The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1251Visninger
AA

15. kapitel 12

Kapitel 12


Dag blev hurtigt til aften. Ingen havde forstyrret mig i løbet af dagen. Jeg vidste Lucas stod vagt lige uden foran døren, han havde stået der hele dagen. Jeg havde bare ligget her og stirret. Tænkt på de ting jeg havde set, de ting jeg nu vidste og bekymret mig for de mennesker…… og nefilimer jeg var kommet til at holde af.

     Jeg ville væk fra dem, for at beskytte dem. Dog vidste jeg at det var en urealistisk tanke, de ville aldrig bare lade mig forsvinde. Specielt ikke Lucas. Jeg sukkede. Lucas. Den dejlige fyr, med det skønne smil og de frække øjne. Jeg ville på ingen måde sige at jeg var forelsket. Aldrig. Jeg synes bare han var lidt sød…..

 

Jeg kiggede ud af vinduet. Månen var tydelig i nat, og stjernerne blinkede klart. Jeg prøvede at lade være med at tænke på hvad der var sket i går, og hvad mørket havde bragt med sig. Endelig besluttede jeg mig for at stå op, jeg var bare ikke klar til at møde de andre, så jeg gik bare hen til vinduet og kiggede ud.

     Det var første sal, og jeg kunne se omridset af nogle trækroner, i mørket. Dog var der ikke meget andet end omrids og silhuetter at se i det svage lys fra månen.

Jeg lod blikket glide igennem mørket, og stoppede straks da jeg syntes jeg så noget. To små sølv lys? Hvad var det. Jeg kiggede ordentligt efter, men lige så hurtigt som det var kommet lige så hurtigt var det væk igen.

     jeg mærkede et sug i  maven. Og havde pludselig ikke lyst til at være alene mere.

 

Hurtigt gik jeg gennem rummet og farede ud på gangen. Jeg forskrækkede Lucas der sad op ad væggen og slumrede lidt. Han sprang op. ”Hvad sker der?” spurgte han, og alle hans muskler spændtes straks. ”Ikke noget” sagde jeg, og han kiggede vurderende på mig med et løftet øjenbryn. ”Okay. Jeg syntes jeg så noget, men det var sikkert ikke noget” sagde jeg og kiggede ned på mine fødder.

     ”Kom lad os gå ned i køkkenet så laver jeg noget mad” sagde han og smilede stort til mig. Jeg satte pris på den indsats han gav, specielt nu når det var ham der havde mistet sine venner på grund af mig. ”Det er kun dig mig og Emily der er hjemme. Emily kommer sig stadig efter nogle skader, men hun klare sig.” sagde han som for at berolige mig, min samvittighed blev bare værre.

 

Lucas fik bikset et lækkert måltid sammen til mig. Og jeg spiste med en overaskende stor appetit.

    Jeg skulle til at rejse mig op for at tage en omgang mere. Da hele verden blev stille et øjeblik, for så at gå over i ragnarok. Der lød et ordenligt brag og det store køkkenvindue knustes. Glas sprang ud til alle sider. Jeg nåede lige at se på Lucas. Hans øjne var fuldt opspærrede han skulle til at råbe noget til mig, men nåede det ikke inden han blev slået omkuld. Han forsvandt under et stort ulvelignende væsen, uden hår, med en skællet hud, enorme muskler og meget skarpe tænder.

     Lucas skubbede ulven fra sig, hans vinger var fremme. ”Alice løb!” han nåede lige at sige det før ulven var på benene igen, og en anden sprang ind gennem vinduet.  

 

Min puls røg i vejret. Jeg vendte mig om og løb op ad trapperne. Jeg kunne høre stort tumult nede fra køkkenet, og snart hørte jeg den anden ulv optage forfølgelsen af mig. Jeg kiggede mig over skulderen og var ved at falde over mine egne ben. Ulvens røde øjne borede sig ind i mine, jeg spærrede øjnene op. Hurtigt løb jeg ind ad den nærmeste dør, og smækkede den efter mig.

     Jeg bakkede stille og roligt væk fra den, og prøvede at få kontrol over min vejrtrækning. En bevægelse i det mørke ukendte værelse fangede mit blik, mit hjerte sprang straks op i halsen igen.

 

”Alice, hvad sker der?” spurgte Emily der søvnigt kløede sig i øjnene, og satte sig op i sengen. ”Shhh” hviskede jeg til hende, og så skræmt på døren, man kunne høre ulvens kløer træde varsomt på gangen.

     Hurtigt hoppede Emily humpende ud af sengen, og stillede sig ved siden af mig. ”Hvad sker der?” spurgte hun mere vågent og insisterende.

”ulve” hviskede jeg næsten uhørligt. Hun så krigerisk på døren ”Nej. Helvedeshunde.” hvæse-hviskede hun.

 

Der var et vindue bagerst i rummet som på mit værelse. Og vores eneste chance for at komme ud, som om ulven vidste den havde fanget os, tog den sig god tid med at gå ned ad gangen, så vi kunne høre hvert et skridt den tog. Længere væk hørtes kampen Lucas havde med den anden ulv.

    ”Alice, jeg ved ikke om jeg kan bære dig, men jeg kan sikre os begge at lande trygt på jorden.” sagde Emily alvorligt, og nikkede mod vinduet. Jeg overvejede et øjeblik, men nikkede så.

 

Hurtigt fik vi åbnet vinduet, og det virkede som om ulven havde regnet os ud, for den hylede og braste døren ind. ”Nu!” råbte jeg. Emily tog mig under armene og vi svævede ud ad vinduet. Emilys vinger slog let og vi svævede 5 meter før hun begyndte nedstigningen.

    Jeg kiggede tilbage på ulven, der med fråden om munden prøvede at kæmpe sig ud gennem det alt for lille vindue.

 

Jeg skulle lige til at puste ud da Emily sagde, ”ud af gløderne og ind i ilden”. Jeg kiggede forvirret på hende, og opdagede hun kiggede på noget bag mig, jeg vendte mig om. Bag mig stod tre af de forbandede dæmon ulve.

    Vi bakkede begge to. ”Hvad gør vi nu?” sagde jeg ud gennem sammenknebne læber, Emily svarede ikke. Og jeg regnede den ud. Vi gjorde ingen ting for nu ville vi dø.

 

Mine tanker strejfede et øjeblik mine forældre, mine venner og…. Lucas. Han kæmpede sin egen kamp inde i huset. Jeg håbede han fik nedkæmpet sin ulv også slap væk. For vi havde ingen chance.

    Ulvene strejfede omkring os. Knurrede og snappede efter os så vi sprang tilbage. De legede med os.

 

”Emily flyv. Jeg vil ikke have du også lader livet for mig” sagde jeg med sammenbidte tænder, imens jeg holdt øje med ulvene. ”Glem det pis Alice, jeg ville aldrig være i stand til at se mig selv i øjnene igen hvis jeg efterlod dig” jeg skævede til hende og så beslutsomheden lyse i hendes øjne. Jeg sukkede opgivende.

    Jeg så straks forandringen hos ulvene, og vidste nu ville vi dø. Det var som om en usynlig kraft gav dem tilladelse til endelig at flænse os.

Jeg lukkede øjnene, hørte deres sidste knurren da de alle stoppede op som én, og gjorde sig klar til angreb. Det kom bare aldrig. Et skarpt lys brød mørket , og jeg kunne endda se det gennem mine sammenknebne øjne.

 

I stedet for knurren hørte jeg nu høje skingre pibende lyde. Jeg åbnede øjnene, og så en mørk utydelig skikkelse stå bøjet over en halv død helvedeshund. De to andre lå allerede døde på jorden.

    Jeg stirrede på skikkelsen. Vidste ikke om jeg skulle være glad eller ej. Skikkelsen rejste sig i sin fulde størrelse. Emily stod halvt foran mig som om hun ville beskytte mig fra hvad enten det var.

 

Langsomt vendte skikkelsen sig om, personen var hyldet i en mørk kappe, og havde en hætte trukket over hovedet så ansigtet var dækket i mørke.

    ”Vis dig selv!” sagde Emily sagte, dog med meget styrke bag hvert ord.

Langsomt førte skikkelsen lydløst hånden op til hættens kant, og trak den tilbage. Synet gav mig åndenød. Bag mørket var et overvældende smukt ansigt. Hvert en del af hans ansigt var et kunstværk, og månens stråler reflekteredes i hans lyse hud.  

    Hans øjne var lyse og sølv agtige. Da han så mig ind i øjnene følte jeg, at jeg fik stød. Og det var der han begyndte at skræmme mig. Det var ikke han mørke og dystre smukke ansigt eller de lysende øjne, det var genkendelsen, der sad så dybt begravet i mig. Det skræmte mig mere end noget andet. 

 

Jeg stirrede bare på ham, og ham på mig. Hans ansigt var som hugget i sten, og det burde ikke være muligt at aflæse en eneste følelse i hans ansigtstræk, men det kunne jeg. Jeg kunne aflæse hans følelser som hvis det havde været mine egne. Jeg kunne se glæden, sorgen, genkendelsen. Alt som ingen andre kunne se, fordi jeg kendte ham, helt til hans inderste…. Også alligevel ikke.

    Han brød øjenkontakten med mig. ”Azrael….” hviskede Emily forskrækket, hun så bange ud, og jeg anede ikke hvorfor.

 

”Alice, find Lucas” sagde hun lavt til mig, uden at slippe Azrael med blikket en eneste gang. Azrael begyndte langsomt at smile, som om han tog en maske på og jeg kunne ikke længere aflæse hans ansigtsudtryk.

    ” Så så lille engel.” sagde han med en dyb brummende stemme, der gav mig kuldegysninger. ”Du har intet at gøre her, forsvind” sagde Emily og prøvede at lyde stærk, men man kunne sagtens høre frygten i hendes stemme.

”Det er desværre ikke muligt, i det mindste ikke hvis i gerne vil overleve. Der er flere af helvedes undersåtter herude i nat” sagde han tænksomt, og smilede et meget lille skævt smil, som om det morede ham.

 

Jeg hørte pludselig løbende fødder, og vende mig hurtigt i frygt for hvad vi ville komme til at se, men blev dog hurtigt lettet. Lucas kom løbende mod os, med en lettere flænset trøje, og noget blod. Dog så han ikke ud til at være skadet.

    ”Hvem er han?” spurgte Lucas mistænksomt. ”Azrael” hviskede Emily, stadig med frygt i øjnene, nu spredtes frygten til Lucas. Han maskerede det dog hurtigt med et stærkt og trodsigt ansigtsudtryk.

 

Han stillede sig beskyttende foran mig. ”Du har intet at gøre her, her er ingen der skal med dig.” sagde han hårdt. Azrael så ikke ud til at føle sig truet af Lucas på nogen måde. I stedet så han tænksomt på den måde, Lucas stod, beskyttende foran mig på. ”Interessant” sagde han bare, med et løftet øjenbryn.

   

Pludselig lød flere dybe knurrende lyde fra mørket omkring os.

    ”Gå- sagde Azrael ”Jeg finder jer senere” sagde han med et smil og kiggede på mig. Også skød to smukke enorme sølvvinger ud af ryggen på ham, og han fløj op i luften og forsvandt i mørket.

 

”Kom!” brummede Lucas og trak af sted med os.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...