The sight

"Jeg kunne mærke deres nærhed som en sygdom. Jeg kom vaklende op og var så svag. De kom nærmere som ådselædere, der kræsede om et døende bytte. De måtte ikke få det! Det hele var deres skyld, og jeg ville aldrig komme hjem igen. Tårerne løb ned af kinderne på mig mens jeg træk mine tunge vinger efter mig. De hang bare slapt bag mig, og gløderne var der stadig. ... " Alice har mistet hukommelsen. hun husker ingenting fra før hun blev fundet. Og efter noget tid og en god portion omsorg, så starter hun på Mountain High i en lille by i Amerika hvor alle kender alle. På den skole møder hun en masse mennesker, for slet ikke at tale om den mystiske bad-boy Lucas. Og de mystiske omstændigheder omkring hendes hukommelsestab vil komme og hjemsøge hende. Da hun holder nøglen til så manges liv gemt i sin hjerne. **Bidrag til Halo-konkurencen, vælger at skrive med engel som hovedperson. Enjoy :-) ;-) <3

14Likes
15Kommentarer
1266Visninger
AA

18. Kapite 15

Kapitel 15


Jeg kiggede på det smukke dyr i chok og fattede ikke hvad der lige var sket. Jeg rakte hånden ud mod det smukke dyr, og den gned sit hoved mod den. Det føltes så velkendt det hele, de bløde fjer var så velkendte.

Jeg smilede grinede endda, jeg var så glad og anede ikke engang hvorfor. Ørnen skræppede også og hoppede glad som om den også fandt det velkendt og godt.

 

”Han har ventet på dig” lød en brummende dyb stemme bag mig. Jeg vente mig forskrækket og så Azrael stå i skyggen fra et træ og kiggede på mig. Ørnen skræppede irriteret da jeg ikke nussede den på hovedet længere.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg forskrækket. Han kiggede på mig med de lyse sølvglinsende øjne. ”Du husker virkelig ikke hvem du er? Gør du ved?” spurgte han, hans ansigt var koldt, men jeg kunne høre sørgmodigheden i hans stemme.

Jeg blev forskrækket over hans spørgsmål og svarede med en rystende stemme; ”Jeg ved udmærket hvem jeg er. Mit navn er Alice og jeg er 17 år gammel.” sagde jeg, men min stemme lød usikker. Inderst inde vidste jeg godt at det langtfra var hvem jeg var.

    Han grinede lavt, ”Det ved du udmærket godt ikke passer.” jeg følte mig lettere sur og fornærmet over det han sagde, irriteret over at det virkede som om han vidste mere om mig end jeg gjorde.

 

Ørnen var ikke glad for ikke længere at have min opmærksomhed og nippede mig let i fingrene. Azrael betragtede ham, ”Han tror han er ved at få dig tilbage. Og han han plejer at have ret når det kommer til dig” sagde Azrael tænksomt med hovedet let på skrå. Jeg blev mere og mere forvirret over det han sagde.

 

”Alice!? Alice hvor er du?!” jeg hørte Lucas råbe, jeg kiggede over mod huset og så Lucas, James og Jake stå på verandaen. De kunne ikke se os grundet tågen, men vi kunne se dem.

    ”De bryder sig ikke om dig” sagde jeg ud i det blå. ”Men det gør du?” spurgte Azrael, ”Jeg kender dig ikke, men jeg frygter dig heller ikke” sagde jeg og kiggede ham ind i de alt for velkendte øjne.  ”Du kender mig bedre end du selv tror, men det skal du nok finde ud af. I mellem tiden slipper jeg dig ikke af syne” sagde han og kom med et meget lille smil. Jeg vidste at de andre ikke ville bryde sig om det, men han havde redet vores liv, og jeg vidste at han ikke var til at diskutere med.

 

”Vi må hellere komme tilbage til de andre, der er vidst et par stykker af dem jeg ikke har hilst på endnu” han begyndte at gå hen mod huset og væk fra den beskyttende morgentåge, ”Og de håbede heller ikke at hilse på dig før deres sidste dag på denne jord” mumlede jeg sagte. Han stoppede lidt op og jeg kunne skimte et lille smil på hans læber, ”din humor har altid været så bogstavelig” sagde han. Igen blev jeg forvirret.

Jeg anede ikke hvordan jeg skulle forklare de andre hvorfor jeg kom ud af skoven med en enorm hvid ørn og selveste dødsenglen.

 

Man må da nok også sige at drengene stirrede lidt da vi kom ud af tågen.

”hvad laver han her?” Lucas lød fjendtlig. ”Han vil hjælpe os” sagde jeg ”Ik?” jeg vendte mig spørgende mod Azrael. ”Jeg er her for at passe på dig for en gangs skyld, det er ikke tit jeg får lov til det” igen snakkede han som om vi havde kendt hinanden i lang tid, ”men så længe de også betyder noget for dig, så vil jeg også passe på dem” tilføjede han.

”Vi har ikke brug for din hjælp” Lucas var stadig fjendtlig, ”du føre ikke andet end død med dig.” af en eller anden grund generede den udtalelse mig.

”Jeg tror nu i har brug for mig, i har ingen anelse om hvad der er ude efter hende. Og slet ikke hvorfor.” han skævede til himlen, hvor mørke truende skyer var på vej frem. ”I skulle være blevet i bjergene.” sagde han.

”Hvis du ikke havde lagt mærke til det, så var vi opdaget der, de vidste hvor vi var henne” snerede Lucas.

”Og hvis du ikke lage mærke til det så var det kun de små dæmoner der var trængt igennem den englemur der var sat op for at beskytte hende” Azraels øjne lynede, og han så oprigtigt vred ud.

Endelig huskede Lucas hvem det var han stod overfor, og rent faktisk hørte de ord der blev sagt.

”Englemur?” sagde han spørgende. Azrael rystede opgivende på hovedet ”i har vitterligt ingen ide, har i vel.” Lucas skulle til at sige noget, men Azrael afbrød ham, ”det kan også være lige meget, de er på vej” sagde han og kiggede mod horisonten. ”Hvem er på vej?” spurgte jeg, Azrael kiggede på mig med dystre øjne, ”De Faldne og dæmonerne, de har slået sig sammen specielt for dig.” jeg stod næsten med åben mund, det kunne ikke være rigtigt. Hvem var jeg, og hvorfor var jeg så vigtig? Jeg kiggede op mod de mørke skyer, de kom hurtigere og hurtigere tættere på.

 

***

 

Det tog ikke lang tid for dem alle sammen at samle sig i stuen, de var nødt til at finde ud af hvad de skulle gøre under det nært forestående angreb, Azrael havde heldigvis overbevist dem alle sammen, så vi ikke var helt uforberedte. Dog så det ikke ud som om det hele blev meget bedre ved at vi vidste hvad der ville komme, det hele virkede så umuligt.

    Der blev diskuteret frem og tilbage om hvad vi skulle gøre. Azrael forholdt sig tavs ligesom mig, han holdt øje med mig, og jeg anede ikke hvorfor.

 

Valerie afbrød dem alle sammen, ”den eneste der ser ud til at vide hvad det egentlig er vi beskytter er Azrael, og jeg ved ikke med jer, men jeg vil godt vide hvad det er vi risikere liv og lemmer for.” alle stoppede deres ordstrøm og så på Azrael, selv mig, jeg ville rigtig godt vide det.

Han så overvejende på mig og de andre.

”hvis jeg skal forklare jer det hele, så må i have tålmodighed, og selv sætte sporene sammen” ingen svarede og han fortsatte. ”der var en engel i himlen engang, en ærkeengel. Hun var en af de stærkeste engle, og en del af Himlens hær. Hun sørgede for at Himlen vandt stort set hvert et slag mod Helvede. Hun kunne forudse fremtiden, hun kunne forudse hvordan et slag kunne vindes, og hvordan det kunne tabes.” ”Vi kender godt historien om englen Alieyeah” sagde Valerie irriteret, men klappede hurtigt i da Azrael sendte hende et blik.

”Alieyeah havde et syn, ingen ved om hvad, men det syn blev hendes fald. Hun blev forrådt af en anden engel, og mørkets kræfter fik adgang til Himlen og de hev hende ned. Hun faldt til jorden. Her lå et bagholdsangreb og ventede på hende. Hun ofrede sig selv, for at andre ikke skulle dø, hun brugte sin glorie, og udslettede alt ondt i en radius af 3 km.” jeg kunne ikke lade være med at tænke: og hvad har det så med mig at gøre?

”Alle troede hun var død. Inklusiv mig, men et halvt år senere begyndte jeg at lægge mærke til sporene. De blinde pletter, som kun meget magtfulde engel kan skabe. Det er pletter som engle og dæmoner normalt vil søge udenom, uden at vide hvorfor. Det er kun ikke særligt kraftfulde dæmoner der kan tåle at være inden for sådan en mur. Og sådan en mur lå omkring jeres lille by, den var meget kraftfuld. Og jeg var ikke i stand til at komme inden for den, så jeg holdt øje med den. Og da var det jeg lagde mærke til dem, de hvide duer. I ved hvem de hvide duer tilhørte ikke?” spurgte han, ”de tilhørte Alieyeah, men deres virkelige form er en ørn” svarede Emily fraværende, og ville stadig godt snart have pointen med denne historie, ligesom mig.

    ”De hvide duer søgte mod jeres lille by, som de søgte mod deres ejer. Og der fik jeg bekræftet min mistanke om at Alieyeah ikke var død. Hun skjulte sig i jeres lille by i bjergene.”

” Så du siger lige nu skjuler en engel sig i vore by?” spurgte Kenneth, Azrael vendte øjne, og jeg fandt det en smule morsomt.

”Har du ikke regnet det ud endnu. Alice kan intet huske fra før mr. Og mrs. Meyers adopterede hende, hun blev fundet på stedet hvor Alieyeah brugte sin glorie.” alle var stille, det lød ikke engang som om der var nogen der trak vejret.

Ørnen besluttede sig for i dette øjeblik at flyve ind ad den åbne terrassedør. Fraværende rakte jeg armen ud af ren og skær refleks, og den landede der yndefuldt. Der var først da jeg opdagede at alle stirede på mig at jeg rent faktisk lagde mærke til hvad jeg havde gjort. Ørnens skarpe kløer burde have været smertefulde at få nærkontakt med, men mod min hud føltes det som fjerlette strøg.

    ”Alice er en engel” sagde Michael, jeg fik et chok, da der endelig var en der sagde hvad vi alle tænkte. Jeg kunne ikke være en engel, ellers var jeg da godt nok den værste parodi på en.

Jeg skulle til at åbne munden for a påpege det, da Azrael afbrød mig.

    ”Alieyeah hvad skal vi gøre for at vinde denne kamp?” han snakkede direkte til mig, og jeg ville sige at han var dum at høre på, og de skulle lade være med at spørge mig, men jeg vidste det jo godt. Jeg havde drømt det i nat.

Jeg kiggede ned på min ørn, som jeg vidste havde været min tro følgesvend lige siden jeg havde redet ham for flere tusinde år siden. Han troede på mig, han savnede mig, og det var på tide at finde mig selv igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...