Weakness

Carmen Connor er elev på Cayla High. Massere af selvtillid, smuk og begavet. Ligeglad og følelsesløs. Men indeni hvert person er der det man kalder en 'svaghed' Nogle gange er den uimodståelig, andre gange vinder vores sind. Og andre gange, tager den helt pusten fra os. Hvordan Carmen håndterer det, finder vi ud af. Men endnu vigtigere, tør du satse hele puljen for kærligheden selv? //Andet bidrag til konkurrencen - What if?//

2Likes
0Kommentarer
185Visninger

1. Tak

"Car!" Råbte Ever da hun kom løbende ned af gangen med skoletasken slæbende efter sig. Ever var typen som altid kom i sidste øjeblik. "Ever, forsent som sædvanlig" Mumlede jeg, mens jeg slog skabslågen i, måske lidt for kraftigt. Ever tjekkede hendes armbåndsur, et stramt smil blev sat på hendes læber."Forsent? Der går 5,4,3,2 oooooog nu" Sagde hun og klokken ringede lige efter hendes sætning. "Pjække idag?" Spurgte hun. "Desværre, pjækker jeg igen idag får jeg husarrest" Ever kiggede forvirret på mig "Er du okay?" Spurgte hun alvorligt.

Jeg kunne huske hendes stramme aura den dag. Den måde hun skulle snage i mine følelser, og jeg ved godt det ser ud til at hun bare ville hjælpe, men det tror jeg ikke på. Alt hun ville var at få noget sladder fra hendes store kilde. 

Selvfølgelig er jeg ikke det, jeg blev droppet så hårdt at det føltes som om jeg bløder indeni. Følelserne er som flammer der slikker sig op i mig. De er ligeglade med mig, de ødelægger alt der kommer i vejen for dem. De er uovervindelige. Du er uovervindelig. De hader mig. Du hader mig. De er ligeglade med mig. Du er ligeglad med mig.

"Selvfølgelig, bedre end nogensinde" Svarede jeg hende og satte det største falske smil jeg overhovedet kunne præstere, på. Ever så mistænkeligt på mig, men rystede så på hovedet og smilede til mig. "Jeg tror ikke på dig meeeeen vi ses til gymnastisk" 

Hvorfor hun ikke troede på mig den dag har altid været mig en gåde. For hun troede altid på mine falske 'Jeg er okay' - samtaler og mine falske 'Jeg mener det' - smil. Men den dag troede hun ikke på det. Hvorfor? Tja, det ved jeg virkelig ikke. Jeg har absolut ingen anelse, overhovedet.

Forvirret over mine tanker, fortsatte jeg alligevel ned af gangen den dag. Forsøgte at lukke dem ude, men det var svært. Det var svært at bede dem om at skride, når de boede indeni mig. Det var mig selv der plejede dem, mine tilråb og skældsord frydede dem, det var deres næring. Men jeg var helt overbevist om at det de siger ikke passer. Det KAN ikke passe. Det er jeg stadig overbevist om. Det var dig det skabte dem, dig der bød dem velkommen.

Pludselig skød en smerte gennem min skulder, og jeg så hidsigt op. Havde det været enhver anden person havde jeg bedt dem om at kigge sig for, selv om det helt og aldeles ville være min skyld. Men da de smaragdblå øjne kiggede i mine blev jeg helt paf. Det slog klik for mig. "Hej Candy, hvordan har du det?" Sagde du med et kæmpe smil på læben. Hvordan kunne du stå her, efter at have sat en brand igang i mig, og spørge hvordan jeg havde det?! 

Du ødelagde mig. Og ikke kun på den der totalt kliché agtige måde, hvor man er ked af det i en uge. Nej, du ødelagde mig godt og grundigt. Candy? Kalder du mig stadig dét? Jeg ved godt det er sådan du ser mig. Et flot slikpapir udenpå, smuk og dejlig indeni, ingenting efter du er færdig med det. Du så kun min gode side, opbrugte den, og da du så min mørke, var jeg intet for dig. Jeg har en svaghed, og min svaghed er dig. Kun dig. Og selvom du er et fjols i højeste grad, får du mig til at boble af glæde. Det er ikke fair. Du er generelt aldrig fair, overfor nogle.

"Det går vel som det altid gør? Skulle det da gå dårligt?" Spurgte jeg tvivlsomt. 

"Nej nej, jeg... Jeg har bare tænkt... Du ved... På dig" Svarede du mig og sendte mig et af de der klassiske tandpastasmil, jeg troede kun du kunne præstere. 

"Har du?" Spurgte jeg alt for hurtigt, og alt for desperat. 

"Selvfølgelig" Lo du, men det var ikke et af de grin der gik op til øjnene. Det var et af de grin, jeg havde hørt på den sidste måned. Måneden du bare grinte falsk af mig. Den eneste gang jeg havde hørt dit rigtige klokkeklare grin, var den første dag jeg så dig.

Det var en solrig dag, cheerleader mesterskabet som blev holdt i vores by var for alvor igang, og det kunne især mærkes på caféerne, restauranterne, den lille tebutik ned af den lille gade på hjørnet, brugsen og diverse nipsbutikker. Mine veninder og jeg var iført vores mørkelilla cheerleader uniform, og vores hår var sat op i en høj hestehale med et lilla bånd bundet rundt om. "Jeg tror jeg tager dagens suppe, hvad med jer?" Spurgte jeg de andre piger, mens jeg stadig hev lidt efter vejret. Vi havde lige trænet til semifinalen, og da hallen vi træner i, ligger 30 m væk fra caféen, sluttede vi af med at løbe derover. Jeg husker stadig de andres rosafarvede kinder, mens jeg inderligt håbede at mine også var lidt lyserøde. Jeg kan ikke huske deres svar, for den knirkende dør blev trukket op, og ind kom dig og dine venner. 

"Hvor skal vi sidde?" Spurgte en af dine venner, jeg tror han hed Ty? Det var ihvertfald dét navn jeg så smukt hørte komme ud af din mund. "Hallo Ty? Vi sidder da der hvor vi altid sidder" Sagde du og pegede hen på båsen ved siden af vores. Min ellers rolige aura blev nervøs og fjollet. Da jeg skulle hente vores sædvanlige appelsinjuice, fugte du efter mig. Eller det var ihvertfald det jeg håbede på. Den dag idag ville jeg ønske jeg var så klodset at have spildt appelsinjuicen ud over dig, men det skete ikke. Du så på mig, mumlede et 'Hej Candy' tog imod noget mad og gik tilbage. Jeg kendte dig ikke, men var glad for dit kælenavn til mig.

 

Det var sådan vores første møde var. Og selvom der aldrig har været et 'du og jeg' eller noget som helst imellem os, så ødelagde du mig stadig. Det ødelagde mig stadig at vi ikke engang var venner, vi var klassekammerater, bekendte. Intet andet. Ved ét øjekast formod du at gøre mig forelsket, på én time formod du at få mig til at tro på kærlighed ved første øjekast. På den dag, og helt hen til dagen idag har du formodet at gøre mig svag.

Tak. Jeg er sur over alt det du aldrig gjorde, jeg er sur over alt det du aldrig sagde, jeg er sur over du aldrig holdte de løfter du aldrig lavede, men jeg takker dig alligevel. Du fandt min svaghed og gjorde mig menneskelig.

 

 

Tak. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...