The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1247Visninger
AA

5. Kapitel 3

Kapitel 3


Da jeg kørte bilen ind  garagen stod Lillian allerede og ventede på mig med det største smil på læben. Man kunne se hun havde arbejdet i haven da hun havde en blomstret trøje, med nogle løse selebukser i cowboy-stof, også selvfølgelig hendes røde gummistøvler. Hendes typiske have arbejdstøj.

 

”God dag i skolen?” Spurgte hun og trak mig ind i et kram. ”Den bedste sagde jeg”.

     Ved aftensmaden blev jeg forhørt, og kom til at undre mig over hvorfor de ikke var gået ind for politiet. Med deres forhørs metoder ville der være meget mindre kriminalitet. Jeg sad lidt i mine egne tanker da Lillian brød ind. ”Var der så nogle søde fyre” hun smilede over hele ansigtet, mens Greg bare sad og lod som om det ikke interesserede ham, men jeg kunne tydeligt se at han var alt andet end ikke interesseret. Han sad sikkert og ventede på navn, efternavn, adresse og hvilke dage denne ikke eksisterende fyr var alene hjemme så han kunne komme og spærre ham inde i en kælder, i en grotte et eller andet sted.

     ”Jo der var da en masse søde fyre” sagde jeg og smilede, også hørte jeg hvordan det kunne misforstås ”altså ikke på den måde, i ved venlige, og sådan” . jeg rødmede. Lillian smilede bare, og Greg blødte lidt op.

 

Efter maden træk jeg mig tilbage til mit værelse. På min mobil var der klikket en sms ind. En sms fra Matthew (jaa min første sms fra en anden end Greg eller Lillian) han spurgte om jeg havde lyst til at joine ham og Liana på en cafe i byen, for at fejre at første skoledag var ovre.

     ”Selvfølgelig” skrev jeg tilbage. Hurtigt snuppede jeg min skuldertaske fra min stol, hvori jeg puttede min mobil og pung.

 

Hurtigt løb jeg ned ad trapperne og ind i stuen hvor Lillian sad og læste i et blad, overfor Greg der læste en avis. ”jeg smutter ind til byen, jeg skal mødes med nogle venner” sagde jeg med et smil. Lillian smilede først til mig og så derefter over på Greg, ”fortæl hende det” sagde hun. Han gryntede lidt, sådan ja ja rolig nu agtigt, men smilede dog.

     ”Altså det er fordi, vi har besluttet du ikke længere skal køre rundt i smadderkassen, nogensinde igen. Så da jeg muligvis er blevet lidt for gammel til sådan en Camarro, som måske var et impuls køb, så synes vi du skal have den.” han kiggede afventende på mig, jeg ville komme til at savne smadderkassen jeg havde købt for mine egne penge jeg havde tjent. Da jeg havde nægtet at de skulle bruge så mange penge på mig, og det ville jeg stadig ikke have. Også selvom de havde råd til det, og selvom jeg var blevet lidt forelsket i den bil.

     ”Ej det kan jeg altså ikke tage imod, smadderkassen virker helt fint” sagde jeg, også selvom det ikke hjalp min sag at kalde den smadderkassen, men det var altså det den blev døbt den dag jeg købte den.

”Alice søde skat det handler ikke bare om at vi vil give dig noget, men også din sikkerhed. Vi kan ikke lide du køre rundt i den bil om aftenen når det er ved at blive mørkt i bjergene, vi er bange for smadderkassen en dag bare bryder sammen.” Lillian kiggede bekymret på mig.

     Jeg kunne ikke stå for hende når hun sendte mig det blik ”Du ville gøre os meget roligere hvis du ville tage imod vores gave” sagde hun, jeg sukkede og gav efter. ”Godt” sagde Greg og kastede smilende nøglerne over til mig ”for vi har allerede sendt smadderkassen til skrot” sagde han grinende. ”i luskede gamle nisser altså” sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile.

 

Da jeg endelig ramte vejen kunne jeg faktisk godt se hvad de mente, nu når jeg havde en grund til at være ude sent om aftenen så ville det faktisk blive ret mørkt, også var det bedre at have en bil jeg kunne stole på.

 

Jeg kendte udmærket godt byen, så jeg vidste også hvor cafeen lå, jaaa jeg er ikke helt tabt bag en vogn. Jeg fandt en parkeringsplads ikke så langt fra cafeen, men jeg brød mig ikke om der var så mørkt. Jeg skuttede mig og bevægede mig hen til den lidt mere åbne gade igen. Med følelsen af at blive betragtet.

     Det tog ikke lang tid at nå frem til cafeen, men jeg kunne ikke rigtig slippe af med følelsen af at blive forfulgt før jeg nåede ind i cafeens lune miljø. Jeg åndede lettet op, og snusede den dejlige duft af kaffe ind.

”Der var du Alice, vi var lige ved at tro du ikke ville komme” sagde Matthew og gik mig i møde med armene åbne, vi satte os hen til Liana. Hun smilede et strålende smil, ”godt du kunne komme, jeg blev bare nød til at vise dig verdens bedste cafe. Seriøst de laver de bedste kanelsnegle og varme kakao” sagde hun og jeg kunne ikke lade være med at fnise over hendes totalt overgearede væremåde.

      ”jammen så må jeg jo hellere prøve det” sagde jeg med et smil og rejste mig for at gå op og bestille ”hvad vil i have?” spurgte jeg, Liana ville have det samme og Matthew skulle have en sort kaffe og en chokolade muffin.

 

Bag disken stod en meget lækker fyr, med det der perfekte hvide smil, de store overarme man kunne se for t-shirten og det dejlige sorte hår. Yum.

     ”Hey du må være ny her?” sagde han spørgende mens han stod og lavede min bestilling, der var ikke andre bag mig så jeg kunne godt stå og snakke.

”Forholdsvis ny” sagde jeg med et lille smil ”har den forholdsvis nye et navn?” okay nu var det ret sikkert at han flirtede med mig.

”Alice” sagde jeg, han sagde smilende sit navn, okay det der smil var altså bare dejligt, ”Rex, rart at møde dig Alice”. Han nåede ikke at sige mere før døren ind til cafeen blev åbnet og ingen ringere end Lucas og nogle af has venner trådte ind.

 

Lucas fik øje på mig, han sagde et eller andet til sine venner før han også kom op til disken. Rex fulgte ham med øjnene præcis lige som mig. ”Det sædvanlige” sagde han ligegyldigt og lænede sig skødeløst op ad disken. Det så ud til at pisse Rex af, men han brummede bare et eller andet til svar, før han sendte mig et anstrengt smil, og gik om bag i for at finde det han skulle bruge.

     ”Du den nye pige ik?” spurgte han med den sexede let hæse stemme. Han kiggede på mig med hans helt utrolige øjne, hvad var der med de øjne?

”Jeps” smukt Alice bare smukt, jeg fik lyst til at slå mig selv i hovedet med en meget hård hammer.

 

Heldigvis kom Rex tilbage lige i tide til at rede mig fra at ydmyge mig yderligere. ”Her er din bestilling søde” sagde han i en flirtende tone, han stillede tingene op jeg havde bestilt ”nu skal jeg hjælpe dig ned med det” tilføjede han da han så jeg ikke kunne bære det hele selv.

     ”Nej jeg hjælper hende, du ser bare at få lavet min bestilling.” Brød Lucas ind, Lucas tog kakaoen og kanelsneglene, jeg kunne lige få balanceret det sidste. Jeg vendte mig undskyldende mod James der stirrede ondt på Lucas.

 

Da vi gik hen mod det bord i hjørnet de andre sad og ventede ved, syntes jeg næsten Lucas så hoverende ud, men det kunne også bare være mig. Matthew havde ikke set os komme da han sad med ryggen til, men det havde Liana i hvert fald. Hendes øjne blev store som kaffekopper.

     ”Hej med jer” sagde Liana med en spørgende tone. Matthew så os da vi stod lige ved siden af bordet. Jeg satte tingene fra mig, det samme gjorde Lucas, Matthew stirrede nu også på Lucas. Men det her var ikke damn girl, som Lianas det her var mere et Jeg-stor-stærk-mand blik.

     ”Tak fordi du hjalp mig Lucas” sagde jeg for at stoppe deres Hvem-pisser-længst-konkurrence. Han kiggede Matthew ind i øjnene et øjeblik mere inden han blødte op og sendte mig et skævt smil, ”vi ses Alice” sagde han og vendte om og gik tilbage til sine venner.

 

Jeg satte mig ned, mit hjerte galoperede. Liana ville have en forklaring, ”Hvordan kan det værre du hænger ud med skolens lækreste fyr, allerede efter første skoledag?” Matthew skulle til at komme med et utilfreds udbrud, men Liana holdt bare en hånd op for at stoppe ham.

     ”Det ved jeg ikke han ville bare hjælpe” sagde jeg og begyndte at rødme. Liana var stum og vidste ikke hvad hun skulle sige. ”Det er fordi hun er mega lækker Liana, jeg mener det. Du skulle høre hvad de andre drenge siger om hende. Der er allerede ret høje puljer og satser på hvem der får hende” sagde Matthew med en opgivende stemme.

     Både Liana og jeg stirrede på ham, han træk bare på skuldrene. ”Matthew det sagde du bare ikke lige” jeg kiggede ned i bordet og jeg vidste jeg blev knaldrød i hovedet. ”Åhhr se Matthew hun rødmer” sagde Liana grinende.

 

De fortsatte samtalen mens jeg prøvede at overtale mit blod til at løbe væk fra hovedet.

     ”Så du siger at drengene spiller på hvem der kan få en pige?” spurgte Liana, som om hun slet ikke kunne se det forkerte i det. ”Ja altså hvis pigen er lækker, og desto hottere pigen er, desto højere bliver satserne. Og indtil videre har Alice den højeste sats længe” Liana nikkede lidt og så alvorlig ud, lod som om hun kunne se logikken i det inden hun rejste sig op og gav Matthew en på lampen.

     ”Idiot!” sagde hun, han tog sig til baghovedet. ”Av!”. Liana så surt på ham ”Det er bare ikke okay altså” sagde hun irriteret ”vi er ikke dyr”.

    ”Det ved jeg godt, jeg spiller heller ikke” sagde han ”Jeg er en gentleman” han lod som om han rettede på et ikke eksisterende slips. Vi grinede af ham.

    ”Det kan også være lige meget nu hvis Lucas har lagt billet ind” sagde han irriteret. Jeg kiggede forvirret på ham.

 

”Hvorfor dog det?” spurgte jeg, og så forvirret ud. ”Åhh dog hun er så uskyldig” sagde Liana og snøftede.

     ”Fordi Lucas er en man bare ikke kommer på tværs af, og dem der går for langt frem får helt sikkert tæsk.” sagde Matthew og så sur ud.

”Jammen det har han da ikke ret til, jeg bestemme selv hvem jeg hænger ud med, drenge eller piger. Han er ikke min kæreste, det beslutter jeg da hvem skal være” sagde jeg lettere irriteret.

”Selvfølgelig smukke, men det er bare det at de fleste siger ikke nej til ham” sagde Liana og smilede.

     ”Nej og han bliver heller ikke særlig længe hos hver pige, og de plejer ikke at have sådan et forhold hvor han behandler dem som prinsesser.” sagde Matthew der stadig var sur.

 

Jeg tog en bid ad den lækre kanelsnegl, og hm hmm hvor var den god. Og kakaoen man kunne slet ikke beskrive det.

     Da aftenen var gået, havde vi fået samtalen på rette spor igen og aftenen var blevet hyggelig.

Men så skulle jeg også hjem, det have været hyggeligt, men det var ved at blive sent og vi havde skoledag i morgen. Jeg sagde farvel og forlod cafeen.

Det var blevet køligt udenfor, og jeg tog min jakke tættere om mig. Igen fik jeg følelsen af at blive forfulgt. Og stille og roligt begyndte jeg også at få kvalme, jeg skulle måske ikke have spist så meget sødt efter aftensmaden, selvom det ikke plejede at betyde noget.

     Næsten umærkeligt begyndte jeg at gå hurtigere, nu ville jeg bare hjem og under dynen.

 

Endelig kunne jeg se min bil der stod parkeret på den nu tomme og mørke parkeringsplads. Jeg næsten småløb over til den, og da jeg stod ved den stivnede jeg på bilens tag så jeg noget jeg ikke have regnet med. En lille hvid due, så utrolig smuk, hvis fjer der gav genskind af månens lys.

     Den var så lille og ren, og jeg fyldtes med glæde ved synet af den. Den kiggede på mig med små intelligente øjne. Jeg lagde mærke til at rundt omkring på parkeringspladsen sad der i alt 4 små duer, en sad på en skraldespand, to andre sad på den eneste lygte der var på parkeringspladsen også den sidste der sad på min bil.

 

Jeg kunne ikke andet end at beundre det lille kræ, og lagde ikke mærke til den mørke skygge der nærmede sig. Ikke før den sprang ud af mørket, jeg nåede ikke at reagere, og faldt med skyggen over mig.

     Jeg fik helt vildt meget kvalme nu og troede jeg skulle kaste op. Jeg prøvede at få tingen af mig, men den var for tung. Jeg kunne mærke kulden brede sig i mig, som om den overførte det til mig.

”Giv os deeeet, og vi vil skåne den” kræet udbrød en hvæsende lyd og ordene kunne næsten ikke forstås, jeg ville skrige, men et eller andet gjorde det umuligt.

 

Og da var det kræet skreg et overnaturligt skrig, og faldt væk fra mig. Næsten humpede væk, og sort substans fulgte den som blod. Det var duerne, de var gået til angreb. Jeg stivnede en af duerne fløj hen mod mig, jeg var bange for hvad den ville gøre. Hvis den kunne skade sådan en skabning hvad ville den så ikke kunne gøre mode mig.

     Da den kom helt hen til mig, baskede den bare med vingerne mod mig. Det tog mig et øjeblik at fatte meningen. Den ville have mig til at smutte.

     Hurtigt rystende fik jeg bilen op, satte mig ind og speedede op.

 

Da jeg lå hjemme i min seng efter et laaaaaangt bad, for at få kulden ud af kroppen, tænkte jeg på aftenens begivenheder. Hvad var der sket? Det hele virkede så surrealistisk. Og hvad var der med de duer, de var da for søren bare hvide brevduer. Ikke?

     Det hele kørte rundt i hovedet på mig, og inden jeg faldt i søvn besluttede jeg mig for at glemme det, det var jeg alligevel så god til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...