Kniven *Novelle*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2014
  • Opdateret: 30 jul. 2014
  • Status: Færdig
//Jeg kigger nærmere på kniven. Den er næsten helt blank, undtagen på spidsen og lidt ned, der er helt rødt tørret blod. Sebastian rækker mig kniven. Jeg tager kniven. Den er helt blød og fin, skaftet er helt brunt. Problemet er bare at det ikke er min.// Historien handler om pigen Fuglia. Hun er helt almindelig og bor i et helt almindeligt hus. At gå ud af en butik, burde også være almindelig. Men det er det ikke. Finder hun ud af hvad der er sket, før det rammer hende hårdt?

2Likes
2Kommentarer
240Visninger

1. Kniven

 

Hej...

Da det er min første movella, må i lige leve med at der er lidt stave fejl.

God læse lyst...

 

 

Jeg står lige her, det er nu eller aldrig. Den dør er min skæbne. Bliver jeg her, dør jeg. Jeg kigger på døren, hvad mon der er inde bag den. Jeg kigger mig omkring, jeg kan overhovedet ikke kende stedet. Væggene er ikke betrukket, de er bare helt grå og kedelige. Døren er heller ikke ny længere, den grønne maling krakelerer og der falder lige så stille mere og mere af. Her er slet ingen lys. Det er godt jeg har min telefon, så jeg kan lyse med den. Jeg åbner den blå lille telefon.

“Fuck den har kun 1% tilbage” hvisker jeg. Jeg kan høre en stemme i det fjerne.

“KOM HER DIN MØGTØS” råber en mand langt væk. Jeg kan høre han kommer nærmerer. Jeg tager fat i håndtaget, jeg bliver nødt til det. Håndtaget er iskoldt og slidt. Jeg prøver at trækker ned i håndtaget, men det er svært. Manden kommer til syne, jeg bliver stiv som et bræt og kan slet ikke bevæge mig. Manden har en grøn tatovering på halsen, tatoveringen forestiller en lille cirkel med et lille mærkeligt tegn indeni. Jeg læner mig tilbage, håndtaget glider ned. Jeg løber ind og når lige at lukke døren. Jeg vender mig om, og ser en nøgle sidde i døren. Jeg drejer nøglen, og en lille kliklyd kommer som tegn på at døren er låst.



 

Adrenalinen bobler rundt i kroppen på mig, jeg sætter mig på gulvet og puster ud. Pludselig er der en der kaster sig ind i døren, døren går heldigvis ikke i stykker. Jeg tager rygsækken af, her er helt mørkt. Jeg tager min telefon op i hånden, den er død. Jeg er lidt bange, men jeg prøver at ignorerer frygten. Jeg roder videre, jeg finder en lighter og tænder den. Jeg rejser mig op, og tager rygsækken på ryggen. Oppe på væggen hænger en tyk gren, jeg tager den ned og bruger den som fakkel. Jeg trækker vejret ind af næsen, her lugter af blod og mug. Jeg fortsætter lige ud, jeg går på en gang der er lige så kedelig som den anden. Jeg kan se en trappe lidt længere henne, den snor sig hele vejen ned. Det er der lugten kommer fra, nede fra. Jeg tager fat i den sorte trappe, min hånd rører noget helt smattet. Jeg kigger på min hånd, en grøn mug klat har sat sig fast i min håndflade. Jeg prøver at få den af, ved at ryste hånden, men desværre ingen held. Jeg tager et skridt ned af trappen, den knirker, som om den kunne finde på at falde sammen når som helst. Jeg fortsætter, jeg kan ikke vende om, det er alt for sent.



 

Jeg skal til at tage næste skridt, da en stor fed rotte piler over trappetrinnet. Jeg udstøder et lille skrig, og hopper ned på næste trin. Jeg løber resten af vejen ned af trappen. Da jeg kommer ned for enden af trappen, kan jeg se endnu en gang. Øv hvornår kommer udgangen tænker jeg og går videre. Jeg går og går, det føles som om jeg gået i en evighed. Jeg farer sammen, jeg kan høre et skrig. Det lyder allermest som en der skriger på hjælp. Jeg kigger rundt, hvor mon skriget kommer fra? I det fjerne kan jeg se en dør, jeg løber hen mod døren. Da jeg kommer tættere på ser jeg at, det er en tremmedør. Tremmedøren er helt grå, undtagen få steder, der er den mug grøn og blodrød. Jeg stopper, jeg har lyst til at gå helt derhen, men jeg tør ikke. Blod lugten er blevet meget stærkere. Jeg tager et lille skridt og så et mere, jeg kan simpelthen ikke lade være. Da jeg kommer helt tæt på, ser jeg at der er en nøgle på en knag. Jeg tager nøglen af, stikker den i låsen og låser op. Først stikker jeg hovedet ind, så resten af kroppen. Jeg kigger rundt, på væggene er der blodpletter, små sten rifter og dybe fordybninger. På en af væggene er der et vindue, jeg skal lige til at gå derhen da min fod støder imod noget blødt. Jeg kigger ned, på gulvet ligger en kvinde. Jeg kigger nærmere og ser at midt i den lille struttende kjole er et dybt hul. Der er størknet blod rundt om hullet, jeg kigger ned, nu ved jeg hvorfor det er vigtigt at vide hvor hjertet sidder.


 

Jeg kigger ned på damen, der er noget bekendt ved hende, men jeg ved ikke hvad. Jeg tænker ikke rigtigt mere over det. Jeg går over til det lille vindue, jeg kigger ud. Udenfor ligner verden sig selv, biler der kører over gaden, mennesker der løber og går mellem hinanden. Jeg kan kende stedet, jeg kan se brugsen overfor. “Jeg må være i fru Hansens kælder” siger jeg stille til mig selv.

“FUGLIA” siger en stemme bag mig. Jeg vender mig om med et sæt, bag ved mig står Sebastian.

“Sebastian, hvad laver du her?” næsten råber jeg. Sebastian kigger på mig.

“Jeg bor her” siger han og smiler skævt.

“Hvornår er du flyttet ind til fru Hansen?” spørger jeg mistænksomt.

“Det gjorde jeg for et par dage siden, ligesom jeg startede i din dumme klasse” svarer han. Jeg kan mærke at jeg bliver rigtig sur, jeg har lyst at slå ham hårdt lige på skulderen.

“Hvad mener du med det?” spørger jeg irriteret.

“Det jeg siger selvfølgelig, og forresten Kniven er vist din” siger han og tager en kniv op fra et lille bord, der står ovre i et hjørne. Hvorfor havde jeg ikke set den, da jeg kiggede rundt i værelset. Hvor dum kan man da lige være, en kniv Fuglia Hallo!. Jeg kigger nærmere på kniven. Den er næsten helt blank, undtagen på spidsen og lidt ned, der er helt rødt tørret blod. Sebastian rækker mig kniven. Jeg tager kniven. Den er helt blød og fin, skaftet er helt brunt. Problemet er bare at det ikke er min. Sebastian kigger på mig og går. Jeg kigger lidt rundt, Mit blik ender på liget. Jeg står og kigger lidt ud i luften da en tanke lige pludselig falder mig ind, damen der ligger på gulvet er FRU HANSEN!.


Jeg løber ud, jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv lige nu. Jeg spurter hen af gangen jeg kom fra. Op af den knagende trappe og hen til den grønne låste dør. Jeg tør ikke dreje nøglen, tænk hvis manden med tatoveringen stadig er derude. Jeg tager kniven jeg fik op af lommen, jeg holder den klar til at stikke, hvis han stadig er derude. Jeg drejer nøglen, løber 5 Meter væk og står klar til at stikke. Der går et par sekunder, før en stor og kraftig mand smadre lige ind af døren. Jeg bliver så forskrækket, at jeg ikke tænker men bare stikker. Jeg kan mærke noget splaske op på min hud. En varm væske rammer min arm. Jeg skynder mig at trække den lille kniv til mig. Jeg kigger ned, jeg ramte ham lige midt i maven. Pletskud, rettere sagt pletstik tænker jeg, og føler en lettelse glide op gennem maven. Jeg træder uden om manden og tænker, godt jeg havde en kniv. Jeg løber hen af den kedelige gang, jeg pisker afsted, jeg må væk i en fart. Jeg åbner en lille glasdør og render ud på gaden. Der går en dame ovre på den anden side af gaden, hun kigger helt skræmt på mig. Jeg kigger ned af mig selv, hvad kunne være så slemt, siden dette ansigtsudtryk skulle bruges. Da jeg kommer til min arm forstår jeg det hele. Min arm er snasket ind i blod. Shit, tænker jeg og tager min arm ind under jakken, så flere ikke for mistanke.

Jeg sætter farten op, jeg løber og løber. Jeg ser en politibil kører forbi med blå blink og sirener. De er sikkert på vej hen til fru Hansens hus.


 

Da jeg endelig kommer hjem til det lille hus på Salahentovej, står mor i døren. Hun ser vildt sur ud. Jeg smutter ind af døren, jeg er halvvejs inde da mor siger

“Har du ikke noget du skal sige unge dame!”. Jeg stopper. Jeg prøver at få jakken til at sidde nogenlunde normalt, sammen tid med at dække blodet på min arm.

“Fuglia ved du hvad klokken er? du lovede at være hjemme inden kl 19.00. og til din information er kl 20.00!"Siger mor og kigger ondt på mig. Jeg er så lettet over, at det bare var det hun ville fortælle.

“Undskyld det havde jeg glemt” svarer jeg. Hvis hun bare vidste hvad jeg havde gjort, så ville et undskyld ikke være nok. Jeg løber op af den beigefarvede trappe, og direkte ind på badeværelset. Jeg låser døren og tager jakken af. Blodet på armen er helt tørret ud og er blevet helt mørkt. Jeg tager mit beskidte tøj af og går ind i det dejlige varme vand. Jeg nyder badet, det er dejligt ikke at være bange mere.


 

“Fuglia kom her ned” råber mor nede fra stuen.

“Ikke lige nu mor, jeg er bad” råber jeg tilbage.

“Politiet er her, kom herned NU råber mor lidt højere denne gang. Jeg tager en svamp og vasker armen hårdt og hurtigt. Jeg tager mit håndklæde og tørrer mig. Jeg tager tøj og sokker på og prøver på at se afslappet ud. Jeg tager det første trin ned af trappen, nede i køkkenet kan jeg hører min mor og politibetjenten. Jeg går videre og prøver at se normal ud. Da jeg kommer ned, kigger betjenten mærkeligt på mig.

“Må jeg lave en DNA test på dig?” spørger betjenten.

“Jaaa" tøver jeg stille. Han finder en taske og trækker noget sært udstyr op. Jeg mærker et lille stik, det gør ondt. Han tager en blodprøve. Jeg kan mærke noget blod løbe ved siden af. Min mor kommer hen til mig og hvisker

“Hvad er meningen, hvad har du lavet? Var du ikke ovre ved Thilde?”. Jeg laver tegn til, at det snakker vi om senere.

 

Betjenten kommer hen til mig. Jeg kigger ikke, da jeg prøver at se så uskyldig ud som muligt. Da han er færdig, rykker jeg ud i køkkenet, jeg tager en gulerod, da jeg jo ingen aftensmad har fået. Jeg kan høre mor, hun åbner hoveddøren og lukker den igen.

“Mor, er han gået?” spørger jeg, og kigger ud fra køkkenet.

“Hvad er meningen? først kommer du for sent hjem, derefter kommer politiet og siger at du muligvis har begået et mord” næsten råber mor. Jeg kigger ned i gulvet og prøver at se ud som om jeg ikke rigtigt fatter hvad hun siger. “Hvad” prøver jeg og kigger op. Hun bliver mere og mere rød i hovedet, af raseri.

“Du hørte udmærket godt hvad jeg sagde” råber hun. Jeg stirrer på hende et øjeblik, jeg vender mig om, og går. “Passer det, hvad skete der ovre ved fru Hansen?” spørger mor stille efter mig. Jeg siger ikke noget, det har jeg ikke lyst til.


 

Jeg går op på mit værelse, jeg kan se at kniven ligge på mit bord. Jeg tager den lille kniv op, den føles stadig helt blød og venlig. Jeg går ud på badeværelset, tager den lille kniv ind under den kolde hane. Jeg tager en våd klud og begynder at skubbe kniven. Jeg skrubber og skrubber, men blodet vil ikke rigtigt af.

“Fuglia vi skal spise nu, kom ned” råber mor nede fra køkkenet.

Jeg kigger på kniven, blodet sidder stadig på. Jeg tager håndklædet og prøver at tørrer det af. Det hjælper heller ikke, hvorfor vil blodet ikke af. Jeg tager kniven med ind på værelset, jeg lægger den i det beskidte tøj og går ned til mor. Nede i køkkenet sidder mor, hun sidder ved bordet og venter. Jeg tager stolen ud og sætter mig.

“Skat, er det rigtigt det med mordet?” spørger mor stille.

“Tror du virkelig, at jeg kunne finde på at slå nogen ihjel, og så med vilje?” svarer jeg og prøver at lyde knust.

“Nej selvfølgelig ikke, men jeg kan bare ikke forstå det, du kommer for sent hjem, politiet anklager dig for mord. Det giver ikke nogen mening” siger mor og kigger mig i øjnene. Jeg svarer ikke, jeg kigger ned i min mad og begynder at spise.

“Tak for mad” siger jeg og går op på mit værelse. Jeg smider mig på sengen, og kigger ud af vinduet. En mand med sin lille hund går ude på gaden. Han ser mærkelig ud, han går videre og drejer ind af en sidevej.


 

“Bank, Bank, Bank” Mor kommer ind af døren.

“Hej skat, jeg er ked af det, ked af at jeg ikke troede på dig, selvfølgelig har du ikke begået et mord” siger mor og tager mit snavsede tøj. Hun går ud af værelset og nedenunder. Hun skriger, Shit kniven. Jeg løber nedenunder, mor står med den lille kniv.

“Hvor kommer den fra? Er det blod der er på?” spørger mor. Jeg tager kniven ud af hånden på hende, og løber ud af døren. Jeg nåede lige at tage min kondisko på, inden jeg løb. Jeg løber hen af gaden, jeg stopper. Sebastian står foran mig.

“Vi ses i skolen i morgen” siger Sebastian og går forbi mig. Jeg kigger efter ham, en hånd lægger sig på min skulder. Jeg fryser til is, jeg vender mig om. En stor fed mand står og kigger lige ind i hovedet på mig. Jeg laver elevatorblikket, der er noget ved ham der virker bekendt. Så ser jeg det, en stor tatovering på hans skulder. Tatoveringen er den helt samme som manden i fru Hansens kælder.

“Morder” hvisker han og tager mig i nakken. Det gør forfærdeligt ondt, jeg får en for en forfærdelig trang til at græde. Tårerne begynder at trille ned af mine kinder.

“Tudefjæs” Han slipper og sparker mig i maven.

“Jeg er ikke færdig med dig” siger han og går.


 

Jeg kan mærke den kolde jord mod mine arme, jeg begynder at fryse. Den mørke nattehimmel kigger ned på mig, det er som om den siger “hvor er du bare fej, MORDER” Jeg rejser mig op, prøver at tage et skridt fremad men forgæves. Jeg fisker min telefon op ad lommen, øv den er stadig død. Jeg kigger rundt, omme bag en busk stå en skygge. Jeg kigger, jeg syntes at jeg kan genkende skyggen.

“Hvem der?, hjælp mig” råber jeg. En skygge kommer frem fra busken. Skyggen løber over vejen, man kan høre den griner. En gadelygte rammer et punkt på skyggen, det er den samme tatovering som manden har. Jeg ligger på jorden, tænker på hvor mange der lige har den samme tatovering. Jeg rejser mig, jeg må se at komme hjemad. Da jeg åbner døren kan jeg høre at tv'et kører. Jeg smider skoene, jeg tager noget vinduesspray og sprayer det på kniven. Jeg lister op af trappen. Da jeg kommer ind på mit værelse, tager jeg kniven op. Jeg tager en serviet, og gnubber den, blodet forsvinder lige så stille. Jeg kigger på den, jeg føler mig mere tryg, når den er i min hånd.



 

“Bib,bib,bib, min alarm på min telefon ringer, den har ladt op hele natten. Jeg kaster mig over den som var det et bytte, jeg trykker stop og ligger mig på sengen. Jeg tænker på, hvorfor mon den mand med tatoveringen på halsen var efter mig. Jeg tænker tilbage på, hvad der skete i går eftermiddag. Da jeg gik hjem fra Thilde skulle jeg handle i brugsen. Da jeg kom ud igen, stod en stor bande unge mænd. En af dem begyndte at holde øje med mig. Jeg blev lidt bange og drejede ind mod Fru Hansens hus, så det så ud som om det var der jeg boede. Manden der havde kigget råbte

“Hey, du der, gå ikke ind”. Jeg skyndte mig at åbne døren, manden kom løbendene hen imod mig. Han blev ved med at råbe “STOP!”. Jeg åbnede døren og gik ind. Jeg havde kun været inde i Fru Hansens stue en´ gang. Jeg løb ned af en gang og så kom den grønne dør tilsyne.

 

Jeg vifter tankerne væk, jeg skal i skole. Jeg tager noget tøj ud af skabet, og henter kniven. Den skal med, hvis jeg nu kommer ud for noget igen. Jeg går ned af trappen, og smutter ud i gangen. Jeg går ud af døren og hen i skolen. Da jeg kommer ind i klassen, er vores lærer allerede kommet. Jeg sætter mig ned, jeg når lige at vinke til Thilde. Jeg kigger op på min lærer, han skriver en masse på tavlen. Der er en der griner ned bag i klassen.  Det grin kender jeg, det er skyggens grin. Jeg vender mig om, nede bagerst i klassen sidder Sebastian og griner.

 

Da det endelig ringer ud, løber jeg ud af klassen. Jeg kigger rundt i skolegården, jeg ved ikke hvad jeg skal lave. Jeg skriver en besked til Thilde, hun svarer ikke. Jeg begynder, at finde folk fra min klasse. Jeg har set alle på nær Sebastian, jeg kan ikke lide ham, jeg syntes der er noget lusket ved ham. Jeg løber ud af skolegården, hen til vejen og kigger. Ovre på den anden side står Sebastian med en bande unge mænd. Sebastian laver et tegn til dem og løber.

Jeg kigger lidt rundt og går over mod fru Hansens hus. Jeg bliver vildt nysgerrig, jeg løber hen til indgangen. Jeg ringer på, men der sker ingenting. Godt der er ingen hjemme. Jeg løber rundt om huset, og hen til glasdøren, jeg kom ud af dengang. Der er noget gråt tape og nogle træpæle på. Jeg flår tapen op, jeg kigger ind. Den grønne dør er henne for enden. Jeg lister hen til enden, hen til den grønne dør. Jeg skal lige til at trække ned i håndtaget, da Sebastian åbner døren. Jeg bliver vildt forskrækket, jeg udstøder et lille skrig.

“Fuglia hvad laver du her?” råber Sebastian.

“Ikke noget” siger jeg kigger på ham.


 

“Hey Tatov 4 hvad sker der her, den møgtøs er ikke med i klubben” råber en mand bag mig. Jeg løber om bag Sebastian, og ind gennem døren.

“Hun ved for meget, fang hende!” råber Sebastian. To mænd kommer løbendene hen imod mig. Jeg vender mig om jeg må væk. Jeg løber og løber, panikken springer rundt i maven. Jeg tager fat i gelænderet og sætter mig op. Jeg fræser afsted ned af gelænderet, mug er åbenbart perfekt til at glide ned af. Jeg løber hen til den tremme døren og lukker den. Bag mig kommer de to store mænd, deres store maver er presset ind mod tremmedøren. En af dem åbner døren, jeg presser mig selv som langt ind i hjørnet som muligt. Den ene mand tager fat i min trøje, han løfter mig i hvert fald 5cm. op fra jorden. Det føles som om, jeg er ved at blive kvalt.

“Så møgtøs, så er det game over” siger manden og tager en lille kniv, der er magen til min frem.

Jeg trækker mig kniv frem og holder den så jeg kan forsvare mig. Sebastian kommer i baggrunden, han træder hen foran mig og smiler.

“Sæt hende bare ned, hun er ikke noget værd” siger Sebastian.

“Du ved godt hvem der slog fru Hansens ihjel, ik? Spørger Sebastian.

“Det er dig ik? hvorfor slog du hende ihjel? hvisker jeg.

“Jeg var nødt til det, hun afslører mig, hun ved for meget. Siger Sebastian og smiler let.

“Hvor er det tarveligt, du slog hende ihjel”  græder jeg stille.

“Jeg kendte hende” hvisker jeg.

“Jaah og jeg kendte dig” siger han og retter kniven imod mig. BANG et skud bliver fyret af. En skikkelse kom til syne i døren. Det var en høj, slank pige med mørkebrunt hår, det var Thilde.

“Sæt hende fri, eller jeg skyder” råbte Thilde, så højt man skulle tro, at hun kom inde fra politiet. Sebastian og de to andre fyre stak deres hænder i vejret. Jeg lister lige så stille forbi dem og hen bag Thilde.

“Far de er her” råber Thilde, og skyder op i loftet. En politimand kommer løbendene med tre håndjern. Han sætter Sebastian, og de to andre mænd, op på en række. Han får dem til at gå ud til politibilen. Jeg kaster mig over Thilde og krammer hende.

“Tusind tak, du er den bedste” siger jeg og krammer hende igen.

“Jaaa, jeg vil altid være der for dig” siger Thilde og skyder op i loftet igen.

“Thilde ikke mere skyderi” råber hendes far. Vi griner begge to og går ovenpå. Jeg tager hendes arm, sammen løber vi op af trappen og ud af den grønne dør.                 

                                  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...