The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1268Visninger
AA

17. kapitel 14

Kapitel 14


Jeg vågnede lettere forvirret næste morgen. Anede ikke hvor jeg var henne, solen stod ind ad et åbent vindue, og lagde hele værelset i et behageligt lys. Jeg kom først i tanke om hvor jeg var henne da jeg lagde mærke til Lucas´ arm der stadig lå beskyttende om mig. Jeg smilede lidt for mig selv, og nød varmen og trykheden.

    Lucas rykkede lidt på sig ”Godmorgen smukke” sagde han og kyssede mig på kinden. Jeg fnes lidt da det kildede, og vente mig om mod ham så jeg kunne se på hans ansigt. Han kiggede ned på mig ud gennem sine øjenvipper. Han var så smuk og perfekt, ikke på den der overnaturlige perfekte måde som Azrael, men perfekt på en grovere måde. Jeg lagde mærke til at hans ene overlæbe faktisk var lidt skæv, og jeg fandt det utrolig sødt, og kunne ikke lade være med at røre.

    Han nappede mig legende i fingrene. Jeg grinede af ham, og smuttede ud af sengen. Han blev liggende og betragtede mig. ”Jeg er sulten” sagde jeg og smilede til ham. ”Og jeg kunne godt tænke mig du kom tilbage i sengen, men vi kan jo ikke alle blive tilfredse” sagde han med et spagt smil. Jeg vendte øjne ad ham, og gik hen til døren for at gå på jagt efter noget mad. ”Du går ingen steder sådan der unge dame” hørte jeg Lucas sige, jeg kiggede ned ad mig selv, og opdagede jeg jo stadig kun havde en t-shirt på. Den var stor og dækkede mig hele vejen ned til midt på lårene. Jeg smilede bare tilbage til ham og smuttede ud.

 

Jeg fandt tilbage til mit eget værelse og tog mine slidte jeans på. Derefter gik jeg på jagt i køkkenet. Heldigvis havde de andre været på indkøb inden de kom. Jeg fandt nutella og en ske, hmmm hvad mon man kunne gøre med det? Der var godt nok også brød og andre ting der ville være bedre som morgenmåltid, men det var vis man havde tålmodighed til at tilberede.

 

Jeg satte mig på sofaen med et tæppe, nutella og en ske. Stuen var indrettet så man havde udsigt over baghaven, da hele den ene væg var lavet af glas. Bagerst i baghaven begyndte skoven. Der var meget tåget på denne tid af morgenen, og meget stille.

    Jeg tog en skefuld nutella og nød smagen af den nøde- agtige chokolade. Jeg skulle lige til at tage endnu en skefuld da jeg syntes jeg så noget ud af øjenkrogen. Noget hvidt.

 

Jeg burde være bange, jeg burde kalde på de andre. Hvorfor gjorde jeg ikke det? I stedet rejste jeg mig op, og gik hen til glasvæggen, og trak den til siden, for at gå ud på terrassen. Der var også stille herude, og stadig morgentåget.

    Igen syntes jeg, at jeg så noget hvidt bagerst i baghaven nede mod træerne. Jeg gik undrende over den dugvåde græsplæne i bare tær. Jeg trådte ind mellem træerne, tågen lå ikke særlig tæt herinde. Et eller andet fløj tæt over hovedet på mig, jeg dukkede mig forskrækket.

På en gren foran mig havde en hvid brevdue sat sig, den kiggede nysgerigt på mig, med dens alt for kloge øjne. Den due havde jeg set før, jeg kiggede rundt og så de tre andre også sad og kiggede ned på mig. Uhyggeligt, tænkte jeg og gyste lidt, også alligevel ikke. Nu når jeg kendte til meget af det der foregik i denne verden, så var jeg ikke et øjeblik i tvivl om at de duer ikke var helt normale. De havde også redet mig flere gange fra hvad jeg nu vidste var dæmoner. Jeg huskede da Lucas og de andre havde stået på gangen med den smukke hvide fjer, der havde været dækket af blodrødt blod, og fik dårlig samvittighed. De kunne have været døde på grund af mig.

 

Uden at tænke rakte jeg hånden frem mod den lille fugl, den rykkede sig ikke ud af flækken, men kiggede bare på mig med de store kloge øjne. Jeg lød hånden stryge den over hovedet, og mærkede de bløde små dun. Den lukkede øjnene halvt i og så ud som om den nød det, den sagde endda den der lille søde due lyd. Den var bare ikke den eneste, de andre duer sagde præcis det samme, på præcis samme tid.

Jeg kiggede mig undrende omkring, og opdagede de andre duer også sad på præcis samme måde med hovedet let på skrå. Nu begyndte det at blive uhyggeligt, jeg trådte et skridt tilbage.

De tre andre duer lettede alle fra deres grene, og satte sig på den gren lige foran ansigtet på mig. Skoven var pludselig blevet uhyggelig stille. De fire duer stirrede alle på mig med deres små sorte øjne, de stirrede så intenst på mig som om de ville fortælle mig noget. Jeg kiggede tilbage, og pludselig følte jeg det som om jeg blev hevet ind i en drøm.

 

Min krop bevægede sig fremad, gik så roligt og fint gennem en uberørt skov, der sikkert havde eksisteret for tusinder af år siden. Jeg vidste at jeg ikke kunne styre den krop jeg var i, jeg var tilskuer, kunne se ud af øjnene, høre med ørerne, føle med kroppen og lugte med næsen.

Jeg følte mig rolig og sikker her i dette sted, og vidste jeg havde gået her med bare tæer på det bløde grønne mås massere af gange.

Stilheden blev pludselig brudt af en hjerteskærende tuden. Mit hoved rettedes hurtigt mod lyden, og min krop bevægede sig hurtigere.

Da jeg nåede frem så jeg en stor rede der var faldet ned fra et af de store træer. Det var det der lå på jorden der forfærdede mig. Fire af små ørneunger lå med knækkede nakker, og blod på deres små fjerdragter. Jeg kiggede mig omkring og så ørnemor der lå ikke så langt derfra med en pil gennem brystet.

Det forfærdede mig, i denne krop vidste jeg at menneskenes grusomhed havde gjort dette for morskabs skyld. Jeg kunne mærke kroppens vrede som havde det været min egen.

Igen hørte jeg den pibende lyd af et lille dyr der kaldte på hjælp. Min krop satte sig på hug, og jeg så at jeg havde en smuk hvid kjole på af det blødeste og fineste stof.

    Mine fine små hænder løftede reden der lå på hovedet. Og under den lå en lille fin ørneunge dækket i små fine hvide dun. Den havde brækket vingen. Den rationelle del af min hjerne vidste at der ikke var noget at gøre, men mine hænder tog den lille unge op i mit skød. Flere gange strøg jeg den over kroppen, og pludselig mærkede jeg en smuk varme af energi flyde igennem min krop. Mine hænder blev lagt på den lille fugl, og det lille dyr blev badet i et smukt strømmende lys der kom fra mine hænder.

Da lyset igen forsvandt vidste jeg at fuglen ikke længere havde en brækket vinge.

Den kiggede op på mig med to smukke øjne, det ene øje var normalt og gult som andre ørnes, men det andet var smukt og blåt, en tro kopi af mit eget. Og i genspejlingen kunne jeg se et spejlbillede af mit ansigt.

 

Jeg kom gispende tilbage til virkeligheden, jeg var faldet i knæ og kunne ikke forstå hvad der lige var sket.

Jeg vendte blikket op mod de fire smukke hvide duer, der alle betragtede mig, næsten med et sørgmodigt blik.

    ”Hvem er i?” hviskede jeg næsten uhørligt. Og det var det der udløste det hele.

De fire duer lettede, jeg sprang hurtigt på benene. De fløj højt op i luften. Og pludselig dykkede den ene, med kurs direkte mod jorden. Jeg gav et lille skrig fra mig da den styrtede direkte ned mod jorden, og blev en masse af fjer der bevægede sig på mærkelige måder. Den første due blev efterfulgt af en til og en til, indtil de alle var blevet en masse af fjer.

Da de alle var styrtet ned på præcis det samme sted begyndte lyset, hele massen af fjer blev oplyst i et smukt hvidt lys.

 

Jeg så på det med åben mund og øjne på størrelse med tekopper. Da lyset dæmpedes var det ikke længere en masse af fjer eller fire små hvide duer, men en guddommelig smuk stor hvid ørn. Den sad på jorden og kiggede op på mig, det ene øje var gyldent og det andet var blåt, præcis som mit.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...