The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1271Visninger
AA

12. Kapitel 9

Kapitel 9


Et øjeblik mærkede jeg ingenting, og hørte ingenting andet end en høj skinger lyd der overdøvede alt andet. Jeg kæmpede med mine tunge øjenlåg og endelig fik jeg dem op. Jeg hev efter vejret, og havde ikke opdaget jeg var holdt op med at trække luft ind.

     Lucas var straks over mig ”hun er okay” sagde han, og tog min hånd. Jeg så lidt sløret. ”Hvad skete der?” spurgte jeg og stillede skarpt på Lucas´ ansigt. Han smilede lettet til mig. ”Hvor længe var jeg væk?” spurgte jeg i stedet som mit syn så småt kom tilbage til mig. Jeg så de andre de betragtede mig vagtsomt, Valerie sad og så helt slukøret ud med et glas vand i hånden, hun sad helt tilbagelænet i sofaen over for mig. Jeg kunne se hendes øjne var røde.

     ”Du var væk i hele to minutter” sagde Lucas, jeg så undrende på ham. To minutter? Minderne om indersiden af mit sind kom tilbage til mig, jeg smilede for mig selv.

 

Jeg kiggede over på Valerie da hun langsomt faldt i søvn. Brian der sad ved siden af hende tog hendes glas og trak et tæppe over hende.

     ”Hvad er der med hende?” spurgte jeg Lucas, han så undersøgende på mig. ”Vi ved det ikke, men hun er lidt rundt på gulvet efter du slyngede hende gennem rummet.” jeg så stirrede vantro på ham. Ham og de andre så mistænksomt på mig, og selv Lucas trådte en smule væk fra mig. Jammen selvfølgelig alt det her gav jo totalt meget mening. Jeg havde lyst til at rive mit hår ud, hele min verden var ved at ramle sammen. Jeg følte mig svimmel.

     Jeg havde lige set mit eget hoved indefra! Det var uhyggeligt og smukt på samme tid. Og når jeg så kommer tilbage fra det, så beskyldes jeg for at slynge Valerie gennem rummet.

”Jeg har ikke gjort Valerie noget!” sagde jeg bestemt, ”Og jeg ville da aldrig kunne slynge hende gennem rummet” tilføjede jeg.

     ”Alice vi så det alle sammen, Valeries fingre begyndte at glød og du udsendte et kraftfelt der sendte hende helt over i væggen. Og vi kunne alle mærke den kraft, hvis vi havde stået tættere på ville vi alle have været en tur i gulvet” sagde Michael, selv James og Jake så alvorlige ud. Jeg kiggede ned på mine hænder der begyndte at blive helt svedige.

     Jeg havde ingen anelse om hvad der foregik. Det hele var så svært at tro på, men endnu sværere at lade være.

 

”Jeg ved ikke hvad der skete” hviskede jeg, men jeg vidste de alle hørte det. Valerie begyndte at røre på sig. Hurtigt hjalp Brian hende op. Hun tog sig til hovedet. ”Det må jeg nok sige, der er nogen der virkelig ikke vil have vi skal have fat i en del af hendes minder” Valerie lød hverken sur, tvær eller næsvis hvilket på alle måder var forkert, hun var en smule sløret i øjnene, men ellers så hun frisk nok ud.

     ”Hvad mener du?” spurgte Michael, ”En betragtelig del af hendes hjerne var spærret af, jeg aner ikke hvor meget der var bag den mur jeg ikke kunne komme igennem, men det var i hvert fald vigtigt” sagde hun og hun lød tænksom. ”Hvorfor åbnede du ikke bare spærringen, det plejer ikke at holde dig tilbage?” spurgte Brian. ”Fordi det ikke var hende selv der spærrede for mig- hun så tænksomt på mig ”den var låst med engle runer.”

     Det så ud til at overaske alle, Lucas der havde sat sig på hug ved siden af mig, tog min hånd og kiggede tænksomt på mig.

 

”Den pige gemmer på en stor englehemmelighed som dæmonerne og hvem ved hvem ellers vil have fat i” sagde Valerie og hendes gamle facade var på vej op igen, ”hun bliver ikke andet end problemer Lucas, ikke engang englene vil beskyttet hende, så hvorfor skulle vi. Hun er deres investering ikke vores”, jeg begyndte at blive irriteret over at blive talt om som om jeg ikke var til stede.

     ”Hold kæft Valerie. Jeg beder ikke nogen af jer om at passe på mig, i kan gøre hvad i vil, jeg klare mig” sagde jeg og snærrede, hvilket jeg ikke kunne huske jeg nogensinde havde gjort før. Jeg fik næsten lyst til at fnise lidt over det, trods den alvorlige situation.

 

”Alice stop, helt ærligt har du overhovedet nogen anelse om hvad det var der var ved at få krammet på dig i dag?” Lucas lød rasende over mit lille udbrud, ”det var en dæmon Alice. En af de mindre dæmoner, og hvis du ikke engang kan klare dig mod den, så vil du aldrig kunne klare dig mod de større som også vil komme.” jeg kiggede ned i gulvet. Jeg kunne ikke lide Lucas var sur på mig.

     ”Du har brug for os. Og vi vil hjælpe dig.” hans stemme var blevet lidt blidere, ”vi skal bare lige regne ud hvordan” sagde han og strøg mig over kinden, hans berøring gav mig kuldegysninger.

 

Over fra Valerie lød et opgivende støn. ”Brian, Kenneth, Mia og Emily. Gå ud og tjek området, ingen af jer færdes alene.” gav Lucas ordre. Okay jeg havde set Lucas som lederen i gruppen, men ikke som den leder der udstedte ordre. Dog fulgte de straks trop, og forsvandt ud af stuen.

 

Michael, Jake, James, Valerie og Lucas sad rund om spisebordet og havde diskuteret frem og tilbage i over en time. Det var allerede mørkt udenfor. Lillian havde ringet og sagt der havde været problemer i en af deres firmaer og de nok først kom tilbage om nogle dage. Hvilket jeg havde været ret glad for, måske holdt englene alligevel en hånd over mig.

     Nefilimerne prøvede at finde ud af en måde de kunne bryde muren i mit hoved ned, for så langt rakte Valeries psykiske evner dog ikke. de havde snakket om at gå til en Falden, dog var de ikke glade for den mulighed. Valerie havde flere gange foreslået at de skulle fodre mig til den næste og største dæmon. Det forslag var dog blevet ignoreret.

      Lige nu snakkede de om muligheden at tilkalde en engel, men de troede ikke rigtig på den ide. Jeg havde spurgt hvorfor, og de kunne fortælle mig at ingen af dem nogensinde havde set en.

 

Dog fik jeg en del information om den verden jeg levede i. Som at der ikke var flere eller større dæmoner efter mig endnu, fordi dæmoner ikke arbejdede sammen. Dog ville flere og større dæmoner finde ud af det med tiden. Så det var endnu et problem der skulle dækkes.

     Og dæmoner kunne besætte mennesker. Hvilket forklarede hvad der var sket den dag til åbningskampen. Hvor vi piger lige pludselig var gået helt amok, der var vidst ret mange af pigerne fra det andet hold der var besatte. Og så vidt som jeg havde fået at vide, så påvirkede en besættelse ikke bare den besatte, men også dem omkring. Derfor var det gået så galt.

 

Apropos åbningskampen, der var et eller andet der nagede mig, et eller andet jeg kunne huske, men så alligevel ikke. jeg prøvede virkelig at huske det, og et navn poppede frem i min bevidsthed. Jeg anede ikke hvilken sammenhæng det navn havde, men måske havde det noget at gøre med alt det her. For det havde i hvert fald noget at gøre med mine mærkelige mareridt jeg aldrig kunne huske, og jeg havde på fornemmelsen mine mareridt havde noget at gøre med hvad der gemte sig inde bag den englebeskyttede dør i mit hoved.

 

”Samuel” udbrød jeg uden at tænke videre over det. Det fik dog dem alle sammen til at klappe i, og kigge underligt på mig. ”Alice hvor kender du det navn fra?” spurgte Michael forsigtigt. ”Det ved jeg ikke….. Hvem er det?” nu var jeg nysgerrig.

     De andre kiggede først rundt på hinanden, der var stilhed i lang tid. ”Jeg synes vi skal fortælle hende det. Måske er vi så heldige han også er efter hende, også kommer vi i hvert fald hurtigt af med hende” sagde Valerie hun smilede lumsk til mig. Min mave begyndte at røre på sig.

     ”Samuel er en falden engel…..” sagde Lucas der sad over for mig, Valerie blev utålmodig og afbrød. ”Samuel er en meget gammel og stærk falden engel. Han får alt hvad han vil have, ingen tør trodse ham. Og han dræber hvem han vil. Så hvis han er efter dig, så værsgo og sejl din egen sø.” sagde Valerie og rejste sig fra bordet. ”Vi kan lige så godt fortælle ham vi har hende her, så kan det være han vil skåne os” sagde hun henvendt til Lucas. Inden han nåede at svare gik hun. ”Jeg trækker lidt luft” råbte hun tilbage. Lucas rystede opgivende på hovedet.

     ”Er det rigtigt? vil han dræbe jer hvis han ved i passer på mig?” Spurgte jeg med en meget lille stemme. ”Alice vi ved ikke engang om han også er efter dig. Det kan være vi blæser det her op til noget det slet ikke er” han prøvede at berolige mig, men jeg så godt det nervøse blik Jake sendte James.

     ”Det med Samuel er ikke bare at han er en stor stærk falden engel, det er ikke kun det der gør ham skræmmende. Han har magtsyge. Han vil herske over himmel og jord. Og han er ligeglad med hvilke midler han tager i brug, han har vandret på jorden i flere tusinde år, og dræbt utallige; mennesker, engle, faldne og dæmoner.” sagde Michael, ”Men hvem holder han så med?” spurgte jeg. ”Ingen.” svarede James.

     ”Men ingen har set eller hørt fra ham i mere end et år. Nogen siger han døde den aften…..” Jake blev stille, og det gjorde de andre også, jeg forstod ingenting.

”Hvilken aften?” spurgte jeg, Lucas kiggede på mig med et alvorligt blik.

 

”Der var en engel engang i himlen. En af guds hærfører. Den engel kunne se ting, forudsige et slag, eller se hvordan de kunne vinde det. I hvert fald ifølge sagnet, du kan sikkert også læse om den engel i nogle gamle historie bøger,- tilføjede Lucas, men kom dog hurtigt tilbage til historien ”der går mange rygter om hvad den engel så en dag, dog siger de fleste at englen så hvordan Himlen kunne bringes til undergang.” jeg så på ham, helt opslugt af historien. Selvom jeg var sikker på de andre havde hørt historien før, så lyttede de også helt opslugt.

     ”Samuel og Helvede ville begge have fat i den information. Selvfølgelig. Og ingen ved hvordan de gjorde det, men de hev englen ned fra Himlen. Og derfra er der gået mange historier siden om hvad der så skete. For selvom englen var svag så fik den udsendt en kraft der udslettede alt omkring sig, undtagen det rene liv.”

jeg ture næsten ikke at spørge ”hvor er englen så nu?”, Lucas kiggede ned ”Vi regner med den døde, du ved brugte sine sidste kræfter for at beskytte sin viden. Selvfølgelig er der mange forskellige historier om hvordan det hele gik til, det her er kun en af dem. Dog skal jeg nok sige dig at hvis ikke Samuel døde ved det, så ville englene helt klart have udslettet ham. Det regnede, tordnede og lynede i flere dage efter det. Englene var rasende.” Lucas smilede lidt til mig, for at løfte stemningen.

     ”Hvor ved du alt det fra” spurgte jeg nysgerigt. ”Det er noget alle overnaturlige ved. Sådan noget kan ikke lægges skjul på for alle i den overnaturlige verden snakkede om det. Dog ikke for højt, ærkeenglene var rasende af sorg. de kan virkelig ikke lide at miste en af deres egne. Og tro mig de fyre skal man ikke komme på tværs af. Menneskene troede det var et bombe nedslag, eller en meteor, så meget kraft udsendte den engel.” Lucas lød næsten beundrende.

Der var stille i lang tid, jeg kunne ikke lade være med at tænke på det jeg lige havde hørt. Et kraftudslag så stort at folk troede det var en bombe, eller meteor. Det mindede mig for meget om den situation jeg var blevet fundet i af myndighederne. Og jeg var ret sikker på det ikke var et sammentraf.

     ”Så det i siger er at ham Samuel er død?” spurgte jeg, de udvekslede blikke, ”Nej. Det vi siger er at ingen har hørt fra ham siden den dag. Dog kan vi kun forvente det uventede”, ”Jammen i sagde at hvis kraften ikke havde udslettet ham ville englene gøre det?”

     ”Det ville englene også meget gerne, men kraften fra englen gjorde så ingen overnaturlige væsner kunne træde ind på stedet. Så hvis der var nogen overlevende så ville de have haft massere tid til at slippe væk.” jeg sank en klump, og var pludselig ret sikker på at ham Samuel var i live.

 

Jeg skulle til at fortælle dem om de hemmeligheder de ikke vidste om mig. Det var kun faer de fik det at vide, hvis de absolut ville sætter deres liv på spil. Men jeg blev afbrudt, da et langt øresønderrivende skrig flænsede natten

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...