Always

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2014
  • Opdateret: 30 jul. 2014
  • Status: Igang
En historie om Severus Snape og hans forhold til Lily Evans. Til konkurrencen "What If"

6Likes
13Kommentarer
264Visninger
AA

2. Always

"After all this time?"

"Always", said Snape

 

 

Jeg sidder under træet, skjult for alle andre. Mor og far skændes igen. Far er som altid fuld, og beskylder min mor for alt der går galt, bare fordi hun har magi, og han ikke har. Da min magi viste sig, stoppede han med at tale til mig. Når mor er ude, er der en iskold tavshed i huset, og jeg får ikke mad før hun er hjemme igen. Da jeg fik brevet fra skolen, troede jeg at det ville ændre sig. Det gjorde det ikke. Far beklagede sig bare over at han skulle af med flere penge på mig. "Kan knægten ikke klare sig uden? Skal han absolut have en tryllestav?" Min far hader mig. Min mor er den eneste der gider snakke med mig, og hun glæder sig til at jeg skal starte i skole. Men jeg tror det er fordi at hun ikke skal have mig på kost i den tid jeg er på skolen.
Jeg kender ingen der skal starte der. Måske finder jeg venner. Det håber jeg. Jeg sidder tit og drømmer mig væk, forestiller mig hvordan det vil være at lære magi. At kunne forvandle ting. 

Jeg vågner med et spjæt, da en pige prikker til mig. "Er du ikke ham Snape fyren?" spørger hun. Jeg kigger forvirret på hende og nikker. Hun fniser, og løber hen til den anden pige. "Det er ham jeg fortalte om. Det er ham der ikke engang har råd til et par bukser" siger hun og griner højt. Jeg væmmes ved hende, allerede. Så ser jeg den anden. Hun er på min alder, smukkere end noget jeg har set i mit liv. Langt, rødt hår. Let gylden hud. Pænt, rent tøj. Hun ligner en engel. "Petunia, lad være med at være så ond" siger hun surt og går et par skridt frem. "Hvad laver du her, helt alene?" spørger hun og smiler. "Jeg.. øh...." begynder jeg, men bliver afbrudt af den lede pige. "Kan du ikke se det, Lily? Han sidder og laver fattigmands-ting" Jeg rejser mig op og har egentlig lyst til at sige noget, men jeg kan ikke. Ikke overfor den smukke pige. Jeg vender mig om og går.

 

 

Det er et par dage siden at jeg så Lily første gang, og jeg kan ikke stoppe med at tænke på hende. Jeg ville give alt for at se hende igen. Alt. 
Jeg lægger mig ned, i skyggen af træet. Himlen er næsten skyfri, og der er ingen vind. Pludselig suser bladene op. Er det mig der gør det? Jeg sætter mig op og kigger rundt. Så ser jeg hende. Lily. Hun går hen mod mig, langsomt. "Du må ikke sige det til nogen" siger hun. Jeg tager et blad op fra jorden og kaster det forsigtigt op i luften. Det flyver hen til hende, selvom hun står et stykke væk. Lidt som en lille fugl. "Hvordan gjorde du det?" spørger hun og ser overrasket på mig. "Du kan også. Bare prøv" siger jeg og smiler. Hun går lidt tættere på, og sender bladet tilbage til mig. "Jeg hedder Severus" siger jeg og smiler. "Jeg hedder Lily" Hun går helt hen til mig og giver mig hånden. Mit hjerte banker hurtigt da hendes hånd rører min, men jeg lader som ingenting og smiler. 
Vi går ned til søen, og lægger os under det store piletræ. "Skal du også på Hogwarts?" spørger jeg. Hun nikker. "Min søster skal ikke. Jeg var den eneste som fik brev" siger hun. "Er dine forældre mugglere?" spørger jeg. "Er mine forældre hvad?" "Mugglere. Ikke-magiske personer" Hun tænkte sig om et øjeblik. "Ja. De er mugg... mugglere begge to" Jeg kigger på hende og smiler. Hun er så smuk...

Jeg går hurtigt gennem toget, og kigger ind i alle kupéer. Jeg må finde Lily. Dér sidder hun. Jeg sætter mig ind overfor hende og smiler. Hun kigger hurtigt på mig, men drejer hovedet og stirrer ud af vinduet igen. Hun har grædt. "Jeg vil ikke tale med dig" siger hun. Jeg rynker brynene. "Hvorfor dog ikke?" spørger jeg. "Min søster hader mig. Hun fandt ud af at vi så det brev fra Dumbledore.." svarer hun. "Og hvad så?" "Hun er min søster!" siger hun. Toget sætter i gang, og det giver et ryk i alle. "Nu sker det... Nu er vi på vej!" siger jeg og smiler stort. Hun kan ikke lade være med at smile. "Jeg håber du bliver en Slytherin" siger jeg og smiler til hende. "Slytherin?" siger en af drengene i kupéen. "Hvem vil høre til Slytherin? Jeg tror jeg ville skride, ville du ikke?" siger han og kigger på sin ven, som ikke ser for glad ud. "Mhm... Hele min familie er Slytheriner" siger han lavt. "Jeg syntes ellers du virkede okay" siger ham med brillerne. "Hmm.. Måske bryder jeg traditionen" siger han og smiler skævt. "Hvor vil du hen, hvis du selv kan vælge?" "Gryffindor! Det er her de tapre bor, og hvor handelkraften hersker! Ligesom min far" siger han. Jeg fnyser. "Har du et problem med det?" spørger han hånligt og ser på mig. "Nej.. Hvis man hellere vil være tonsende end tænkende..." siger jeg. "Siden du er ingen af tingene, gad vide hvor du så ender?" siger han hånligt. Lily rejser sig. "Kom Severus. Lad os finde et andet sted" Jeg rejser mig og går med hende. "Vi ses Flæbius!" siger ham James-drengen bag mig. Efter lidt tid, finder vi en tom kupé. Her sætter vi os og kigger begge ud af vinduet. "Jeg glæder mig" siger jeg lavt. "Det gør jeg også" siger hun og smiler.

_

"Evard, Douglas" bliver der råbt. Et øjeblik efter, råber hatten: "RAVENCLAW!". Han tager hatten af og går hurtigt hen til det bord der klapper. "Evans, Lily" Jeg smiler stort til hende da hun går der op. "GRYFFINDOR!" råber hatten. Mit hjerte stopper.  Jeg ser hende tage hatten af, og gå hen til Gryffindor-bordet. Det føles som en ond drøm jeg ikke kan vågne fra. Jeg står bare og stirrer på hende, indtil mit navn bliver råbt.

Vi skal til den første forvandlingstime, og det er Gryffindor og Slytherin sammen. Måske bliver det ikke så slemt at vi er på to forskellige kollegier. Vi skal have næsten alle fag sammen. 
"Bøh" siger Lily og smiler stort. Vi er begge spændte. Arm i arm, går vi mod forvandlingslokalet. "Det bliver virkelig spændende! Jeg glæder mig til at lære alt om forvandling, det er simpelthen det mest spændende" siger Lily. Inden jeg når at svare, bliver mine bøger slået ud af hænderne på mig. "Hey!" råber jeg. Typisk. Første dag, og der er allerede problemer med ham Potter drengen og hans ven. "Tag jer lige sammen" råber jeg efter dem. De griner højt. Lily hjælper mig med at samle mine bøger op, smiler til mig og siger: "Bare ignorer dem Sev.. Du er meget bedre end dem" Jeg nikker. "Jah.."
Om det var med vilje, eller om det er en tilfældighed, ved jeg ikke. Men de to eneste ledige pladser i lokalet, er lige foran Potter og hans ven. Jeg sukker da jeg sætter mig, og Lily tager min hånd og hvisker at det nok skal gå. Jeg er ved at tro hende, indtil jeg får en papirkugle i nakken. Og en til. Og en til. De sparker til den bænk Lily og jeg sidder på, og sidder og laver lyde som kun Lily og jeg kan høre.

_

Jeg er endelig færdig med min U.G.L. Det var ubehageligt og kedeligt, men nu er det overstået, og nu er der frikvarter. 
Der er snart sommerbal, og jeg har tænkt mig at invitere Lily, og så fortælle hende at jeg elsker hende. I 5 år har jeg været hendes bedste ven. I 5 år har jeg set hvordan ham Potter har savlet over hende, men nu skal det være slut. Hun skal være min.

Jeg går ned mod søen hvor hun plejer at sidde i frikvarterene, og som jeg havde gættet, sidder hun der. Jeg skynder mig der ned, så jeg kan snakke med hende alene inden der kommer andre. Mit hjerte banker, og jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige. "Lily, vil du med mig til ballet?" "Lily, jeg tænkte... Har du en partner til ballet?" Jeg er helt blank, og det føles som om at mine tanker forsvinder og at jeg bliver tom i hovedet. "Hej Severus" siger hun, og først dér opdager jeg, at jeg allerede står foran hende. "Lily, hej" siger jeg og smiler stort. "Jeg tænkte på....." siger jeg, men bliver afbrudt af en yderst velkendt stemme. "Hej Flæbius! Du står da ikke der og inviterer hende til bal, gør du? Bare synd, for hun skal følges med mig" siger han og griner smørret. Bag ham står banden, Lupus, Pettigrew, Black. Jeg træder et skridt tilbage, men snubler over en trærod. De griner. Potter tager sin tryllestav frem og mumler noget, og jeg flyver op i luften. "Sæt mig ned!" råber jeg med hovedet nedad. "Hmm.. Hvad med... Nej!" griner han. Han kigger sig over skulderen og råber: "Hvem vil se mig tage klynkehovedets bukser af?" De andre griner, og James går tættere på. Han begynder med sin ene hånd at åbne mit bælte. "Lad mig nu være!" råber jeg, og er helt svimmel af vrede, afsky og flovhed. Det lykkes ham at få mine bukser et stykke ned, da Lily skubber ham væk og jeg falder ned på jorden. Jeg skynder mig at trække mine bukser op og løbe væk, med hele banden grinende et stykke bag mig. Lily styrter efter mig. "Severus, stop!" råber hun, men jeg kan ikke se hende i øjnene nu. Jeg løber videre. "Severus stå så stille!" råber hun. "Skrid, mudderblod!" råber jeg, og stopper op. "Lily... undskyld" siger jeg, men det er for sent. Skaden er sket. Hun står helt lammet med tårer i øjnene. Jeg går hen mod hende. "Undskyld, jeg mente det ikke" siger jeg. Hun ryster på hovedet. "D-det sagde du bare ikke.." får hun mumlet. "Undskyld. Tilgiv mig Lily!" siger jeg og bider mig i læben. "Skrid. Løb du bare op til dine dødsgardistvenner. SKRID!" råber hun og vender sig om og løber. Jeg bliver stående, og kan slet ikke forstå hvad der skete. 

 

Det er to uger siden ordet røg ud over mine læber. "Mudderblod". Lily har ikke sagt ét ord til mig siden. Jeg har løbet efter hende på gangen, og hun siger intet. Hun ignorerer mig og løber videre. Jeg er ved at blive sindsyg, det var et uheld. Det var ikke med vilje at jeg kaldte hende det. Jeg har prøvet at forklare hende det hundrede gange.
"Hvad laver du her?" spørger hun. "Lily, vi må tale" siger jeg. Hun kigger op og ned af mig. "Jeg kom kun ud fordi Mary sagde at du truede med at lægge dig til at sove her" siger hun. "Det ville jeg da også have gjort!" svarer jeg. "Undskyld Lily, det var ikke meningen at jeg ville kalde dig det... Det var bare fordi...." "Det smuttede for dig? Jeg er kommet med undskyldninger for dig i årevis. Ingen af mine venner forstår, hvorfor jeg overhovedet gider tale med dig. Du og dine elskede små dødsgardistvenner.." siger hun. Jeg åbner munden for at sige noget, men hun bliver ved. "Ja se bare, du benægter det ikke engang. Du benægter heller ikke, at du gerne selv vil være sådan. Du kan slet ikke vente med at slutte dig til Du-Ved-Hvem!" Jeg afbryder hende. "Nej hør lige, jeg ville ikke..." siger jeg men bliver hurtigt afbrudt. "Kalde mig mudderblod? Men det kalder du jo enhver med samme baggrund som mig, Severus. Mudderblod! Hvorfor skulle jeg være anderledes?" Jeg prøver at få ordene frem, men jeg kan intet sige. Hvis et blik kunne dræbe, ville jeg være død af det blik Lily sender inden hun går ind igennem hullet bag portrættet igen. Jeg kan mærke tårerne presse sig på. Jeg stopper dem ikke. 

 

_

Et hvidt lysglimt. Kulde, blæst. Jeg ved ikke hvor jeg er. "Ikke slå mig ihjel!" siger jeg. Så ser jeg ansigtet. Dumbledore. "Det havde jeg heller ikke tænkt mig", lyder hans evigt blide stemme. "Nå, Severus. Hvilken besked har Lord Voldemort så til mig?" "Ingen. Jeg er her på eget initiativ" siger jeg og rejser mig. "Jeg er kommet med en bøn... hør på mig" siger jeg. Han træder et skridt tættere på mig. "Hvilken bøn kan en dødsgardist have til mig?" Jeg går helt hen til ham. "Det drejer sig om profetien.. Han tror det er hendes søn, Lily's søn. Han kommer efter dem" siger jeg. Mine øjne løber i vand, både på grund af blæsten, men også på grund af tanken om at der skulle ske hende noget. Jeg har aldrig været et godt menneske. Siden aftenen hvor Lily sendte mig blikket, har jeg ikke snakket med hende. Jeg vendte mig fra alt der mindede om hende. Jeg blev Lord Voldemorts tjener, jeg dræbte, jeg hentede informationer fra folk..
"Hvad vil du have mig til at gøre? Hvis hun virkelig betyder så meget for dig, kan du så ikke bede Lord Voldemort om at skåne hende?" spørger Dumbledore. Jeg nikker. "Det har jeg gjort..." "Jeg væmmes ved dig. Hvad med hendes mand og barn? De kan altså bare dø, så længe du får hvad du vil have?" Jeg bider mig i læben og tænker. "Så skjul dem alle. Jeg beder dig" siger jeg. "Hvad vil du gøre til gengæld?" spørger Dumbledore. "Alt"

 

Det er halloween. Ungerne udenfor løber rundt klædt ud som hekse, mumier, varulve, små græskar og spøgelser. Mugglernes halloween har altid fascineret mig. De tror at hekse har grøn hud, en lang spids næse med en vorte på, og at alle hekse er onde. Jeg nyder at se børnene have det sjovt. Jeg forestiller mig at jeg også rendte sådan rundt da jeg var barn. Der er lunt i min stue, og jeg har tændt op i pejsen. Der kan jeg sidde længe foran, i min lænestol, bare kigge ind i ilden og slappe af. Det er mit tilflugtssted. Mit eneste sted, ingen kan forstyrre. 
Mærket på min arm, brænder. Jeg kigger på det, og det bevæger sig og opfører sig underligt. Jeg ved med det samme, hvad der er sket. 
Det næste jeg ser, er familien Potters hus i Godric-dalen. Der er mørkt i alle vinduer, udover ét. Jeg hæver min tryllestav og går forsigtigt ind. I det øjeblik jeg træder ind af døren, ser jeg ham ligge død. James Potter. Jeg kigger på ham, trækker vejret dybt og går videre ind. Jeg har en dårlig fornemmelse omkring det her. Jeg går op af trappen, og ser værelset med lys i. Harrys værelse. Jeg træder forsigtigt ind, og mit hjerte knuses. Der ligger hun, Lily, min elskede. Jeg falder ned på knæ, og giver et hyl, som var jeg et såret dyr. "Lily...." siger jeg og lægger mine arme om hende. "Lily.. åh gud.. Lily!" græder jeg. Ved siden af mig, i en tremmeseng, sidder et lille barn med et lyn i panden. Jeg hører et knald udenfor - der kommer nogen. "Lily.. Undskyld for alting. Jeg elsker dig, det har jeg altid gjort. Lily.... åh Lily..." siger jeg. Jeg hører nogen på trappen, og med et knald er jeg væk.

 

"Du lovede at du ville passe på dem!" råber jeg i det jeg kommer ind på Dumbledores kontor. "Du lovede at du ville passe på dem, og nu er hun død! Du lovede at du ville sørge for hendes sikkerhed!" Jeg trækker vejret dybt og kigger på ham. "Lily og James valgte at stole på den forkerte person. Lidt ligesom dig. Håbede du ikke også på at Lord Voldemort ville skåne hende?" Jeg træder tilbage. "Drengen overlever.. Severus, hvis du virkelig elskede Lily... Så sørg for at hun ikke døde forgæves. Hjælp med mig at passe på hendes dreng. "Ingen må nogensinde få det at vide"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...