Take Me Tonight | Harry Styles

Det blev en pige. Harry Styles og Alexa Torres' første barn sammen, blev en pige. Vi starter hvor vi sluttede, nemlig på hospitalet. Den lille pige, er ikke mere en 3 døgn gammel, og Harry og Alexa, er lykkelige. Hvordan tager verdenen imod den lille pige? Godt eller dårligt? Hvordan vil hverdagen skride frem, med den lille pige? Hvad sker der, når fortid kommer ind i nutiden? Alexas gamle plejefamilie kommer ind i billedet, og det samme gør Anthony, som tilbage i 2014 voldtog Alexa. Han prøver igen, at få Alexa til at synes om ham, og det får Harry til at blande sig. Han vil ikke finde sig, at en anden ligger an på hans kæreste, og moren til hans datter. Harry vil gøre alt for at få dem tilbage til Mexico, og væk fra England og Alexa. Lykkes det, eller hvad? Find ud af det i Take Me Tonight! 5'eren af, Take Me Home - Back - Closer & Away.

481Likes
408Kommentarer
126185Visninger
AA

14. Kapitel 12

Alexa Torres      

’’Jeg er svag, det ved jeg. Men vil du ikke gå med op?’’ spurgte jeg, og jeg kunne slå mig selv i hovedet så mange gange. Hvorfor skulle jeg nu også spørge om det? Jeg havde selv bedt ham om at give mig tid, også kommer jeg her ikke engang 12 timer efter, og spørg om han ikke vil med op. Jeg savner ham bare så meget, og jeg kan ikke undvære ham. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham. Han betyder alt for mig. Han har ikke kun været min kæreste og far til Annabell – han har også fungeret som min bedsteven.

’’Jeg går med op, Alex’’ afbrød Harry, mine tanker. Jeg kiggede ham i øjnene, ’’Du behøver ikke, hvis du ikke gider’’ sagde jeg, og han rystede på hovedet. ’’Jeg vil gerne gå med op, Alex!’’ svarede han. Jeg smilede svagt, og så gik vi hen til døren.

Vi kom op til vores hoveddør, og jeg låste op. Jeg åbnede døren, og vi gik ind. Harry stillede barnevognen op af væggen, og tog sine sko af. Jeg lukkede døren, og tog mine sko af. ’’Hvis du tager hende op, så kan vi gå ind og ligge hende’’ sagde jeg, og Harry nikkede og fjernede dynen fra Annabell og tog hende op.

Vi kom ind på hendes værelse og jeg tændte for den lyserøde natlampe ved hendes seng, og Harry lagde hende ned i sengen og lagde hendes dyne over hende. Jeg smilede, og satte mine hænder på kanten af sengen. Annabell er så sød når hun sover, hendes mund er svagt åben. Når hun har sovet inde i mig og Harrys seng, har vi tit ligget og kigget på hende i mens hun har sovet. Jeg kunne stirre mig blind i hende. ’’Hun ligner sin mor, når hun sover’’ sagde Harry, og jeg kiggede på ham. ’’Sover jeg også med lidt åben mund?’’ spurgte jeg, og lavede store øjne. Harry nikkede, og smilede til mig.

Jeg ved godt, at jeg ikke er så charmerende når jeg sover – men at jeg sover med åben mund, det vidste jeg godt nok ikke. ’’Ja, og nogen gange, ligger du med armene over dit hoved’’ sagde Harry, og fniste. ’’Ej, er jeg virkelig så u-charmerende når jeg sover?’’ spurgte jeg. Harry rystede på hovedet, ’’Du er sød når du sover’’ svarede han, og jeg smilede. ’’For så siger du ikke noget’’ tilføjede han, og jeg daskede ham på skulderen. ’’Ejj, Harry!’’ sagde jeg, mopset.

Jeg slukkede Annabells natlampe, ’’Skal du med ind i stuen?’’ spurgte jeg, og gik ud af værelset. Jeg vendte mig om, og Harry kom ud fra værelset. ’’Er vi stadig lidt mopset?’’ spurgte han, med en drillende stemme og kom helt hen til mig. Jeg nikkede, og krydsede mine arme. ’’Hvad skal vi dog gøre ved det?’’ spurgte han, og lagde sine hænder på mine hofter.

Jeg rødmede lidt, ’’Hmmm, hvem siger at der kan gøres noget ved det?’’ spurgte jeg, og smilede flabet til ham. ’’Jeg ved der er noget at gøre’’ svarede han, selvsikkert. ’’Så gør det!’’. Jeg havde på fornemmelsen, at han ville kysse mig – for så blev jeg altid god igen.

Harrys hoved nærmede sig mit, og vi lukkede vores øjne, og vores læber ramte hinandens. Jeg smilede, og lagde mine arme om hans nakke og pressede mig helt ind til ham og kyssede med. Jeg havde savnet hans læber mod mine. Jeg havde savnet at mærke ham tæt på mig. Harry kørte sine arme rundt om mig, og lagde sine højre hånd på min røv.

Vi trak vores læber til os, og smilede stort til hinanden. ’’Jeg kan ikke leve uden dig!’’ sagde jeg, og kiggede ham i øjnene. ’’Siden du gik, har det været så underligt’’. ’’Jeg kan heller ikke uden dig..’’ svarede han, seriøst. ’’Det lyder underligt det her, men vil du ikke flytte ind i din egen lejlighed igen?’’ spurgte jeg, og fniste. ’’På en betingelse!’’ svarede han. ’’Og hvad er den betingelse så?’’ spurgte jeg, og smilede.

Harry tog ringen op af sin lomme, og satte sig på knæ. ’’Alexa Torres, vil du gifte dig med mig?’’ spurgte han, og jeg nikkede. ’’Ja, ja jeg vil!’’ svarede jeg, og smilede stort. Han rejste sig op og tog min venstre hånd og satte ringen på.

Harry kiggede mig i øjnene, ’’Jeg elsker dig, Alex!’’ sagde han, og smilede til mig. Jeg smilede, ’’Og jeg elsker dig!’’ svarede jeg, og lagde mine arme om hans nakke og kyssede ham på munden.

- Min mobil gav sig til at ringe. Det var 6 dage siden, mig og Harry havde fundet ud af det hele. Jeg tog min mobil, og trykkede på svar. ’’Det’ Alexa?’’ sagde jeg, og satte mig ned i stolen og kiggede over på Harry, der lå med Annabell på sin mave. ’’Det er din mor’’ kom det fra min mor. ’’Oh, jeg kiggede ikke på skærmen..’’ svarede jeg, og fniste. ’’Det er okay, skat. Mig og far er i London, vi har nemlig noget vi gerne vil fortælle’’ sagde hun, og jeg nikkede.

’’I kommer bare, vi er bare her hjemme og hygger os med Annabell’’ svarede jeg, og Harry kiggede på mig. Jeg smilede til ham, og han smilede tilbage. ’’Godt, vi er der om 5 minutters tid’’ sagde min mor, og jeg nikkede. Ja, en vane jeg havde når jeg snakker i telefon.. ’’Så ses vi, mor!’’ svarede jeg.

Vi lagde på, ’’Hva’ så?’’ spurgte Harry, og jeg kiggede på ham. ’’De kommer om 5 minutter, de har noget de gerne vil fortælle’’ svarede jeg, og smilede. Han nikkede, og smilede. ’’Spændende!’’ sagde han, og kiggede på Annabell. ’’Sover hun?’’ spurgte jeg, og han nikkede. ’’Går du ikke ind og ligger hende så?’’ spurgte jeg, og blinkede med mit venstre øje. Han nikkede, ’’Tak skat’’ sagde jeg, og rejste mig og gik ud i køkkenet.

’’Baylor!’’ råbte jeg, og hun kom løbende ud i køkkenet. Jeg tog en hundekiks, og vendte mig så jeg kunne se hende. ’’Hvad siger vi så?’’ spurgte jeg, og viste hende kiksen. Hun gøede, og rullede rundt og satte sig op. ’’Gi’ pote’’ sagde jeg, og rakte min højre hånd frem. Hun lagde sin venstre pote i min hånd, og jeg gav hende kiksen med min anden hånd og slap hendes pote. ’’God pige’’ sagde jeg, og kløede hende på hovedet.

Hoveddøren gik op, ’’Hvem er det der kommer?’’ spurgte jeg, og hun løb ud i gangen i mens hun gøede. Mors hund. Hendes gøen stoppede, og jeg gik derud. Mine forældre var kommet ind, og min var i gang med at tage sko og overtøj af og min far tumlede med Baylor. Jeg smilede, ’’Hej mor!’’ sagde jeg, og gav hende et kram. ’’Hej min skat’’ svarede hun.

Jeg fik sagt hej til min far, også gik vi ind i stuen – og Harry kom ud fra Annabells værelse og hilste. ’’Nå, hvad var det så i ville fortælle?’’ spurgte jeg, og stillede mig ved siden af Harry. Mine forældre kiggede på hinanden, også hen på os igen. ’’Du skal være storesøster til februar’’ sagde min mor, og smilede. Var? Skal jeg være storesøster igen? ’’Seriøst?’’ spurgte jeg, og smilede stort. De nikkede, og jeg gik hen til min mor og lagde mine arme om hendes nakke. ’’Omg!’’ mumlede jeg, og smilede. Hun grinte, og aede mig på ryggen. 20 år, og storesøster til tre, snart fire – og jeg er selv mor!

Jeg trak mig væk fra min mor, ’’Glæder du dig?’’ spurgte hun, og jeg nikkede. ’’Mega meget!’’ svarede jeg, smilende. ’’Og din far fik ret, med at det bliver en dreng!’’ sagde hun, og jeg kiggede på min far. ’’En dreng til flokken!’’ sagde jeg, og gik hen og vi gav hinanden et kram. ’’Hvor er Annabell?’’ spurgte min mor, og jeg regnede med at hun snakkede til Harry. Jeg trak mig væk fra min far, og smilede stort. ’’Min store pige! Du bliver så hurtig stor’’ sagde jeg, og rodet mig i håret. Jeg grinte, og rystede på hovedet.

’’Nu bliver han her vel os den sidste?’’ sagde jeg, og lod som om jeg synes min far var gammel. Han var 37, og det var bestemt ikke gammelt. 37 – fire børn på 20, 10, og 3. Far til fire. Snart – far til fem. ’’Jo, han bliver den sidste! Så er der også lukket for flere børn’’ svarede min mor, og jeg grinte.

Gad vide om mig og Harry, nogensinde fik så mange børn? Rolig Alex, i har nok i Annabell! Jeg er ikke lukket for flere børn. Vi skal da nok have flere børn, men lige fem det ved jeg nu ikke. Jeg elsker at vi bare har, Annabell, alene nu. Men når hun er 2-3 år, så kan det godt være at hun kan have en lille søster eller bror.

 

Nu må vi se, hvad fremtiden bringer..

 

___________________________________________________

Så fik jeg skrevet et kapitel! Som jeg har skrevet i min mumble, så har jeg fået min computer igen - men alt er slettet på den. Så nu skal jeg til at skrive alle de kapitler jeg havde skrevet ooooom igen -.- 

Ikke rettet. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...