Take Me Tonight | Harry Styles

Det blev en pige. Harry Styles og Alexa Torres' første barn sammen, blev en pige. Vi starter hvor vi sluttede, nemlig på hospitalet. Den lille pige, er ikke mere en 3 døgn gammel, og Harry og Alexa, er lykkelige. Hvordan tager verdenen imod den lille pige? Godt eller dårligt? Hvordan vil hverdagen skride frem, med den lille pige? Hvad sker der, når fortid kommer ind i nutiden? Alexas gamle plejefamilie kommer ind i billedet, og det samme gør Anthony, som tilbage i 2014 voldtog Alexa. Han prøver igen, at få Alexa til at synes om ham, og det får Harry til at blande sig. Han vil ikke finde sig, at en anden ligger an på hans kæreste, og moren til hans datter. Harry vil gøre alt for at få dem tilbage til Mexico, og væk fra England og Alexa. Lykkes det, eller hvad? Find ud af det i Take Me Tonight! 5'eren af, Take Me Home - Back - Closer & Away.

481Likes
408Kommentarer
126387Visninger
AA

4. Kapitel 2

Harry Styles      

Lægerne havde fået Alex op i sengen igen, og flere læger var blevet tilkaldt. Drengene var gået ud med Annabell, og jeg var blevet herinde. ’’Alexa, kan du høre hvad vi siger?’’ spurgte en læge, og jeg kiggede ned på hende. Hendes øjne var åben, ’’Hvor er jeg?’’ spurgte hun, hæst. ’’Du er stadig på hospitalet, du besvimede’’ svarede lægen, og Alex kiggede på hende. ’’Hvor er min datter?!’’ spurgte hun. ’’Hun er inde ved siden af sammen med dine venner, hun har det godt!’’ svarede lægen, og jeg kunne se at, Alex, slappede mere af. ’’Hvor er min kæreste?’’ spurgte hun, og jeg gik frem og tog hendes hånd. ’’Jeg er her, skat’’ svarede jeg, og nussede hendes hånd. Alex kiggede på mig, ’’Hvad skete der?’’ spurgte hun, hæst. ’’Du besvimede, da du var på vej ud på toilettet’’ svarede jeg.

’’Alexa, vi har undersøgt, forskellige ting til hvorfor du besvimede. Vi har sat et drop i din hånd, så du får den væske du skal have’’ sagde lægen, og Alex kiggede på hende og nikkede. Shannon kom frem på min side, og Alex kiggede på hende. ’’Hej søde! Der er noget vi lige skal spørge dig om. Det er bedste for dig, men det er selvfølgelig dig der bestemmer!’’ sagde hun, og Alex nikkede. ’’Dine silikonebryster, hvad ville du sige til hvis implantaterne kom ud? Det ville være det bedste, for så kan du også amme Annabell og det ville være det bedste i det lange løb..’’ sagde Shannon, og lagde sin højre hånd på Alex’ højre.

’’Du kan altid få dem lavet igen, når Annabell er færdig med at skulle ammes’’ tilføjede hun, og Alex nikkede. ’’Det er fint med mig..’’ svarede Alex, og Shannon nikkede. ’’Godt, men så sætter vi det i gang nu, så er du færdig om maks 2-3 timer’’ sagde Shannon, og nu var det Alex der nikkede. Lægerne gik ud, og Shannon gik hen til en anden læge der stod henne ved et bord og gjorde noget klar.

Alex kiggede på mig, ’’Er du bange?’’ spurgte jeg, og tog hendes hånd. Hun nikkede, ’’Ja, lidt’’ svarede hun, og sukkede. ’’Det skal bare overstås, mig og Annabell er her når du vågner!’’ sagde jeg, og smilede til hende. Alex smilede, ’’Det vil jeg se frem til!’’ svarede hun.

- Alex var nu inde på operationsbordet, og jeg var på vej ned til drengene og Annabell. Jeg åbnede døren, og gik ind. ’’Hvor går det?’’ spurgte Louis, og jeg lukkede døren bag mig. Jeg sukkede, ’’Hun er i gang med at få fjernet implantaterne’’ svarede jeg, og gik hen til vuggen hvor min lille pige lå og sov. Jeg smilede, og bukkede mig ned og kyssede hende på panden. Min kærlighede til hende var virkelig stor. At mig og Alexa, har skabt hende – var jeg helt stolt af. Hun var den fineste lille pige.

Jeg tog hende op, og gik hen og satte mig i stolen ved siden af Louis. ’’Hvornår har hun sidst fået mad?’’ spurgte jeg, og jeg kiggede på ham. ’’En lille time siden’’ Jeg nikkede, og kiggede ned på Annabell. Hun begyndte stille at åbne sine øjne, og strække sine små arme. ’’Hva’ så, lille skat?’’ spurgte jeg, og aede hende på maven. Hun stak op i et skrig, og jeg lagde hende på min skulder. Jeg rejste mig op, og gik hen til skiftebordet, puslebordet – i bestemmer selv.

Jeg lagde Annabell ned, og åbnede hendes bodystocking. Det var tredje gang, jeg skiftede hende selv tror jeg. Men det var første gang nu, hvor Alex ikke hjalp mig eller stod og kiggede på. Jeg fik hendes bodystocking af, og åbnede så hendes ble. Jeg fjernede den, og smed den ned i blespanden. Jeg vaskede Annabells numse, og fandt en ren ble og gav hende den på og sørgede for den var lukket ordenligt. Jeg fik hendes bodystocking på hende igen, og tog hende op og gik hen og satte mig ned i stolen igen.

Alexa Torres      

Jeg slog mine øjne langsomt op, og mit syn mødte et kedeligt hvidt loft. Jeg kiggede til højre, og fik øje på Harry. ’’Hej’’ mumlede jeg, hæst. ’’Hej skat’’ svarede Harry, og smilede til mig. ’’Har du ondt nogen steder?’’ spurgte han, og tog min hånd i sin. Jeg nikkede lidt, da jeg faktisk havde lidt smerter. ’’Lidt, men ikke lige mange som da jeg skulle have dem i’’ svarede jeg. ’’Skal jeg køre sengen lidt op?’’ spurgte han, og jeg nikkede.

Harry fik sengen kørt lidt op, så jeg sad mere op. Er jeg ikke blevet kørt ind i et andet rum? Da jeg blev lagt i narkose, var jeg i et andet rum. ’’Hvad er det for et rum det her?’’ spurgte jeg, og kiggede rundt. ’’Det er rummet du var i, før du blev kørt ned til operationen’’ svarede Harry, og jeg kiggede på ham. ’’Det kan jeg slet ikke huske’’ sagde jeg, og grinte. Jeg stoppede hurtigt, da det gjorde ondt. ’’Hvor er Annabell?’’ spurgte jeg, da jeg lagde mærke til at hun ikke var her – og det var drengene heller ikke.

’’Drengene er lige ude og gå en tur med hende, ude i hospitalsgården’’ svarede Harry, og jeg nikkede. Jeg kiggede ned af mig selv, ’’Jeg er blevet lille’’ sagde jeg, og kiggede op på ham. Harry smilede til mig, og bukkede sig ned og kyssede mig på munden. ’’Jeg elsker dig’’ sagde han, og kyssede mig igen på munden. ’’Jeg elsker også dig!’’ svarede jeg, og smilede til ham.

Døren til værelset gik op, og Shannon og hende der var med til at veje Annabell tidligere. ’’Godt du er vågen, Alexa!’’ sagde Shannon, og smilede til mig. De kom helt hen til sengen, og stillede sig på den side Harry ikke stod på. Det vil sige, de stod på min venstre side. ’’Vi er kommet frem til, at du kan komme hjem om 3 dage, altså den 26. april. Ja, Annabell vejer ikke lige det hun helst skal, men i kan komme hjem også komme til check lidt oftere’’ sagde Shannon, og jeg nikkede. Yes, vi måtte kommer hjem! Ja, først om 3 dage, men det går hurtigt.

’’Kan du mærke, om du har flere smerter nu end du havde, da du fik lavet dine bryster?’’ spurgte hun, og jeg nikkede. ’’Ja, jeg havde mange flere smerter der. Jeg har da også smerter nu, men slet ikke i den grad’’ svarede jeg, og Shannon nikkede. ’’Godt. Du får noget smertestillende, som du skal tage morgen og aften, den næste uge’’ sagde hun, og jeg nikkede.

- Der var gået 3 dage, og vi måtte komme hjem. Vi havde pakket de ting, jeg havde haft her i og var klar til at tage hjem. ’’Klar til at komme hjem, skat?’’ spurgte Harry, og smilede til mig. Jeg nikkede, ’’Meget! Det er underligt, at jeg ikke har været hjemme i en uge’’ svarede jeg, og smilede. ’’Baylor har i hvert fald savnet dig!’’ sagde Harry, og kyssede mig på kinden. Harry har sovet hjemme de sidste to dage, så Baylor ikke blev for alene.

Harry tog liften, hvor Annabel lå i. ’’Skal vi komme hjem?’’ spurgte han, og jeg nikkede. Jeg tog min taske, også gik vi ud af værelset.

Vi kom ud foran hospitalet, og der var en masse fans og paparazzier. Der var heldigvis stillet vagter og et lille hegn op, så de ikke kunne masse os. Der var lige sådan en lille gang, vi kunne gå på. Den var omkring 2 meter bred. Der var fans, der havde skilte med hvor der stod ’Tillykke Alexa og Harry’ og sådan forskellige ting. Jeg smilede, og vinkede til dem. Harry vinkede også lidt, men koncentrerede sig mest om Annabell, og at stofbleen blev ved med at dække hende.

Vi kom til bilen, og jeg satte mig om bagi sammen med Annabell og fjernede stofbleen. Harry satte sig ind foran, og startede bilen. Han begyndte at køre, og jeg kiggede ned på Annabell, der lå og sov ligeså stille. Utroligt, at hun bare kunne sove – så vi lige har været ude blandt alt den råb og skrig. ’’Det er utroligt, at hun bare kan sove. Hun har bare sovet, i alt den råb og skrig’’ sagde jeg, og kiggede på Harry igennem bagspejlet. ’’Ja, jeg troede også hun ville vågne eller begynde at græde’’ svarede han, og kiggede kort op i bagspejlet.

Harry låste døren til vores lejlighed op, og Baylors gøen kunne straks høres. Jeg smilede, da jeg virkelig havde savnet hende. Jeg gik først ind, så Harry kunne komme bagefter med Annabell. Mmm, endelige hjemme.  Jeg smilede og satte mig på hug, og Baylor kom hen til mig og var lige ved at vælte mig omkuld. ’’Heeeeej baby!’’ sagde jeg, og kløede hende bag ørene. Harry gik ind i stuen, med Annabell.

Baylor lagde sig ned på ryggen, og jeg smilede. ’’Har du savnet mig?’’ spurgte jeg, og kløede hende på maven. Hun rejste sig op igen, og slikkede mig i hovedet. ’’Det tager jeg som et ja’’ fniste jeg, og rejste mig op og fik mine sko af. Jeg gik ind i stuen, efterfuldt af Baylor. Harry havde sat liften på spisebordet, og Baylor løb hen til ham. Jeg gik hen til liften, og Annabell var vågnet. ’’Hej lille skat’’ sagde jeg, og tog hende op og lagde hende i mine arme.

Jeg smilede til hende, og kyssede hende på panden. ’’Mors lille prinsesse’’ sagde jeg. Jeg gik hen og satte mig i sofaen, og tog en pude som støtte under min arm – hvor Annabells hoved lå. Baylor kom hen, og kiggede meget på Annabell. Harry kom og satte sig ved siden af mig. ’’Hva’ så Baylor, hvad er det for noget?’’ sagde han, og hun kiggede på ham og kiggede så igen på Annabell. ’’Ja, det er Annabell’’ sagde jeg, og aede Baylor på hovedet.

Hun brummede lidt, og lagde sit hoved på Harrys lår og blev ved med at kigge på Annabell. Annabell gjorde ikke så meget, hun lå bare og kiggede op på mig. Jeg smilede til hende, og aede hende på maven. ’’Baylor tager det da rigtig godt. Jeg har læst, at nogen har fået et barn også har deres hund reageret helt voldsomt og nærmest aggressivt’’ sagde jeg, og kiggede på Harry. Han nikkede, ’’Ja, det er lige før hun kan stirre sig blind i hende’’ svarede han, og smilede. Jeg kiggede på Baylor, der stadig bare kiggede på Annabell.

Jeg smilede, ’’Det er dejligt’’ sagde jeg, og kiggede igen på Harry. Han nikkede, ’’Bestemt!’’ svarede han, og kiggede på Annabell. Mit smil, var ikke til at fjerne fra mine læber. Jeg var så lykkelig! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...