The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1273Visninger
AA

2. Prolog

Prolog


Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. Jeg prøvede at komme op ad det krater jeg havde efterladt mig, men mine engang så smukke vinger var så tunge, men jeg var nødt til at komme væk fra dem. De måtte ikke få det jeg bar i mit hoved.

     Det tog for lang tid, jeg var for langsom. De kom nærmere, og de var ikke de eneste. At jeg var faldet var åbenbart noget der spredtes som lynild. Jeg kom op over krateret, men nåede ikke langt. En hel velkomstkomite stod og ventede på mig.

 

De stod og kiggede på mig med det der overlegene smil. De faldne.

     ”Velkommen Alieyah”. Samuel. En gammel faldet engel, der havde fået magtsyge, og derfor forvist til jorden.

     ”Jeg tror du skal skynde dig lidt smukke, mine faldne kan ikke holde dæmonerne væk meget længere, og hvis du er hurtig vil jeg personligt gøre det af med dig” han lød som om han gjorde mig en tjeneste, de andre omkringstående kiggede sultent på mig, jeg væmmedes ved dem.

     Samuel nærmede sig med et næsten flirtende smil på læben, jeg fik lyst til at kravle væk fra ham. Han lod sine ibensorte vinger komme ud gennem T-shirten, det samme gjorde de andre der havde stillet sig i en cirkel omkring mig.

 

Han gik helt hen til mig, og satte sig ned på hug ”Min kære Alieyah” han strøg mig over kinden, jeg sad halvt op. Og blev nødt til at lukke øjnene for ikke at se ind i hans beskidte sjæl.  Han strøg mig over vingerne jeg gøs, og alt i mig skreg om at komme væk. ”Så smukke. Vi har ikke hvide vinger hernede. Helt ekstra ordinært, så smukt. Men vi ved jo alle at dine vinger altid har været misundelsesværdige, er det ikke rigtigt Danielle?” en anden falden engel trådte frem, hun kiggede ondskabsfuldt på mig.

     ”Helt og aldeles. Jeg har altid ønsket mig hvide vinger, selv oppe i det høje havde jeg ikke hvide vinger. Man kiggede altid efter Alieyahs smukke hvide vinger” hun så sultent på mine vinger.

     ”Jammen så synes jeg vi skal give dem til dig Danielle. Jeg håber du selv vil stå for arbejdet med afhugningen?” jeg gispede, ”Så så smukke, vær nu en engel, og lad være med at være så egoistisk” han så på mig som om jeg var et uopdragent barn. De kunne torturere mig alt det de ville, jeg ville aldrig give dem det de ville have. Og dog på samme tid, ikke engang himlen var så onde at de rev vingerne af de faldne når de faldt, selv Lucifer havde stadig sine vinger. Det skulle gøre så ondt og ændre alt, give en ar på sjælen for evigt. Jeg havde endda aldrig hørt Lucifer rev vingerne af sine tilfangetagende engle. Det for ondt.

Jeg kunne høre Danielle tage et himmelsk svær frem, det var forkert de burde ikke længere have himmelske våben! Men det var det, jeg kiggede på våbnet i hendes hænder, det glødede af det himmelske ild der løb i sværdet. Man kunne tydeligt se engle runerne gløde hvor de var indgraveret på bladet. Men jeg så også noget andet….

 

Danielle gik hen til mig, hun smilede som om det var juleaften. Jeg kiggede rundt på de andre i kredsen, de var så smukke selv i deres menneskelige skikkelser. Og deres ansigter var som sten, men så alligevel ikke. De kendte til smerten ved at få fjernet vingerne, jeg kunne se hvordan de krummede deres egne sammen tæt til kroppen, som om de var bange for at det var deres egne. Jeg kunne se hvordan deres ansigter svagt viste hvor meget de var imod det deres leder ville gøre.

     Jeg fangede en af deres blikke, han kiggede smertefuldt på mig. Han var bange for det Samuel var blevet til.

Jeg blev ved med at stirre ham ind i øjnene og vidste hvordan det gjorde det værre for ham.

 

Danielle hævede sværdet højt over hovedet, og skulle til at slå til. Idet jeg rejste mig op lynhurtigt, vendte mig om mod hende og stoppede sværdets klinge med min hånd. Mine øjne glødede af himmelsk ild, det samme gjorde mine vinger. Der ikke længere var to tunge sten der fulgte efter mig, men to kraftfulde smukke store vinger, der glødede. Ikke bare hvide længere, men som ild.

Samuel var tumlet tilbage, Danielle skreg. Sværdet var flammet op, den himmelske ild bevægede sig omkring sværdet da jeg rørte det. Og Danielle brændte sin hånd og gav slip på sværdet.

 

Jeg skiftede greb om sværdet så jeg ikke længere holdt om bladet, men nu holdt på grebet. Jeg vendte mig meget langsomt om mod de andre, de kiggede stivnet på mig af frygt. ”Du skal ikke undervurdere en engel fra Hans Helliges Hær” og i det øjeblik lignede jeg den vrede kriger jeg var. Men på den anden side kunne jeg mærke kraften rende ud af mig, og det ville ikke tage lang tid før de regnede det ud.

 

I det fjerne kunne jeg høre helvedeshunde hyle, de Faldne der ifølge Samuel var blevet sat til at holde dæmonerne væk. Kunne vidst ikke holde dem tilbage længere, for nu kom de. Hvis jeg skulle gøre noget var det nu.

     Det så ud til at Samuel var ved at regne mit fupnummer ud, for nu blev frygt erstattet af vrede. ”Hun bluffer! Grib hende!” og de andre tøvede kun et sekund inden de rykkede frem.

 

Jeg brugte den sidste udvej jeg kunne komme på, og brugte alle mine sidste kræfter ved at bore sværdet ned i jorden. Jeg nåede lige at høre Samuel råbe ”Nej!” inden alt blev opløst i lys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...