The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1247Visninger
AA

19. Kapitel 16

Kapitel 16


Og her stod vi så igen, på den samme eng jeg havde set så mange gange i mine drømme. Alt var bare blevet så grønt og smukt nu. Det var der vel intet at sige til siden jeg nu havde brugt min glorie til at destruere alt ondt.

    Jeg kiggede ned i det dybe krater der nu var en lille sø jeg åbenbart havde lavet dengang jeg faldt. Skyerne over os så stadig faretruende mørke ud. Og det var som om nu hvor jeg havde accepteret hvad jeg var, så kunne jeg også lukke op for nogle sanser jeg ikke anede jeg havde. Jeg kunne mærke ondskaben nærme sig, og kvalmen meget svagt. Det var ikke fordi at dæmonerne var langt væk fra os min kvalme var så svag, men fordi jeg blev stærkere, jeg kunne mærke kraften fra naturen som prøvede at give mig noget tilbage.

    Jeg kunne ikke forklare de andre det, men jeg vidste det var derfor jeg havde set os på dette sted i min drøm.

 

”Det er tid” sagde Azrael, og vi kiggede alle mod det samme punkt som havde vi forudset fra hvilken side de ville komme.

Og de kom, strømmende ud af skoven. Forest gik en person jeg ville have håbet var død. Samuel.

Han gik med et stort smil på læben, efter ham kom en enorm flok af Faldne med sultne blikke. Jeg genkendte nogle af dem fra de drømme jeg havde haft om mit fald. Det var dog en af dem som Lucas også genkendte.

”Far” hviskede han forfærdet, og kiggede på en af de Faldne som jeg også genkendte. Han havde været der ved mit fald.

Lucas` far så forfærdet på sin søn, der så rasende ud. Efter de Faldne kom dæmonerne. Der var mange dæmoner, alle klædt som mennesker. Og jeg vidste fra et eller andet sted at dæmoner der kunne kamoflere sig som mennesker var  nogle af de stærkeste. Højdæmoner.

 

”Så mødes vi igen” sagde Samuel med en slesk stemme og hans øjne lå sultent på mig. ”Du er meget svær at få fat i, jeg kan forstå du er meget eftertragtet.” sagde han igen henvendt til mig. De bevægede sig tættere på os, spredte sig rundt om vores lille gruppe for at omringe os.

”Lad os nu bare droppe det her Alieyeah, du vil vel ikke have dine små venner kommer til skade vel. Det er da ikke særlig heldemodigt at lade børn kæmpe sine kampe.” der ramte han et ømt punkt, nej jeg ville ikke have der skete dem noget, eller at de kæmpede mine kampe. Dog vidste jeg at jeg på ingen måde kunne få dem til at lade være, de ville aldrig lade mig overgive mig selv til dem. Og det kunne jeg heller ikke. Godt nok kunne jeg ikke huske hvad det var for et syn jeg havde haft der var så vigtigt, men jeg vidste der var mange flere liv på spil.

”Drøm om det Samuel” sagde jeg med en meget behersket og rolig stemme, måske var jeg ved at blive mig selv igen, men det gik bare for langsomt. Jeg var nødt til at bryde muren, jeg selv havde skabt i min hjerne, ned. For at få adgang til mine kræfter og mine minder.

    ”Åhh skat jeg har drømt om dig lige siden den dag du valgte at prøve at udslette mig og mine Faldne” han gjorde en håndbevægelse mod de andre Faldne. ”Er det ikke sjovt, du dræbte alle på nær Lucas´ far” jeg brød mig ikke om at han kendte Lucas´ navn.

    ”Samuel, du kan stadig nå at vende om, og du vil ikke blive straffet” jeg prøvede at spille på hans uvidenhed, måske troede han jeg havde fået mine kræfter tilbage, og måske vidste han ikke at jeg havde hukommelsestab.

”Spil ikke lege med mig tøs, jeg ved det hele” okay der røg den plan i vasken.

 

”Men hvis du ikke har tænkt dig at overgive dig frivilligt, så lad os gøre det på den hårde måde.” også gik det hele løs, Faldne, dæmoner og nephilimer røg i kødet på hinanden. Lucas nåede lige at skubbe mig tilbage inden han angreb sin far, det blev en hvirvelvind, af sorte og gyldenbrune fjer. Azrael havde et smukt svær der glitrede som hans øjne, og han holdt op til flere dæmoner tilbage.

    De andre blev også nødt til at kæmpe mod flere på en gang. Det hele var så forvirrende. Og den før så stille og smukke eng var blevet forvandlet til en slagmark.

En dæmon havde sneget sig ind på Emily hurtigere end jeg troede jeg kunne bevæge mig havde jeg lavet en flyvende takling og stødte ind i dæmonen, vi faldt begge om på jorden.

Den hvæsede af mig. Jeg kom hurtigt på benene, og anede ikke hvad jeg nu skulle gøre.

”Alice!” råbte Azrael. Jeg greb kniven med de mærkelige runer han kastede til mig. Da grebet lå i min hånd føltes den utrolig let, og det føltes så hjemmevendt at holde den. Bladet lyste op i himmelske flammer, og man kunne tydeligt se engle runerne.

Jeg vendte mig med et smil mod dæmonen da den kom mod mig, bød den velkommen, og stak den lige i hjertet da den stødte ind i mig. Den brød op i flammer, da engle bladet berørte den.

    Jeg følte mig næsten hoverende hvilket ikke varede længe. En anden dæmon kom mod mig, men jeg var ikke forberedt. Den løb ind i mig, og jeg fløj flere meter gennem luften, og landede i vandet fra den lille sø, der havde været et krater engang.

 

Jeg var slået ud, og sank længere og længere ned. Alt blev helt stille. Pludselig så jeg vandet der bevægede sig på en mærkelig måde, det ville give mig det tilbage jeg havde mistet her for halvandet år siden, det ville hjælpe mig med at bryde min mur, og gøre mig fri. Jeg bød det velkommen.

 

Det trængte ind, og jeg mærkede det hele min krop. Og da mærkede jeg det skrabe på muren, nej ikke bare skrabe skubbe mase og banke. Det gjorde forbandet ondt og vis jeg havde kunnet røre min krop så ville jeg have skreget.

Og pludselig så jeg.

 

Alle krigene jeg havde været med i. Alle de liv jeg havde redet. Mine stunder til jorden, hvor jeg lærte naturen at kende. Azrael, der havde været frygtet selv i himlen, men jeg havde set ham på hans mest sårbare punkt, der hvor han førte en sjæl over på den anden side. Han var så blid og smuk. Vi havde været forelsket, og været partnere i mange år. Jeg så min ørn der havde været så godt som en del af mig selv i flere tusinde år, og jeg undrede mig over hvordan jeg nogensinde have kunnet glemme ham. Jeg så alle de syn jeg havde haft. Og det syn alle havde været så interesseret i. Det syn hvor jeg så hvordan Himlen kunne gå under.

Jeg mærkede alt min kraft vende tilbage til mig.

 

Pludselig slog jeg øjnene op. Jeg slog mine enorme store hvide vinger ud, der havde været spæret inde alt for længe, og fløj op ad vandet som en projektil.

    Da jeg kom op ad vandet, lavede jeg flere piruetter i luften for at få vandet ud af mine fjer.

 

Kraften stod ud af mig, hele engen blev badet i lys. Jeg kiggede ned på dem alle sammen, mine nye venner, og en gammel. De var slået, flere af dem blødte fra næse og mund, de stod klar til at blive henrettet, selv Azrael der blev holdt ned af flere dæmoner og Faldne.

Dog var alle stoppet i det øjeblik jeg viste mit sande væsen. Pludselig begyndte det at lyne, fire lyn slog ned i marken i fire forskellige hjørner. De havde fundet mig.

 

Jeg smilede, og så ned på Samuel. Og landede på jorden, der blev oplyst ved min berøring. Et lys tog form i min hånd og formedes til et svær der lyste smukt, fuld af energi.

Der hvor de fire lyn slog ned stod nu fire smukke engle med gyldne enorme vinger, og englene lyste mindst lige så meget som mig. Mine brødre; Uriel, Michael, Gabriel og Rafael. De havde hver et våben lige så smukt som mit.

”Samuel jeg advarede dig om ikke at undervurdere en engel fra Hans Helliges Hær” min stemme lød flerstemmigt. ”Overgiv dig” sagde jeg.

”Aldrig” hvæsede han tilbage.

 

Og da gik det hele hurtigt, som om mig og mine brødre tænkte det samme, bevægede vi os alle som en, selv efter vores lange adskillelse. Dæmonerne blev først slået. De Faldne var stærkere og hurtigere, jeg gik direkte efter Samuel, der stod alt for tæt på mine ukampdygtige venner.

Han havde set mig komme og trak et dæmonisk våben. Jeg vidste han var stærk, og passede på at jeg ikke blev ramt af det giftige blad.

 

Vi dansede sådan i noget tid, han huggede jeg undveg og omvendt, vi testede hinandens forsvar. Jeg vidste hvad jeg var nødt til, selvom jeg ikke brød mig om at dræbe en tidligere broder. Jeg undveg, trådte et skridt tilbage da han trådte frem og han fik overbalance som jeg havde regnet med, også kom jeg med nådestødet.

    Han så overasket på mig, og åbnede munden i et overasket `O`.

Han faldt om på jorden, og krakelerede stille og roligt, til han til sidst ikke var andet end støv. Jeg havde set en Falden dø før, det burde være smukt, de plejede at lyse op som et stjerneskud, men Samuel havde været fordærvet til det inderste. Jeg gav ham et øjebliks stilhede inden jeg vendte mig mod de andre.

 

De andre Faldne lå ukampdygtige på jorden. De skulle i skærsilden for deres forbrydelser, og jeg følte en sorg for mine tidligere brødre og søstre. Jeg vidste skærsilden var et forfærdeligt sted, hvor væsner ingen kunne forestille sig boede.

   

Lucas så på mig ligesom alle de andre, og kiggede på mine brødre, der stod i deres fulde kampuniform. Jeg gik over til dem, og kunne mærke en varm tåre løbe ned af min kind, jeg havde længtes efter dem så længe. De mødte mig i et kram og jeg havde godt set tårerne på deres kinder, de havde troet jeg var død.

    Jeg glædede mig over gensynet og at jeg snart ville kunne vende hjem igen. Også ramte erkendelsen mig, jeg skulle sige farvel til min nye familie…

 

Jeg gjorde mig fri og gik tilbage til de andre, imens gjorde mine brødre sig klar til rejsen.

 

”Wauw” sagde Michael der delte navn med min broder, og så mig beundrende på vingerne. ”De følger med jobbet” sagde jeg med et smil, han grinede sagte, og gav mig et kram. ”Vi kommer til at savne dig.” hviskede han ind i mit hår.

Jeg gik videre til Emily vis tåre allerede løb ned af kinderne på hende. ”Du er så smuk, jeg kommer til at savne dig så meget Alice” hun faldt mig om halsen, og jeg lod noget af min styrke løbe over i hende, hun havde brug for det.

”James, Jake jer kommer jeg til at savne rigtig meget” sagde jeg og krammede dem begge, ”bare rolig Alice vi holder skansen hernede, så længe du fjamser rundt i Himlen i små hvide kjoler” sagde Jake, og de grinede begge to. De drenge altså!

    Valerie og Kenneth stod sammen, ikke helt sikre på hvad de skulle gøre. ”Kenneth, Valerie pas nu godt på jer selv” sagde jeg hjerteligt og mente det, mennesket levede med en masse vrede og jalousi, og derfor tilgav jeg dem.

De nikkede begge to, stirede både på mig og mine brødre.

 

Lucas stod og smilede et skævt smil til mig. Han strøg mig let over vingerne, og gjorde mig blød i knæene. Altså helt ærligt, hvorfor skulle den dreng stadig kunne gøre mig blød i knæene?!

    ”Jeg kommer til at savne dig så meget” sagde han og kiggede mig dybt i øjnene, og strøg en vildfaren hårlok om bag mit øre. ”Og jeg som troede du ikke kunne blive smukkere” jeg fniste, jeps en flere tusinde år gammel engel fniste lige.

Han sænkede sit hoved ned mod mit, og vores læber mødtes i et sidste fjerlet kys. Jeg vidste at jeg ville længes efter ham, indtil den dag jeg måske kunne glemme ham.

”Jeg elsker dig” hviskede jeg til ham, og strøg ham over ansigtet. ”Jeg elsker også dig” sagde han.

Jeg skulle til at gå da han trak mig tilbage ”kommer jeg nogensinde til at se dig igen?” spurgte han lavt og bedende. ”Mød op i storcenteret i Los Angeles om præcis 7 år fra nu.” sagde jeg, vendte ryggen til ham og gik. Det var på tide at komme hjem.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...