The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1259Visninger
AA

10. kapitel 7

Kapitel 7


Der var kaotisk på skolen dagen efter, flere af pigerne blev kaldt på inspektørens kontor. Nogle af dem var slet ikke kommet i skole i dag fordi de stadig var på hospitalet. Lille Tina havde armen i en slynge, men ellers havde hun det vidst fint nok. Jeg havde ikke set skyggen af hverken Valerie eller Lucas. De eneste fra deres ”slæng” der var der, det var tvillingerne. Lucas´ muskelmænd. Jake og James. Og så også de tre sidste drenge fra ”slænget” Brian, Michael og Kenneth.

     Det var kun tøserne og Lucas der manglede.

 

Jeg gik forbi tvillingerne og drengene på vej hen til mit skab, de stod og hang nogle skabe fra mit. Jeg følte at deres nærhed gjorde at folk ikke ture nærme sig. Og jeg kunne mærke deres blikke på mig.

     Hurtigt tog jeg mine bøge og var på vej væk da en af tvillingerne pludselig stod foran mig og lænede sig op ad skabet, og betragtede mig ud gennem nogle grønne øjne. Jeg skulle til at vende rundt kun for at finde endnu et par grønne øjne magen til på den anden side. Jeg pustede ud og lænede mig træt op ad skabene, hvad nu? Jeg prøvede at se ligeglad ud, men i virkeligheden gjorde deres mærkelige opførsel mig nervøs når Lucas ikke var her. Ham vidste jeg ikke ville gøre mig noget, men jeg var ikke sikker på hans venner.

 

”Jake, James.” sagde jeg og ventede på forklaring på deres opførsel. James trådte ind foran mig. ”Hej Alice, det er også hyggeligt at se dig” sagde han og smilede stort. Det her undrede mig meget, jeg havde virkelig aldrig sagt et ord til de drenge, kun set dem sammen med Lucas.

     ”Hmm drenge jeg skal faktisk snart til time, såå….” jeg følte mig meget ubekvem, og ville godt videre. ”ja ja øjeblik.” sagde Jake og smilede.

Tingene blev mærkeligere og mærkeligere, jeg sukkede. ”Vi fik bare besked på at tjekke op på dig i dag, nu når Lucas ikke kunne” sagde James ”Jake det ser kun ud til hun fik et blåt øje” han så undersøgende på mig, jeg begyndte at blive irriteret.

     ”Hvis Lucas var så interesseret i hvordan jeg har det så skulle han måske selv være kommet!” sagde jeg surt ”og nu må i have mig undskyldt, men jeg smutter til time!” jeg vendte mig fornærmet og smuttede ned af den nu næsten tomme gang.

 

”Og Alice lad være med at flirte med nogle fyre, vi vil nødigt blive nødt til at brække staklens næse” råbte James grinende efter mig, jeg gik bare hurtigere.

     Den idiot skulle ikke tro han ejede mig hvis han ikke engang kunne tage sig sammen til at invitere mig ud. Og det skal jeg nok forklare ham næste gang jeg ser ham!

 

Jeg kogte resten af dagen indtil frokost. Jeg satte mig ved det sædvanlige bord, og åndede tungt ud. De andre så på mig et øjeblik, indtil de begyndte at smile.

     ”Jammen se det er jo vores egen lille kamphane der er mødt op i dag” sagde Dom halvt grinende, ”Hold kæft Dom” sagde jeg træt. Mit øje gjorde ondt, da jeg havde redet mig selv et ordenligt blåt øje i går, fra pigen med….. med hvad? Jeg undrede mig et øjeblik over hvad det var jeg havde glemt.

”Rolig nu tiger, jeg er ikke ude på skrammer” sagde han med en drillende stemme, jeg knurrede bare. Jeg var måske en smule gnaven i dag af flere grunde. Lillian og Greg havde holdt mig vågen i længere tid i går efter jeg kom hjem med et blåt øje og et opkald fra skolen. Så jeg havde ikke fået meget søvn, også havde jeg haft mareridtet igen, det samme som jeg altid havde og aldrig kunne huske. Bortset fra denne gang kunne jeg huske en ting uden at vide hvad det betød. Det var navnet ”Samuel”.

 

”Ja jeg må sige det så rimelig voldeligt ud, altså vi blev helt overasket” sagde Celia med store øjne ”Ja, men det var også helt vildt underholdene” sagde Dom og blinkede til mig. ”Tig nu stille Dom” Celia vendte øjne, ”Jeg siger bare at ikke engang lærerne ture at gribe ind, jeg har set Mr. Chow i dag, han har en ordentlig bule i panden fordi han prøvede at stoppe jer. Seriøst det var kun muskel fyrene der kunne stoppe jer. Og jeg tror aldrig vi har haft en kamp hvor så mange skulle en tur på hospitalet” hun så alvorligt på mig, jeg så ned anede ikke hvad jeg skulle sige.

     ”Jeg har heller ingen anelse om hvordan det kunne ske. Valerie var så opsat på at overgå de andre, og da de gjorde grin med hende….. ja jeg tror bare glasset løb over. Også begyndte det hele, og pigerne begyndte bare  at smadre hinanden”, ”Ja det så vi” sagde Matthew med et smil. Liana skulle til at sige noget da alle kiggede på et eller andet bag mig. Jeg skulle til at vende mig for at se hvad, men det blev ikke nødvendigt.

 

”Hey alle sammen” sagde James og satte sig på den ene side af mig og Jake satte sig på den anden. De smilede stort til mine venner der bare sad med åben mund og stirrede. Selv rystede jeg bare træt på hovedet.

     Jeg kunne se Celia rødme lidt, og det samme gjorde Liana. Jeps James og Jake er også to utroligt flotte fyre, med deres grønne øjne og lyse hår, plus deres let solbrændte hud også selvfølgelig rigeligt med muskler. Også var der deres charmerende hjerteknusende smil. Drengende sendte dem onde øjne.

 

”Hvad laver i drenge?” spurgte jeg irriteret, James kiggede bare smilende på mig. ”Vi tænkte vi ville have lidt variation i dem vi omgås med, og vi ses bare alt for lidt” sagde han. Jeg kneb mine øjne sammen over mod ham, ikke en skid! De ville holde øje med der ikke var noget mellem mig og Matthew for Lucas` skyld.

     Jeg lænede mig surt tilbage i stolen og lagde armene over kors. Samtalen fungerede dog fint også selvom jeg sad og surmulede. Selv drengene blødte op og der blev grinet højt. Man kunne ikke se Liana og James var ekskærester, de snakkede og grinede helt fint sammen.

     Jeg kunne dog se Liana skævede over til Matthew en del gange hver gang han grinede, og hun smilede sødt hver gang hun så ham smile. Nuhr.

 

Da frokost var slut var jeg meget utilfreds med mine venner. Forrædere.

     Timerne gik og jeg følte mig træt, folk kiggede på mit blå øje. Og jeg vidste de havde mange spørgsmål om dagen før, men det var som om at de havde set mig gå fra time til time flankeret af James og Jake, der havde skræmt dem lidt væk. Det var det eneste gode ved at have uønskede bodyguards. Jeg skal nok sige en ting eller to til Lucas næste gang jeg ser ham.

 

Da klokken ringede ud ville jeg bare af sted. Hurtigt tog jeg mine ting og smuttede ud af døren. Parkeringspladsen var ikke helt et kaos endnu, og jeg kunne ikke få øje på James eller Jake nogen steder.

     Yes jeg var heldig nu, hurtigt tog jeg min bil og susede ud af parkeringspladsen, jeg nåede lige at få øje på James og Jake der så måbende efter mig. Alice: 1 Tvillingerne:0.

 

På de mindre bjergveje som dem jeg skulle køre på var der aldrig særlig mange biler, specielt ikke på denne tid af dagen. Derfor behøvede jeg ikke at bekymre mig lige så meget om svingende der var ret stejle.

     Jeg var nået til et af de sving, det var ikke så langt fra der hvor jeg boede, men også det værste sving på hele vejen. Og på den anden side mødte jeg noget jeg ikke havde regnet med. En mørk skygge stod midt på vejen, jeg blev forskrækket, skreg og hamrede bremsen i bund. Et øjeblik sad jeg bare og stirrede, og min puls hamrede derudaf.

 

Endelig så jeg direkte på skyggen foran mig, det var ikke en skygge, men en mand. Jeg kunne ikke se mandens ansigt fordi han havde en stor sort hat på der lagde hans ansigt i skygger. Resten af hans beklædning var ikke meget anerledes. Han havde en sort trenchcoat på det gik hele vejen ned til skoene der var skinnende sorte.

     Manden rykkede sig ikke, jeg rynkede brynene forvirret sammen. Det her begyndte at blive underligt.

 

Jeg besluttede mig for at stige ud af bilen, selvom jeg ikke var meget for det. ”Hej sir er der noget galt?” spurgte jeg og gik nogle skridt tættere på ham, jeg stod tre meter fra ham. Pludselig blev jeg overvældet af kulde, der satte sig i marv og ben. Jeg gyste, og stoppede op. Et eller andet sagde mig kulden kom fra manden foran mig, men det var jo ikke muligt.

     ”Sir er der noget galt” spurgte jeg igen denne gang lidt mere usikkert. Et øjeblik var der stilhed, jeg følte det som om hele verdenen var stille, fuglene var endda holdt op med at synge.

 

Pludselig svarede manden ”giiii…..v ossss  deeeet” sagde han med en slangelignende hvæsen. Jeg trådte et skridt tilbage, rystede nu. Jeg havde hørt den slags hvæsen før. Jeg følte mig fuldstændig frosset. ”Manden” kiggede op, og jeg så det grimme ansigt. Ansigtet var sort, med en rug og mat overflade, det lignede næsten kul. Og flere steder var det revnet, dets mund stod åben og det var ikke andet end et sort hul, man kunne dog se noget der lignede lys fra ild komme nedefra. Øjnene brændte som lava og havde form som slangeøjne.

     Den hvæssede af mig, jeg ville løbe. Det ville jeg virkelig, men jeg kunne ikke bevæge mig ud af flækken.

 

Væsenet bevægede sig tættere på mig og holdt mit blik fast. Den bevægede sig næsten glidende som om den havde hale at bevæge sig med….. jeg så noget ud af øjenkrogen jeg så en hvid silhuet. En due. Jeg fik tvunget mit blik væk fra væsenet foran mig med et bankende hjerte og så på duerne der sad i et træ langs vejen. De fire duer, de så så rolige ud, og min krop blev igen fyldt med varme og jeg kunne mærke mine ben igen.

     De var så smukke og majestætiske som de sad der og betragtede mig med deres alt for kloge øjne. Jeg så på dem som kendte jeg dem med mit allerinderste.

 

Væsnet foran mig hvæssede igen, som om den havde opdaget den ikke længere havde min opmærksomhed. Jeg kiggede på den fyldt med ro og varme. Dens øjne glødede ondt, og pludselig så jeg hvad den virkelig var, som dug der blev fjernet af solen.

     Den havde en lang slimet sort hale der stak flere meter ud bag den under trenchcoaten. Dens sorte hænder blev til lange skarpe sorte kløer, og dens mund fik lange mørke hugtænder.

 

Jeg skreg, roen fra før havde forladt mig, jeg skreg så højt som jeg aldrig før har skreget. Væsenet bevægede sig hurtigt frem mod mig med hugtænderne fremme, jeg lukkede øjnene, også pludselig hørte jeg to motorcykler komme kørende med fuld fart. Der blev gasset op og væsnet foran mig sagde en mærkelig lyd, da der lød et højt bump.

     Jeg åbnede øjnene og så James og Jake foran mig på deres motorcykler. Deres smil havde forladt deres ansigter, og de lignede to….. jeg ved ik måske hævngerrige engle, det var i hvert fald min første tanke.

”Alice kør hjem så hurtigt du kan, vi kommer om lidt” sagde James og de steg begge af deres motorcykler, og stod som en mur foran mig. Væsenet hvæssede.

     Hurtigt vendte jeg om løb hen og satte mig ind i min bil, væsnet skulle flytte sig før jeg kunne køre, og det gjorde det også for nu overfaldt tvillingerne det.

Jeg speedede helt op og kørte alt hvad jeg kunne.

 

Jeg nåede carporten, men ventede ikke på den gik op, jeg løb ud af bilen låste huset op og skyndte mig ind. Mit hjerte pumpede i brystet på mig, og min puls var helt oppe at køre, jeg var forpustet. Langsomt sank jeg ned langs væggen. Helt ude af stand til at kunne tænke på hvad der lige var sket. Det var så uvirkeligt. Og så sad jeg bare der op ad væggen, jeg tror jeg var i chok og kiggede bare ned i jorden.

     Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der, men pludselig kunne jeg høre døren åbne sig meget stille. Hvor var jeg dum, jeg havde ikke låst døren! Hurtigt fik jeg kæmpet mig på benene og løb ud i køkkenet, der fandt jeg den bedste og største kniv jeg kunne finde.

 

Jeg så afventende på døren ud til entréen. Den gik op, jeg skulle til at kaste mig frem med kniven højt over hovedet, men jeg genkendte personen der kom ind. Jeg kastede mig om halsen på ham. Lucas. Han lagde sine store arme om mig, og jeg følte mig så tryk og lille der. Han kyssede mig på hovedet.

     ”så så det skal nok gå” hviskede han ned til mig, jeg snøftede uden at have opdaget jeg græd. ”James og Jake?” spurgte jeg bange for svaret. ”De er okay, mindre skader, men de er okay” sagde han beroligende og førte mig ind i stuen og fik mig til at sidde ned.

 

”Alice ved du hvorfor den dæmon var efter dig?” spurgte han pludseligt. Jeg stirrede et øjeblik på ham, dæmon? Hvad filen snakkede han nu om? ”Lucas hvad snakker du om?” han så undrende på mig et øjeblik.

     Så rejste han sig op og tog sig undrende til hovedet. ”Det her er så forvirrende, du aner ingen ting, men de er alle sammen efter dig. Og vi ved ikke engang hvorfor” han lød opgivende, spørgende og sørgmodig på samme tid.

 

”Alice tror du på gud?” han satte sig på knæ foran mig og så mig direkte i øjnene, jeg undrede mig over spørgsmålet, og tænkte det her måske ikke lige var tiden til religiøse spørgsmål, men endte med at nikke. ”Så du tror også på engle og dæmoner”, han så næsten desperat ud.

     ”Det ved jeg ikke. jeg tror på at gud har hjælpere, og dem kan vi vel godt kalde engle. Også tror jeg på at en af hans hjælpere en dag ikke ville hjælpe mere og besluttede sig for at forlade himlen for at blive dets modstykke i form af djævlen- jeg tænkte et øjeblik ”Dog tror jeg ikke på at mennesket bliver styret til at gøre onde gerninger af dæmoner, det er deres eget valg” sagde jeg så og var tilfreds med mit svar. Jeg havde ikke rigtigt udelukket nogen muligheder, så jeg håbede ikke jeg kom til at træde på hans trosretning. Han smilede ”Så du tror altså på engle?” spurgte han så, ”på en måde. Ja.” sagde jeg og anede ikke hvor det her første hen, men han holdt mine tanker for det der var sket.

 

”Hvis jeg fortalte dig at alt det fandtes, himlen, helvede, engle, dæmoner og alt der imellem, hvad ville du så sige?” jeg stirrede på ham et øjeblik, og anede ikke hvad jeg skulle sige, måske at han var tosset?

     Han så mit tvivlsomme ansigt tog mig i armen og hev mig udenfor i haven. ”Alice det jeg nu vil vise dig….. bare vær sød ikke at flippe ud, jeg vil forklare dig alt bagefter okay?” Jeg nikkede bare og vidste ikke rigtig hvor det her førte hen.

 

Han gik lidt væk fra mig stillede sig med ryggen til mig, han tog sin læderjakke af, okay skulle han strippe eller hvad. Da han begyndte at tage t-shirten af ville jeg stoppe ham, men jeg så de to fordybninger ved hans skulderblade.

     Det så så mærkeligt ud, ikke noget jeg nogensinde havde set før. Og ud fra de to fordybninger var der tatoveringer der snoede sig, som mønstre af en art der alle stammede fra de to fordybninger, det var smukt og skræmmende på samme tid.

     Han vendte sig om mod mig, ”Lov mig du ikke flipper ud” han så bedende på mig, jeg sank en klump ”Det lover jeg.” han kiggede mig stadig i øjnene da han tog en dyb indånding. Og pludselig så jeg to store ørnelignende vinger folde sig ud bag ham. Jeg stirrede……Han var en engel.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...