Forelsket i et menneske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Drake har længe tilhørt livet efter døden. At leve evigt lyder som et mirakel, men ikke for Drake. Han ønsker inderligt, at kunne bevæge sig på jorden igen, at mærke sit hjerte slå. Den eneste chance for en mulig tilbagevenden ligger i den årlige menneskejagt. Englene udvælger 244 levende, som må lade livet for en tilværelse i himlen - En evig tjeneste. Drake kommer med til udvælgelsen til menneskejagten, men har han mod nok til, at klare det hele vejen? Hvis han kommer tilbage til stedet, hvor hans hjerte slog for første gang, vil hans vinger så trække ham op igen? Vil han droppe alt han har, for det han har stræbet efter i visernes gang? Undervejs møder han Alexis. Ved hun, hvem han er? Og er Drake i stand til at kende forskel på livets mest verbale ting?

2Likes
3Kommentarer
266Visninger
AA

3. Drake Shawn Perslow - Begyndelsen

 

Stemmen genlyder ud over pladsen, men jeg hører ikke efter. Et uendeligt antal navne bliver råbt op inden: ” Drake Shawn Perslow,” lyder i højtaleren, og får mig til at gå med tunge skridt over mod de andre. De fleste der deltager til udvælgelsen til den årlige menneskejagt er højere end mig. De fleste deltagere er mere muskuløse end mig. Næsten alle af det mandelige køn i den gyldige alder, befinder sig der. Det får mig i et splitsekund til at fortryde. En fortrydelse der bygger på at vores kroppe er som antonymer, deres er store og robuste, min er lille og spinkel. Jeg kigger observerende rundt. ”Dana”, måber jeg lavt for mig selv overrasket over, at skulle se hende her. Som den eneste kvinde skiller hun sig ud fra mængden af det ellers bestående hankøn.  Dana og jeg har været venner så længe, jeg kan huske at vores hjerter holdt op med at slå. Vi har ikke kendt hinanden på stedet, hvor vores hjerter slog. Det er længe siden. Men vi kom herop samme dag, begge chokeret over at det var vores virkelighed. Vores skæbne. Fortrydelsen opstår kun for et kort øjeblik, da jeg kommer i tanke om, hvad jeg opnår, hvis jeg bliver udvalgt. En tilbagevendelse til jorden.

Blandt mængden kan jeg genkende et par af min brors venner, og jeg ved, at han også selv er et sted iblandt. Hans fysiske størrelse og muskuløsitet er en fordel for ham, hvor jeg sammenlignet med ham ligner en på fjorten.  Stemmen lyder ikke længere i højtaleren og den melodiske klokke, der ringer, får mig til at indse, at der ikke længere er nogen vej tilbage. Mængden forsvinder, det samme gør jeg. Der er nu 10 dage til udvælgelsen begynder. Det store timeglas er allerede i færd med sin nedtælling. Ikke et sekund for tidligt, ikke et sekund for sent.

Jeg kan ikke se hendes tårer, min mors, men jeg kan se de udmattede øjn, som viser tegn på tårerne, der har forladt dem. Jeg forstår hende godt. Både Texas og jeg skal deltage til udvælgelsen til den årlige menneskejagt.  Ikke alle kommer tilbage i live. Alice, min søster, sidder ved bordet med det blonde flettede hår uden at fortrække en mine. Det hele har også ramt hende hårdt, men hun er ikke typen, der giver udtryk for sine følelser. Tavsheden er for os tilfredsstillende. Ikke et ord forlader vores tavse læber. 

”Held og lykke Drake,” skråler min bror Texas sarkastisk, da han træder ind, og giver mig et svagt puf, som føles hårdere mod min krop, end han nok forestillede sig. Døren åbner igen. ”Hej Dana,” byder min mor hende velkommen gladere, end hun nok føler sig. ”Hej Carrie, ” svarer Dana og trækker mig i armen ind på værelset. ”Er du sikker på, at du er klar til at være med til udvælgelsen?,” forsøger jeg mig i forhåbningen om, at hun svarer nej. Men jeg ved dog godt, at det ikke er relativt. Hun er ikke typen, der sætter sig noget for, for derefter at give op. Der var altid nogle der trak sig tilbage inden de 10 dage var gået, men dem talte man ikke om. De blev set ned på, fordi de var, de udstødte. ”Er du sikker på, at du er klar?,” giver hun igen. Nej har jeg lyst til at svare, men jeg vil ikke være en af de udstødte. Jeg nikker svagt og overbevisende. Vi skifter emne, hvilket gør at vi ender med at snakke om Cameron. Danas perfekte kæreste. Jeg er ikke jaloux eller noget, men jeg forstår ikke, hvad hun ser i ham. På den anden side er hans far en af himmelherrerne, noget som pigerne finder utroligt tiltrækkende. ”Tag dig agt for vores menneskejagt,” siger Dana med en efterlignende stemme fra reklamernes bannere, da hun går, hvilket får mig til at smile. Jeg er ikke den egnede type, det ved jeg, men der er ikke noget, jeg mere ønsker end tilbagevendelsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...