The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1261Visninger
AA

13. Kapitel 10

Kapitel 10


Drengene var hurtigt oppe at stå. Jeg kunne mærke kvalmen komme snigende, en klump satte sig i min mave. Jeg vidste hvad der var kommet. Endnu et skrig lød. Kvalmen kom nærmere. ”Dæmoner”, hviskede jeg. Også gik lyset det hele blev mørkt.

     ”Michael du kommer med mig, Jake, James sørg for Alice. Vi finder Valerie og de andre” Lucas løb ud af havedøren og forsvandt i det uigennemtrængelige mørke, lige efter fulgte Michael. Jeg nåede lige at få et glimt af en brun vinge, der måtte være Michaels.

 

”Alice vi må ud til bilerne” sagde Jake, og vi løb gennem huset med mig der førte vej. Jeg åbnede døren til garagen da jeg bemærkede noget var forkert. Selvfølgelig var der mørkt i garagen da lyset var gået, men det var ikke det. Den ene af garagedørene stod åben. Jeg trådte ned af trinene, så de andre kunne komme til.

     Kvalmen blev pludselig meget værre. Der var noget galt, jeg gik langsomt nogle skridt længere frem. Og lagde pludselig mærke til jeg trådte i noget vådt. Jeg kiggede ned og så jeg stod i en mørk pøl. Drengene var nogle skridt efter mig. Jeg satte mig på hug for at se hvad det var, og rørte tænksomt den mørke klæbrige masse.

     Jeg kiggede til siden mellem to biler, og så hvor massen kom fra. Der lå et eller andet på gulvet, jeg ikke rigtig kunne se hvad var. Inden nogen nåede at stoppe mig gik jeg hen til det. Forskrækket trådte jeg hurtigt tilbage og faldt over mine egne ben. Et hvidt ansigt stirrede på mig med døde tomme øjne. Mia. Jeg gispede efter luft og ville skrige, men der kom ikke noget ud.

 

Tvillingerne så hvad jeg havde set. Jeg kunne se deres skikkelser, men ikke deres ansigtsudtryk. Min puls hoppede af sted. Det var umuligt at kende forskel på de to drenge i mørket, men en af dem fik mig op at stå. Han tog mig op i sine arme da han opdagede jeg rystede for meget til at gå på mine egne ben.

     ”James vi bliver nødt til at komme ud herfra” hviskede han til…. Ja det måtte så være James han hviskede til, ”jeg tror hun er ved at gå i chok” tilføjede han.

Jeg kunne se på James´ kropsprog at han var rasende, og ville ud for at hævne hans ven. Hvis jeg havde været i stand til at sige noget, så ville jeg have sagt han skulle gøre det, men jeg var helt lammet, og det føltes som om jeg for en stund ikke kunne styre min krop.

     ”D….d….de kkkk….omer” fik jeg hvislet ud gennem mine følelsesløse læber. Jake kiggede ned på mig, kvalmen blev værre. Hurtigt fik han snuppet bilnøglerne fra mine stive hænder. Låste den nærmeste bil op og lagde mig ind på bagsædet.

     ”James kom nu, vi må væk” sagde han desperat til sin tvilling. Og efter to sekunders overvejelse satte de sig begge ind i bilen, der hurtig blev tændt. Jake gassede op og vi fløj ud af garagen. Dog nåede vi ikke langt før en mørk skikkelse pludselig stod foran os. Den stod krummet sammen, og vi bremsede hurtigt op.

 

Jeg så på skikkelsen der ble lyst op af bilens forlygter, og genkendte ham hurtigt. Det var Brian, hans vinger var slået ud, men de hang slapt bag ham. Han kiggede på os jeg kunne se hans øjne flakke, han så bange ud. Pludselig faldt han i knæ, hurtigt var begge drenge ude af bilen. Gennem foruden kunne jeg se hele scenariet.

     Brians hoved lå mod mig i Jakes skød, James prøvede at stoppe blødningen fra hans bryst. Jeg kunne se to dybe flænger, so efter kløer. Fra de to bildøre der var åbne kunne jeg høre hvad han sagde, han kiggede på Jake.

     ”Vi blev omringet…… je..jeg vvved ikke hv…v..or de andre er.”, ”Så så spar på kræfterne gamle dreng vi får dig væk herfra. Det skal nok gå.” skyndte Jake sig at sige. Han kiggede bedende på sin bror, der så opgivende tilbage, og rystede på hovedet.

 

Pludselig lød en dyb hvæsen fra mørket. Og jeg kunne se et stort skællet væsen bevæge sig hurtigt og lydløst i udkanten af lyset fra lygterne. Tvillingerne kiggede begge ned på deres ven, da han stille udåndede sit sidste åndedræt. De lukkede hans øjne der stirrede tomt op på stjernerne.

     Hurtigt kom de på benene og var tilbage i bilen. De kørte uden om Brian og gassede op. Vejene var stille på denne tid. Faktisk var verdenen stille lige nu. Det eneste der brød stilheden var lyden af motoren der åd kilometerne på vej væk.

     Jeg kunne stadig mærke kvalmen, men den var mindre nu. Tvillingerne sagde ingen ting. Jeg syntes nogle gange at jeg så glimt af det skællede væsen, men det blev ikke til mere. Og jeg var ikke engang sikker på at det ikke var noget jeg bare bildte mig selv ind.

 

Der løb ingen tåre ned af mine kinder. Det gjorde der aldrig, i hvert fald ikke af hvad jeg kunne huske. Jeg ville gerne græde, komme af med mine frustrationer og min frygt. Jeg vidste bare ikke hvordan, og min krop vidste det åbenbart heller ikke.

      Jeg frygtede for de andre, og hvad der var sket med dem. Dog var der et ansigt jeg frygtede mest for. Lucas. Hvad var der sket med ham?

 

Jeg var blevet lidt mere mig selv nu. Og havde sat mig op, jeg rystede ikke mere. Dog sad jeg kun og stirrede ud i luften, væk i mine egne tanker. Jeg frygtede ikke for mig selv, men for dem er ofrede sig for mig.

 

***

 

Jeg vågnede næste morgen ved lyden af fuglefløjt, og solen der skinnede ind af nogle gardiner. I et øjeblik havde jeg glemt alt om hvad der var sket dagen før. Jeg huskede det først da jeg opdagede det ikke var min seng.

     Hurtigt stod jeg op og hoppede ud af sengen. Jeg åbnede den eneste dør der var i det sparsomt møblerede værelse, og stod i en gang. Gangen var smal og der var flere døre, men jeg havde kun øje for trapperne for enden der førte ned til lyden af menneskestemmer.

 

Hurtigt løb jeg ned, og stod i et lettere gammeldags køkken. Rundt om det store spisebord sad; Michael, James, Jake, Valerie, Kenneth og Lucas. Jeg åndede næsten lettet ud. Og kunne ikke skjule min glæde ved at se ham. De kunne han heller ikke han smilede stort til mig.

     I to store skridt var han ovre ved mig og trak mig ind til en stor omfavnelse. Jeg puttede mig ved hans skulder. Lykkelig over at se ham igen. Jeg anede ikke hvor meget jeg var kommet til at holde af ham, og ville absolut ikke indrømme det, men tiden var ikke lige for at bygge mure op nu.

 

Da han gav slip nåede jeg kun lige at træde et skridt tilbage før jeg fik en væg i ryggen og mine luftveje spærret. Foran mig stod en rasende Kenneth med sin store hånd om min hals. Jeg prøvede at få den væk, men han var for stærk. Og det var ikke kun hans menneskelige styrke han brugte, så jeg indså at få hans hånd væk var umuligt. Jeg følte han kunne knække min hals som en kvist hvis han ville. Det blev sværere at trække vejret, og mine lunger hev desperat efter luft.

     Jeg kunne se Lucas træde frem for at få Kenneth væk. ”Stop lige der Lucas.” hans stoppede, hvilket bekræftede min mistanke om at Kenneth rent faktisk vari stand til at knække min hals.

     ”Jeg burde dræbe hende. Få det overstået så ikke flere af os skal dø.” sagde han halvt henvendt til de andre og halvt til sig selv. ”Kenneth hold nu op, lad Alice gå”. Sagde James der kom langsomt over mod os med Jake i hælende. Hvis blik kunne dræbe ville Kenneth være faldet død om, for det blik Lucas sendte ham var farligt.

     ”DET ER HENDES SKYLD BRIAN ER DØD!!!!” råbte Kenneth pludselig, og det begyndte stille og roligt at sortne for mine øjne. ”Lad ham nu ikke død forgæves” sagde James der næsten var helt henne ved os.

 

Over ved bordet kunne jeg se Valerie der stille og roligt bladrede i et dameblad og drak sin kaffe, som om intet af det her skete.

     ”Kenneth slip hende, det er ikke hendes skyld. Lad ikke dem vinde.” sagde James lavt der nu stod helt henne ved os og lagde hånd på Kenneths arm. Han greb løsnedes en smugle for helt at give slip. Jeg faldt krampagtigt om på gulvet og hev efter vejret. Lucas var straks hos mig og tog mig i sine arme. Nu gav min hjerne op, og det sortnedes helt for mine øjne.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...