The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1260Visninger
AA

4. Kapitel 2

Kapitel 2


Efter at jeg havde fået mine papirer og Mrs. Wattson havde fulgte mig til 1. Time,  kunne jeg endelig slappe af. Jeg havde et kort over skolen, og vidste hvilke timer jeg skulle have. Det kunne ikke blive bedre….

     Eller jo måske hvis jeg kunne få den fyr ud af hovedet, så ville det måske blive bedre, men det var så svært. Hans himmelblå øjne havde brændt sig ind på indersiden af mine øjenlåg.

 

Næste time var historie. Ekstremt kedeligt, heldigvis havde jeg læst op på det så det var ikke så slemt. Det der var slemt var da jeg kom ind i klassen, og mine evner til at finde vej, havde jeg vidst overvurderet en smule, for jeg var en af de sidste der kom. Læreren var allerede i klassen. ”Jammen du må være miss. Meyers” sagde han, ”kom ind og sæt dig hvor der er plads” jeg gik ind med mine bøger tæt knyttet ind til kroppen.

     Jeg satte mig nær et vindue. ”Så alle sammen, som i nok ved, har vi fået en ny elev. Alice Meyers, jeg vil bede jer om at tage godt imod hende”. Også gik han ellers i gang med undervisningen, jeg pustede lettet ud, han var allerede en af mine yndlings lærere, da han ikke fik mig til at stå op foran alle de andre og fortælle om mig selv.

 

Jeg fandt de bøger frem der skulle bruges og Mr. Lancaster begyndte at snakke. Midt i en sætning om den amerikanske borgerkrig, ti minutter inde i timen, åbnedes døren. Og ingen ringere en mr. Lækkerbuks trådte ind.

     ”Lucas Harrison, mig en ære at se dig til den første historie time efter ferien” sagde mr. Lancaster ironisk. Lucas gryntede bare et eller andet hvorefter han spankulerede ned mod mig, han satte sig på den ledige plads lige bag mig.

Mr. Lancaster virkede en smule utilfreds med Lucas´ provokerende og ligegyldige fremtræden, men han fortsatte heldigvis timen.

 

Jeg kunne gætte mig til at Lucas højst sandsynligt var skolens, populære bad-boy type. Der, uden jeg ved det med sikkerhed, helt sikkert havde datet eller datede Valerie. Det ville være typisk, skolens populære bad-boy og den lækre, men lede populære pige.

     Jeg takkede i mit sind alle de mange film der er blevet lavet om stereotyper, og som jeg havde set. Takket være dem, så følte jeg at jeg have rimelig godt styr på de forskellige grupper, og kunne kende dem fra hinanden. Måske var grupperne bare ikke lige så overdrevet som på film, men de var der.

 

Igennem hele timen var jeg meget bevidst om de andre elever der hele tiden kiggede nysgerigt på mig, men frem for alt den følelse af øjne der borede sig ind i ryggen.

    Da timen var slut skyndte jeg mig at samle mine ting og finde frem til mit skab. Det lå ikke så langt fra historie lokalet, så det gik. Hvad der ikke gik var at få skabet op, det var til gengæld en helt anden sag. ”Dumme skab!” udbrød jeg og endte med at stå og hive aggressivt i det.

     ”Hey hey” var der en ved siden af mig der sagde. Det var en pige med lyst hår, grønne øjne og det dejligste smil. Hun skubbede mig blidt til side og åbnede skabet. ”okaayyy du må være en magiker” sagde jeg og kiggede imponeret på hende. ”Ahr ikke rigtigt, men hvis nogen spørger efter Madame Liana, så henvis dem til skurvognen ude på parkeringspladsen” sagde hun og prøvede at se alvorlig ud, men failede lidt da hun begyndte at grine. Det samme gjorde jeg.

 

”Mit navn er Liana, og jeg regner ud at du er den nye pige Alice?” spurgte hun, jeg nikkede. ”God første skoledag?”, ”jeps har lidt problemer med at finde rundt, men det går”. Liana tog mit skema fra mig og studerede det. ”Ahh se nu vi har de næste to timer sammen, Hjemkundskab, min yndlings” hun smilede tog mig under armen og begav sig af sted.

     Vi endte som hjemkundskabs partnere, da ingen ville være i gruppe med Liana da hun åbenbart stank til at lave mad.

 

Jeg stod og fnisede da hun brændte pastaen på. ”Jeg troede hjemkundskab var dit yndlingsfag?” hun stod og stirrede forundret ned i gryden med brændt pasta, ”det er det, du ved når man spiser maden. Maden bærer den bare af til mig, så det vil helst brændes på du ved” jeg brød ud i latter da hun prøvede at vende bunden i vejret på gryden, men intet kom ud.

     Vi endte med at spise det brød jeg havde lavet, sammen med kødsovsen.

 

Liana var allerede en af mine yndlings personer. Jeg var bange for hun ville blive træt af at svare på alle mine spørgsmål eller vise mig rundt, men hun var en energi bombe, uanset hvad.

     Da det var frokost introducerede hun mig for sine venner og ”deres” middagsbord.  Hendes venner var også super rare, og virkelig søde. De fjollede og stillede mig alverdens spørgsmål.

 

Som ekstrem gruppe- kender som jeg vil kalde mig selv efterhånden. Så vil jeg sige jeg var endt i gruppen med oprørerne du ved dem der følger skolegangen med rigtige venner, og ikke rigtig orker det der med de populære og upopulære. Dem som siger nej tak til at blive puttet i grupper, hvilket jo egentlig også er en gruppe.

    

”Nå Alice, hvor bor du så henne af?” spurgte en dreng ved navn Matthew. ”Jeg bor lidt i udkanten af byen, jeg ved ikke om i kender stedet. Det bliver kaldt Ridding Hill.” de andre sad et øjeblik og stirrede. ”Sig ikke du bor hos mr. og mrs. Meyers?” Matthew så på mig med strålende øjne.

     ”Jo de er sådan lidt mine forældre” sagde jeg stille som om de ville blive sure på mig, jeg vidste ikke om det var en god eller dårlig ting at bo hos dem.

”Fedt!” udbrød han og smilede over hele ansigtet ”jeg troede ikke at de havde et barn?” sagde en pige ved navn Celia spørgende.

     ”Hmm nej ikke et af deres egne, jeg er adopteret” sagde jeg og kiggede lidt ned. De andre vidste ikke rigtig hvad de skulle sige, men så sagde en dreng ved navn Dom; ”har de ikke bare de fedeste biler?” jeg smilede, og de andre blødte op igen ”det må man nok sige Greg er hundrede procent bilnørd, og som Lillian altid sige `Han har desværre råd til det`” drengene udspurgt mig lidt mere om bilerne, og jeg måtte ærligt svare at jeg ikke anede hvilke biler han havde udover den jeg havde lånt.

    Også begyndte de at diskutere biler, og jeg holdt lidt op med at høre efter, fordi en hvis person trådte ind i kantinen. Han så fantastisk ud, med hans mørke morgenhård, de skinnende blå øjne, og hans alt for perfekte ansigt. For slet ikke at tale om tøjvalget han hold i mørkt, med prikken over i´et alla en læderjakke.

     Han stoppede op et øjeblik, scannede ligesom rummet. Hans øjne faldt på mig et øjeblik, jeg havde det som om jeg var ved at falde ned af min stol, indtil han begyndte at gå over mod det bord med hans venner, og jeg endelig kunne bevæge mig igen.

 

Han sad ved bordet med nogle af sportsnørderne, og selvfølgelig Valerie med hendes to følgesvende. Noget der bare undrede mig ved den populære gruppe, det var for det første ingen af dem skilte sig ud som med bare en skønhedsfejl, de så alle helt utrolige ud. For det andet, mellem sportsfyrene da var der heller ikke nogen af dem der skilte sig ud som uintelligente, de grinte højt og pjattede med hinanden, men man kunne se i deres øjne de ikke var dumme. Og det sidste der skræmte mig mest, det så ikke ud til efter at de bare hang ud med hinanden bare fordi de var populære, men at de rent faktisk havde et eller andet bånd til hinanden.

 

Da klokken ringede fik det mig ud at min døs og spekulationer. Da skoledagen endelig var ovre, var jeg fuld af energi og glæde over det var gået så godt, og jeg havde fået nye venner.

     Det ville glæde Lillian, hun var så bekymret for jeg ikke ville få nogle venner.

 

Jeg gik på fortovet hele vejen langs parkeringspladsen for at komme over til min bil, jeg ville ikke risikere at blive kørt ned, da alle var på vej ud med deres biler. Der var dog noget der fangede mit øje, tre personer på skinnende sorte motorcykler der kørte ud, og alle bilerne gjorde ligesom plads. Jeg kunne regne ud hvem der sad på dem.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...