The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1275Visninger
AA

6. Kapitel 4 del 1

Kapitel 4 del 1


Jeg gjorde alt for at glemme gårdagens episode, og fokuserede i stedet på det positive. Det havde været en rar aften, min første aften ude med venner. Set bort fra den episode med Lucas, jeg kunne simpelthen ikke regne den dreng ud.

    Han havde ikke rigtig snakket med mig, men på Liana lød det allerede som om vi var på vej på bryllupsrejse. Mens på Matthew lød det som om jeg ikke ville have en kæreste resten af min skoletid.

Jeg sukkede, jeg var på vej i skole. Der var meget diset på denne tid af morgenen, så ruderne var lidt duggede på denne tid af morgenen. Det tog lidt længere tid at nå frem end dagen før da jeg ikke sprængte alle fartgrænser for at når frem.

     Da jeg nåede frem var der ikke så meget mylder som dagen før, jeg kom også lidt tidligere i dag. Så der var langt flere parkeringspladser at få. Jeg holdt lidt tættere på indgangen.

 

Det syn der mødte mig undrede mig meget, de tre motorcykler holdt der allerede. Hold da op jeg havde ikke regnet Lucas for en der kom så tidligt. Jeg trak på skuldrene og gik ind. Nu var kunsten at finde frem til mit skab. Det var ikke nemt da skolen var overaskende stor, efter at være gået ned ad den forkerte gang tre gange, fandt jeg endelig mit skab.

     Det lå lige omkring et hjørne, jeg åbnede skabet og skulle til at tage de bøger jeg skulle bruge til første time da jeg hørte stemmer fra rundt om hjørnet. Først troede jeg personerne der talte ville komme rundt om hjørnet, men det skete aldrig.

     Egentlig havde jeg ingen ret til at høre hvad de sagde, men de begyndte pludselig at tale lidt højere. Jeg burde gå, det burde jeg virkelig, men det gjorde jeg ikke. Listende listede jeg tættere på hjørnet og kiggede ned ad gangen.

 

Der stod Lucas og hans slæng. Hans to muskelmænd som jeg kaldte dem, dem der kørte sammen med ham på motorcyklerne. Tre andre fyre jeg vidste også var på skolen amerikanske fodboldhold, og selvfølgelig Valerie med hendes to veninder.

 

”Jeg fandt det her i går” sagde Lucas han holdt et eller andet frem, og viste det til de andre. De andre udbrød et lille gisp, tingen gik på runde. De nærstuderede det alle sammen.

     ”Og jeg vil vide hvad fanden den laver her” nu lød Lucas sur ”I ved udmærket godt hvad den betyder”, ”Nej det er ikke muligt, alle kender til historien, i ved det ikke er muligt.” sagde Valerie, hun virkede helt anerledes, chokeret, og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Hendes perfekte maske var faldet ned.

”Valerie vær nu ikke åndssvag du kan udmærket godt føle kræften fra den præcis ligesom os andre” sagde Lucas irriteret, af en eller anden grund morede det mig at han snerrede sådan lidt af hende.

 

”Hvor fandt du den helt præcis?” spurgte en af fyrene jeg ikke kendte navnet på. ”Jeg fandt den på parkeringspladsen bag gå gaden.” svarede Lucas, vent hvad?! Det var der jeg holdt i går og var blevet ovefaldet af hvem ved hvad, jeg blev nødt til at vide hvad de havde fundet.

     Og jeg behøvede ikke vente længe for en af fyrene flyttede sig så jeg kunne se hvad det var Lucas holdt i hånden.

 

Mit hjerte gik i stå. Det var en smuk overnaturlig hvid fjer, så  utrolig smuk. Jeg så lidt nærmere og så de blodpletterne der var omkring stilken på den. Nej! Jeg kunne mærke mine øjne prikke, og en startende tåre tog form i min øjenkrog. Jeg anede ikke hvorfor jeg reagerede så hårdt på det, men 1) det betød at alt det i går virkelig skete 2) mine redningsmænd var højst sandsynligt døde.

     ”Va… var der nogle lig?” spurgte Valeries veninde med en rystende stemme. Lucas kiggede et øjeblik på hende, ”Nej, ingen lig” det så ud som om hele flokken blev lettet, inklusiv mig.

     ”Hvad kommer det her til at betyde for os?” spurgte en af Lucas´ muskel mænd, men mere nåede jeg ikke at høre da folk begyndte at strømme ind.

 

Jeg skyndte mig hen mod det klasselokale jeg skulle være i. Lettet over at duerne ikke var døde, og meget forvirret over det jeg lige havde hørt. Jeg havde det som om jeg ville få et panik anfald. Hvad var det lige der skete her?

     Der var stadig ikke kommet nogen ind i det lokale jeg skulle være i, så jeg fik lidt tid til at flippe ud. Jeg satte mig igen på pladsen nær vinduet, og tog mig til hovedet. Det her gav ingen mening.

 

Døren gik op elever kom ind og timen begyndte. Jeg sad bare og kiggede ud af vinduet, langt væk i mine egne tanker. Det var først da klokken ringede jeg vendte tilbage til klasselokalet.

     Jeg havde siddet og kigget på alle fuglene udenfor. Uden at se de smukke hvide brevduer.

 

Jeg samlede mine ting sammen og begav mig mod historielokalet. Igen satte jeg mig ved vinduet, jeg arbejdede altid bedst hvis jeg havde udsigt til noget udendørs.

     Lucas kom ind og satte sig igen bag mig. Mit hjerte pumpede altid lige lidt for hurtigt når han var i nærheden. Og det irriterede mig helt vildt, det skulle holde op. Mig og Lucas det ville aldrig ske. Først og fremmest, jeg var ikke en eller anden populær blondine med lange tynde ben, og små korte nederdele. Jeg var ingen, slut færdig. Liana og Matthew tog fejl. Da han hjalp mig i går var det bare fordi han ville have sin bestilling hurtigere. Slut færdig.

 

Mr. Lancaster trådte ind ad døren, han havde en hel bunke af papirer med, og der lød trætte støn i klassen. Mr. Lancaster smilede bare ondt, okay han var så meget ikke min yndlings lære mere.

    ”Så folkens, nu er jeres ferie officielt ovre. I denne time skal i lave de ark jeg har med til jer og som er en del af et større og overordnet emne, som vi vil slutte af med i slutningen af måneden” sagde mr. Lancaster med en hoverende stemme ”Også bestemmer jeg de grupper i skal arbejde i, det her bliver to og to arbejde”.

    Han begyndte at råbe navne op og deres partnere. Da han kom til mig, vidste jeg bare hvem han havde sat mig sammen med.

 

”Lucas Harrison og Alice Meyers” sagde han og lagde et kompendie på mit bord. Jeg havde seriøst løst til at slå mit hoved ind i en væg et eller andet sted, eller flygte.

     ”Skal vi gå udenfor og arbejde?” spurgte han, han stod som en høj skygge ved siden af mit bord. Jeg kiggede op på ham og nikkede.

Vi bevægede os ud ad døren, de fleste arbejdede vidst også andre steder end i klasselokalet, men de fleste kiggede på os da vi forlod dem.

     Vi gik helt udenfor, solen var på himlen og lagde landskabet i et gyldent lys. Han førte an hen til nogle bænke, jeg prøvede virkelig at lade være med at gøre noget pinligt som at falde.

 

Dog gik min plan ikke helt så godt, for jeg havde ikke set det lille hul der var i græsset. Og min fod trådte ned  i den, jeg snublede. Og skulle lige til at lægge mig ned og kysse jorden, da et par stærke arme greb mig. Det føltes alt for velkendt.

     ”Piger plejer ikke at falde for mig så hurtigt, og det her er vidst ikke første gang vel” Lucas fik mig op og stå, han smilede et stort charmerende smil, og jeg kunne se et lille glimt i hans øjne.

      Jeg trådte væk fra ham og rødmede. Jeg kunne stadig mærke der hvor han havde rørt mig. ”Skal vi begynde?” spurgte jeg og gik resten af vejen over til bænkene, jeg kunne høre ham klukke.

 

Han satte sig over for mig. Vi begyndte at arbejde, eller det vil sige jeg prøvede at arbejde. Han sad bare at kiggede på mig, og jeg fik fornemmelsen af at jeg muligvis havde et eller andet sidende i ansigtet.

     Efter 10 minutter blev jeg altså nødt til at sige noget. ”Hvad er der?!” spurgte jeg, han sad og kiggede på mig med rynkede øjenbryn, ”Hvad mener du?” jeg vendte øjne ”du sidder og stirre” sagde jeg, og kom til at kigge ham ind i øjnene, det skulle jeg ikke have gjort. At se ham i øjnene fik hele min krop til at reagere, og det var ligesom at blive hypnotiseret. ”Nej jeg stirre ikke” sagde han og gav mig et skævt smil. Den der hæse stemme, simpelthen bare for meget.

Jeg rødmede igen, og tvang mig selv til at kigge alle andre steder hen end på ham.

 

Vi fik vidst ikke lavet så meget den time. Da klokken ringede skyndte jeg at rejse mig op og begyndte at gå ind mod skolen igen, Lucas kom op på siden af mig. ”Tror du, du kan gå hele vejen ind uden at falde?” spurgte han og jeg kunne høre smilet i hans stemme. ”Er det en udfordring?” spurgte jeg og kunne ikke selv lade være med at smile. Okaaaay hvor kom det lige fra?

Han klukkede. Wauw var den her dreng virkelig? Han var simpelthen for lækker, for nuttet, og for mystisk..

 

Han gik ved siden af mig og tog mine bøger ud af hånden på mig. ”Hey!” sagde jeg, og prøvede at få dem tilbage. ”Nope smukke, desværre er jeg bange for du måske ville kommer til at falde og smide bøger udover det hele. Så i stedet holder jeg dem af sikkerhedsmæssige grunde” og prøvede at se seriøs ud. ”Du har det med at tage mine ting synes jeg” sagde jeg og vendte øjne, han havde også hjulpet mig i cafeen i går.

”Det ville være uagtsomt af mig at lade være. Nogen kunne jo komme til skade.” sagde han, og sendte mig et skævt smil. Jeg kunne ikke lade være med at beundre ham, hans ansigt, han var virkelig smuk og utrolig lækker på samme tid.

 

Da vi kom ind på skolen gik det i hvert fald ikke ubemærket hen at Lucas og jeg kom gående sammen. Folk stirrede, jeg havde lyst til at gå hen og forsikre alle om at det var ingen ting, virkelig. Jeg kiggede ned i jorden, mit ansigt brændte. Til gengæld smilede Lucas bare sit lille tjekkede smil, og så helt rolig ud. Idiot.

Lucas fulgte mig helt hen til mit skab, og lænede sig op ad de andre skabe. Han kiggede på mig mens jeg lagde mine bøger ind i skabet, han så venligt havde givet mig tilbage.

    ”Hvad skal du have i næste time?” spurgte han, jeg svarede uden at se direkte på ham, for ikke at kludre i det. ”Gymnastik” sagde jeg og tog min gymnastik taske ud af skabet. Han klukkede lidt, jeg så spørgende på ham.

”Din første gymnastik time efter sommerferien, ik?” spurgte han mystisk. ”Hmm? Er der noget jeg bør vide?” spurgte jeg lettere nervøst, han grinede bare lavt igen. Men hans ansigt ændredes hurtigt da han så et eller andet bag mig. Hans pludselige humørskift forvirrede mig.

 

”Vi ses Alice” sagde han vendte om og gik ned ad gangen, lige efter kom Matthew. ”Hey Alice, haft en god 2. Skoledag?” sagde han og smilede sit store åbne smil, ”Jo det går godt indtil videre” sagde jeg og smilede tilbage, han nåede ikke at sige mere for vi blev afbrudt af et højt hvin.

Liana kom næsten løbende hen til os med Celia, og Dom kom gående lidt bagefter. ”Alice. Nu. Kom.” sagde Liana og hende og Celia tog mig begge under armen og førte mig væk. Jeg nåede lige at høre Dom sige opgivende; ”Piger…”.

 

”Skat hvorfor kom du ikke til os med det samme?” jeg så forvirret på Liana, ”Hvad mener du?”, ”Helt ærligt Alice sådan noget holder man ikke hemmeligt for sine veninder” sagde Celia og lagde armene over kors, men hendes ansigt strålede og hun så ivrig ud. ”Jeg forstår ikke hvad i snakker om?” sagde jeg og prøvede at får hoved og hale på det hele.

     ”Skat, vi taler om at du og Lucas var ude på en romantisk tur i 2. Time!” sagde Liana.

”Vent hvad?!” jeg stirrede på dem som om det var en eller anden slags joke, ”Jeg var ude og lave en opgave i historie med ham, intet andet” forsikrede jeg dem om. De udvekslede blikke ”Men han holdt da dine bøger?” sagde Celia spørgende.

”Ja det fordi jeg har det med at snuble over mine egne ben, og han mente jeg bedre kunne holde balancen hvis jeg ikke havde noget i hænderne” sagde jeg og prøvede at forklare dem det, men de udvekslede bare vidende blikke. Jeg rystede opgivende på hovedet.

”Nå skal vi kommer til gymnastik?” de nikkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...