Hvad Med Du og Jeg?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2014
  • Opdateret: 28 aug. 2014
  • Status: Igang
5 bedste venner. Et kys, skænderier, en telefon opringning. Ingen vej tilbage. Da en telefon opringning ændrer hele verden og deres syn på den for de 5 bedste venner. Marie, Michael, Ashton, Calum og Luke må tage stilling til om det vil være det hele værd. Vil det skille dem ad eller vil de stå stærkere sammen? Find ud af mere i: Hvad Med Du Og Jeg?

7Likes
6Kommentarer
315Visninger
AA

3. "Undskyld"

Flere timer gik før jeg var blevet sulten. Ashton havde været en ren gentleman og givet mig den flotte kjole som jeg i løbet af få minutter var blevet dybt forelsket i, ikke kun på grund af dens udseende men også på grund af de minder den nu gemte i stoffet.

Vi gik op til kassen, jeg lagde kjolen på disken og tog min pung frem men Ashton er jo Ashton, s han insisterede på at betale, men ville være for meget. Vi stod og diskuterede foran ekspedienten om hvorvidt jeg skulle betaler eller ej. Jeg fik nok til sidst og gik på kompromis.
”Fint Ashton. Jeg betaler kjolen og så giver du mad, og så gider jeg altså ikke høre mere om den her kjole… Du driver mig jo til vanvid. ” Ashton begyndte at grine, det grin som jeg er blevet så vild med, du kan næsten hører hans grin komme helt nede fra maven når han griner, men en af de ting der gør Ashton så meget anderledes fra alle andre er blandt andet at han har flere forskellige grin.
Han har et grin så han joker med drengene, det er simpelt og kort. Et grin der er dybt og når han griner på den måde kan du ikke lade være med at grine med ham, det grin er det grin jeg elsker allermest, hans mest sandfærdige grin. Og så har han et grin når han selv syntes noget er sjovt men ikke rigtig deler joken med nogen. Det grin er kort og bestemt.

Nando’s var det der stod på menuen. Oh man! Hvor jeg bare elsker Nando’s, der er en gave fra oven!

Vi fandt de andre drenge da vi havde spist, vi begav os hjem men bilturen var meget anderledes, jeg kan ikke sætte fingeren på hvad det var der gjorde den anderledes men noget virkede bare forkert.
”Okay drenge! Hvad sker der? Hvorfor er i alle så stille, lydniveauet plejer jo at være lig et zoologisk have” De mumlede alle sammen et eller andet jeg ikke helt kunne tyde. ” Hvad? ” De kiggede på alle sammen på mig med et skuffet udtryk, hvad pokker kunne jeg havde gjort?  ”Spil nu ikke dum, Marie.” ”Hvad snakker du om Cal? Spille dum i forhold til hvad?” mine håndflader blev svedige og min hjertebanken steg markant.
”Hvor er du latterlig at høre på Marie!” brød Luke pludselig ind. ”Hvis du ikke selv ved hvad du har gjort glat så er du tydeligvis dummere end du giver udtryk for. Jeg vil bare sige på vores fælles vegne at vi er utrolig skuffede over dig og du bør nok tænke dig om før du handler en anden gang.

Ashton parkede bilen i garagen. Jeg stormede ud af bilen og ventede på at Ashton kom og låste huset op. Jeg kiggede ikke på dem og de kiggede ikke på mig, et hul i min mave voksede sig større og større med hastige skridt, hvad kunne jeg have gjort der fuckede tingene så meget op?
Ashton låste døren, jeg løb ind efter min taske, smed tingene i og løb ud af døren uden at sige farvel til nogle af dem. Ikke engang Ashton.

Tårerne løb ned af mine kinder mens jeg gik hjem med min taske hængende over skulderen.
Jeg låste døren op for som sædvanlig var mine forældre på arbejde, så jeg havde huset for mig selv og hvis jeg kender mine forældre så skal jeg selv finde ud af noget mad. Det er min hverdag 5 ud af 7 dage om ugen.
Jeg kastede mig på min seng og gav endelig slip på de tårer jeg havde prøvet at holde tilbage på vejen hjem, de blev ved med at falde som om de ingen ende havde.
Min hjerne arbejde på højtryk, hvad kunne jeg have gjort? Jeg har været til en del fester men jeg er aldrig blevet så fuld at jeg ikke kan huske det så jeg kan ikke have gjort noget der?
Jeg greb min telefon fra min taske og ringede til den eneste jeg havde i tankerne lige nu. Ashton.
Den ringede mens jeg nervøst pillede ved min så ellers pæne neglelak.
”Marie?” Hans stemme lød usikker.
”Ashton! Undskyld! Jeg ved ikke hvad der er jeg har gjort og jeg ved ikke hvordan jeg skal rette op på det igen, jeg er virkelig ked af det!” Tårerne fik nu frit løb, der var helt stille i røret.
”Ashton svar mig! Hvad kan jeg gøre?”
”Marie, Tænk dig om men du har virkelig dummet dig og du skal ikke ringe til nogle af os igen.” Jeg kunne høre nogle stemmer i baggrunden.
”Ring ikke igen. Farvel.”
Og med et blev der lagt på.
Jeg smed telefonen i sengen, kastede mig ned i puden og skreg af mine fulde lungers kraft.
Stilhed fyldte mit værelse da min telefon gav lyd fra sig.
Mine hænder fløj hen til telefonen og med rystende hænder låste jeg den op.
Beskeden var fra Ashton.
”Undskyld.”
Intet andet sagde den. 

Så er det nyt kapitel! 
Hvad synes i?
Hvad tror i Marie har gjort galt?
Kom med jeres idéer
xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...