Son of war (Danish)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2014
  • Opdateret: 30 jul. 2014
  • Status: Igang
Dette er et projekt jeg er startet på. (Wow) Det er inspireret og skrevet ud fra mine pen and paper spilleres karakterer og er en af flere historier som jeg skriver lidt på med mellemrum. Denne er om en søn af den romerske krigs gud Mars, og starter på en slagmark i en eller anden krig. Hovedpersonen opdager her at han er overnaturlig Det er inspireret af spil systemet Scion som minder meget om Percy Jackson verdenen. Håber folk kan lide den ^^

0Likes
4Kommentarer
119Visninger
AA

1. Som far så søn

Regnen står ned i stænger, som om hvad end guder der findes prøver at drukne mig.

Sigter og trykker på aftrækkeren.

Klik.

Typisk ikke mere ammunition og mine kamerater ligger døde omkring mig.

Hver og en dræbt af den soldat der nu står foran mig.

En kæmpe af en mand, hvis man kan kalde ham det.

En mand altså.

En fuld udstyret kampmaskine på ben som mejer alt ned på sin vej passer bedre.

Alt fornuft fortæller mig at jeg skal løbe.

Løbe som en lille pige fra en edderkop.

Hah som om.

Jeg har ikke gået frem af i så mange år for at stoppe nu.

Min krop dækket i ar.  

Eller rettere ikke dækket.

Min ryg er uskadt.

For at få sår der kræver det at man vender ryggen til fjenden, kun kujoner gør det.

Hm.

Der ligger Johnny.

Se ham der, hans ryg gennemhullet.

Suk... Stakkels Johnny, savner ham allerede.

Ooh well nok om minder.

Jeg rækker ned efter min combat knife og ser at der ligger et riot shield nær mig.

Hvis jeg bare kan få det op.

En linje af dem ville sikkert kunne stoppe ham.

En linje? 
Hvad tænker jeg dog på. 
En linje kræver flere mænd end ene mig. 
Ihvertfald 5 mere. 
Griner for mig selv da jeg ser mig selv på en linje med gyldne skjolde og hjelmes børster som svajer i vinden. 
Heh jeg burde læse færre tegneserier. 
Hvad var det nu deres krigsgud hed.  
Merkur? Nej forkert planet. 
Kunne godt bruge noget sødt lige nu, måske chokolade. 
DER var det Mars! Ooh well hvis fyren findes så håber jeg fanme han kigger nu. 
This is gonna be one hell of a fight. 
Hvad?... var det mig eller smilede han lige til mig. 
Nah jeg må have set syner. 
Regnen er stilnet af tror jeg. 
Kan i hvert fald lugte stanken af død og blod omkring mig.  
Normalt mild men lige nu stærkere end jeg har oplevet før.

Underligt. 
Det er som om lugten ikke kommer fra ligene omkring mig, men fra soldaten foran mig.

Lægger mærke til at der heller ikke er et eneste insekt ved ligene.  
Der er helt stille som om tiden er gået i stå.  
Kigger mig omkring, lige pludseligt er jeg helt rolig.  
Vender ansigtet mod soldaten. 
Ser hans våben falde fra hans hænder, som i slowmotion.
Midt i en kamp? 
Der er min chance. 
Mærker adrenalinen sætte ind.
Lader mig falde fremad mod jorden og sætter af i det øjeblik jeg har fat i skjoldet. 
Gruset knuses under mine føder og i tre bevægelse er jeg over ham.

Uden hans våben skulle jeg gerne have en ford... HVAD?! 
Blokere i sidste sekund sværdet, som kommer svingende mod min tinding. 

Hvor kom det fra? 
For et sekund siden var han ubevæbnet og nu har han et sværd og et skjold som mit.  
Laver udfald og igen og igen. 
Sværd og skjolde i en dødens dans. 
En dans i gnister for hurtigt til at øjet kan følge den.
Blodet dunker i mine ørere, mens jeg mærker sveden pible frem. 
Soldaten ser ud til at hygge sig. 
Ikke en eneste anstrengelse viser sig på hans grinende ansigt.  
Et smil sniger sig frem på mine læber, mens jeg er ved at falde om i åndenød. 
Det her er ægte kamp!
Undviger til højre og gør udfald mod hans ben
Ikke noget med geværer.
Løfter skjoldet for at stoppe hans slag og mærker asfalten under mine fødder brække
Ikke nogle snigmord
Ruller til siden og kaster et stykke asfalt, som har fundet sig vej til min hånd

Mand mod mand i ærlig kamp, som det burde være.
Han tager afslappet stenen ud af luften og kaster den mod mig med abnorm kraft. 
Dette er en værdig død! 
Jeg undviger den i sidste sekund og hører en dør sprænges af stenes styrke

Hvordan gjorde jeg det? 
Var helt sikker på den ville ramme mig. 
Jeg begynder at føle mine tænke blive klarere. 
Mit åndedrag bliver langsomt stabiliseret selv om kampen udvikler sig hurtigere og hurtigere. 
Undvig, udfald, parrer med sværd, spark efter knæ, blokker.

Tiden er forsvundet og kampen bliver ved. 
Min sved og det gyldne skjold glinser omkap i solen stråler. 
Føler mig som et nyt menneske fanget i et spotlight, i en stråleglans af kamp! 
Han skifter kampstil og jeg følger med.
Samurai, Viking, Soldat og tilbage til Gladiator.

Kan hører hans rungende latter mens vi kæmper.

Jeg leer med ham.

Pludseligt mærker jeg et spark i brystkassen og bliver slynget 10 meter bagud.

Føler et knas af smerte i min ryg da jeg mærker væggen give efter for mig.

Kigger op mod solen og ved at jeg har tabt.

Kan ikke bevæge en muskel i min krop. 
"Så dette er enden?" tænker jeg "Den er da ikke så værst" 
"Enden?" hører jeg en dyb rungende stemme sige i mit hoved
"Dette er blot begyndelsen min søn" 
Ser flere skygger strække sig indover mig. 
Johnny? 
Dan? 
Deres bronzerustninger glitre i solen. 
"Hvordan er det i ser ud?" hvisker jeg lavt med et smil.

"I burde være døde og så kommer i alle 5 i sådan en mundering?" 
Johnny løfter mig op på sin ryg og siger med en kold stemme 
"Det er de også"
Føler blodet pible fra min ryg.
Nåh... sådan kan man også få ar der. 
Alt bliver sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...