The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1266Visninger
AA

14. Kapitel 11

Kapitel 11


Jeg følte mig kvalt. Mørket lå om mig, og omsluttede min krop.

     Jeg prøvede at komme ud af mørket, og pludselig blev jeg fri. Jeg kunne trække vejret frit igen. Der var en dør foran mig, jeg åbnede den og gik ind. Jeg stod i et rum, et tomt rum med en lyspære i loftet. Den gav ikke meget lys og jeg kunne ikke se hjørnerne af rummet. Lyspæren blinkede. Pludselig stod to personer under lyset med ryggen til mig. Jeg gik hen til dem, jeg genkendte dem.

     ”Brian? Mia?” jeg følte en glæde, de levede jo! De var lige her! De vendte sig langsomt mod mig, og i det øjeblik vidste jeg noget var galt. Nej de var døde, jeg havde set dem dø!

 

Jeg kunne ikke rykke mig ud af flækken, jeg kunne kun se dem. De stod nu helt med front mod mig, og jeg fik lyst til at skrige. Mias hals var sprættet op, og det løb vådt rødt blod ned over brystet på hende. Hun så på mig med tomme uhyggelige øjne. Brian så også på mig, hans brystkasse var også helt sprættet op efter kløer. De gik frem mod mig, jeg fik rykket mine fødder baglæns.

     ”Du dræbte os” sagde Mia med en gurglende stemme, som om hun var ved at blive kvalt i sit eget blod. ”Nej. Nej det var dæmonerne Mia.” sagde jeg bange og stod med ryggen mod døren. De fortsatte frem mod mig, med langsomme skridt. De rakte hænderne frem mod mig, ”det er din skyld” sagde Brian.

     Jeg fik åbnet døren, og tog et skridt baglæns. Jeg faldt ud i mørket, uden at vide om det nogensinde ville få en ende.

 

Pludselig var jeg i et helt andet scenarie. Jeg stod i en stor lysning i en skov. Et sted med massere af lyng. Det var mørkt, men det hele blev oplyst med skæret fra månen. Jeg stod foran et stort krater der røg. I krateret lå en skabning. Vis vinger stadig glødede, som om der havde været ild i dem. Dog stadig var vingerne noget af det smukkeste jeg havde set. Væsnet begyndte at røre på sig, den prøvede at komme op af det dybe krater. Jeg ville hjælpe, men vidste det ikke kunne lade sig gøre.

     Jeg kunne se andre skikkelser nærme sig, jeg vidste de ikke var gode. Jeg prøvede at råbe til englen at den skulle komme væk, men jeg kunne allerede se hvilken kamp den havde med at komme op. Den ville aldrig nå det.

 

De onde skikkelser havde omringet den smukke engel. ”Velkommen Alieyha” sagde en af dem. En mand, der var overnaturlig smuk. Jeg hørte ikke meget af det han sagde, jeg studerede dem bare. Pludselig lod han sine vinger der var helt ibensorte trænge ud gennem sin t-shirt. Og det samme gjorde de omkringstående. Falden. Var der en lille stemme i mit hoved der sagde.

     Den faldne strøg englen over kinden, selv om jeg ikke kunne se englens ansigt så vidste jeg at hun blev afstødt af hans berøring. Han strøg også englen over den vinger. ”Så smukke. Vi har ikke hvide vinger hernede. Helt ekstra ordinært, så smukt. Men vi ved jo alle at dine vinger altid har været misundelsesværdige, er det ikke rigtigt Danielle?” sagde han henvendt til en af de kvindelige faldne, der trådte frem. Hun gav ham ret. ”Jammen så synes jeg vi skal give dem til dig Danielle. Jeg håber du selv vil stå for arbejdet med afhugningen?” sagde han, jeg gispede ligesom englen.

 

Den kvindelige faldne trådte frem med et svær i hånden. Sværdet var så uendeligt smukt. Og man kunne se det var levende. Der var runer på det der glødede svagt. Jeg ville kigge væk, ville ikke se englen få hugget sine vinger af, men kunne ikke.

     Englen så så svag ud, og dog. Jeg kunne se den skævede en smugle til sværdet. Pludselig tog den sværdet, tog fat om det skarpe blad. Sværdet flammede op, som om englens berøring gav den den kraft den havde brug for. Den faldne gav hurtigt slip og vaklede tilbage, da sværdets greb havde brændt hende.

     Englen tog sværdet i sin besiddelse. Og den så stærk ud, dens vinger glødede smukt af lys og varme. Englen så frygtindgydende ud, magtfuld. ”Du skal ikke undervurdere en engel fra Hans Helliges Hær”, sagde den med en magtfuld skræmmende stemme, der lød som om der var flere stemmer bag.

     I det fjerne hørte jeg hyl. Jeg kunne se englen vakle en smugle, og jeg opdagede bluffet. Det samme gjorde lederen af de faldne. ”Hun bluffer! grib hende!” råbte han. De faldne bevægede sig tøvende frem.

 

Jeg så englens ansigt for første gang og stivnede. Hun lignede mig…… englen tog sværdet højt over hovedet, og borede det ned i jorden. Alt blev oversvømmet i et altødelæggende lys.   

 

Jeg vågnede op med et lille skrig. Jeg lå fuldstændig badet i sved, og gispede efter vejret. Jeg lå i den samme seng jeg var vågnet i i morges. Jeg kunne huske det! Jeg kunne huske det! Jeg huskede mit mareridt, for første gang siden altid. Jeg følte en stille sejrsrus. Jeg anede ikke om det var det samme mareridt jeg altid havde, men det her var en start.

     Jeg huskede den smukke engel, og jeg huskede det skærende lys. Jeg kom til at huske den historie Lucas havde fortalt om englen og Samuel. Jeg måtte have haft mareridt om det. Jeg huskede så tydeligt den smukke engel, og hendes smukke hvide vinger. Og til sidst huskede jeg hendes ansigt fra før hun udslettede sig selv. Hun havde lignet mig i nogle af trækkene. Bortset fra hun havde været guddommelig smuk, uden de fejl jeg havde. Det skræmte mig lidt at englen i mit mareridt lignede mig, men jeg tænkte ikke mere over det. Glæden over at jeg kunne huske et mareridt var ikke til at ødelægge.

     Det der dog skræmte mig mest var at jeg følte det var virkeligt. Jeg havde følte englens frygt og sorg. og jeg havde følt det mere som et minde end et mareridt. Jeg krummede mig lidt.

 

Jeg tog mig til halsen, men fjernede hurtigt hånden igen. Av! Det følte som om jeg havde fået brændemærker, og nu jeg tænkte over det så føltes min hals tør og øm.

     Jeg kom i tanke om episoden i køkkenet. Og mit humør faldt flere grader. Det var min skyld at de var døde…..

 

Uden for døren hørte jeg tumult. ”Lad mig nu komme forbi Lucas” hørte jeg Kenneth sige. ”Du kommer ikke i nærheden af hende” hvæssede han tilbage, det lignede ikke Lucas at tale sådan til sine venner. ”Jeg vil bare sige undskyld” sagde Kenneth.

     ”Du skal dræbe mig, eller brække hver en knogle i min krop før du kommer forbi” svarede Lucas. Jeg kunne høre Kenneth sukke og jeg vidste han gik.

 

Af en eller anden grund åndede jeg lettet op. Jeg var ikke klar til at møde ham, jeg kunne stadig mærke hans hænder om min hals. Jeg gøs.

 

Og så følte jeg skyldfølelse over det der var sket. Kenneth havde ret, det hele var min skyld. De var bedre tjent uden mig…… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...