

Han kunne godt lide at sidde her med Luna. Han syntes generalt bare godt om Luna. Hun var sød og venlig. Også var hun helt nede på jorden.

Det også var Shane helt vild med hendes ansigt. Altså ikke udseendesmæssigt selvom hun jo var en smuk pige, men det med at det skiftede farve. Han vidste ikke hvad det var, men han kunne godt lide det.

"Okay, øhm farvel." sagde hun og lagde på.

Shane så hen på Luna, hun rakte ham HTC'en igen. Han havde helt glemt at hun faktisk var her.

"Øhm mange tak for l-låne." sagde hun nervøst.

Hun var høflig. Hun var måske lidt genert, men hun var høflig. Og for sådan en som Shane havde det en stor betydning.

I englenes verden var alle høflige og hjælpsomme. Og var man ikke det, var man ikke en engel. Med andre ord, så var en engel en ren sjæl, som hjælp andre.

Shane tog imod HTC'en. Luna rejste sig forsigtig op og det samme gjorde Shane. Luna havde foldet hænderne forsigtig foran sig.

"Vil du have at jeg skal vente til din mor kommer?" tilbød han høfligt.

Luna tænkte lidt over det. På den en side ville hun være sikker på, at pigerne ikke overfaldt hende. Men på den anden side så var de nok gået for længst.

"Øh... øhm det behøves øh ik'." sagde hun usikkert.

Hun var ikke selv helt sikker på, om det var den rigtige beslutning, men hun holdt fast i sit svar.

Shane nikkede venligt. Luna rakte ham forsigtig hans jakke. Han havde faktisk glemt at hun havde den. Han tog imod den og tog den på.

Derefter smilede han kort til Luna, som smilede svagt tilbage, vende sig om og gik ud mod busstoppestedet udenfor i regnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...