The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1261Visninger
AA

3. Kapitel 1

Kapitel 1


Jeg vågnede med et chok på mit værelse med de lilla vægge, min krop var badet i sved. Den samme drøm igen, det var uhyggeligt. Jeg vidste det var den samme drøm, men jeg vidste aldrig præcis hvad det nu var jeg drømte. Eller rettere sagt havde mareridt om.

     Jeg kiggede på digitaluret på natbordet ved siden af min seng. Så at jeg allerede skulle op om ti minutter, så det kunne ikke betale sig at gå i seng igen. I stedet lagde jeg mig med ryggen i sengen og kiggede op i loftet. Den store himmelseng jeg lå på var dejlig blød, stor og robust. Den var lavet af mørkt træ, som ældre møbler. Så vidt jeg ved er det vidst også et arvestykke. Som en del af sengen er der malet en blå himmel i loftet, med en lille engel der smiler ned til mig. Jeg smilede tilbage.

     I det hele taget er hele huset indrettet med de store tunge træmøbler, der giver det hele et gammeldags udtryk.

 

Jeg bor hos to enormt søde, lettere ældre mennesker. Lillian og Greg, de besluttede i en sen alder at de ville have et barn, og det blev så mig. Da de endelig besluttede at få mig kunne de ikke længere selv få børn, og de blev enige om at de ikke ville opfostre et lille barn. Og der kom jeg så ind i billedet, med min meget specielle fortid, eller mangel på samme.

     For at gøre en lang historie kort: Jeg endte ikke bare på børnehjemmet fordi jeg mistede min familie. Jeg endte der efter en politi sag.

 

Det havde været en nat, hvor der havde været et enormt energiudbrud, på samme niveau som en atombombe. Der havde vidst været stort tumult om hvorvidt det havde været et forfejlet terror angreb, eller andet. Og det havde været i tv og så videre. Alle havde selvfølgelig sprunget det helt ude af proportioner, tror jeg da. I hvert fald ifølge mine ”forældre”. Der havde vidst været meget snak om at regeringen sprang det i luften for at skjule rumvæsen aktivitet.

     Og så var det jeg blevet fundet, jeg havde fået fortalt at jeg havde vandret rundt i skoven, med bare fødder, og beskidt tøj. Meget tæt på der hvor det menes at en meteor slog ned.

 

Da politiet fandt mig gik pressen selvfølgelig helt amok, og lavede overskrifter som ”Pige eller rumvæsen?”, ”Rumvæsnerne går i blandt os” og  ”Det regeringen ikke fik destrueret”. Også endelig da pressen var færdig med at genere mig blev jeg glemt og sat på børnehjem.

     Politiet havde ikke vidst hvad de skulle gøre med mig, en 16 årig pige der ikke huskede noget som helst, og som ikke fandtes i nogen databaser. De kunne ikke finde nogen familie eller andet.

 

Og da var det jeg kom på børnehjem. Jeg ved ikke hvor længe jeg var på børnehjemmet, og jeg havde ikke nogen rigtig fødselsdag. Det blev valgt at jeg måtte være omkring de 16 så det var jeg i nogle måneder uden aldrig at blive mere før jeg blev adopteret af Lillian og Greg

Det var svært for dem i starten, sådan en teenage pige der ikke husker noget, men prøver desperat på det. På trods af jeg intet husker om mit tidligere liv så ved jeg en masse. I starten havde de skaffet hjemmelære til mig, men jeg vidste bare alt det hun prøvede at lære mig uden at vide hvor det kom fra. Hvilket Greg bare morede sig over og kaldte sig sin egen lille Einstein, hver gang jeg løste et regnestykke på nul komma fem. Mens Lillian bare kiggede bekymret på mig.

     Lillian er altid så bekymret for mig, jeg kan nogle gange finde på bare at kigge ud i luften i meget lang tid uden at se noget som helst. Hvilket tit sker på en regnvejrs dag, hvor jeg bar stirre ud ad vinduet. Hun er så blevet mere tolerant over for det, og hver gang det sker laver hun mig en kop varm kakao med skumfiduser. Jeg tror hun tror det er fordi jeg husker et eller andet fra mit tidligere liv, men det er bare ikke det. Og det genere mig heller ikke, jeg prøver kun at huske fordi det er det de forventer af mig. Og nogle gange når jeg rent faktisk prøver, så føler jeg det som om jeg løber ind i en mur.

 

Så efter et års tid med hjemmelære har de endelig givet mig lov til at starte i en almindelig skole, nu når jeg er 17 år gammel. Så i dag er min første skoledag, jeg kunne mærke sommerfuglene i maven.

     Endelig ringede vækkeuret, jeg slog hurtigt på det. Hoppede ud ad sengen og ind i bad på mit eget store badeværelse.

 

Efter jeg havde gjort mig klar gik jeg gennem den lange gang der igen blev holdt i det der mørke træ, og en masse gamle billeder på væggene. Ja mine ”forældre” har en enorm villa, der er holdt i den gammeldags stil.

     Jeg smuttede ned i det stilrene køkken, Lillian var allerede i gang i køkkenet. Der duftede lækkert af nybagte boller. ”Godmorgen solstråle, glæder du dig til din store dag?” spurgte hun, jeg nikkede stolede ikke på min stemme, da min mave var fyldt med sommerfugle.

 

Heldigvis havde jeg brugte hele sommerferien på at nørde film om unge i highschool. Så jeg vil kalde mig selv en ekspert efterhånden, og Lillian havde hjulpet mig med at finde det korrekte tøj til at gå i skole i. Selvom hun er midt halvtreds, er hun altså bare super sej. Høj slank kvinde, med grå skænk i siderne, og dejlige smilerynker. For ikke at nævne hendes stil der bare har klasse i hendes alder.

 

Greg kom ned og gav mig et kys på hovedet. ”godmorgen mine to dejlige piger” sagde han med avisen under armen, på med læsebrillerne, hans elskede sutsko og badekåben der kun lige afslørede hans lange natbukser forneden.

    Jeg så på uret og opdagede hvad klokken var. ”Møj” udbrød jeg måske en anelse for højt i vores dejlige rolige hjem. Lillian kiggede forvirret på mig, jeg pegede på uret ”jeg kommer for sent!”, hurtigt snuppede jeg en bolle, løb gennem huset, tog min rygsæk på vejen. Og nåede lige at åbne døren ud til den overdådige garage (lige en ting hvor Lillian elsker shopping, der elsker Greg biler) Greg kaldte mit navn, og skyndte sig hen til mig.

     ”Du tager camarroen” han holdt nogle nøgler frem mod mig. Jeg kiggede spørgende på ham, hvor skulle jeg vide hvad en ”Camarro” var for en? Han smilede ”den sorte min skat”, jeg nikkede. Nåårh selvfølgelig, det var bare så svært at holde styr på alle hans biler. Jeg gik forbi min egen gamle smadderkasse, der ikke ville kunne køre hurtigt nok til at jeg ville kunne nå frem i tide til skolen.

 

Men da jeg nåede ned og så bilen jeg skulle køre i, tabte jeg kæben, hele vejen ned på brystet. Den kunne jeg på ingen måde køre i til skole, en hel sort, skinende Camarro det ville alt andet end ”blend in”. Jeg skulle lige til at vende om og tage min smadderkasse i stedet, men da jeg vendte mig stod Greg stadig og kiggede, med et ansigt der sagde kom af sted.

     Jeg satte min taske ind på passagersædet og kørte af sted.

 

Da jeg nåede frem på skolen var alle på vej ind på parkeringspladsen, så jeg kom ikke for sent takket være min smukke bil, der kørte som en drøm. Og tiltrak alt for meget opmærksomhed i denne lille by Mountain Hills.

 

Folk var heldigvis for irriteret og havde for travlt med at finde en parkeringsplads til at se den rigtig… troede jeg da. Jeg havde sikkert ret i forhold til dem i bilerne, men så var der jo også dem der stod i grupper på parkeringspladsen. Der i hvert fald havde tid nok til at få sig et ordenligt kig.

     Jeg fandt en parkeringsplads længst væk fra indgangen. Suk.

 

Folk kiggede rigtig meget som de stod der i deres grupper de sikkert havde dannet i børnehaven. Og jeg var en udefra, selvom jeg havde boet her et år, så havde jeg ikke rigtig snakket med nogen. Jo måske hvis jeg løb ind i nogen nede i supermarkedet, men ellers ikke.

    Jeg nåede frem til dørene i live, selv om jeg følte jeg var blevet jaget af ulve. Også var det jo bare at finde frem til kontoret, og jeg ville officielt overleve denne dag.

 

Det gik bare ikke helt som forventet, men hvornår gør det egentlig det? Ja efter jeg havde set alle de film, så burde jeg have forudset, at den lettere klodsede hovedperson ville i sin forvirring løbe ind i skolens populære pige.

     ”Det må du virkelig undskylde, jeg er virkelig ked af det” skyndte jeg mig at undskylde, og samlede hurtigt hendes bøger op hun havde tabt. Hun sagde ingen ting før de lå trykt i hendes favn igen. ”Du er ny her.” hun sagde det som en konstatering ”Og fordi jeg er i mit gode hjørne så giver jeg dig en chance til, men rør mig aldrig igen. Og regel nummer 1 følg mine regler fra nu af og i al fremtid” hun lignede en tordensky og så virkelig farlig ud. Jeg sank en klump og nikkede, også ændredes hendes ansigt og tone sig til venligt og overgearet, ”dejligt. Men så velkommen til Mountain High, håber du falder godt til. Mit navn er Valerie.” sagde hun og svingede med det falske lyse hår og klikkede med sine høje hæle ned ad gangen. Jeg pustede ud uden at indse jeg havde holdt vejret.

 

Jeg vendte mig om var igen lige ved at gå ind i en fyr, der også kom med rigeligt fart på. Og denne gang var jeg lige ved at blive væltet omkuld, men heldigvis hev en stærk arm fast i mig. Jeg vendte mig om mod min redningsmand, der åbenbart også var personen der gik ind i mig.

     Først så han irriteret ud, men så kiggede han mig i øjnene. Hans ansigt ændredes, jeg kunne ikke lade være med at se forvirret på ham. Hans havde stadig et fast greb om min arm.

     ”Miss Meyers?” lød en stemme fra den anden ende af gangen, jeg havde ikke lagt mærke til det, men der var ikke flere elever på gangen, jeg kiggede ned mod der hvor stemmen kom fra. Grebet fra fyren løsnedes, og jeg kiggede på hvor han havde stået før. Han var væk.

 

Jeg rystede den mærkelige følelse af mig, og vendte mig igen smilende mod den ældre lære. ”Ja?”.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...