My Guardian Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
Shane er en engel, som blev send til jorden sammen med hans far, på en vigtig mission. Men da noget går galt og Shanes far mister livet, må Shane tage over missionen. Men efter syv år, på jagt efter en djævel som ikke kan spores. Møder Shane pigen Luna som han hurtigt bliver tiltrukket af. Hvilket er en stor fejl, eftersom det kan betyde stor farer, for både ham og Luna. For får djævlen først fat i nogen som en engel bekymrer sig om, bliver de til et let ofre for døden. Dette er mit bidrag til Halo-konkurrencen :)

5Likes
1Kommentarer
321Visninger
AA

2. Kapitel 2

Vækkeuret ringede klokken seks om morgen. Helene åbnede træt og umættet sine øjne. Det føltes næsten som om hun ikke havde sovet.

Hun satte sig op i sengen, for at undgå at falde i søvn igen. Henrik sov stadig ved siden af hende. Han skulle først møde klokken ni, hvorimod Helene skulle møde klokken otte.

Normalt stod hun også først op klokken syv om morgen. Men efter alt det der var sket igår aftes, havde hun ikke haft tid til at komme i bad.

Plus så havde hun haft svært ved at sove den nat. Hun tænkte hele tiden på Shane. Hvad der mon var sket med ham. Hvor hans familie måtte være. Og hvad de to hvide vinger lavede på hans ryg.

En ting var da sikkert, han var ikke nogen almindelig dreng. Og troren på engle blev stærkere hos Helene.

Helene rejste sig op og gik stille skridt hen til skabet. Hun fandt sin hospitaluniform frem. Hun gik ud i gangen og lukkede døren til soveværelset forsigtigt efter sig.

Hun var lige ved at gå ned af trappen, da hun hørte en lille lyd, der kom indefra Julians værelse. Det lød som en hosten eller måske et nys.

Hun gik derhen uden den mindste form for tøven. Hun åbnede døren forsigtigt, for ikke at vække Shane, hvis nu han lå og sov.

Shane sad oprejst på sengen og kløede sine øjne. Han havde måske haft mareridt, tænkte Helene.

Hun overvejede at tænde for lyset, men det ville bare blinde ham. Så hun valgte derfor at lade døren stå åben, så der bare kom lidt lys ind på værelset.

Shane så meget træt op på Helene. Helene gik med forsigtige og stille skridt hen imod ham.

"Har du sovet godt?" spurgte hun usikkert.

Shane rystede stille på hoved. Han lignede en der slet ikke havde lukket et øje hele natten.

Helene satte sig ned på sengekanten ved siden af Shane.

"Har du haft mareridt?" spurgte Helene forsigtigt.

Shane nikkede og lagde sit hoved på Helenes skød, som var han hendes dreng. Hvilket overraskede Helene, meget.

Han havde næsten hele tiden været så stille og usikker, at det ville lyde som en umulighed at få tillid til ham. Men det fik hun nu.

Hende og Henrik vandt også ... lidt, af hans tillid igår. Men det var stadig væk lidt som om, han ikke var helt sikker på dem, endnu.

Helene lagde forsigtigt sin hånd på Shanes ryg og agede ham stille. Det beroligede ham. Også kunne han godt lide det, kunne Helene se.

Sådan sad de i noget tid. Helene så hen på digitaluret, henne ved natbordet ved siden af sengen. Hvis ikke hun gik i bad nu, ville hun komme for sent på arbejde.

Hun så ned på Shane, som vist nok var faldet i søvn igen. Han træk vejret meget dybt og stille. Det med at Helene havde været til stede, havde beroliget ham nok til at kunne sove.

Helene fik fat i hovedpuden, som lå i den anden ende af sengen og placerede den foran Shanes hoved.

Forsigtig som Helene nu kunne være, løftede hun Shanes hoved ned fra sit skød og lagde ham stille ned på hovedpuden. Derefter træk hun dynen over ham, så han ikke ville komme til at fryse.

Hun rejste sig stille op, og gik med stille, og dog lidt usikre skridt hen mod døren. Hvorefter hun lukkede den stille efter sig.

 

Badet gik hurtigt. Hvilket var meget godt, eftersom Helene var blevet lidt forsinket, efter at have være inde ved Shane.

Helene skyldte sig at tage sin hospitalsuniform på, satte det korte hår på sin plads og gik ud af badeværelses døren.

Helene følte at hun havde meget travlt, at hun ikke ville kunne nå at spise morgenmad, fordi hun måtte være meget sent på den.

Men da hun fik øje på uret over komfuret, opdagede hun, at hun ikke havde så travlt alligevel.

Helene åndede lettet ud og gik hen til køleskabet, hvor hun fandt noget skinke og ost, så hun kunne få lavet sig god toast til morgenmad.

Hun lavede to toast og satte dem over. Og idet de to toast var færdige, lød der fodtrin på trappen.

Shane gik stille ned af trappen. Han havde taget det samme tøj på, som det Helene havde fundet igår aftes. Minus den t-shirt som gik i stykker, der havde han taget en anden sort t-shirt på.

Hans vinger lå skjult under t-shirten, og han lignede faktisk en helt almindelig dreng nu. Hvis man altså så bort fra hans udseende, som måske var lidt for perfekt.

Helene tog de to toast ud på tallerken, satte tallerken på bordet og gik hen til Shane, som stod og kløede sit ene øje.

"Mareridt." mumlede han stille og usikkert.

Helene nikkede. Det var ikke så underligt, at han havde så let ved at få mareridt. Det som var sket igår, måtte have hjemsøgt hans drømme.

Der var ingen tvivl om, at han ikke forsøge at sove igen.

"Kom og få toast." sagde Helene og smilede svagt til ham, som opmuntring.

Shane nikkede svagt og fulgte med Helene ind i køkkenet.

Toasten spiste han med stor velbehag. Slet ingen tvivl om, at han kunne lide den. Det eller også var han bare rigtig sulten. Han havde heller ikke fået mad igår aftes.

Nå men Helene lavede i hverfald en toast til, til dem begge. Som Shane også spiste med stor velbehag. Derefter blev det hele skøllet ned med et stort glas mælk.

Shane så nu mæt og veltilfreds ud. Det var endda første gang Helene havde set ham smile. Hans smil var varmt og bred, så man kunne se hans helt hvide og lige tænder. Smilet fik hans øjne til at stråle af lykke.

Helene så hen på uret, hun skulle afsted lige om lidt. Hun rejste sig op og gik ud på badeværelset for at børste sine tænder.

Derefter gik hun ud i køkkenet igen, tog sin taske og sine bil nøgler. Gik ud i gangen tog sko på og sagde "Vi ses senere Shane."

Shane kom løbende ud til hende. Han så bange ud igen.

"Hvor skal du hen?" spurgte han stille og usikkert.

Helene så helt forbløffet ud. Hun ville nok aldrig vende sig til hans meget høflige, formale og utrolig venlig stemme. Den var virkelig behagelig at høre.

"På arbejde, men jeg kommer tilbage igen til eftermiddag." sagde hun beroligende.

Helene vende sig om, låste døren op, da Shane igen sagde noget.

"Må jeg komme med?" spurgte han stille.

Han lød selv usikker på spørgsmålet. Som var han ikke engang selv sikker på, at han ville få lov.

Helene vende sig om mod Shane. Han sende hende et meget bestemt og bedende blik, som mindede om en hundehvalps.

"Jeg ved ikke helt." sagde Helene usikkert.

"Jeg skal nok opfører mig pænt." sagde Shane og rettede ryggen.

Helene tænkte grundigt over det et kort øjeblik. Hun var ikke helt sikker på det, men på den anden side. Måske var der nogen på hospitalet, som kendte til Shane, eller hans forældre.

Helene nikkede og sagde "Okay så. Men må love mig ikke at vise nogen dine ..."

Ordet vinger sad i halsen på hende, som var det meget svært at sige.

Shane nikkede hurtigt, han vidste godt hvad Helene talte om.

"Bare rolig, der er ingen som får mine vinger at se."

Hans stemme lød så voksent og ansvarlig, at det næsten ikke var til at tro at han kun var ti. Men det var skam rigtig nok.

Helene skyldte sig op på loftet igen, fandt den gamle kasse med Julians gamle tøj. Og denne gang tog hun hele kassen med ned. Det kunne jo være at Shane blev i noget tid.

Hun fandt et par sorte sko, som passede perfekt til Shane.

Derefter gik de ud i bilen. Shane satte sig på forsædet, ved siden af Helene. Enlig ville Helene være mere tryk, hvis Shane satte sig bagved. Men hun glemte alt om det, da hun så hvad klokken var.

 

Helene mødte til tiden, som altid. Heldet var med hende i trafikken. Der havde ikke været så mange biler den dag, eller jo det havde der jo. Men der var næsten ingen biler, når hun skulle dreje.

Der var ingen opartioner i dag, ikke hvor Helene skulle være lægen i hverfald. Men der var stadig mange passager, som skulle både have mad og medicin.

Shane fik lov til at gå med rundt, eftersom der ikke var noget sted, hvor Helene kunne efterlade ham i løbet af dagen.

Eller jo faktisk var der venteværelserne, men Shane ville ikke sidde der. Han ville med Helene rundt til passagerne. Selvom Helene selv, ikke var særlig tryg ved det.

Mange af de passager hun skulle komme med mad til, var døende og nogle af dem børn.

Men lige meget hvad Helene sagde, ville Shane med.

Helene gik ind i elevatoren, Shane stod ved siden af hende. Han så ikke længere træt ud, mere frisk og glad.

Shane var meget rolig på hospitalet, mere rolig end han havde været hjemme ved Helene og Henrik. Som følte han sig hjemme her, eller noget der mindede om det.

De gik ud af elevatoren. Gik ned langs gangen end til de kom til en blå dør, der førte ind til medicinlageret.

"Shane du bliver nød til at venter her ude, okay?" sagde Helene med sin milde moderlige stemme.

Enlig var det lige meget om Shane svarede, for han måtte slet ikke komme derind.

Shane nikkede stille, som havde han forstået.

"Sat dig hen til venteværelset," sagde Helene "så henter jeg dig lige om lidt."

Shane gik hen til venteværelset, hvor han satte sig ved siden af en gammel mand. Han smilede til manden, som så meget trist ud. Men da manden så Shanes smil, kunne manden ikke selv lade være med at smile.

Gad vide om han ... nej, han måtte være i live. For ellers ville manden jo ikke kunne se ham, eller kunne han. Tænkte Helene.

 

Shane bragte mangen glæde til hospitalet. Han fik syge og endda også dødssyge mennesker, til at smile og være glade.

Han fik endda også en lille pige til at holde op med at græde, bare ved at smile til hende.

Altså Helene vidste godt, at Shane var speciel, at han var en engel. Men alligevel kunne hun ikke lade være med at være forbløffet, over at et enkelt smil, kunne forbedre en syg persons dag.

Men det mest forunderlige og mest uhyggelige skete, da de nåede til tredje sal.

Shane gik i det samme tempo som Helenes. De var på vej ind til den syge Felix ... som desværre ikke havde langt.

Felix var kun ti år, ligesom Shane. Men Felix var blevet fanget af kraften klør... i en alt for ung alder.

Og desværre måtte lægerne afklagere, at han ikke havde en chance.

Selvfølgelig ville der gå noget tid, før kraften ville vinde. Men ubesvarlige spørgsmål var bare ... hvornår og hvorlænge.

Helene forsøgte så vidt muligt, ikke at tænke på drengen. Hun havde så ondt af forældre, og ikke mindst drengen for den sags skyld.

Hun kunne ikke forstille sig, hvordan det måtte være, at miste et barn. Og da slet ikke i sådan en ung alder.

Helene satte farten lidt ned, da de nåede hen til det værelse Felix (midlertidigt) boede på. Han lå i sengen, koblet til alt muligt elektronik, som skulle både holde ham i live. Men der var også en lille chance for han ville overleve. En meget lille chance.

Hjertemaskinen talte hans hjerteslag, så man kunne høre det. Hans hjerteslag var meget svage i dag, faktisk var de svagere end de havde været i dagevis. Tiden var ved at rande ud.

Shane gik hen ved siden af Felix og kiggede undersøgende på ham. Nej faktisk, så det mere ud som om, at ... at han studerede ham.

Helene satte maden ved Felix. Felix sov stadig. Drengen sov mere og mere for hver dag der gik. Og for hver dag der gik, mistede han mere og mere lysten til at leve.

Han vil nok heller være i skole, være sammen med sine venner og spiller fodbold igen. Bare en sidste dreng. Stakkels dreng. Stakkels forældre. Jeg ville næsten ønske at man kunne ændre på det.

Idet hun havde tænkt tanken færdig, lagde Shane sin hånd meget forsigtig ovenpå Felixs. Helene sendte Shane et meget alvorligt blik, men dog alligevel forvirret på Shane.

Hvorfor gjorde han dog det? Hvad lavede han?

Men så skete det uventede, hjerteslagne blev hurtigere og mere kraftfulde. Der begyndte at komme mere farve i drengens blege ansigt. Og han begyndte mere og mere, at ligne et levende menneske, end en meget syg som var nær døden.

Helene stirrede mundlam på Shane. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre, hvad hun skulle sige eller hvad hun skulle tænke.

"Hvorfor?"

Ordet fløj ud af munden på hende. Hun tænkte næsten ikke over, hvad det var der skete.

"Fordi du ønskede det." forklarede Shane en smule forvirret "Du ville ønske du kunne ændre det, hvilket jeg gjorde."

Interessant. Enlig var det ikke det, man skulle forvente en voksen kvinde ville tænke, om en engel som lige havde healet en lille dreng. Men det var ikke kun det. Shane kunne læse hendes tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...