My Guardian Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
Shane er en engel, som blev send til jorden sammen med hans far, på en vigtig mission. Men da noget går galt og Shanes far mister livet, må Shane tage over missionen. Men efter syv år, på jagt efter en djævel som ikke kan spores. Møder Shane pigen Luna som han hurtigt bliver tiltrukket af. Hvilket er en stor fejl, eftersom det kan betyde stor farer, for både ham og Luna. For får djævlen først fat i nogen som en engel bekymrer sig om, bliver de til et let ofre for døden. Dette er mit bidrag til Halo-konkurrencen :)

5Likes
1Kommentarer
318Visninger
AA

1. Kapitel 1

Helene kørte ned ad den regnvåde landevej. Klokken var næsten kun seks om eftermiddagen. Og alligevel var der mørkt, som om det allerede var nat.

Regnen stillede ned og det stormede voldsomt udenfor.

Ingen tvivl om at Helene glædede sig til at komme hjem. Hjem til sin dejlig varme bruser. Hjem til en dejlig varm kop kaffe. Hun kunne næsten smage kaffen og mærke det varme vand fra bruseren.

Men i ikke mindst, glædede hun sig til at komme hjem til hendes dejlige Henrik. Som hun elskede så højt.

Mærkeligt. Radioen stoppede pludseligt med at virke. Det gav slet ikke nogen mening, den virkede altid. Og det var ikke fordi der manglede signal, for signalet var så højt som det kunne blive.

Helene rystede bare på hovedet, og tænkte ikke så meget over det. Hun tænkte mere på hendes bruser, med dejligt varmt vand. Den dejlige varme kop kaffe. Og hendes Henrik. Som bare ventede på hende.

Helene begyndte at sætte farten ned, da hun så en mærkelig farve på vejen. En rød farve. Blod måske. Helene endte med at køre helt ned på ti kilometer i timen. Der var noget galt, hun kunne mærke det. Hun var ikke blevet en læge for ingenting. Hun kunne næsten altid fornemme, når der var noget galt, eller når en person var meget syg. Også selvom de ikke selv vidste det, endnu.

Helene stoppede bilen helt, da en stor blodpøl havde samlet sig midt på vejen. Hun fik helt gåsehud. Hvad er der dog sket her? tænkte hun.

Hendes blik flakkede rundt, end til hun fik øje på noget ude på en af markerne. Hun kunne ikke se hvad det var, men det lignede en person. Sandsynligvis en som havde hårdt brug for hjælp.

Helene mærkede, hvordan hendes trang til at hjælpe brød ud. Hun tog sin mobil og steg ud af bilen. Regnen piskende ned og Helene var gennemblødt på få sekunder. Hun gik med hastige skridt hen over marken, hen mod skikkelsen. Jo, det var en person, en lille dreng.

I det Helene kunne se, at det var et barn begyndte hun at løbe. Hun smed sig ned på jorden ved siden af drengen. Tjekkede efter en plus på hans blodige krop og åndede lettet ud, da hun mærkede den lille drengs svage plus.

Det var ikke rigtig til at se, hvor gammel drengen cirka måtte være. Især med alt det blod over sig. Helene tog ærmet fra sin trøje og tørrede forsigtigt blodet væk fra drengens ansigt.

Han var meget bleg. Men han havde dog et meget pænt ansigt. Et ansigt, som næsten var for smukt til et levende menneske.

Helene tog sin jakke af og lagde den om drengen. Det var kun et spørgsmål om tid, før den lille dreng ville forbløde.

"Hold ud lille ven." sagde hun og lagde en omsorgsfuld hånd på hans kind.

Hun tog telefonen op af lommen. Hun ville ringe til hospitalet. De ville kunne hjælpe. Hospitalet lå heller ikke så langt væk og ... Helene fik øje på noget, som næsten skræmte hende. Men dog, beroligede hende det også, på en eller anden mærkelig måde. Et lille gisp undslap hendes læber.

Det var vinger. To hvide vinger. Hun kunne ikke ringe til hospitalet, de ville ... Helene rystede tænke ud af hoved, hun ville ikke få brutale billeder indeni hendes hoved.

Helene tastede Henriks nummer og ringede ham op. Hvad ellers kunne hun gøre? Hvis der var en som kunne hjælpe, måtte det da være ham.

"Ja." lod Henriks rolige, milde men også mørke stemme.

"Henrik gør klar på sofaen, jeg får en meget uventet gæst med hjem."

Helene snakkede hurtigt, næsten helt panisk. Hun havde aldrig

"Søde hvem har du nu ..."

Men Henrik nåede ikke at afslutte sin sætning, før Helene afbrød ham.

"Der er ikke tid til at forklarer, men find også førstehjælps kassen og mit læge udstyr." sagde hun og lagde på.

Helene tog fat om drengen og løftede ham op. Han var ikke så tung som Helene havde regnet med, men benene kunne næsten ikke bærer drengen alligevel. Men lige meget, hvor hårdt det var for hende. Lige meget, hvor meget hendes ben gjorde ondt og sagde stop, satte hun ikke drengen ned. Ikke en eneste gang. For det ville kun være et spørgsmål om tid, før drengen ville dø, på grund af blodmangel.

Helene satte ham forsigtigt ind på bagsædet af bilen, spændte ham fast og skyde sig ind på forsædet. Hun havde helt glemt alt om bruseren og kaffen. Det eneste hun tænkte på nu, var at få den lille dreng (eller hvad han nu enligt var) hjem. Hun spændte sig fast og tråde speederen i bund. Hun kørte så hurtigt som hun kunne på den glatte vej.

 

Henrik stod bekymret i hoveddøren, da Helene kørte ind i deres indkørsel. Hun sprang næsten ud af bilen, i det hun havde fået slukket helt for den.

"Hvad sker der?!" råbte Henrik bekymret.

"Kom her over og hjælp mig!" råbte Helene tilbage og åbnede døren til bagsædet.

Uden at tøve løb Henrik ned til Helene. Hun åbnede døren til bagsædet af bilen. Henrik stirrede med en blanding af forvirring og forskrækkelse på drengen.

"Helene," sagde han tøvende "hvad er der sket?"

"Jeg var på vej hjem. Og ... der var blod på vejen..."

Helene gispede helt efter vejret. Hun var så chokeret over synet af drengen ... hans vinger ... og alt blodet, at hun næsten ikke kunne koncentrere sig om at trække vejret.

Henrik lagde begge sine hænder beroligende på Helenes skuldre.

"Træk vejret." sagde han stille og beroligende.

Helene forsøgte at tage nogle dybe vejrtrækninger. Men det var som om, noget spærrede vejen til lungerne.

"Gå ind i stuen, så kommer jeg med drengen, okay?"

Helene nikkede og gik med rystende ben ind af hoveddøren. Hun hørte døren blive smækket bag sig. Hun tog sine sko af, satte dem på sin plads og gik ind i stuen.

Henrik havde dækket op til drengen, på sofaen. Førstehjælpskassen og hendes lægeudstyr lå på sofabordet.

Henrik kom ind i stuen, med drengen i armene. Han satte drengen forsigtigt ned i sofaen.

Helene skyndte sig ud i køkkenet og tændte for det varme vand i vasken. Hun tog en spand frem,  fra skabet under vasken, satte den i vasken og lod den blive fyldt med varmt vand. Hun gik ind på badeværelset og fandt noget sæbe som hun hældte ned i spanden, med det varme vand.

Da spanden var næsten helt fyldt op med vand, tog hun en klud fra skabet under vasken, som hun smed ned i spanden. Derefter tog hun spanden og gik med hurtige skridt ind i stuen.

Henrik havde taget jakken af drengen og stod nu med den i hånden. Han så måbende og chokeret på drengen. Eller ret og sagt, drengens vinger.

Uden at skaffe Henrik et blik, gik hun forbi ham. Hun satte spanden ned, tog kluden op og begyndte at rense drengens sår på hans arme, hans hænder og hans ansigt.

"Hvad er det?" spurgte Henrik, han slap ikke øjnene fra drengen.

Helene vende sig om og åbnede munden for at svare. Men før hun nåede at sige noget, blev hun afbrudt af kraftig hosten.

Drengen var vågnet. Han havde vækket sig selv ved at hoste. Helene træk sig lidt væk fra ham. Henrik stillede sig ved siden af Helene.

Drengens så en blanding af skræmt og forvirret på dem. Hans øjne flakkede til hver af dem. Han kunne ikke finde ud af, hvem han skulle se i øjnene.

Både Helene og Henrik blev fanget af drengens blå øjnene. Aldrig havde de begge, set så blå og klare øjne. De var lige så virkelige, som uvirkelige.

Drengen træk sig væk fra Helene og Henrik. Han var forvirret ... og bange, meget bange.

"Rolig." sagde Helene med sin moderagtige milde stemme.

Hun holde hænderne frem, for at berolige drengen. Drengen sad stille og så skræmt på hende. Han træk vejret meget hurtigt og uregelmæssigt.

"Tag det roligt," beroligede Helene "Vi vil ikke gøre dig noget."

"Nej vi vil kun ... prøve på at hjælpe dig." forsøgte Henrik at overbevise.

Drengen så mere rolig ud nu. Han var stadig bange, men deres stemmer og bekymrede blikke ... ja de beroligede ham på en eller anden måde.

 

Henrik hjalp drengen med at blive vasket, hvor Helene begyndte at vaske drengens tøj. Selvfølgelig kun det der ikke var flænset.

Der var skrevet noget på det mærke i nakken af hans T-shirt. Shane stod der. Hans navn, tænkte Helene. Ja hvad ellers kunne det være.

Helene gik op ovenpå. Hun fandt kasserne med gammelt tøj frem. Der var sikkert noget som Shane kunne passe, fra hendes søn Julian.

Julian var ikke hjemme nu, han var på universitet, i den anden ende af landet. Og han kom hjem, når der var ferie.

Enlig skulle tøjet være givet til genbrug, men af en eller anden grund, havde hende eller Henrik aldrig fået taget sig tid til at gøre det.

Hun fandt en sort T-shirt, Julian havde næsten kun haft sorte T-shirts, et par cowboybukser som hvis kun var blevet brugt en gang og et par tykker strømper.

Hun gik ned til gangen, hvor vaskemaskinen og tørretumbleren stod. Ved siden af, stod der en kommode, hvor hun lagde tøjet.

Derefter gik Helene ud i køkkenet igen. Hun måtte så i bad bagefter. Hun satte sig ned på en af køkkenstolene og ventede. Der var hun kom i tanker om kaffe. Måske kunne hun lige nå at lave en hel kande, før Shane var ren.

Hun rejste sig op, tog kaffebønnerne og noget kold vand fra vandhanen, og fyldte det på kaffemaskinen.

Hun satte sig ned på køkkenstolen igen, og hørte lyden af kaffemaskinen, der langsomt gik i gang med at lave kaffe.

Helene nød lyden af kaffemaskinen. Hun kunne næsten smage kaffen.

 

"Helene." lød Henriks stemme.

Helene åbnede øjnene. Hun var faldet i søvn. Enlig ikke så underligt. Hun var mødt på arbejde klokken seks om morgen i dag. Også havde hun ikke haft mere end en pause. Det med lange vagter var bare ikke hende.

"Je-jeg har lavet kaffe." mumlede hun træt.

Henrik smilede. Man kunne godt sige, at kaffe var deres ting. De mødte faktisk hinanden på en kaffebar.

"Der er noget mærkeligt med den dreng." sagde Henrik uroligt.

"Hvad?" spurgte Helene.

Shane kom ind af døren til køkkenet, han så meget usikker ud. Han havde blondt hår, en blanding af bleg og blond faktisk. Håret så så smukt og sundt ud ... at det næsten ikke var virkeligt. At det aldrig var blevet rørt ved, eller ødelagt på nogen måde.

Det samme med hans krop, urørt. Som var der aldrig sket ham noget. Henrik behøvede ikke engang at forklare hvad han mente, for nu så Helene det selv.

"Shane."

Navnet røg bare ud af munden på Helene. Han reagerede også på det, men ikke på nogen positiv måde. Han slog sine vinger ud, ødelagde trøjen af det og fløj panisk op i luften. Han grab fast i hylden på væggen. Helene rejste sig hurtigt op.

"Rolig nu." forsøgte Henrik.

Shane træk vejret hurtigt og panisk, han var tæt på at hyperventilerer. Han hjerte bankede vildt af sted, som blev han jagtet.

"Det dit navn ikke?" spurgte Helene forsigtigt.

Han nikkede meget stille. Helene gik stille hen mod ham, men da han forsøgte panisk at komme højere op, stoppede hun og gik lidt tilbage igen.

"Vi vil ikke gøre dig noget." sagde Henrik beroligende.

Shane reagerede ikke, han stirrede bare skræmt ud på dem begge. Han så meget skræmt... nok mere rædselsslagen ud.

"Kom nu ned før du kommer til skade." sagde Helene.

I det hun sagde det, skete der noget mærkeligt. På ingen tid, var han rolig og mere afslappet. Det var ikke kun de ord hun havde sagt, men den måde hun sagde det på, der beroligede ham.

Henrik og Helene gik stille hen til ham. Henrik hjalp ham ned. I det Henrik løftede han, kunne man godt se, at Shane ikke måtte være mere end otte eller ti år.

Henrik satte han ned på gulvet igen. Shane så ned, han skammede sig.

"Undskyld." sagde han stille stemme.

Helene og Henrik så på hinanden i et kort øjeblik. Hvorefter de så på Shane igen.

"For hvad?" spurgte Helene.

"For at ødelægge trøjen." sagde han.

Han havde en meget formel og høflig stemme, som slet ikke passede til en dreng som ham. Og da slet ikke i den alder.

Helene satte sig ned på hug, så hun kunne se Shane i øjnene.

"Det var en gammel trøje ..." sagde Helene med en mild stemme "også var du bange."

 

Shane fik lov til at låne Julians værelse. Værelset blev sjældent brugt, og der var ikke noget gæste værelse. Så Helene og Henrik var blevet enige om, at Shane kunne lige så godt låne det.

Helene og Henrik stod og så på Shane, som lå og sov i den store dobbleseng. Den lille dreng var helt udkørt.

"Hvad med hans familie?" hviskede Henrik.

"Vi må prøve at finde dem," svarede Helene usikkert "han var helt alene, da jeg fandt ham."

Men selvom Helene mente hvad hun sagde, var hun stadig meget usikker. Hvad nu hvis han slet ikke havde været alene. Det ville i hvert fald forklare, hvorfor der var så meget blod.

"Han er en engel, ik'?" hviskede Henrik usikkert "Det må han være, det er den eneste forklaring på vingerne."

Helene nikkede. Det, eller en forsøgs personen, som var undsluppet. Uanset hvad, måtte det ikke komme ud. Hvem vidste, hvad det ville gøre ved verden. Hvad verden ville gøre ved ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...