The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1252Visninger
AA

11. Kapitel 8

Kapitel 8


 

Jeg stod med åben mund og bare stirrede på de store smukke vinger, der sad på ryggen af Lucas. De overdøvede endda hans ekstremt flotte sixpack.

     ”Alice sig noget” han så bedende på mig, troede sikkert jeg var gået i chok. ”Du er en engel” sagde jeg, min stemme lød fuldstændig tonløs.

     Han kløede sig i nakken, og vingerne begyndte at trække sig ind i ryggen på ham igen, han skar ansigt som om det gjorde lidt ondt. ”Hmm kan du huske før da jeg sagde, himlen, helvede, engle, dæmoner og alt derimellem fandtes….. altså jeg er en af de ting der er ”der imellem”” han så en smule utilpas ud over at snakke om det, han trak sin t-shirt over hovedet igen.

 

”Kom lad os gå ind igen, du ligner en der har brug for at sidde ned” sagde han og gik over mod mig, jeg trådte et skridt tilbage. Det var en refleks, efter alt hvad jeg havde set. Han så såret ud over min reaktion, og jeg fortrød straks.

     ”jeg lover jeg forklare det når vi kommer indenfor” han begyndte at gå ind igen og jeg fulgte efter.

 

Han satte sig i sofaen, jeg satte mig i lænestolen overfor. Mit hoved var et stort rod lige nu.

     ”Okay du vil vel vide hvad jeg er hvis jeg ikke er en engel?” jeg nikkede, han pustede ud og gjorde sig klar til en længere historie.

 

”Jeg er det man kalder en nephilim, det vil sige jeg er halv engel halvt menneske”, Jeg forstod ingen ting og det var svært at gå fra den ene dag til den anden og lige pludselig skulle forholde sig til en verden med engle og dæmoner. Det hele virkede så uvirkeligt.

Han fortsatte da han så mit spørgende ansigt. ”Nephilim skabes når en engel og et menneske får et barn sammen”, jeg vendte øjne. Selvfølgelig jeg var ikke dum!

”Det havde jeg gættet Einstein. Jeg mener bare er engle ikke sådan nogle ekstremt guddommelige væsner? Jeg synes det virker lidt mærkeligt at de skulle få et barn med et menneske?” han smilede lidt over jeg havde snakket til ham.

     ”Jo det er også meget sjældent at en engel får et barn med et menneske. Dem der mest får børn med et menneske er De Faldne Engle. Det er engle der er faldet i unåde i himlen, og bliver smidt ud. Nogle af dem vælger at slutte sig til Den Første Faldne, nemlig Lucifer” han kiggede på mig for at se om jeg forstod. Og jeg forstod udmærket, det var mere det der med at tro på det.

     ”Også er der de faldne der ikke er enig i Lucifers synsvinkel på det hele, men heller ikke er enig med Himlen. De vandre rundt på jorden som udødelige, og det er dem vi for det meste stammer fra. Der er de faldne der kun går efter sit eget hoved og ser mennesket som en underdanig race, dem skal man holde sig fra. Også er der dem der lever i harmoni med menneskene, de er ikke så slemme” sagde han og kiggede afventende på mig.

 

”Så du er en nephilim, og en af dine forældre er en engel?” jeg fattede ikke jeg virkelig sad og sagde det her. ”Hmm ja min far er en falden engel” han kiggede væk og bed tænderne sammen, ”Er han en af de slemme?” spurgte jeg da jeg kunne se Lucas så lidt utilpas ud ved det.

     ”Det ved jeg ikke rigtig jeg er vel bare sur på ham fordi han forlod min mor da hun fik mig. Min mor elskede ham virkelig og har aldrig rigtig sluppet ham” Lucas så ud som om det smertede ham, og jeg vidste at han faktisk var vred på sin far. Han behøvede ikke at sige det. Jeg kunne mærke at han følte sig svigtet.

 

”Hvad så med de andre?” spurgte jeg for at få ham til at tænke på noget andet. Han rynkede øjenbrynene ”de andre?”. ”Ja tvillingerne, Valerie, du ved de andre” han smilede ”du har hovedet med dig det vil jeg give dig Alice. Ja de er også nephilim. Valeries mor og far er stadig sammen, dog er hendes far stort set aldrig hjemme. Og han er ikke en af de rigtig gode fyre, men han er okay. Tvillingerne bor hos mig, min far fandt dem på et børnehjem og mente åbenbart min mor sagtens også kunne tage sig af dem.” han holdt en kort tænkepause, ”Jeg tror deres far har været en af de rigtig slemme og voldtog deres mor, og moren så valgte at skille sig af med dem. De var rigtig slemme inden de kom hen til min mor og mig som tiårige, siden da har de været mine brødre. Dog ved jeg at de har ar på sjælen der ikke kan fikses” han lød trist.

     Jeg kunne næsten ikke forestille mig de to drenge have noget som helst ondt  i sig. Jeg huskede min tanke om dem som to hævngerrige engle, og fandt den ret morsom nu hvor jeg kendte sandheden.

 

”Også er der Brian, Michael, Kenneth, Mia og Emily. Drengene bor sammen i et hus. De flyttede sammen efter at have mødt hinanden, og bestemte sig for at lægge sit liv om. Kenneths mor døde af kræft, han har aldrig kendt sin far. Michael boede hos sin far, men han var ikke en af de bedre, så ja han flyttede med drengene, og det er det samme med Brian. Mia og Emilys mødre er søstre og bor sammen.” jeg følte mig overvældet over alle de her informationer. Og jeg følte mig ret så heldig over at jeg havde Greg og Lillian.

 

Det bankede på døren, Lucas rejste sig op. ”Det lyder som om de andre er kommet”, ”Hvem andre?” spurgte jeg forvirret, men Lucas var allerede ude i entreen. Jeg kunne høre døren blive åbnet, og en masse mennesker træde ind.

     Jeg var lige ved at bliver nervøs for at det hele have været et nummer, og Lucas bare snød mig for at kunne holde en fest i mig hus, men selv i mit hoved lød det tosset…… altså ikke lige så tosset som det jeg lige havde hørt, men ehh tosset.

 

James, Jake, Brian, Michael, Kenneth, Mia, Emily og Valerie trådte ind. Drengene smed sig straks i sofaen med et smil. Pigerne var lidt tilbageholdene, bortset fra Valerie hun så bare ud som om nogen havde stukket en lampe op i røven på hende.

      ”hej” sagde jeg akavet, virkelig glad for at Greg og Lillian skulle arbejde over. ”Jeg har fortalt Alice alt om os” sagde Lucas der kom ind i stuen, ”Er det nu så klogt” sagde Valerie og kiggede fjendtligt på mig. ”Hun fortjener at vide det. Det er hende dæmonerne er efter” sagde Lucas lettere irriteret.

     ”Dæmoner?!” udbrød jeg, jeg havde fattet det med englene og alt det der… eller prøvede i hvert fald på det, men dæmoner var måske lige at stramme den.

”Ja du ved ligesom den der var ved at fange dig i dag.” sagde James med et overgearet smil, ”Det var bare en af de mindre dæmoner, den har ikke så mange kræfter.” tilføjede Jake. Jeg så på dem med store øjne, en af de….. åhh gud.

 

”Drenge jeg har forklaret hende om det med himlen og sådan noget. Så tag den lidt med ro.” sagde Lucas og så sigende på dem. Der var stille lidt inden Brian sagde noget.

     ”Ved vi hvorfor de vil have hende?” spurgte han, de så alle sammen på mig som om jeg var et eller andet eksotisk dyr.

”Nej, det ved vi ikke” svarede Lucas. ”Jeg kunne finde ud af det” sagde Valerie og så ondskabsfuldt på mig, jeg rykkede instinktivt tilbage i stolen. Lucas så advarende på hende et øjeblik, og så derefter på mig. Han overvejede et eller andet.

 

”Alice er du adopteret?” spurgte han så pludseligt, jeg nikkede stille. ”Det afgør jo en del” sagde Michael, ”Det kan være hendes far eller mor er en eller anden højtsiddende engel.” jeg stirrede på dem. Nooo way. Jeg var bare Alice, Alice med det store huld i sin hukommelse. Det havde jeg ikke lyst til at fortælle dem, så ville de sikkert synes jeg var mere underlig end jeg var i forvejen.

     ”Vi kunne finde ud af hvem det er hvis Valerie tager et kig” sagde Mia lavt, de andre nikkede for sig selv.

 

Lucas sukkede, ”Alice, Valerie har nogle evner…. Man kan kalde hende synsk. Så hun kan tage et kig på din hjerne, og vi kan finde ud af hvorfor dæmonerne er efter dig. Og muligvis hjælpe. Vil du lade os gøre det?” spurgte han. Jeg var fuldstændig overvældet, nej jeg ville absolut ikke have hun skulle kigge på min hjerne, men på den anden side ville jeg ikke have nogen kom til skade fordi de prøvede at beskytte mig.

      Jeg endte med at nikke. Valerie kom gående hen mod mig, jeg syntes hun lignede en ond heks der så sin middagsmad.

 

”Bare slap af, så vil det ikke gøre så ondt” sagde hun ondt, jeg pustede ud og prøvede at få min puls ned. Jeg lukkede øjnene, Valerie placerede sine fingerspidser på mine tindinger. Jeg kunne mærke varmen og energien fra hende som en mur der stødte ind i mig. Jeg gispede.

       Pludselig kunne jeg mærke hendes tilstedeværelse i yderkanten af mit sind, og alle lyde udefra forsvandt. Jeg befandt mig nu officielt i mit eget sind.

 

Hun begyndte at rode rundt, det brød jeg mig ikke om. ”Hey stop det der” råbte jeg og kunne mærke hende falde forskrækket tilbage, som om det overaskede hende at jeg var tilstede. Hun kom til sig selv, og jeg kunne mærke hendes irritation. ”Alice vær nu stille jeg prøver at finde noget her”, hun fortsatte. ”Jammen du behøver da ikke rode op i alt” sagde jeg irriteret. ”Alice din hjerne er noget rod, så lad mig nu arbejde” jeg følte mig irriteret, meget irriteret. ”Alice hvad sker der for din hjerne, jeg har fundet noget men jeg kan ikke komme forbi det” jeg vidste hun befandt sig et sted i min bevidsthed, og langsomt fulgte jeg de tråde af lys i mange farver der brød det sorte, og på vejen så jeg mange forskellige døre i forskellige farver.

     Jeg fandt hende hun stod foran en enorm dør, den var stor og stærk, og alle de lysende tråde førte ind bag den. Men den var lukket for os.

”Wauv sagde jeg. Hvorfor ser alt det her sådan ud?” spurgte jeg forundret og kiggede på alle trådene.

     Valerie stod foran mig som  en sølvskygge, men jeg vidste det var hende. Hun virkede næsten lige så forundret, og irritationen havde forladt hende.

”Jeg ved det ikke. Alles hjerner er forskellige, de har alle forbindelser- hun hentydede til mine farvede tråde ”Men alle forbindelserne ser forskelige ud, alle bevidstheder ser forskellige ud.” hun vendte igen opmærksomheden mod den enorme dør igen.

     ”Og du har spæret den her del af din bevidsthed.” sagde hun undrende. Døren  var udsmykket med et mærkeligt mønster, og desto tættere Valerie kom på døren desto mere lyste mærket op. Jeg kunne mærke noget nage, det gjorde ondt. Jeg skulle lige til at råbe til Valerie at hun skulle stoppe, men det var for sendt. Hendes sølvlignende bevidsthed rørte døren, og et stort lys brød ud fra døren. Jeg hørte Valerie skrige, og jeg mærkede en skærende smerte i hovedet. Og det blev sort.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...