The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1275Visninger
AA

9. Kapitel 6

Kapitel 6


Endelig kom Torsdag dagen for den store kamp hele skolen gik og summede over. Vi skulle åbenbart møde vores ærkefjender ”The Badgers”, seriøst den her skole hadede den skole. Og jeg anede ikke hvorfor. Her på det seneste, lige siden lørdags shoppetur, har jeg haft rimelig meget i hovedet.

     Jeg kunne ikke finde hoved og hale på den samtale jeg havde overhørt, mellem Lucas og hans far. Og eftersom jeg havde overhørt en meget privat samtale så havde jeg virkelig ikke lyst til at se ham i øjnene. Så denne uge havde jeg virkelig undgået ham, selvom jeg ikke kunne lade være med at se på ham når han ikke vidste det. Jeg ved det creepy, men jeg tiltrækkes bare ved et eller andet ved ham. Ud over hans guddommelige udseende.

 

Football holdet og cheerleaderne fik lov til at springe undervisningen over i dag. Det var åbenbart tradition for årets første kamp. Og jeg må sige den her skole virkelig går op i football. Jeg så flere elever der fik lov til at springe undervisningen over til fordel for at lave bannere osv. Der var også nogle af eleverne der gjorde tilskuer pladserne klar, man forventede vidst der ville komme en del.

     Jeg kunne mærke nerverne begynde at melde sig. Så mange tilskuere, jeg kunne ikke klare det. Hvad nu hvis jeg klokkede i det! Jeg gik nervøst rundt på de tomme gange, cheerleaderne skulle først mødes klokken 14 for at øve rutinen igennem. Det her ville aldrig gå.

     Og ikke nok med at hele skolen skulle se mig gøre mig selv til grin. Så skulle jeg også have de der minniskørter på som der kendetegner cheerleader uniformen, plus man kunne se noget maveskind da toppen sluttede lige under ribbenene, heldigvis var nederdelen en smule højtaljet så man kunne ikke se navlen….. ikke at jeg havde en at vise frem. Jeg har nemlig ikke nogen navle, slut færdig. Det gider jeg ikke at tænke på, for det er for mærkeligt. Og får mig til at tænke på det store tomme hul der kaldes min fortid.

Flere personer kom gående bag mig ned ad gangen, med retning mod mig. Jeg havde lyst til at grave mig ned i et lille hul da jeg allerede havde uniformen på. Da jeg vendte mig om så jeg at det var hele footballholdet der kom gående med deres træningstasker over skuldrene. De var sikkert på vej ud på banen for at gøre klar.

     Da de fik øje på mig var der flere der fløjtede, og kommenterede. Ikke at jeg hørte hvad de sagde for jeg havde for travlt med at prøve at overtale mit blod til at holde sig væk fra ansigtet.

”Ser godt ud Alice” var der en der sagde, og jeg synes de stirrede lige lidt for meget. ”Så det godt drenge ud på banen!” sagde Lucas for at overdøve dem. Drengende lyttede til ham, men var i hvert fald ikke helt stille da de fortsatte ned ad gangen.

 

”Dagens mand i skysovs” sagde jeg akavet til Lucas der blev stående hos mig. ”Jeg har det med at rede smukke jomfruer i nød” sagde han med et charmerende smil. ”Det ik faer Lucas! Du kan ikke bare sende os væk for at få hende for dig selv!” blev der råbt nede fra gangen, football fyrene kiggede tilbage og grinede, ”Hold kæft Mclan, og flyt så din fede røv ud på banen!” råbte Lucas tilbage, og blev besvaret med et grin da de forsvandt rundt om hjørnet.

     ”Du skal ikke tage dig af dem, de kan være nogle idioter, men de er ikke så slemme i virkeligheden.” sagde Lucas og sendte mig et smil der gjorde mine knæ bløde. ”Det går nok, jeg er bare ikke så vandt til komplimenter. Og specielt ikke sådan noget udfordrende tøj” sagde jeg og kiggede skeptisk ned ad mig selv.

Han så vurderende på mig, ”Jeg vil nu give dem ret i at minniskørter klæder dig.” han blinkede og fik mig til at rødme igen.

 

Han rørte mine kinder der brændte, en meget intim bevægelse, der efterlod brændemærker på min hud, og gav mig kuldegysninger. ”Du er så nuttet når du rødmer” jeg prikkede ham drillende i maven ”Uff” udbrød han og lod som om jeg havde skadet ham på det groveste, ”og killingen har kløer” sagde han med et glimt i øjet.

     Jeg så fornærmet på ham ”Jeg er aldeles ikke en killing, hvis jeg er noget er jeg i hvert fald en løvinde” sagde jeg og prøvede at lyde alvorlig, han stod meget tæt på mig, alt for tæt. ”hmm det er du…” jeg følte mig meget hypnotiseret af hans øjne lige nu, de smukke krystal blå øjne. Han strøg nogle vildfarne brune lokke væk fra mit ansigt.

     ”hey i to skal i ikke ud på banen!” råbet kom fra mrs. Wattson, den samme kvinde der havde afbrudt vores intime øjeblik den allerførste dag. Jeg tvang mig selv til at gå et skridt væk fra ham. Han så irriteret på mrs. Wattson der var i den anden ende af gangen. ”Ja vi er på vej” råbte han sammenbidt tilbage. Hun så sigende på os ”Miss Meyers jeg tror der var et cheer- møde i gymnastiksalen lige om lidt” jeg nikkede for at vise jeg havde forstået.

 

Jeg skulle til at følge mrs. Wattson ned ad gangen da hun allerede var godt på vej. Lucas greb fat i mig og trak mig hen til sig, han bukkede sig ned mod mit øre.

”Hvis du er løvinden, så er jeg din konge” hviskede han lavt i mit øre, hans læber berørte let min kind da han trak sig tilbage. Hele min krop sitrede, hvad var det med den her dreng? ”hmm- han trak sig væk fra mig ”Jeg må passe på, det der skørt, gør det sværere at holde sig fra dig end normalt.”

Da han gik, hoppede jeg næsten af sted til gymnastiksalen. Det tog en del tid, da alt skulle på plads, også var det ved at være tid til at komme ud på banen for at øve.

    

Efter prøven på banen fik vi lidt fri for at få nerverne ned, klokken var allerede 16:30 og kampen begyndte 17, det var ekstremt nervepirrende. Specielt fordi det var den første og værst kamp på året. Liana havde fortalt mig om nogle år hvor kampene mod ”The Badgers” endte i slås kampe, hvilket også var ret så underholdene så vidt jeg havde hørt. Personligt hadede jeg slåskampe, så jeg håbede de ville holde det på et lidt mere professionelt niveau.

 

Jeg syntes tiden fløj af sted. Liana havde prøvet at få mine nerver ned, men det hjalp ikke rigtigt. Folk fra den anden skole var begyndt at komme. Man kunne tydeligt se hvem sad hvor, skolerne blandede sig ikke med hinanden. I den ene ende sad ”The Badgers” med deres grønne og sorte farver og i den anden ende sad ”The Eagles” med vores kongeblå og guld farver.

     Ligesom min uniform, den var også i kongeblå med guldkanter, og på bagsiden var der broderet vinger med guld tråd, for ligesom at symbolisere ørnen.

     Jeg kunne huske den da de nye uniformer var kommet, og holdet og jeg havde stået og beundret dem. Jeg overhørte Valerie og hendes to veninder, jeg havde opdaget hed Emily og Mia, havde stået og fniset lidt over broderingen på ryggen. Jeg forstod ikke hvorfor, og troede der var en eller anden bagtanke med det, så det første jeg gjorde da jeg kom hjem var at undersøge det på nettet. Dog havde jeg ikke fundet noget suspekt ved det. Og synes faktisk det var ret fedt.

     Faktisk mindede vingerne mig om de duer jeg havde set den dag, der stadig jagede mig i mine mareridt.

 

Det gav et gib i mig da en af de andre fra holdet prikkede mig på skulderen. ”Hey Alice vi skal mødes under tribunerne” sagde hun, jeg tror hun hed Mary. En af de sødere piger på holdet. Jeg fulgte efter hende. Under tribunerne er det indrettet sådan til omklædningsrum for drengene. Der er også et for pigerne der dog ikke bliver brugt så tit. Også er der midtergangen den åbneplads, der hvor træneren giver holdspillerne den sidste peptalk inden de går på banen.

 

Da vi nåede ind til de andre stod cheerleaderne i en gruppe, foran gruppen stod selvfølgelig Valerie. Vi skulle vidst også have en peptalk, nogle af football fyrene der var ude af omklædningsrummet stod lidt og lurede på tøserne, i deres mini skørter. Drenge!

     ”Tøser det her er the enemy vi skal ud og møde. Og for at støtte vores fyre vil jeg absolut ikke se nogen af jer med tungen ned i halsen på de beskidte Badgers.” Valerie kiggede sigende på os. Vi nikkede selvfølgelig bare, og hun smilede listigt. ”Dog betyder det ikke at i ikke må distrahere dem før kampen” sagde hun og nogle af pigerne fnisede. Jeg var ret så sikker på at de havde prøvet det her før.

 

Endelig var det tid, vi gik ud på banen lavede vores rutine, folk klappede og kampen begyndte. Jeg prøvede at følge med, men det var svært at gøre når vores heppekors leder absolut ville gøre alt for at heppe højere og bedre end ”The Badgers´” heppekor.

      Dog havde jeg ikke set det værste fra hende endnu før de andre cheerleadere pludselig råbte; ”Valerie er led. Valerie er ked, hun ligner lidt en ged. Hendes røv er flad, gid hendes hår sad!” og dertil lavede de fine øvelser med pomponerne. Jeg var faktisk imponeret, at de var så kreative. Rimet stank, men det var fint god rytme til og det hele.

     Jeg havde næsten lyst til at klappe indtil jeg så Valeries ansigt. Seriøst priceless! Hendes ansigt var helt utrolig rødt af indestængt vrede. Hendes krop rystede næsten og hun knyttede næverne. Og se det var der jeg begyndte at blive lidt bange, hvad skete der her? Emily og Mia kom hen til hende, de tog hende i armene, meget diskret, men jeg kunne se de virkelig prøvede at holde fast. De hviskede begge to meget desperat til hende, og sendte lange blikke ud på banen. Jeg tror de kiggede efter drengene, men de var alt for optaget af deres kamp.

     Kor råbene begyndte igen ovre fra de andre cheerleadere, og pludselig kunne Mia og Emily ikke længere holde Valerie tilbage. Hun fløj frem, jeg har aldrig set nogen bevæge sig så hurtigt, og bankede deres heppekorsleder en på lampen, så hun fløj flere meter gennem luften og landede på jorden. Og da brød helvede løs.

 

De to sider af tøser fløj på hinanden, der blev skreget, hevet i håret, sparket, revet og slået. Der lød vilde råbe fra tilskuerpladserne, og hele kampen var stoppet, selv spillerne stod bare og stirrede på det vilde tøseslagsmål der udfoldede sig foran dem. Jeg kom til at tænke på det måtte være flere drenges drøm at hotte piger i små skørter var oppe at slås. Og jeg ville sige deres drøm blev knust nu, for ingen af de piger kæmpede særlig feminint. Det var blevet til knytnæver og næseblod.

     Jeg holdt mig uden for, og det prøvede en sød pige, jeg havde snakket med også. Hun gik også på holdet, som flyver da hun er ret lille og nemmere at kaste rundt med. Dog stod hun for tæt på, og tre piger havde udset sig hende som mål. De hev hende hurtigt ned i jorden og jeg mistede hende af syne.

     Hurtigt gik jeg i aktion og sprang op på ryggen af en af de tre piger. ”Stop nu, hun gør ikke noget!” prøvede jeg at råbe til hende, mens hun løb rundt som en vild tyr, og prøvede at få mig af. Til sidst hoppede jeg ned og løb tilbage til de andre for at få dem væk fra lille Tinna. Jeg skubbede de to piger væk, og fik hjulpet Tina op, da jeg vendte mig om blev jeg mødt af tre meget sure ansigter.

     ”Hold nu op piger, vi vil ikke slås” sagde jeg og stillede mig foran Tinna. Hun skulle i hvert fald ikke sparkes igen. ”Bitch!” råbte en af dem, hun havde en flækket læbe og et startende blåt øje, dog så det ikke lige så slemt ud som Tinas, det så ud som om hun havde brækket en arm.

     Inden jeg fik set mig om plantede pigen der lige havde kaldt mig en bitch, en ordentlig knynæve lige i ansigtet på mig. Jeg var lamslået og så sløret et øjeblik, hvad skete der for de her mennesker?

 

Jeg så på pigen der lige havde gjort det, stadig med et lettere sløret blik, og et øjeblik hørte jeg ikke andet end en pive tone i mit hoved. Pigen så anerledes ud, det så ud som om hun frydede sig, og det var som om hun havde et ekstra lag. Jeg kunne se laget lige under huden som en mørk beskidt skygge, og lige inden bag øjnene lyste ondt rødt ild. Og hendes ansigt blev en grimasse, end ond grimasse der formedes i former der var umenneskelige. Jeg lyttede og hørte en latter der fik hårene på mine arme til at rejse sig, som om jeg lyttede til noget inden i hende.

     Og puf var det væk, pigens ansigt var normalt igen, jeg så ikke sløret, og lyden vendte tilbage til verdenen. Pigen så underligt på mig, som om hun undrede sig over hvorfor jeg ikke var faldet om af det slag hun lige havde givet mig.

     Hun lavede en grimasse og skulle til at gå til angreb igen, og dog følte jeg en dyb ro i mig selv. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg burde rykke mig ikke stå og smile dumt!

     Hun kom hen til mig. Jeg så det som i slowmotion da hun trak hånden tilbage for at slå mig igen. Min hånd bevægede sig hurtigt og stoppede hende med sådan en kraft jeg ikke vidste jeg besad. Hun gik i knæ på grund af kraften i  mit greb om hendes knyttede hånd.

     Jeg vidste hvad hun var! Jeg vidste det! Jeg vidste det! Jeg kiggede hende ind i øjnene med roen jeg åbenbart besad og….

 

Pludselig blev jeg revet væk fra hende og holdt tilbage ind mod en hård brystkasse. Spillerne havde åbenbart grebet ind da de så hvor voldeligt pigerne var begyndt at blive, jeg så hvordan de prøvede at kæmpe sig ud af drengenes greb som blodhunde. Lærerne stod bare og stirrede skræmt på deres blødende cheerleadere der ikke engang ænsede deres uglede hår og udtværede make up, de så kun fjenden som blodhunde så byttet. Det skræmte mig, personen der holdt mig gav slip da han opdagede at jeg ikke kæmpede imod.

     Jeg vendte mig mod ham og opdagede det var Lucas. Jeg kastede mig i armene på ham og satte kinden mod hans brystkasse, han lagde sine store og stærke arme om mig, og knugede mig ind til ham. Dejligt lige hvad jeg havde brug for, for lige nu følte jeg det som om jeg kunne falde fra hinanden.

     Hvad var det jeg havde vidst? Hvordan kunne jeg bevæge mig så hurtigt og med så gode koordinations bevægelser? (Jeg er lidt af en klunte så det gav ingen mening)Og i bund og grund; Hvad var der sket?

 

Lucas førte mig væk fra de andre da vi hørte ambulancerne. Han fik mig til at sætte mig på en bænk, jeg følte mig faktisk lidt svimmel. Han tog en ispose og lagde den over mit øje.

     ”Jeg havde faktisk regnet med det ville være dig der stod og gjorde det på mig lige nu” sagde han og smilede omsorgsfuldt, jeg grinte. ”Men i piger ville bare stjæle showet i år- han blinkede til mig ”Og det må man da sige i gjorde, det plejer at være os der bliver hentet i ambulancer efter kampen” han undersøgte mit ansigt og blev pludselig alvorlig. ”Alice ved du hvad der skete?” Jeg kiggede ham i øjnene ”Nej” sagde jeg lige ud, for det var rigtigt jeg havde ingen anelse om hvordan det her kunne ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...